Til min Islænding

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2017
  • Opdateret: 26 jan. 2017
  • Status: Færdig
Et tak og et farvel til en person der forsvandt lige så hurtigt som han kom ind

2Likes
1Kommentarer
107Visninger
AA

1. <Til min islænding>

”Velkommen til First Hotel Atlantic…”

Længere nåede jeg ikke før jeg indså hvor håbløst det var. At tro man kunne ringe tilbage på en efterladt besked og få personen man har kendt i under fireogtyvetimer i røret. Jeg gemte beskeden, for at kunne høre hans stemme. Han var der bare på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted, eller måske endda omvendt. Det forkerte tidspunkt på et forkert sted. Han kom jo bare. Hørte ikke til.

Men gjorde jeg? Som jeg stod der alene med en lige tømt White Russian og skulle til at bestille min anden vel vidende at jeg ikke havde pengene til det. Han kom ind alene. Anderledes end alle andre. Så jeg stod alene, lige indenfor døren. Han spurgte, da også lige om det var en privat fest eller et åbent sted. Han hørte ikke til. Men ville ikke sende ham væk, for hvem tjekkede egentlig hvem der dukkede op og det lignede, at det var ham jeg havde ventet på.

Det var det på en måde. En til at betale for mig. En til at tale med. Men ikke en som jeg havde regnet at klikke så godt med. Du ved med det samme, når en person passer til dig, eller bare nogenlunde passer til dig. Man må åbne sin kasse for at presse firkantet ned i cirklen. Han kom bare lige pludselig og gjorde min aften bedre i den ensomme høje larm.

Og det var fantastisk. Vi blev færdige med anden omgang og gik videre. Bedste beslutning. Vi havnede endnu et sted med høj musik. Blev færdig med en alkoholfri omgang, for det havde vi ikke brug for. Vi klikkede med det samme. Som en rigtig gentleman gav han mig sin jakke. Og vi gik. Uden plan for hvor vi havnede. Vi kunne bare gå og tale. Men vi havnede alligevel på mit værelse. Det var det hotel vi gik forbi først. 

Vi sad og snakkede i hvad der ikke kunnen have været mere end fem minutter før vores læber mødte hinanden. Det var forudsagt det ville ske, men havde ikke troet det ville være så rart. Det var som om den tomme plads der blev efterladt af den sidste der kunne give mig den følelse blev fyldt ud. Rart, men underligt. Ting skete, men ikke helt ud. Og det forsatte. Og vi lå bare og snakkede. Han havde ikke travlt, det havde jeg heller ikke. Vi forstod hinanden, vidste hvad den anden kunne lide. Og det bare at kunne snakke bagefter. Ligge tæt og nusse. Mærke varmen fra den anden og nyde øjeblikket. Et øjeblik der dog ikke blev ved. Han skulle afsted. Jeg skulle også tidligt op, men havde håbet på at kunne ligge tæt og sove med en. Bare for en gangs skyld en jeg godt gad mærke havde mig i sine arme. Men ikke alting forsætter.

Jeg brugte halvdelen af den efterfølgende dag på at overveje om jeg mon havde skrevet rigtigt telefonnummer. Med en besked efter en film om, at der var en voicemail fik mit hjerte til at pumpe. Hans stemme fik mig til, at smile. Den første besked jeg har gemt nogensinde. Og den bliver liggende som gemt. Vores planer for den aften, om at mødes og virkelig være klar til hinanden blev aflyst. Han ville ringe igen. Forhåbentligt så snart han er landet. Men højst sandsynligvis ikke. Han lovede vi kunne ses igen. Det nok det og at han faktisk ringede tilbage der gjorde, at mit hjerte er givet til ham. Ikke helt, men det kan lide ham. Jeg kan lide ham. Men hvad fremtiden viser ved ingen. Havde håbet på i aften. Håbet på at kunne sige farvel til ham.

Jeg valgte at ringe tilbage. Efter flere timers overvejelse. Det jeg får i røret er hans hotel. Den telefon han ringede til mig fra. Har ikke hans nummer. Har hans fornavn, men det kan staves på så mange måder. Til den islænding der har stjålet mit hjerte. Jeg vil gerne have det tilbage. Måske ikke i dag. Men bare en dag.

Farvel til næste gang hvor vores vej mødes, hvis de dog gør dette i fremtiden. Jeg håber. Og jeg krydser fingre for du har det på samme måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...