Et minuts stilhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Et essay omhandlende krig. Jeg tager gerne imod konstruktivt kritik!

2Likes
1Kommentarer
50Visninger
AA

1. Et minuts stilhed

Når solen ikke længere kaster sine lyse, stærke stråler ud over det enorme, klare himmelrum, ved jeg, at det er på tide at gå til ro. Da jeg kigger ud af mit store, klodsede vindue, kan jeg se, at månen allerede er begyndt at titte frem på den stjerneklare himmel. Jeg lukker øjnene i og falder ligeså stille ind i mørket og ind i en dyb søvn. Jeg bliver fanget i de hvirvlende drømme og kan ikke længere gøre modstand…                                                                                                                 

Jeg vågner med et sæt. Der er mørkt. Jeg kigger på min telefon. Klokken er lidt over tre om natten. Jeg har haft mareridt; et mareridt, hvori hele min familie blev henrettet af oprører, mens jeg selv sad hjælpeløs og så til uden at kunne gøre noget.

 Det er her tanker kommer til live og viser sit sande jeg. De får frit løb, og jeg er ikke i stand til at stoppe dem. Tanker som jeg undrer mig over, tanker som jeg ikke kan finde svar på, og tanker, jeg måske aldrig selv vil kunne forstå, kommer frem fra deres skjul og ud i lyset. Tusindvis af stjerner glimter på den mørkeblå himmel. De ligner små sæbebobler. En myte siger, at der kommer en ny stjerne på himmelen, når en person dør. Gad vide om det mon passer?

Et minut, tres sekunder, trestusinde millisekunder. En tid af stilheden, der er blevet en tradition, når man mindes folk, der er døde. Med tiden må det vel blive flere milliarder sekunder? Man møder det oftest, når stjerner eller vigtige personer dør. Det kan man se i fjernsynet eller læse i avisen. Men hvad med de folk, der hver dag dør i kampen for deres fædreland eller dem, der dør som uskyldig, mens de andre kæmper? Er de ikke vigtige? Fortjener de ikke også et minuts stilhed?

Krig er et tabu, som vi alle kender til. Allerede fra barn er vi inkluderet i den krigsramte hverdag. Børn, især drenge, får i dag små plastiksoldater, store maskiner og seje geværer med cool effekter i gave; ting de ønsker sig, fordi alle de andre gør. I en leg tager de hver deres lille legetøjsmand i hånden, peger dem mod hinanden og skyder så, mens de griner og diskuterer om, hvem der blev skudt af det ikkeeksisterende skud først. Allerede dér påvirkes vi af vold og uenighed, selvom vi i bund og grund ikke er klar over det endnu. Det er uhyggeligt og helt forkert. Skal børn virkelig læres op i en ting, vi som mennesker frygter så meget? Åbenbart. På den anden side forstår jeg skam godt, hvorfor børnenes forældre vælger at give disse ting til dem. Hvem ønsker ikke som forældre at glæde deres børn med en gave, de ønsker sig? Jeg går af og til forbi grupper af drenge, der netop er i gang med disse slags lege. De ser alvorlige og meget voksne ud. Ligheden mellem dem og rigtige soldater er stor. Det kunne sagtens være en audition til en film omhandlende børnesoldater. Af frygt for, at jeg bliver indblandet, skynder jeg mig altid væk, inden de igen trækker deres våben.

En borgerkrig hærger Syrien; en krig, der har skabt en del opmærksomhed i medierne over lang tid. Dér er en helt normal familie i stor fare. Mange må flygte fra hus og hjem, men der er også familier, der ikke har denne mulighed. De kan ikke løbe væk, hvis de er bange, ligesom jeg. Hver dag må de kigge oppe mod de tusinde stjerner og bede til, at det ikke er dem eller et familiemedlem eller en ven på himmelen om et par dage. De må have krigen tæt på kroppen, og tage konsekvenserne som de kommer. Dér er børn i mange tilfælde nødt til at være den voksne, eller det må de i hvert fald prøve på. Man hører skrækkelige historier om, at soldater trænger ind i hjem og skyder faren og derefter moren, men hvad med børnene? Skal de dræbe eller blive dræbt? Er det i dette tilfælde ikke en nødvendighed, at børn skal lære om krig og om, hvordan de bruger et skydevåben?

Med tiden bliver man ældre, og man begynder at se med over ens forældres skulder, når de ser nyheder, og på den måde begynder man også at lægge mere mærke til den Verden, man lever i. Først dér går det op for en, hvad krig virkelig betyder, og hvad det indebærer. Det er ikke to plastikmænd med militærgrønt udstyr, der sigter på hinanden med store plastikgeværer med mekaniske lyde, og man kan altså ikke komme til live igen efter at være blevet dræbt. Krig er ikke en leg, men dyb alvor. Det er en ting, jeg frygter mere end noget andet.

Jeg husker en af de første gange, jeg så nyheder sammen med mine forældre. Jeg forstod selvfølgelig ikke alt, hvad de sagde, og sammenhængene var også meget svære at hitte ud af. Jeg husker dog, at jeg så et ørkenområde, hvor mænd i uniformer stod og skød ud mod de åbne vidder. De så meget koncentreret ud. De befandt sig i et faldefærdigt hus, hvor der i væggene var sprækker og i taget huller. På himmelen fandtes ingen stjerner. Der var mørk. Kulsort. Måske et tegn på, at dette kun var begyndelsen eller det helt modsatte, at himmelen her var så fyldt med stjerner, at de ikke længere kunne ses. Jeg husker ikke, hvad nyheden gik ud på, men forskellen mellem drengene fra min klasses legetøj og denne udsendelse i fjernsynet husker jeg krystalklart.

Vi bliver stadig ældre, og vi bliver klogere og får mere erfaring. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at krigene rundt omkring i Verden påvirker mig og giver mit liv en større mening og på den måde giver mig lyst til at løse de konflikter, der skaber problemerne eller at gøre Verden til et bedre sted at leve i, men jeg må ærligt indrømme, at dette ikke er sådan, jeg har det. Min forståelse for, at krig er en frygteligt ting sidder fast, men det påvirker hverken min hverdag eller min tankegang. Jo ældre jeg er blevet, jo mindre tænker jeg faktisk på krig. I dag er det lektier, venner eller den nye sæson af ”Glimore girls” på Netflix, der fylder meget i vi teenagepigers hverdag. I dag tænker man ikke meget på de brave soldater, da man har sine egne ting at koncentrere sig om, og sådan er det at blive ældre. Man får sig et job, en kæreste eller ægtefælle og måske også børn, man så skal passe. Selvom, der dør tusindvis af mennesker i krig hver dag, arbejder mange stadig hårdt, og når man har fri, sidder man i sofaen og ser fjernsyn eller tager en lur og tænker slet ikke over, hvilke skrækkelige ting, der hænder mennesker i de krigsramte lande. Man giver ikke de døde et minuts stilhed. Hvorfor? Det orker man bare ikke.

Jeg lever i et land, der på dette tidspunkt er langt væk fra krig. I mine øjne, såvel som mange andres, virker hændelserne i Mellemøsten som meget fjernt, og det kan tit synes at være taget ud fra en bog eller et helt andet univers. Det er så grusomt, at det i vores øjne kan synes uvirkeligt. Selvom vi synes, at krig er en frygtelig ting, giver vi stadig vores børn krigspræget legetøj, men det tænker vi ikke over. Det er normalt.

Man har i hele Verden markeret dage i forhold til krig med en skjult tanke om, at stridsøksen er lagt, og der nu er fred, men inderst inde ved vi jo godt selv, at dette ikke kan ske, for krig vil altid være her, selvom vi måske ikke ønsker at indrømme det. Man kan ikke bare ligge tiden bag sig. Tid er ikke bare et ord. Tid er dyrebart, og man skal have respekt for den. Et minut fra eller til betyder altså mere, end folk aner. Dét ene minut kan skelne mellem liv og død. Det kan godt være, at vi i Danmark på dette tidspunkt ikke er i fare, men kan et minut ikke ændre det? En fejlbombning eller en forkert sætning? Konflikterne eksisterer stadig, bomber bliver stadig smidt, drabene sker hver dag, og stjernerne ses endnu oppe på himmelen.

Krig er en frygtelig ting, og begrebet har skabt frygt over hele Verden, og millioner er gennem tiden blevet dræbt. Begrebet krig er ikke nemt at greje. Spørgsmål vil altid hænge i luften. Jeg kigger en sidste gang ud af mit vindue, og jeg ser endnu en gang de tusinde stjerner, der glimter som sølvglimmer. Jeg ser på min telefon. Det er snart ved at være morgen. Jeg er træt og vil gerne sove lidt længere, men inden vil jeg sende min tanker til de faldende soldater, de sårede og til dem, der fortsat kæmper. De fortjener også en del af stilheden. Jeg tæller til tres og min øjne lukker i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...