Et svært valg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2017
  • Opdateret: 29 jan. 2017
  • Status: Igang
15-årige Ella står derfor overfor et svært valg. Som den eneste familie, skal Ella vælge moderen skæbne. Smerte eller ej? Fred eller Ej? Død eller levende?

Ellas mor lider af en uhelbredelig sygdom. Pludselig skal Ella træffe det sværeste valg nogensinde. Spørgsmålet er bare: Bliver valget baseret på hendes, eller hendes mors ønsker?

3Likes
0Kommentarer
221Visninger
AA

2. Ventetiden

Ventetiden var forfærdelig. 

Jeg tjekkede mit ur endnu engang. Syv timer og ti minutter siden de løb afsted med min mor. 

Jeg savnede hende. Savnede hendes tilstedeværelse. Jeg var sulten og klokken var ved at være mange. 

 

På vej ned til cafeteriet stødte jeg på en af de læger, der havde taget min mor med. "Er hun okay?" Spurgte jeg. Han hørte mig ikke og gik videre. Han havde sikkert travlt.

Jeg satte mig tungt på en stol, ved et bord nær udgangen. I et kort øjeblik lukkede jeg øjnene. 

Jeg forestillede mig hvordan det ville være, hvis min mor ikke klarede den. Hvis jeg var alene. 

Klumpen i halsen voksede, og jeg følte at jeg ikke kunne få vejret. Jeg rejste mig op og løb udenfor. Udenfor var solen gået ned, og månen stod højt på himlen. Jeg bukkede mig forover og hev efter vejret. Sådan stod jeg længe. 

Jeg rettede mig op, og gik indenfor igen. Sulten var forsvundet. Jeg gik tilbage til min mors stue. Den var ensom uden hende. Jeg sukkede og smed mig i den hospitalsseng der var blevet stillet op til mig. Jeg kiggede ud af vinduet. Mørke. Mørke var alt jeg så. 

 

Jeg vågnede med et spjæt. Alt var stille omkring mig, men jeg havde det mærkeligt. Min mor var stadig ikke kommet tilbage. Jeg kiggede på uret. Nu var det 14 timer og 57 minutter siden de tog hende med.

Jeg sprang op af sengen og løb ud på gangen. Der var menneske tomt. Hvad nu? Jeg tænkte kort og besluttede mig for at løbe ned til cafeteriet. 

En enkelt læge sad alene. Jeg løb derhen. Pustende sagde jeg: "Hvor er min mor?" Det slog mig at han måske ikke kendte min mor, eller mig, så jeg skyndte mig at tilføje: "Melani Sesdam."

Han kiggede kort på mig og sagde så: "Hun ligger nede på en opvågningstue." 

Jeg nikkede, glemte at sige tak, og løb mod opvågningstuerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...