Et svært valg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2017
  • Opdateret: 29 jan. 2017
  • Status: Igang
15-årige Ella står derfor overfor et svært valg. Som den eneste familie, skal Ella vælge moderen skæbne. Smerte eller ej? Fred eller Ej? Død eller levende?

Ellas mor lider af en uhelbredelig sygdom. Pludselig skal Ella træffe det sværeste valg nogensinde. Spørgsmålet er bare: Bliver valget baseret på hendes, eller hendes mors ønsker?

3Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

3. Tilbage til skolen

Jeg var i skole. Vi havde historie, men jeg lyttede ikke. 

Jeg tænkte på, da jeg fandt min mor i opvågningsutsen. Hun var bleg, nærmest gennemsigtig. Da jeg kom derned, var hun ikke vågnet endnu. Jeg sad ved hende hele natten, men da tiden kom til at jeg skulle afsted, var hun stadig ikke vågnet. Så med tungt hjerte var jeg gået derfra.

"Ella?" Sagde min historielærer. Jeg blinkede et par gange og svarede: "Undskyld hvad?"

Hun så sur ud, og jeg prøvede desperat at komme i tanke om hvad hun snakkede om. "Jeg kan tydeligt se, at min undervisning ikke er relevant for dig. Vil du venligst gå op på kontoret?" Sagde hun.

Jeg sagde ingenting, nikkede ikke engang. Bag mig kunne jeg høre Emilia og Julia fnise. Jeg rejste mig op og gik ud fra klasseværelset, uden at kigge på nogen. Da jeg havde lukket døren, kunne jeg høre klassen fortsætte med historietimen.

Jeg gik op mod kontoret. Halvvejs gik jeg i stå. Jeg tænkte ingenting, stod der bare. Efter kort tid gik jeg videre. Da jeg nåede kontoret, satte jeg mig på en af stolene og ventede. Jeg blev kaldt ind på kontoret. Inspektøren så ikke glad ud da jeg satte mig i stolen. 

"Hvad skyldes besøget?" Sagde han surt. Jeg lænte mig frem, og stirrede ham ind i øjnene. "Min mor har kræft, og da hun kom ud fra operationen, sad jeg ved hende hele natten, så undskyld mig at jeg har andre ting at tænke på, end hvad dælen vi snakkede om i historie." Sagde jeg, lagde armene over kors og lænte mig tilbage i stolen. 

Inspektøren stirrede på mig. "Det er jeg ked af" fik han sagt. "Må jeg gå?" Spurgte jeg. Jeg havde ikke lyst til at tilbringe et minut længere her. Alt jeg kunne tænke på var min mor. 

Han nikkede, og jeg stormede ud fra kontoret. Jeg gik mod toiletterne. Ved toiletterne satte jeg mig ind i en af båsene og lænte mig op ad væggen. Jeg lukkede øjnene og tårerne begyndte at trille. I land tid blev jeg siddende der. Sagde ikke en lyd, græd bare. 

Jeg rejste mig op, tjekkede på min telefon hvornår bussen kom, og gik så ud på parkeringspladsen, foran skolen. Da bussen endelig kom, satte jeg mig ned bagved. Jeg roede i min lomme. Hvor var mine høretelefoner? 

Jeg kom i tanke om at de lå på min mors stue. Min skoletaske stod ved min plads, inde i klassen, så min bog havde jeg heller ikke. Jeg rejste mig op og gik ned til buschaufføren. "Undskyld, men vil du sige til når vi når hospitalet?" Han nikkede og jeg sagde tak.

Jeg gik ned bag i bussen igen, og lænte mit hoved mod vinduet. 

Tanken om at miste min mor var skræmmende. Jeg vidste ikke om det var tanken om at være helt alene, eller tanken om at jeg aldrig kunne snakke med min mor igen. 

Jeg faldt i søvn op af ruden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...