Et svært valg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2017
  • Opdateret: 29 jan. 2017
  • Status: Igang
15-årige Ella står derfor overfor et svært valg. Som den eneste familie, skal Ella vælge moderen skæbne. Smerte eller ej? Fred eller Ej? Død eller levende?

Ellas mor lider af en uhelbredelig sygdom. Pludselig skal Ella træffe det sværeste valg nogensinde. Spørgsmålet er bare: Bliver valget baseret på hendes, eller hendes mors ønsker?

3Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

6. Hjem

Jeg blev siddende, vågen, hele natten.

Klokken nærmede sig syv. Jeg ventede tålmodig på at hun ville vågne. Solen var lige stået op, og solens ståler dansede på væggen. Min mor åbnede langsom øjnene. Hun var knap så bleg, som dagen før. "Hej" sagde hun. Hendes stemme lød normal. Jeg smilede og satte mig over i hendes seng. "Hvordan har du det?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun smilede og sagde "Bedre end jeg har haft det længe."

En læge kom ind. "Hej Melisa, hvordan har du det?" Spurgte lægen, og min mor sagde det samme som hun havde sagt til mig. Lægen nikkede. "Operationen virkede præcist som den skulle, og du kan tage hjem i dag. Men, kræften er der stadig, men formindsket. Hvis du tager de her piller, burde det blive nede." Han rakte pillerne til hende.

Jeg var i chok. Hjem? Min mund stod åben. Jeg begyndte at trække vejret hurtigere. Glæden fyldte hele min krop. Jeg smilede. "Hjem?" Hviskede jeg. Lægen nikkede igen og smilede. "Hjem." 

Min mor så skræmt ud. Lægen begyndte at fjerne hende fra alle maskinerne, og hjalp hende op at stå. Hendes øjne strålede. Præcist som mine plejede at gøre. 

Jeg tog vores tasker, og hjalp min mor ud fra stuen. Hendes ben rystede, men hun græd af glæde. "Jeg kan tage hjem." Hviskede hun igen og igen. "Jeg kan tage hjem."

Bussen kom præcist på det tidspunk som den plejede. Men alting var anderledes. Jeg kom til at tænke på havet. De stille, rolige bølger. 

Buschaufføren nikkede bare da han så mig. Men så så han min mor. Han så chokeret ud. Min mor smilede bare. Vi satte os ned bagved, på min sædvanlige plads. Min mor smilede uafbrudt og kiggede hele tiden ud af vinduet. Det slog mig, at det må have været en evighed siden hun havde været udenfor. Siden hun havde fået frisk luft. 

Da vi endelig kom hjem, så huset mere øde ud end da vi forlod det. Jeg tog nøglen frem og låste op. Døren knirkede da jeg skubbede den op. huset var iskoldt, og jeg skyndte mig hen for at tænde fyret. "Det er lang tid siden jeg har været" sagde min mor og kiggede rundt. 

Varmen kom langsomt, og vi sad i sofaen pakket ind i tæpper. Vi var ikke gået ud i køkkenet. Jeg var for bange til at gå derud. Bange for at alt lå præcist som vi efterlod det. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...