Et svært valg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2017
  • Opdateret: 29 jan. 2017
  • Status: Igang
15-årige Ella står derfor overfor et svært valg. Som den eneste familie, skal Ella vælge moderen skæbne. Smerte eller ej? Fred eller Ej? Død eller levende?

Ellas mor lider af en uhelbredelig sygdom. Pludselig skal Ella træffe det sværeste valg nogensinde. Spørgsmålet er bare: Bliver valget baseret på hendes, eller hendes mors ønsker?

3Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

5. Den skræmmende sandhed

Jeg vågnede op ved siden af min mor. Efter jeg havde spist min burger, var jeg gået indenfor og lagt mig til at sove. 

Klokken var ikke mere end fem. Jeg skulle med bussen om 20 minutter. Meget forsigtig, kravlede jeg ud af sengen. Jeg tog en ren trøje på, børstede mit hår og tænder, tog min jakke, telefon og buskort og gik ud fra stuen. Jeg stødte ind i en læge lige udenfor stuen. "Undskyld, men hvis der sker noget med hende" jeg pegede ind på stuen, "vil du så ringe til det her nummer?" Jeg gav hende sedlen med mit nummer på og hun nikkede. Lægen gik videre og det samme gjorde jeg. 

Jeg drejede rundt om hjørnet og stoppede. Gangen synes uendelig lang. Jeg sukkede og begyndte at løbe. Bussen kom om 5 minutter. Jeg kom ned i cafeteriet og løb videre ud af udgangen. Bussen kom i samme øjeblik som jeg gjorde.

Jeg viste ham buskortet og gik ned til min sædvanlige plads bagved. Busturen tog omkring 2 timer. Jeg satte mig godt til rette og lukkede øjnene. 

 

Jeg vågnede en halv time senere. Det ville blive en lang dag.

 

Efter skole tog jeg bussen tilbage til hospitalet. Jeg stod af lidt før hospitalet, så jeg kunne gå og tænke i fred. 

Min skoletaske havde stået præcis hvor jeg efterlod den. Så i dag havde jeg den med. Jeg gik gennem cafeteriet og om til min mors stue. Hun så blegere ud i dag. "Mor?" Spurgte jeg stille. "Ja?" Hviskede hun endnu lavere end dagen før.

"Kom og sid her" sagde hun og klappede stille på sengen ved siden af hende. Jeg gik hen, satte mig på sengen og lænte mig udover kanten, og over mod hendes seng. "Hvis jeg.. Hvis jeg er hjernedød. Hvis jeg er det så... Lad mig dø" hviskede hun. 

"Mor?" Sagde jeg. En tåre trillede stille ned af min kind. "Lov mig det" hviskede hun.

Jeg fik en klump i halsen, men nikkede. Hun faldt i søvn uden at sige mere.

 

Jeg måtte ud. Det føltes som om klumpen blokerede mine luftveje. Jeg hev efter vejret, men blev siddende hvor jeg var. Dette øjeblik med hende, kunne måske betyde alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...