Et svært valg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2017
  • Opdateret: 29 jan. 2017
  • Status: Igang
15-årige Ella står derfor overfor et svært valg. Som den eneste familie, skal Ella vælge moderen skæbne. Smerte eller ej? Fred eller Ej? Død eller levende? Ellas mor lider af en uhelbredelig sygdom. Pludselig skal Ella træffe det sværeste valg nogensinde. Spørgsmålet er bare: Bliver valget baseret på hendes, eller hendes mors ønsker?

3Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

1. Hvordan gik det så galt?

Det hele startede da jeg var lille. Jeg husker tydeligt den dag. Det var en almindelig dag. Et almindeligt liv. 

 

Syv år tidligere

"Ella!" Råbte min mor. Jeg blev siddende, indtil jeg hørte braget. Det brag, der ændrede mit liv. Jeg styrtede ud i køkkenet, og fandt min mor liggende på gulvet. "Mor?" Sagde jeg stille. Intet svar. "Mor!" Råbte jeg. 

Hvad var det nu hun altid sagde? Jeg ledte efter ordende i mit hoved, men tankerne fløj rundt, og gjorde det nærmest umuligt. Så slog det mig. "Ella, hvis der nogensinde sker noget, så tager du telefonen, og ringer efter hjælp. Okay?" Havde hun altid sagt. Og jeg havde altid bare sagt ja. Jeg havde aldrig troet jeg ville få brug for det. 

Jeg løb hen til telefonen og ringede efter hjælp. "Min mor ligger på gulvet" sagde jeg. "Hvis du kalder på hende, svarer hun så?" Sagde en kvinde i den anden ende. "Mor?" Råbte jeg endnu engang, og håbede med hele mit hjerte, at hun ville svare.

"Nej" hviskede jeg, og begyndte at græde. "Der kommer hjælp om få minutter" sagde kvinden. "Men hvor er din far?"

"Død" hviskede jeg endnu lavere.

Døren ud til blev åbnet og jeg tabte telefonen. Fire mænd stormede ind og løb hen til min mor. Den ene gik væk fra min mor og hen til mig. "Vi tager din mor med til hospitalet, okay?" Sagde han. Jeg nikkede og løb ind på mit værelse. Tårerne trillede ned af mine kinder, og gjorde min syn sløret. Jeg lagde mig på gulvet, lukkede øjnene og forsøgte at lukke lydende ude. 

En stemme i mit hoved, blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle rejse mig op. At jeg skulle hjælpe min mor. Men jeg ignorerede stemmen og blev liggende. Blev liggende længe efter lydende holdt op. Langsomt faldt jeg i søvn. 

 

Nu var jeg femten. Jeg husker ikke hvordan jeg kom hen på hospitalet, men jeg husker at jeg vågnede op, alene med min mor. 

Min mor havde kræft. Hun nægtede at fortælle mig hvor, og jeg var for bange til at spørge lægerne.

udover, når jeg var i skole, var jeg altid på hospitalet. For det meste sov min mor bare, men jeg ville gerne være sammen med hende. Mens jeg stadig havde chancen.

En maskine begyndte at bippe højlydt, og før jeg havde rejst mig op, var hun allerede omringet af læger. "Vi må operere. Nu!" Råbte den ene, og kort tid efter løb de afsted med min mor. 

Jeg sad alene tilbage. Tænkte ikke rigtigt på noget. Ventede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...