Dear Harry.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2017
  • Opdateret: 9 dec. 2017
  • Status: Igang
Ella Edwards Collins, Ella Edwards Collins. Ved du godt jeg savner dig? Selvom det var mig, der forlod dig. Jeg savner det smil, Der så tit var plantet på dine læber. Ved du godt jeg tit har besøgt kaffebaren? Og drukket en lunken sort kaffe, Fordi den mindede mig om dig og mig. Min elskede Ella, Nu tør jeg endelig stå ved mine ord. Jeg elsker dig. Harry, Gude smukke Harry .Min elskede Harry. Ved du godt jeg er døende? Og jeg hver dag lider. Måske burde jeg fortælle det til dig, men det er et år siden du sagde farvel til mig. Ved du godt jeg skriver breve til dig?I håb om at du finder dem en dag. Min dejlige Harry, jeg elsker dig.

18Likes
18Kommentarer
1819Visninger
AA

4. -3

Et brev til Harry.

Skrevet den 30. August

Klokken 13:57

 

Der er gået to måneder siden jeg sidst skrev, men det er kun fordi jeg har været igennem en masse. Og derfor ikke har haft tid, tid til at skrive til dig. Kan du huske den kaffedate vi tog på? Den gik godt, bedre end forventet. Også selvom vi havde diskuteret, om hvem der skulle betale. Jeg havde sagt at nu hvor det var mig der havde inviteret dig ud, burde jeg også betale, men du havde ikke givet op. Og til sidst havde jeg givet mig, og det var dig der betalte. Du var jo også manden, og selvom jeg ikke vidste det dengang, så har du også en langt større indkomst end jeg. Selvom jeg aldrig havde været vild med kaffe, havde jeg alligevel siddet med en stor kop i hånden. Den bitre smag havde aldrig været mig, og jeg havde aldrig været hurtig til at drikke en kop, så den nåede altid at blive lunken.

 

Måske skulle vi tage ud og drikke en kop kaffe snart, så kunne vi få snakket? Men det har aldrig rigtig været noget for os, det der med en lunken kop kaffe, og en ordentlig omgang følelser.

 

Jeg kan huske du fulgte mig hjem, og selvom jeg ikke var meget for at invitere dig op. Gjorde jeg det alligevel, du var den første der så min lille grotte af en lejlighed. Min lejlighed var mit gemmested, et gemmested langt væk fra virkelighedens kaos. Langs væggen stod tre reoler fyldt med bøger, helt fra gamle klassiker, til ny moderne litteratur. Ved vinduet stod mit staffeli, og i vindueskarmen var der fyldt med pensler og maling. Der var ikke meget plads, da jeg også havde en sofa stående midt i det hele, et køkken i et lille rum ved siden af. Og en seng oppe på en lille løftning af gulvet, kan man vel godt sige. Et natbord ved siden af, fyldt med tegneblokke og bøger jeg ikke havde haft orket at ligge på plads. Forskellige tegninger og malerier var spredt rundt omkring, op af vægge, reoler og liggende på gulvet. Jeg blev overrasket da du sagde du var vild med det, hvordan kan man være vild med sådan et kaos? Du sagde at min lejlighed viste så meget af mig, at man kunne afspejle mig i den.

 

Hvordan kunne du vide det, du kendte mig jo knap nok? Måske var jeg bare en psykopat, som planlagde forbrydelser i mine bøger.

 

Dog viste det sig hurtigt jeg ikke var en psykopat, bare en indelukket og ensom person. Der endelig havde en at snakke med, tak for det. Næste morgen bankede du på døren, og du havde bragt kaffe med dig. Jeg indrømmede hurtigt jeg faktisk ikke brød mig om kaffe, men jeg gjorde det for koffeinen, og det at jeg følte mig mere voksen når jeg sad her og drak en sort kaffe. Du grinede af mig, hvor du derefter også indrømmede du ikke var speciel vild med kaffe. Dog stoppede det os ikke i at have kaffedates, og at du hver morgen i flere uger bankede på min dør, og havde en kaffe med til mig. Dog blev det til hver anden dag, derefter en gang om ugen, og jeg tror det endte med du kun kom med kaffe til mig en gang om måneden. Kun fordi vi havde travlt, eller vi bildte os selv ind vi havde travlt. Og det er ligefør jeg nu savner smagen af en lunken, morgen kaffe som du har haft bragt til mig.

 

Hvorfor slipper man altid de vaner man holder allermest af? Hvorfor kunne vi ikke bare nosse os sammen, og bringe hinanden kaffe?

 

Men man kan aldrig bestemme hvad der skal ske i fremtiden, bare man kunne. For så havde jeg ikke valgt at ligge her, helt tom. Hvis jeg kunne bestemme, lå vi i min seng lige nu. Du havde måske hentet os en lunken kaffe, og vi ville have snakket om alt og intet. Hvis jeg kunne bestemme ville vi måske være forlovet, også selvom vi knap lige var  de enogtyve år.

 

Men du har aldrig rigtig været vild med ægteskab vel?

 

Jeg kan nemlig huske vi flere gange har diskuteret, om det med ægteskab. Jeg mente det var det mest romantiske i verden, det at give et løfte om at elske hinanden for evigt. Du synes det var det mest åndssvage, at skulle bruge så mange penge på et bryllup, og så størstedelen alligevel blev skilt.

 

Jeg tror mere du hadede ægteskab, fordi du aldrig ville kunne se dig binde til en person ikke sandt?


Harry, ved du godt jeg mener det, når jeg siger jeg elsker dig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...