Until we meet again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2017
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Igang
Dette er en sand historie. Det er en erindring om dengang jeg mistede min højt elskede bedstemor til kræft. Den har/er svær er at skrive om, så jeg håber I kan lide den. **Husk at tænde for musikken** Mit bidrag til "Det svære farvel" konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
152Visninger

2. 2.

 

Vi ankom til hospitalet, hvor min bedstemor var. Far havde kort fortalt, at bedstemor var faldet om grundet en blodprop i hjernen, og nu var blevet indlagt. Vi gik ind på hospitalet, ledte efter bedstemors stue. Klokken var 4 om natten, så der var ikke andre mennesker end os og nogle læger og sygeplejersker. Der var så stille, at vores trin ekkoede højt gennem gangene.

Vi så endelig min onkel, der stod udenfor bedstemors stue. Han sagde, at vi bare kunne gå ind, men vi skulle være forberedt på at bedstemor var meget syg, og sov, så hun ville ikke svare os.

Knuden i min mave havde vokset sig større til det punkt, hvor det var ubærligt, men da jeg trådte ind i bedstemors stue, forsvandt knuden, men den blev erstattet af chok og sorg.

Mine onkler, tanter og fastre stod alle omkring en seng, der stod midt i lokalet. I den seng lå der en meget lille og spinkel person. Den person var min bedstemor. Bedstemor havde altid haft lidt fedt på kroppen, men nu var hun så tynd, at kom der et vindstød ville hun flyve væk. Hendes hud var grå, og bleg. Hendes grå hår strittede ud til alle sider. Hun var slet ikke til at genkende.

Indtil det øjeblik havde jeg ikke grædt. Ikke så meget som en tåre. Men da jeg så hende i den tilstand gik det virkelig op for mig, at vi ville miste hende. Min onkel havde fortalt, at lægen ikke mente hun ville overleve weekenden over. En del af mig havde bare ikke troet på det. En del af mig havde tænkt, at hun jo havde 3½ år tilbage før hun ville dø. Det var jo det lægerne havde sagt. Jeg havde slet ikke tænkt over, at hun jo kunne dø før det.

Tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg kunne slet ikke tro, at jeg ville miste min bedstemor. Hun havde været der igennem de sværeste perioder i mit liv, men snart ville jeg støde på den sværeste periode nogensinde, og hun vil ikke være der. Hun vil være væk. For altid.

Min far prikkede forsigtigt til mig og sagde, at han ville køre min kæreste og jeg hjem til min onkel, hvor mine kusiner var. Jeg havde virkelig ikke lyst til at forlade bedstemor, men jeg vidste jeg måtte være stærk for min familie. Jeg var det ældste barnebarn, og jeg måtte derfor være der for mine kusiner og resten af familien. Jeg lænede mig ind over bedstemor, og kyssede hende på panden. Varmen fra hendes pande varmede mine kolde læber. Nogle af mine tåre landede på hendes ansigt, som jeg forsigtigt tørrede væk. Hun reagerede slet ikke på mine berøringer. Hun sov bare videre. Jeg sagde farvel til min bedstemor, og fulgte efter min far og kæreste ud af stuen. Jeg stoppede dog og kiggede over på min bedstemor en sidste gang. Det var sidste gang jeg så hende i live.

 

Vi ankom til min onkels hus cirka klokken 7. Far kørte tilbage til hospitalet, og min kæreste gik direkte i seng. Jeg tjekkede til mine kusiner, der sov fredfyldt. Jeg opgav dog selv, at prøve at sove. Jeg ville være vågen, til mine kusiner vågnede, så de vidste de ikke var alene. Jeg gik ind i stuen, og tændte for fjernsynet. Og græd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...