Until we meet again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2017
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Igang
Dette er en sand historie. Det er en erindring om dengang jeg mistede min højt elskede bedstemor til kræft. Den har/er svær er at skrive om, så jeg håber I kan lide den. **Husk at tænde for musikken** Mit bidrag til "Det svære farvel" konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
191Visninger

1. 1.

 

Den 20 juni 2016 lå jeg, med tåre styrtende ned af kinderne, og fik lavet en tatovering på min højre skulder.

Du tænker nok, at jeg er en pivskid, fordi jeg grad over at få lavet en tatovering? For at være ærlig, så kunne jeg slet ikke mærke nålen. Det der fik mig til at græde overskyggede alt andet. Om det så var 100 nåle der stak mig, ville smerten stadig ikke være stor nok, til at kunne overskygge smerten der lå indeni. Smerten over at have mistet et menneske der stod en nær.

 

Tilbage i januar 2011, blev jeg vækket af min daværende kæreste klokken 1 om natten. Jeg havde kun fået en lille times søvn, men min far havde kaldt på mig. Irriteret gik jeg ned for at se hvad han ville, så jeg kunne komme i seng igen. Dengang vidste jeg ikke, at jeg gik en søvnløs weekend i møde. I stedet for søvn ville der komme tårer. Mange tårer.

 

Da jeg kom ned i stuen, sad min far ved spisebordet. Han kiggede ned på bordet, også selvom de knirkende gulvbrædder havde røbet min ankomst.

”Gå op og pak noget tøj, Camilla. Vi kører op mod Skagen om 5 minutter”, sagde han pludselig, mens han fortsat kiggede ned på bordet. Da han nævnte Skagen voksede der en knude i min mave. Den spredte en ubehagelig følelse gennem hele kroppen, og gav mig en voldsom kvalme, men uden spørgsmål eller forklaring, gik jeg op på mit værelse for at pakke. Der var kun én grund til, at min far ville køre os til Skagen klokken 1 om natten på en hverdag. Og den grund var min bedstemor.

Halvanden år før havde min bedstemor fået konstateret kræft i lungerne og leveren. Det var en dødelig form for kræft, så lægerne ikke kunne gøre noget for hende. De gav hende højst 5 år at leve i.

5 år og jeg ville ikke længere have en bedstemor. En bedstemor der altid havde været der for mig uanset hvad. En bedstemor jeg altid kunne ringe til, og støttede mig gennem alt. En bedstemor der elskede mig betingelsesløst.

Med tunge skridt gik jeg, min kæreste og min far ud i bilen, og kørte mod Skagen. Vi sagde ikke et ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...