Avalon High - The Book Of Avalon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2017
  • Opdateret: 18 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt er stille, alt for stille. Sean, en dreng på 13 år står ude midt på vejen. Han lytter intens. "Magiens centrum" "Ja, det må da være her et sted", tænker han mens han drejer nogle gange rundt om sig selv for at finde stedet. Byen Avalon, stor, mystisk og storslået. Midt i byen ligger Condor. Stedet hvor al magi har sin oprindelse. En ugle tuder i det fjerne og det får Sean til at vende sig forskrækket omkring. "Ja flot Sean! Det er en ugle. Pas på den ikke æder dig i en mundfuld. Det er jo slet ikke fordi jeg er ved at blive paranoid", tænkte Sean og vendte sig atter mod den bænk, som han lige havde siddet på. En stor jernport kom til syne ikke langt derfra. Sean går over mod den og den åbner sit store vingefang for ham. Han går ind og bliver straks mødt af et hav af mennesker. De hvisker og snakker, når han går forbi dem. Han hører ord som "Udvalgte" og "Håb". En stor Gargoil blokerer for ham. "Kodeord", råber Gargoilen. "Øh.. Sean Skye Avalon", svarede Sean, uden egentlig at tænke

0Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

2. Kapitel 2

Sean du kommer for sent i skole” Sean vågnede med et sæt og satte sig brat op i sengen. Han blev straks blændet af det skarpe sollys, som strøg ind gennem vinduet. Hans mor stod i døren. Sean løftede hånden op for sine øjne, mens han blinkede flere gange for at få synet tilbage, efter at være blevet blændet af lyset. ”Jeg er oppe” Svarede han, men blev siddende i sengen mens han trak dynen op under hagen. ”Må man få lidt privatliv?” sagde han, og det resulterede i at hans mor begyndte at grine. ”Som om du har noget jeg ikke har set før. Jeg behøver vel ikke minde dig om at jeg skiftede din ble da du var lille” kommenterede hun med et grin. Seans ansigtsudtryk lagde sig i folder, som indikerede væmmelse. ”Ew mor tak for de billeder i mit hoved, de skal bestemt ikke fremkaldes” svarede han, mens han rullede med øjende. Hun grinede stadig, mens hun lukkede døren bag sig. Sean rejste sig fra sengen og greb ud efter sit håndklæde på vejen ud på badeværelset. Han åbnede for vandet og hang håndklædet op ved siden af kabinen, inden han trådte ind i badet. Sean gned hånden hen over spejlet for at fjerne duggen, hvorefter han lod en hånd glide gennem håret og sukkede. ”Hvad skal jeg snart stille op med det garn?” spurgte han sig selv. Han viklede håndklædet omkring livet, og gik tilbage til sit værelse og tog sit tøj på. Nede i køkkenet sad hans mor og læste avisen, da han kom ind og satte sig ved bordet. Han smurte sig en bolle og skulle lige til at tage en bid, da hans mor begyndte den daglige samtale. ”Hvordan går det i skolen?” Spurgte hun. Det spurgte hun om hver morgen. ”Det går ...” mere nåede han ikke at svare før hun tilføjede. ”Tænk dig om før du svare på det spørgsmål” Hun hævede det ene øjenbryn. Sean sukkede og ændrede sit svar. ”Jeg har ikke været i skole de sidste par dage.” Hans mor smilede og foldede hænderne i skødet, mens hun afventede en forklaring. ”Jeg har haft migræne i noget tid, og i går faldt jeg i et baghold på stranden inden skole og vågnede først lige før aftensmad.” han så ned i sin kop med te. ”Lad mig gætte, Tai?” Svarede hun og tilføjede. ”Hvis du ser dybere ned i den kop får du brug for en snorkel.” Sean løftede hoved op fra koppen og så op på hende. ”Jeg har ikke fortalt dig det, fordi jeg ved hvordan du reagerer. Du siger altid, at det bare skal arbejdes væk når jeg er syg.” Han rejste sig og forlod køkkenet. Hans mor så efter ham, men forsøgte ikke at stoppe ham. Så sukkede hun for sig selv og så en anelse bekymret ud. Telefonen ringede og hun blev slået tilbage til virkeligheden af lyden. Hun rejste sig og tog telefonen fra køkkenbordet. ”Hej skat.” sagde hun, da hun tog telefonen. ”Hvordan vidste du at det var mig?” lød Seans fars stemme i den anden ende. ”Du ringer altid hver morgen på denne tid skat.” svarede hun fraværende. ”Er alt som det skal være, du lyder underlig?” svarede han kort. Hun sukkede og svarede så, ”Nej jeg tror vi er nået til enden med vores hemmelighed overfor vores søn. Han har fået migræne og har åbenbart haft det i flere dage nu, og han fylder snart fjorten” Hun sukkede igen. ”Vi vidste jo at det ville komme skat, nu skal vi så bare have fundet en måde, at lette nyheden på.” Lød svaret. ”Hvad mener du med ”Vi”? Du er jo ikke hjemme før til jul.” Bed hun. Hun opdagede hvordan det svar kom ud og undskyldte. De snakkede kort og lagde så på. Netop som Sean kom ned af trappen med sin taske over den ene skulder. Hun så over på ham da han krydsede gulvet. ”Hav en god dag skat. Jeg els...” Døren smækkede i med et brag. ”...ker dig” Hun sukkede og lod sig dumpe ned på en stol ved køkkenbordet. Hendes kop som stod lidt langt ude på kanten af bordet faldt ned på gulvet og smadrede. Hendes kaffe fyldte væsentligt mere spredt ud på gulvet end det havde gjort i koppen. ”Jamen dagen starter da fantastisk” sagde hun, mens hun viftede sin hånd hen over den spildte kaffe og den smadrede kop. Kaffen forsvandt fra gulvet og koppen samlede sig selv på gulvet og fløj over i opvaskeren. Så satte hun mælken i køleskabet og gik ovenpå for at gøre sig klar til at tage på arbejde.. Efter et par timer ved stranden i selskab med sit board, gik Sean tilbage til huset. Her blev han mødt af sin mor, som stod i køkkenet. På bordet havde hun gjort klar med te. Dette betød ofte, at hun mente de skulle have en snak. Sean var ikke i tvivl om at snakken skulle omhandle hvad der skete nogle timer forinden under morgenmaden. Han satte sig ned og ventede på at hans mor skulle sætte sig og tage ordet. Hun tog sin kop, og gik over og satte sig over for ham på den anden side af bordet. Hun satte koppen fra sig og så over på ham. ”Hvor gik du hen?”, lød det fra hende. Ikke dømmende, men nærmere nysgerrigt. ”Jeg var nede ved vandet”, svarede han kort, og der var stille mellem dem i hvad der føltes som flere minutter. ”Jeg reagerede forkert og det må du undskylde. Jeg blev bare så overrasket. Men det er på tide, at vi to får os en snak. En snak som vi egentlig skulle have haft for længe siden, men din far og jeg har ikke rigtig vidst hvordan den skulle starte, men det er lidt løst nu.” Hun smilte over mod ham og fortsatte så, ”Ser du, vi har i vores familie en hemmelighed. Vi har hverken sindssyge i familien eller noget i den stil. For at du skal kunne forstå noget som helst af alt det her, så skal du først vide at visse familier ikke er som de fleste andre. Nogle arver penge, huse og den slags. Disse familier jeg snakker om arver gener - magiske gener for at være mere præcis. Vores familie er en af disse familier. Disse evner ”Springer ud”, når man fylder 13 år.” Hun så over på ham, for at se hvordan hans reaktion ville være. Seans udtryk var først svært at læse, men så begyndte han pludselig at grine. ”Så du forsøger at fortælle mig, at det der skete i morges var magi?!” Han så over på sin mor og stoppede straks med at grine, da han så hendes seriøse ansigtsudtryk. Hun så over på ham. Så rejste hun sig op og pegede ned på sin kop. Sean kiggede på den og så viftede hun med hånden mod koppen. Koppen flyttede sig fra midten af bordet og hen mod hans egen kop. Sean rejste sig af forskrækkelse, og trådte et skridt bagud, faldt bag over stolen og landede på gulvet med et stort bump. Han rejste sig hurtigt og stirrede på koppen, som nu stod ved siden af hans egen. En bladning af fascination og forskrækkelse stod klart malet i hans ansigt. ”Dette kaldes for telekinese, og betyder kort og godt at flytte ting uden at røre dem fysisk. Dette bliver set som værende en ret basisk evne at have. Din migræne er et tegn på at dine evner er ved at komme op til overfladen” De snakkede en hel time, og jo mere de snakkede om det hele, des mere skræmte det Sean, men på samme tid vakte det også hans interesse. Han kunne af en eller anden grund ikke få nok af, at vide mere. Det havde været flere år siden, at han havde følt sig så meget på bølgelængde med sin mor. De havde endelig noget tilfælles, hvor end det lød utroligt, så var her noget de rent faktisk kunne snakke åbent om. ”Der findes en skole, en skole for folk som os. Eller faktisk er der en anden skole også, men lad os hellere tage udgangspunkt I Avalon High.” Hun kiggede op på ham og så hans forundrede ansigtsudtryk. ”Ligesom vores efternavn?” Kommenterede Sean. ”Ja, ligesom i vores efternavn. Forstår du, én af vores forfædre grundlagde skolen for et par hundrede år siden, eller sådan noget i den stil. Og du har været skrevet op på denne skole siden du blev født. Og hvad er det, der er så morsomt?” Hun sendte ham et undrende blik. Sean stoppede halvt med at grine. ”Kan du ikke selv høre det? Det lyder præcis, som en replik taget ud af Harry Potter.” Han kiggede over på sin mor, som stadigt kiggede underligt på ham, men så brød også hun ud i en stor latter. ”Ikke desto mindre, så er det sandt.” De snakkede om skolen og en masse andre ting, og de lagde slet ikke mærke til at det var begyndt at blive mørkt udenfor. De havde snakket hele dagen og hygget med kakao og småkager. Det var år siden de havde snakket sådan. Hans mor virkede som en helt anden person end den han kendte. Hun virkede… Lettet. Hun fortalte en masse ting, men for hver ting hun vidste, var der mindst ligeså meget som hun ikke vidste. Hun fortalte blandt andet om de 3 store magiske familier. Familien Avalon var en af dem. Familien Avalon var kendt for deres loyalitet og deres styrke indenfor besværgelser. Derudover var der Familien Decindio, som der var kendt for deres healings evner. Og Familien Sergio var kendt for deres visdom og lange liv. Alle Familier havde forskellige specialer, som gik i arv fra generation til generation. Sean sad med en blanding af chok og beundring på samme tid. Jo mere hun fortalte, des mere troede han rent faktisk på alt hvad hun sagde. Han havde jo selv lige set sine evner med sine egne øjne. Han var så fascineret af det hele, og han kunne ikke vente med at lære mere. Den nat fik Sean ikke meget søvn. Heldigvis skulle han ikke op og i skole. Klokken var næsten om morgen før han endelig faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...