Avalon High - The Book Of Avalon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2017
  • Opdateret: 18 mar. 2017
  • Status: Igang
Alt er stille, alt for stille. Sean, en dreng på 13 år står ude midt på vejen. Han lytter intens. "Magiens centrum" "Ja, det må da være her et sted", tænker han mens han drejer nogle gange rundt om sig selv for at finde stedet. Byen Avalon, stor, mystisk og storslået. Midt i byen ligger Condor. Stedet hvor al magi har sin oprindelse. En ugle tuder i det fjerne og det får Sean til at vende sig forskrækket omkring. "Ja flot Sean! Det er en ugle. Pas på den ikke æder dig i en mundfuld. Det er jo slet ikke fordi jeg er ved at blive paranoid", tænkte Sean og vendte sig atter mod den bænk, som han lige havde siddet på. En stor jernport kom til syne ikke langt derfra. Sean går over mod den og den åbner sit store vingefang for ham. Han går ind og bliver straks mødt af et hav af mennesker. De hvisker og snakker, når han går forbi dem. Han hører ord som "Udvalgte" og "Håb". En stor Gargoil blokerer for ham. "Kodeord", råber Gargoilen. "Øh.. Sean Skye Avalon", svarede Sean, uden egentlig at tænke

0Likes
0Kommentarer
133Visninger
AA

1. Kapitel 1

Solen stråler ind gennem det åbne vindue, mens gardinerne blafrer let i brisen, som kommer ind ude fra haven. Sean vågner af den skarpe lysstråle, som rammer ham lige i ansigtet. Han kniber sine øjne sammen og sætter sig op. Så åbner han sine øjne, og kører den ene hånd gennem sit hår. Han rejser sig og går over til vinduet. Han kigger ud og bliver helt fanget af synet. Han har frit udsyn til stranden, og selvom han er vant til synet, så kan han stadig falde helt i staver hver morgen han ser det. Klokken er kun lidt i 7, så der er ikke et øje på strandbredden, og Sean udnytter den rolige morgen.

Han flår sin våd dragt ned fra knagen på døren. Han har det ene ben i dragten, da han begynder at løbe ud ad værelset. Han griber sit surfbræt på vejen. Han er så ivrig, at han nærmest hopper ud gennem døren, da han stadig kun har det ene ben i dragten. Han glemmer alt om trappen, og hvis ikke hans forældre var vågne før, så var de det i hvert fald nu. Sean vælter ned ad trappen, og han formår på bedste ”Ren Kagemand” vis at ramme alle trin på vejen ned. ”Sean den trappe har været der, siden vi flyttede ind for 13 år siden. Er du okay?” Hans mor stak hovedet ud gennem soveværelses døren. ”Ja jeg har det fint. Jeg skal nå en tur inden skole”, råbte Sean tilbage, mens han irriteret viftede sit hår væk fra sit ansigt. ”Måske du skulle overveje en klipning?”, spurgte hans mor sarkastisk. ”Mit hår, min beslutning, så det der hørte jeg slet ikke”, svarede Sean, mens han fik sit andet ben ned i dragten. Så lynede han dragten på ryggen og fløj ud gennem hoveddøren.

 

Da Sean endelig når ned til vandet, stopper han brat. ”Hvor kom i fra, er der gratis bajere et sted i nærheden?”, sagde han sarkastisk til sig selv. Han så sig omkring, og på de få sekunder det havde taget ham at løbe fra sin hoveddør og ned til bredden, havde 10 – 15 andre indfundet sig på sandet.

Han smed sit håndklæde på sin sædvanlige plads, og løb ud i vandet. Sean var en habil surfer, men her til morgen havde han ikke rigtig heldet med sig. ”Ingen bølger, ej come on” Han forlod vandet, og lagde sig i stedet på sit håndklæde. ”Bare lige 10 minutter”, tænkte han. Han vågnede 2 timer senere, da en ordentlig bunke sand væltede ind over ham. ”Tag lige at find et andet sted at lege”, sagde Sean, mens han satte sig op. ”Leger du nu strandløve igen dit skvat”, lød en stemme. Sean løftede sin ene hånd op for øjnene, da han ikke kunne se for solen.

 

Han sukkede dybt. ”Tai, har du virkelig ikke andet at tage dig til, end at genere folk omkring dig?” Tai var altid sammen med sit slæng, som bestod af 2 andre fyre fra skolen. Tai var deres ”Leder”. Et stort brød, og så var han leder af fodboldholdet. Han var næsten 2 meter høj, og dum som en dør. Tai sparkede endnu en omgang sand over Sean, som ikke rigtig tænkte sig om før han kommenterede handlingen

”Jeg gider ikke lege med dig nu. Min mor siger, at jeg ikke må lege med vilde dyr” Det næste Sean så var en knytnæve, som kom overraskende hurtigt mod ham. Slam! Slaget slog ham ud... Sean satte sig op med et sæt. Han tog sig til ansigtet hvor slaget havde ramt ham. ”Den klaphat!”, sagde han til sig selv. Han rakte ud efter sit board, men fik i stedet fat i en håndfuld sand. ”Ej, helt ærligt. Det er det tredje board du hugger”, sagde Sean irriteret, som om Tai stadig stod der.

 

”Der er mad!”, lød det oppe fra huset. ”Mad?”, tænkte Sean, og først der gik det op for ham, at det var begyndt at blive mørkt. ”Åh, hvor fantastisk! Hvordan forklarer du lige, at du ikke har været i skole, fordi du faldt i søvn og så blev slået ud af hvalrosen og hans slæng? Igen!”, tænkte Sean, mens han rejste sig og rystede sit håndklæde. ”Sean! Der er mad!”, råbte hans mor igen.

”Ja ja, jeg hørte dig godt første gang mor, det gjorde hele Miami!”, råbte han tilbage. Menuen stod på grillmad igen, det var også kun tredje gang i denne uge, og det var kun Torsdag. Sean var efterhånden godt træt af grillmad, men han sagde ikke noget, for det trak altid ud i en lang diskussion, når han sagde sin mening. Specielt hvis hans mening ikke var den samme som sine forældres. Sean boede sammen med sin mor og far.

 

Hans mor var pædagog i den lokale SFO og hans far, tja ham så Sean ikke særlig tit. Han var bankfuldmægtig i en investerings bank. Det gjorde også at han var hjemme 3-4 måneder ud af året, resten af tiden var han på arbejde og rejste rundt i verden. Sean slugte nærmest maden, han ville bare op på værelset så hurtigt som muligt, så der ikke blev stillet spørgsmål om hvordan det var gået i skolen. Da han var færdig tog han sin tallerken og susede ind gennem stuen, satte servicen i opvaskeren og susede op af trappen. Han satte sig ved skrivebordet og tændte sin computer.

Pludselig ringede nogen på Skype. ”Hey Jimmy”, sagde Sean, da han åbnede opkaldet. ”Hi, hva' så?”, lød svaret i den anden ende, to sekunder efter kom en fyr til syne via camet. Fyren i den anden ende var en høj mørkhåret fyr. Hans korte hår og markerede kindben fyldte hele skærmen. Han trådte lidt tilbage fra skærmen. Han var 5-10 cm højere end Sean. ”Så ikke så meget. Vi har lige spist. Hvad med jer?” ”Vi venter stadig på, at mor kommer hjem fra arbejde.”

 

Han drejede camet, for at afsløre en mindre udgave af sig selv. ”Hej Sean”, lød det fra minikopien. ”Hej Travis”, svarede Sean, mens han fejede en lok af sit hår væk fra ansigtet. Travis var Jimmy´s lillebror, og man var bestemt ikke i tvivl for de lignede hinanden på en prik. Travis forlod skærmen, og Jimmy lænede sig ind mod skærmen. ”Har du fået snakket med din mor om de migræner du får?” "Jimmy, ikke så tæt på, jeg kan se dine næsehår”, svarede Sean, mens han lagde sit ansigt i de rigtige folder, som indikerede væmmelse. ”Haha sorry. Og du er bare misundelig”, kommenterede Jimmy. ”Ja for pokker da! Sådan nogle ville jeg vildt gerne have,” svarede Sean sarkastisk. ”Men nej, det har jeg ikke. Hun ville bare sige, at det var noget pjat.”

Jimmy grinede, men blev så pludselig seriøs. ”Ej, men jeg synes du bør fortælle hende det, for jeg er ret sikker på, at migræne bør forsvinde efter 24 – 48 timer, ellers så snak med skolesygeplejersken” Han så alvorlig ud og det betød som regel, at det var sidste chance, inden han selv ville gøre noget ved sagen. ”Ja okay, jeg skal nok”, svarede Sean.

 

Sengetid!”, lød det nede fra stuen. ”Jeg må hellere komme i seng Jimmy. Vi ses i morgen” Sean slukkede Skypen og lukkede computeren ned. Så lukkede han vinduet og lagde sig i over i sengen. Der gik 10 min før det bankede på hans dør. Hans mor stak hovedet ind gennem den nu halvvejs åbne dør. Lyset fra stuen strøg ind og blændede Sean, som kniber det ene øje i, mens han sætter sig halvvejs op. ”Godnat”, lød det forsigtigt fra døråbningen. ”Godnat mor”, svarede Sean og lagde sig igen ned på puden, da døren lukkede bag hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...