Jeg savner dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2017
  • Opdateret: 26 jan. 2017
  • Status: Igang
I denne novelle, der er skrevet som et brev, høre man om op og nedture imellem to personer der forelsker sig, men er han måske lidt for kompliceret til hende?

2Likes
0Kommentarer
332Visninger
AA

2. Når nogen forsvinder

Jeg kan ikke længere huske hvor lang tid jeg har spildt på dig, det er også ligegyldigt nu...

Mit sidste brev endte lidt tomt. Jeg har elsket at sidde og læse bøger på vores bænk lige siden vi mødtes, jeg sidder der hver dag og læser en novelle. Ligegyldigt hvordan vejret er elsker jeg bare at sidde og læse i fred og ro på lige det afslappende sted.

Du fik mit brev, og du læste det vel?

jeg fik et brev fra dig.

Heri forklare du at du gerne ville have mig til at være en del af dit liv, men du er bange for at såre mig eller at jeg blir indblandet i alle dine problemer og kommer til skade.

Hvem skulle dog skade mig?

Derefter tog jeg ud til dig for at fortælle dig at Jeg er ligeglad! Jeg vil bare være sammen med dig, for når vi er sammen føler jeg mig i live, den energi jeg deler med dig er helt speciel!

Jeg vil være perfekt med dig hvis du vil være perfekt med mig?

Vi kan være sammen, men kun hvis du kan slippe din frygt.

Vi begynder at se mere og mere til hinanden, det er jeg rigtig glad for. Vi mødes i parken hver dag. Nå vi er sammen går vi meget tur, spiller bold, snakker og hygger en masse, jeg vil aldrig glemme alle de uforglemmelige tider vi har haft sammen både op og nedturene.

Der er dog en dag der var helt speciel for mig....

Jeg sad på vores bænk og ventede på dig vi havde aftalt at mødes omkring halv tolv, jeg havde taget en god novelle med jeg kunne læse imens jeg ventede.

Klokken blev halv tre og da var jeg blevet færdig med min novelle og du var stadig ikke kommet? Jeg begyndte at blive meget sur og i tvivl om du overhovedet ville dukke op hvad var du så lang tid om, eller brændte du mig bare af?

Jeg sad bare og kiggede ligeud og tænkte på hvor du blev af. Jeg vidste ikke hvem det var, men nogen satte hænderne op for mine øjne, jeg blev ret bange.

Jeg skyndte mig at skubbe hænderne væk og rejse mig hurtigt op for at se hvem det var.

"Du skræmte mig altså!" Sagde jeg vredt.

"Slap af, undskyld at jeg kom lidt sent med du behøver ikke være sur" svarede du.

"Apropros det, hvor blev du af?"

Jeg kunne da ikke blive blive sur på dig, du kan vel ikke gøre for det eller hvad?

"Jeg har gjort noget dumt, du må hjælpe mig."

"Hvad skal jeg gøre?"

"Tag denne æske og du må ikke åbne den medmindre du blir nødt til det, og hvis nogen spørg så kender du mig ikke, farvel."

"jeg elsker dig jo?"

Med det sagt gav du mig en fin lille krystal blå æske og løb din vej uden at kigge dig tilbage, jeg blev knust.

Og så stod jeg der, efterladt med kun mine tanker og den lille æske.

Det var vores sidste samtale, du var væk nu, men er det for altid?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...