Fra Savannah til Sydney

Tvillingerne Savannah og Sydney må rejse tilbage til Danmark efter at have mistet deres forældre. Men livet i Aarhus kan være svært at integrere sig i, når man er vokset op med en kuffert i hånden. Når man skal passe sig ind kommer pludselige de almindelige teenagekonflikter, pigerne aldrig har været en del af, hvilket driver dem længere fra hinanden end nogensinde før.

6Likes
8Kommentarer
706Visninger
AA

5. Kapitel 4

Savannah

”Er du klar på en tur i IKEA i weekenden?” Jeg satte ketchuppen tilbage ned på bordet med et skeptisk blik, da Astrid stillede mig spørgsmålet. Jeg stirrede på hendes ansigt i et stykke tid, imens jeg prøvede at finde frem til en respons.

Svaret var enkelt nok. Jeg gad ikke. Jeg havde kun efterladt huset, når jeg på kommando var blevet bedt om at tage med ned og handle ind eller den ene gang, jeg var inde for at blive indskrevet på gymnasiet. Jeg var i tvivl om jeg nogensinde ville ændre holdning og rent faktisk møde op.

Det blev i hvert fald ikke i dag.

Jeg stak lidt til den røde bøf, Astrid havde serveret foran mig. Jeg vidste godt, at nogle mennesker gik op i, at jo rødere kødet var, jo mere saftigt og frisk ville det også være. Men der var tale om folk, der havde en sans for madlavning. Astrid havde tydeligvis ikke brugt andet end mikroovnen og bestikskuffen i det skinnende rene køkken, inden at Sydney og jeg var flyttet ind.

”Karina virkede som en sød veninde,” forsøgte Astrid, imens hun kørte salat op på sin gaffel med et forsøgende smil til Sydney. Sydney fangede ikke den forsøgende dialog til at starte med, som hun sad og stak i bøffen med et fjernt blik.

”Hva?” spurgte Sydney endelig, da hun fangede, at vi begge kiggede på hende.

”Karina. Hun virker som en god veninde,” forsøgte Astrid. Utrygheden var malet i ansigtet på hende.

Sydney trak på skulderen. Drak så en glas af det vand, der kom fra en større flaske kildevand.

”Ja, hun er cool nok,” mumlede Sydney, da hun var i færd med at sætte glasset igen. Hun åbnede så mobilen ved sin side og var i gang med at scrolle ned igennem Facebook, imens jeg bemærkede at utrygheden i Astrids blik voksede.

”Jeg tænkte egentlig på, om vi skulle få kontaktet gymnasiet. At du kan starte her om snart?” Astrid havde nævnt det så mange gange, at jeg ikke engang gad at illustrere det med mine fingre længere. Det var det, der blev nævnt som det første, når jeg kom ned for at hente en flaske drikke-yoghurt om morgenen. Spørgsmålet blev stillet igen, når hun stak hovedet ind på min fars værelse efter at hun var kommet hjem fra arbejde midt på eftermiddagen. Sidst blev det nævnt over spisebordet efter at hun havde forsøgt at skabe en dialog med Sydney omkring hendes skoledag.

Svaret forblev det samme.

Et skuldertræk og en rysten på hovedet.

”Det er ikke længere dit valg,” sagde Astrid. Det var ikke længere den fine overklasses-tone, der kom ud af munden på hende. Ordene var tydeligvis malplaceret i hendes mund. Men hvornår forventede man en kvinde på den alder tage så meget ansvar? Jeg dømte hende ikke, men jeg dømte hendes ord.

”Du kan ikke blive ved med at ligge herhjemme. Du er under 18, og det er mit ansvar, at du..”

Hun sad fast i ordene, imens det porcelænshvide ansigt blev farvet rødt.

Jeg rejste mig op, uden at jeg havde følelsen af at mit hoved gad snakke sammen med min krop. Det var ikke hendes beslutning. Hun var ikke en af mine forældre. Hun kendte mig dårligt nok, og selvom at jeg vidste, at hun kun ville mit bedste, så havde hun ingen idé om, hvad det bedste var for mig.

Jeg var ikke klar.

”Savannah!” Råbte hun efter mig. Egentlig havde jeg forventet, at hun ville følge efter mig, da jeg stormede ovenpå og smækkede min fars dør i, men hun kom aldrig. Det var, hvad en forældre ville gøre, ikke?

Jeg anede ikke, hvad min krop sagde. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få den under kontrol, da jeg rystende satte mig i sengen og lagde armene omkring mig selv i et forsøg på at beskytte mig imod alle de fremmede ting, der var omkring mig.

Det var vildt at tænke, at det fremmede ikke befandt sig ude på alle de rejser, vi havde været på. Det havde vi underligt nok altid været på forkant med. Nej. Det fremmed befandt sig i dette rum og det omfavnede mig med sådan en kraft, at jeg følte, at det tvang sig selv ned i mine lunger og forhindrede mig i at leve.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...