Fra Savannah til Sydney

Tvillingerne Savannah og Sydney må rejse tilbage til Danmark efter at have mistet deres forældre. Men livet i Aarhus kan være svært at integrere sig i, når man er vokset op med en kuffert i hånden. Når man skal passe sig ind kommer pludselige de almindelige teenagekonflikter, pigerne aldrig har været en del af, hvilket driver dem længere fra hinanden end nogensinde før.

6Likes
8Kommentarer
707Visninger
AA

4. Kapitel 3

Savannah

      Vejret trommede imod det skrå loft. Jeg blev ved med at vende og dreje mig i den store seng, imens jeg ikke kunne finde noget at fokusere på. Uanset hvor jeg kiggede hen i værelset, faldt mit blik på noget, der føltes som et stik i hjertet.

      Hvorfor havde jeg fået min fars værelse? Sydney var den stærke.

      Jeg kunne ikke få kontrol over noget som helst. Jeg følte mig konstant svedig og kold på det samme tid. Jeg tog ofte mig selv i at være på randen til at hyperventilere, imens mine tanker spillede bordtennis. Jeg blev ved med at strække og lukke mine hænder, imens mine ben sitrede for endelig at komme ud af sengen, imens en hver anden parameter skreg om at jeg kunne blive liggende her og aldrig se dagslyset igen.

      Min mobil vibrerede. Sukkende blev jeg for et sekund revet ud af tankerne, imens jeg fik en besked fra Lotte.

Jeg stirrede længe på hendes besked, imens tankerne kørte rundt i hovedet. Lotte var en af de mennesker, vi havde mødtes undervejs. Da mine forældre havde besluttet sig for at smide anker ved Marquesas-øerne, havde vi endt med at bruge en del tid med en hollandsk familie, vi senere var rendt ind i ved New Guinea. Med 8 måneder ude nærmest ingenting havde Lotte hurtigt fået en rolle som det tætteste, jeg var kommet på at have en veninde, der ikke var af samme blod som mig.

            How's Bali

      Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Min mund føltes om muligt tørrere end, hvad den havde inden jeg havde åbnet beskeden. Hvad kunne jeg svare? Jeg lagde telefonen fra mig, ligeglad med at Lotte kunne se, at jeg havde set hendes besked. På ryggen lå jeg og kiggede op i det træfarvede gulv, imens min krop igen sloges om muligheden for at skrige om hjælp.

      Endelig satte jeg mig op igen, tog mobilen og skrev noget.

            Im back in Denmark

            My parents are dead. 

      Jeg slettede det og lagde mig ned igen. Kiggede endnu en gang op i loftet.

      Hvad kunne jeg skrive? Det føltes pludselig vigtigt at formulere tingene rigtigt. Det betød noget, hvordan beskeden blev givet. Måske var det fordi, at jeg selv syntes, at det var en pisse, fucking, nederen måde, vi havde fået beskeden af vide på.

      Det ville ikke gøre en forskel. Det vidste jeg.

      Jeg skulle til at skrive et nyt svar, idet jeg hørte døren smække i. Det måtte betyde, at Sydney var hjemme. Jeg følte mig fremmed i hjemmet. Om det var i Astrids selskab. Om det var i Sydneys. Eller om at det var i mit eget. Det var dog ikke mig selv, der kom i centrum. Det gjorde ondt, at jeg ikke havde snakket mere med Sydney.

      Jeg skulle selv have startet på gymnasiet i morgen, men uanset hvilke argumenter Astrid var kommet med, havde jeg slået dem ned med forklaringen om, at jeg ikke havde lyst.

      Jeg havde ikke lyst i morgen eller i overmorgen. Jeg havde ikke lyst om et par uger. Jeg havde kun lyst til at ligge her – og så ikke alligevel.

            Hey Lotte. I don't know how to say this. I'm back in Denmark, as my parents were involved in a boat accident back at Bali. 

      Jeg stirrede længe på beskeden. Idet jeg hørte Sydney smække med døren til sit eget/Astrids værelse, trykkede jeg endelig send med et suk og lagde mig så tilbage og trykkede play på den TV-serie, jeg var kommet godt i gang med omkring en eller andet sit-com, der burde få mig til at grine.

      Det gjorde den ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...