Fra Savannah til Sydney

Tvillingerne Savannah og Sydney må rejse tilbage til Danmark efter at have mistet deres forældre. Men livet i Aarhus kan være svært at integrere sig i, når man er vokset op med en kuffert i hånden. Når man skal passe sig ind kommer pludselige de almindelige teenagekonflikter, pigerne aldrig har været en del af, hvilket driver dem længere fra hinanden end nogensinde før.

7Likes
8Kommentarer
758Visninger
AA

3. Kapitel 2

SYDNEY

Jeg vidste ikke, hvad der var værst. Mit hoved havde aldrig rummet så mange tanker på en gang og samtidigt følt sig så tomt. Det var som om, at der var blevet trykket på alle alarmerende knapper, men at ledningerne til knapperne var blevet kappet over.

Astrid havde vist os ind i huset. Egentlig havde hun vist interesse for at give os en tour rundt i det enorme, fremmede hus, men Savannah havde hurtigt vist en større interesse for at få en seng at sove i samt en Wifi-kode.

Vi blev vist ovenpå af en vinkeltrappe med kufferterne slæbende efter.

”Jeg håber, at du kan lide det,” fortalte Astrid, da hun fik åbnet den første dør på venstre hånd, der åbnede op til et mindre kvadratisk værelse med et stort vindue ud over havet. Det første jeg bemærkede var alverdens billeder, der stod på alle fladerne i det lille rum. De var placeret på sengebordet, på det gammel træskrivebord samt på alle hylderne langs døren. De viste alle Astrid i en alder, der måtte matche vores.

Jeg slap langsomt grebet fra kufferten og vendte mig om imod Astrid, der stod lænet imod dørkarmen med et spørgende ansigtsudtryk.

”Det var mit gamle værelse. Du gør bare, hvad du vil. Jeg skal nok punge ud, så længe vi snakker om IKEA-priser,” smilede hun forsigtigt, kløede sig så i håret og trådte ind i lokalet. Jeg betragtede, hvordan hun tog et af billederne fra skrivebordet op og fnøs, imens smilet på hendes læber voksede.

Jeg kunne ane min far på billedet ved hendes side. Til forskel for de andre billeder, der var fra hendes ungdom, måtte hun være omkring 10 år på det gamle billede.

”Tak,” mumlede jeg, da jeg ikke vidste, hvad andet jeg kunne sige i øjeblikket. Det eneste værelse jeg havde haft, var om bord på vores sejlbåd Toda La Vida, og det havde jeg endda delt med Savannah.  Tanken om båden, vi havde været nød til at opgive i Mellemøsten, fik mig til at smile for en stund. Navnet, der var titlen på min mors yndlingssang fra hendes ungdom, fik dog det hele til at vælte ind over mig igen og jeg måtte kæmpe med at holde tårerne inde endnu en gang.

Astrid virkede til at komme tilbage fra de tanker, hun stod med, for hun satte langsomt billedet ned igen og undskyldte så, før hun trådte ud på gangen igen for at vise Savannah ned til hendes værelse. Jeg lukkede døren så snart, at Astrid havde vendt ryggen til værelset. Dernæst satte jeg mig over i sengen.

Jeg stirrede på vinduet, hvor regnen langsomt trommede imod det store vinduesparti. Mine øjne fulgte dråbernes gang ned af ruden, inden at blikket fangede de større grønne planter i stedet, der i et splitsekund gav mig et flash back til Bali, da alt stadig virkede som et, stort idyl.

Min krop begyndte at ryste. Jeg prøvede at få kontrol over den ved at køre mit fedtede, farvede hår væk fra ansigtet, men snart kunne jeg ikke kontrollere mine hænder, imens en smerte pressede sig ud igennem mit bryst. Det var først nu, at hjemveen for alvor overumlede mig.

 

Jeg lyttede ikke rigtig til den yngre kvinde, der sad på den anden side af det stilrige skrivebord og fortalte om forskellige skolelinjer. I stedet mærkede jeg det savn, der åd af mig. En ting var, at kvinden ved min side stadig føltes så fremmed, som hun havde gjort for to uger siden. Godt nok var Astrid familie, men mit familietræ havde i mit hoved altid været så uhyre lille, at jeg havde svært ved at acceptere, at hun pludselig skulle være en del af det. Hvor lang tid ville der gå, inden at vi ville opdage andre relationer, vi heller ikke kendte til?

Det der gjorde mest ondt var tanken om, at Savannah lå derhjemme på sit værelse. På fars gamle værelse for nedrullede gardiner i færd med at se en helvedes masse afsnit af en Netflix-serie, imens livet fløj forbi på den anden side. Det virkede som at give alt, hvad mor og far havde stået indenfor, en stor, fed fuck finger.

”Jeg håber ikke, at du tager det som en svaghed, at du er et år ældre end de andre elever. Det har virkelig intet med det at gøre.” Kvinden, hvis navn jeg huskede som Elisabet eller Elsebet smilede og prøvede at fange min øjenkontakt.

”Det er godt, at du er frisk på at starte op sammen med alle de andre indskrivende elever. Selvom at det er med en kort varsel, så tror at jeg at det skaber en langt mere naturlig overgang,” fortsatte hun.

Det burde pisse mig af, at jeg havde lagt langt under gennemsnittet i forhold til at skulle kvalificere mig til gymnasiet imod Savannah, der trods hjemmeskoling havde scoret top karakterer i de fleste ting, vi havde arbejdet med. Jeg havde altid fortalt mig selv, at livet ikke skulle måles op i tal.

Det var imod alt, hvad jeg troede på. Det her var et år, der skulle overstås. Forhåbentlig kunne jeg finde mig et arbejde inden at fylde 18, der derved kunne sikre mig en god sjat penge til at komme ud og rejse igen.

”Jeg snakkede med Astrid om muligheden for at optage dig på vores medielinje. Egentlig er holdet fuldt optaget, da det er en af vores mest populære programmer. Men jeg vil rigtig gerne arbejde på at kunne skaffe dig en plads. Jeg havde hørt en fugl synge om, at din søster og dig driver en ret så populær YouTube-kanal,” lo Elisabet/Elsebet og viste det største tandsæt, jeg nogensinde havde set.

Jeg stirrede på hendes ansigt uden at foretage mere. Jeg burde sige noget eller i det mindste nikke. Der var rigtig meget, jeg burde. Men hele mit liv havde omhandlet ting, jeg ikke burde gøre. Jeg havde aldrig fulgt reglerne. Mine forældre havde altid haft en kærlighed for at gøre tingene på en alternativ måde.

Måske var min mangel på venlighed ikke på listen over alternativer. Men mine forældre var her ikke mere.

Jeg måtte selv brygge videre på den her liste.

”Hvis du ikke har nogle spørgsmål, så tænker jeg, at jeg kan vise jer rundt i bygningen,” smilede hun. Snart rejste hun sig op og jeg så ud af øjenkrogen, hvordan Astrid elegant også rejste sig op og glattede den sorte nederdel ud, inden at hun rømmede sig.

De to kvinder gav hinanden hånden.

”Tak fordi du gad tage os i betragtning trods den korte varsel, Elsebet. Jeg ved, at I har noget af en venteliste,” mumlede Astrid lavt. Jeg vendte hovedet ud af vinduet, da jeg følte, at jeg overhørte noget privat. Jeg anede stadig ikke meget om min families baggrund, men Savannah havde ret i, at der var noget unormalt over det hele.

Men penge i sig selv var unormalt, var det ikke? Det behøvede ikke at skabe en stor familiehemmelighed. Med penge fulgte prestige. Med penge opstod et omdømme og ikke mindst magt.

Så meget vidste jeg. Jeg vidste også, at penge ikke var svaret på ”de riges liv”. Måske havde min far haft mange penge til rådighed, men det var aldrig penge, vi havde set på de 7 verdenshave. Penge var noget vi havde arbejdet hårdt for. Penge var ikke noget vi altid havde i perioder.

Men oplevelser havde vi været rige af. Jeg havde været så rig på livskvalitet, og jeg lovede mig selv i det øjeblik, at jeg aldrig ville lade disse penge påvirke, hvem jeg var som person. Om min fremtid ville blive her i Århus eller tilbage til der, hvor mit hjerte hørte til.

 

Jeg blev sat ved siden af en asiat med pink hår. Hendes navn var Karina, og hendes computer var klistret ind i alverdens, grafiske klistermærker, der måtte være påklistret i et forsøg på at skjule det faktum, at computeren ikke var blevet behandlet optimalt.

”Sydney, hovedstaden i Australien ik’?” Hun kneb de, i forvejen, smalle øjne sammen og kørte håret tilbage, sådan at det pjuskede pandehår stod i alle retninger. Vi havde fået som opgave at skulle præsentere hinanden for resten af klassen, hvilket jeg hadede, da der var så mange dele af mig selv, jeg ikke ville dele med resten af lokalet. Det var ironisk, når det netop havde været en ting, jeg havde haft let ved at dele via et kamera en måned tidligere.

”Sydney, den største by i Australien,” rettede jeg automatisk uden at tænke nærmere over, at jeg ellers havde været ret så tilbageholden med at snakke. Når det omhandlede destinationer og rejser, så var det som om, at der blev trykket på den eneste knap, der stadig fungerede i min krop:

”Canberra er hovedstaden.”

”Blæret, er du pisse god til geografi eller hvad?” Karina slog spidsen af hendes kuglepen ned i bordpladen, imens hun lagde en af hendes æblekinder i en hånd støttet med en albue i bordpladen.

”Det kan man godt sige,” mumlede jeg og følte endnu en gang, at min tøven var tilbage.

”Okay, så hvor gik du i skole inden?” Karina havde strakt hals for at se spørgsmålet, der stod på tavlen bag de 3 høje drenge, der af en underlig grund var placeret på første række.

Jeg kløede mig selv i nakken og skar en grimasse. Jeg vidste ikke, hvorfor det her føltes som noget særligt, men jeg havde hurtigt fået en fornemmelse af, at jeg kunne tegne en cirkel omkring mig selv i klasselokalet og derved distancere mig fra alle andre. Det her kunne ikke blive til andet end ”dem og mig”.

”Jeg har ikke rigtig gået på en skole. Jeg har haft hjemmeundervisning indtil sidste sommer,” sukkede jeg.

”For real?! Jeg troede, at hjemmeskole kun var sådan noget, man så for fucked up teenagere i USA. Er det virkelig noget her?” Karinas tykke bryn skød op under det pjuskede, lyserøde pandehår.

”O…kay, øhm. Jeg kommer ude fra Brabrand, hvor jeg har gået på Sødalsskolen. Og så skulle vi svare på, hvorfor vi valgte medier, ikke? Jeg vil rigtig gerne være selvstændig indenfor grafisk design og så virkede det bare pisse spændende,” fortsatte hun, som om hun kunne fornemme, at jeg ikke var glad for at alle de ord, jeg selv skulle ud med.

Jeg stirrede på Karina imens jeg prøvede at kontakte den del af mig selv, der virkelig prøvede at skabe nye venskaber. For egentlig virkede Karina som den person, der var mest nede på jorden i det lille klasseværelse. Drengene oppe foran havde allerede kørt en diskussion op om rigeste forældre imens pigerne diskuterede det i håndtasker.

Jeg blev ved med at hive i lynlåsen på det gamle penalhus, Astrid havde støvet frem. Betragtede hvordan det blev kørt i og derefter åbnet, imens den irriterende lyd fik en underligt tilfredsstillende klang i mine ører, som var jeg på vej ind i en trance og dæk fra alt det omkring mig, jeg ikke rigtig gad være en del af.

”Sydney?” Karinas stemme trak mig ud af trancen. Jeg stirrede på hende i noget, der føltes som en evighed, inden at jeg bemærkede, at alle drengene, på forrige række, havde vendt sig i stolene, så de kiggede direkte i vores retning.

”Vil I dele lidt om hinanden, Karina og Sydney?” spurgte en hvidhåret dame, hvis frisure sad i spydige pikke omkring hendes buttede ansigt.

Det var sjovt, hvor meget alle lagde i mit navn. Jeg vidste godt, at jeg ikke passede ind. At jeg var anderledes. Måske skreg mit efternavn dansker, men hver en andel del af mig skreg, at jeg ikke passede ind. Jeg forstod ikke, hvorfor det betød så meget, for jeg havde et brændende ønske om, at jeg skulle fortsætte med at være den person, jeg var.

”Æhm,” mumlede Karina, der selv sad og klikkede på enden af en kuglepen. Hun klemte øjenbrynene sammen til en rynke over næsen, imens hun langsomt rejste sig op. Det var tydeligt at se på hendes ansigt, at situationen ikke var en, hun brød sig om, imens hun ventede på, at jeg selv rejste mig op.

Jeg havde ikke lyst. Det var en følelse, der lammede enhver del af min krop. Jeg fik dog rejst mig op alligevel. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...