Fra Savannah til Sydney

Tvillingerne Savannah og Sydney må rejse tilbage til Danmark efter at have mistet deres forældre. Men livet i Aarhus kan være svært at integrere sig i, når man er vokset op med en kuffert i hånden. Når man skal passe sig ind kommer pludselige de almindelige teenagekonflikter, pigerne aldrig har været en del af, hvilket driver dem længere fra hinanden end nogensinde før.

7Likes
8Kommentarer
836Visninger
AA

2. Kapitel 1

Savannah

Det mest magiske øjeblik er de sekunder, hvor et fly slipper landingsbanen og glider op i skyerne. Det giver det hele et andet perspektiv, imens spændingen får hvert et hår på kroppen til at rejse sig. Uanset hvor mange gange, jeg har oplevet dette, føles det lige så magisk hver gang.

Ting kan virke ufattelige smukke med det blotte øje. Som at stå fra en strand og skue ud imod det uendelige, der hvor det turkis blå hav møder horisonten. Eller som at befinde sig midt i en festival i Brasilien og skue op på det majestætiske fyrværkeri, der sætter ild til hver en parameter i kroppen.

Men de sekunder, hvor jeg ikke længere skal skue disse ting fra jorden, det er der, hvor magi opstår. Hvordan man i slowmotion ser hustage og biler forsvinde i mængden. Hvordan solens første stråler kaster et bestemt lys ind, eller hvordan gadelamper danner et net af smukke lys. Hvordan jeg bemærker detaljer, jeg aldrig har set før, imens mit hjerte begynder at slå hurtigere til tankerne om, hvor flyet vil tage mig hen.

Det er noget af det, jeg værdsætter højest.  

Det var i hvert fald sandheden indtil denne fly-tur.

 

Jeg pakkede hastigt min notesbog ned i lommen på det forrige sæde, idet at det blev meddelt, at vi var klar til at lande. Det føltes som en ren rutine, men på samme tid var der noget anderledes og nyt ved turen.

Det var første gang, jeg følte mig rædselsslagen.

Det var en følelse, der havde lagt i maven på mig, fra da vi havde sat op på flyet fra Bali og hele vejen op til København. Fornemmelsen lå stadig i maven på mig ved den lille halvtimers tur imellem København og Århus, og havde det ikke været fordi, at vi ikke kunne nå at spænde sikkerhedsselerne op, havde jeg for længest taget flugten til toilettet.

Jeg vendte hovedet imod Sydney, der havde siddet med et tomt blik ud af den lille rude, siden at vi var gået i luften. Jeg vidste ikke, hvad hun kiggede efter, idet at vingepladsen gav en dårlig udsigt ud over skyer og regnvejr.

En stewardesse undskyldte og rakte sig ind over mig for at fiske de tømte kaffekrus, der var sat i begge lommer. Jeg var på randen til at græde. Mit hoved var allerede ved at eksplodere, men det gjorde mig mere diffus at høre det danske sprog. Det havde fyldt meget i min barndom, men det føltes som at tilhøre et andet liv.

Jeg ville smile til stewardessen i et forsøg på at virke venlig. Mest af den grund at ingen af ordene ville over læberne på mig, imens resten af min krop ikke havde styr på, hvilke knapper der skulle trykkes på for at fremmane almindelige reaktioner som et smil.

Der gik godt 5 minutter, før at flyet skar sig fri fra skyerne. I stedet piskede regndråberne sig ind imod ruderne og det grå landskab gav mig en ny og fremmed følelse af klaustrofobi. Mest af alt havde jeg lyst til at lukke øjnene og drømme mig ind i en anden verden. Hvordan kunne jeg udskifte frisk bjergluft i Nepal, dykketure i Stillehavet og nordlys i det nordlige Canada med det her?

Vi fløj ned over grantræer, utallige gårde og en tom vej, før at hjulene endelig kyssede landingsbanen på det, der måtte være Danmarks mindste lufthavn.

”Holy shit,” hørte jeg Sydney mumle, hvilket var hendes første ord siden først på rejsedagen. Jeg vidste ikke, hvad vi skulle have forventet, for sandheden var, at sidste gang vi havde været i Danmark, havde vi været for små til at kunne huske andet end små uafhængige øjeblikke.

Det her var virkelig noget andet end de travle lufthavne, vi havde besøgt eller de små lufthavne, der lå så alsidigt at man udelukkende lystede eventyr. Det her var ingen af delene.

Vi var hurtigt ude at det halvtomme fly og tog turen til fods ind i den lille lufthavn.

De fleste mennesker iført businesstøj var allerede ude af indgangshallen, og havde vi ikke følt os alene før, så ville vi gøre det nu. Ud over et gammelt ægtepar, der allerede stod klar med en vogn til bagage, var vi alene tilbage.

En kvinde iført lufthavnsuniform efterfulgt af to yngre politimænd fangede os hurtigt, imens bagagebåndet endnu var slukket.

”Savannah og Sydney Villadsen?” Kvinden rettede på sit hår og var tydeligvis ikke vant til situationen. Jeg rystede stadig ved tanken om, at jeg snart ville være omringet af det danske sprog, der virkede lige så fremmed som alt andet.

”Det her er Nikolaj og Lennart, der vil arbejde med noget papirarbejde, inden at I kan komme hjem,” forklarede hun med et forsigtigt smil.

Jeg hørte ikke rigtig efter. Det eneste ord jeg havde opfanget var ordet hjem, hvilket var ironisk, for jeg havde aldrig følt mig så fremmed overfor mine omgivelser som i dette øjeblik.

”Okay,” sagde Sydney. Hun stod med et fast tag om den ene strop på den røde rygsæk og med et neutralt ansigt. Jeg havde ikke set Sydney græde siden det tidspunkt, hvor vi for godt 3 døgn siden havde fået nyheden.

Sydney græd ikke. Det var måske det vigtigste at vide om hende.

”Havde I en god tur,” forsøgte den ene af betjentene.

Jeg kunne ikke komme ud af den tilstand, jeg befandt mig i. Jeg vidste, at betjentene forsøgte at skabe dialog i et forsøg på at få os til at slappe af, men alt omkring mig gjorde mig mere ræd end, hvad jeg havde været, da vi havde fået overbragt nyhederne.

Båndet begyndte at køre, hvilket fik mig til at gispe lettet op. Idet at vi skulle til at tage kufferterne, tilbød den anden politimand at hente dem for os. Sydney trak på smilebåndet, men hendes øjne fortalte noget andet.

”Er vi klar til det her?” spurgte jeg Sydney i et forsøg på at distrahere mig selv. Jeg mærkede, hvordan mine negle borede sig op i huden på mine håndflader, men smerten beroligede mig.

Sydney rystede på hovedet uden at sige mere. Snart kom betjentende tilbage med to kufferter, der dårligt nok kunne holde på indholdet i forhold til, hvor mange gange de var blevet smidt ind og ud af fly, om bord på både eller trukket over ujævnt terræn.

”Jeres faster venter på den anden side,” fortalte betjenten, og snart viste kvinden os ud igennem told sektionen. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne dårligt nok huske navnene på min fars familie, for sandheden var, at det ikke var en familie, vi snakkede ret meget om.

Far havde i perioder sendt postkort hjem, men når vi havde spurgt ind til de forskellige personer, havde det været med korte svar i en tone, der sagde, at vi ikke skulle bore i det. Jeg vidste kun, at det var vores tante Astrid, der ville samle os op af den grund, at hendes navn var blevet nævnt på politistationen i Bali.

Kvinden der stod på den anden side så ikke ud som jeg havde forestillet hende. Jeg havde forestillet mig en kvinde mindst på min fars alder, der måtte være lige så casual om påklædning. Men kvinden kunne ikke være meget ældre end midt i 20’erne, og hendes tøj gjorde, at jeg tvivlede på om de havde fundet den rigtige kvinde.

”Velkommen til Danmark,” sagde kvinden. Jeg prøvede at sætte to og to sammen. Prøvede at finde en logisk forklaring på, at hun ikke kunne være relateret til os. Men sandheden var, at hun havde den samme firkantede kæbe som min far, markeret kindben samt et skulderlangt hår i samme nuance som mit.

”Vi er nødt til lige at køre noget papirarbejde igennem og snakke om nogle praktiske ting, inden at du kan tage pigerne med hjem.” Jeg havde opgivet på, hvilken af politibetjentene der var hvem. I stedet bed jeg mærke om, at ordet hjem igen blev nævnt og jeg endte med at holde armene om mig selv i et forsøg på at gøre alting lidt tryggere.

”Med til Astrid,” rettede Sydney og slap så taget om rygsæksstroppen. Hun delte et blik med Astrid, der ikke rigtig følte sig til rette i situationen. Hvem ville også det? Vi var med garanti blevet smidt ind i en del af hendes liv, hvor vi ikke hørte til.

Hvorfor hun havde sagt ja til at være vores værge i de tre måneder, før vi fyldte 18, forstod jeg ikke. Men der var så meget, jeg efterhånden ikke forstod. Der var meget, jeg omvendt forstod men ønskede ikke at forstå.

Som det faktum at jeg ikke skulle rejse mere.

Som det faktum at mine forældre ikke ville komme tilbage.

Mine forældre var døde.

Det var sandheden. Og den forstod jeg desværre.

 

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde siddet i en bil af den karakter, som vi gjorde fra lufthavnen og ind til Århus. Eller om det nogensinde var sket før. Hvorfor kunne Astrid have råd til den slags ting, når hun måtte være mindre end 10 år ældre end os.

Jeg turde ikke spørge. Jeg havde stadig ikke sagt et eneste ord på dansk. Måske var sproget det eneste, der gjorde, at jeg stadig ikke havde givet mig 100 procent hen til idéen om, hvordan vi skulle leve herfra.

For det var uretfærdigt at et liv kunne ændre sig på så kort tid. Det var ikke engang en uge siden, at vi havde rendt rundt på Bali, fuldt optaget af at lave nye videoer til vores YouTube-kanal, imens vores forældre forberedte og planlagde den weekendtur, de ville leve til søs.

Det var så kort tid siden, at et jordskælv og en tsunami havde vendt vores liv på hovedet og sendt os retur som en pakke. Vi havde ikke længere den samme fremtid forude. Hvad der skulle ske nu, vidste ingen af os, men imod den uvished, der havde været om valg af nye rejsedestinationer, kunne jeg ikke lide denne. Denne her havde jeg ikke selv valgt.

Jeg havde intet at sige længere.

Astrid småsang med på musikken i radioen, og det fik noget i mig til at krympe sig sammen. Endelig åbnede jeg munden.

”Kan du slukke det?” Ordene kom ud på engelsk. Jeg burde have det dårligt over ikke at snakke dansk, for det var ikke fordi, at jeg ikke kunne sproget. Jeg turde bare ikke.

Astrid prøvede at fange mit blik igennem bakspejlet med et forsigtigt smil, imens hun skruede ned for lyden.

Jeg vidste, at min far havde rødder i Århus sammen med det meste af familien, men selve byen havde jeg svært ved at erindre. De faktum, jeg kendte om dem, var ting jeg havde opfanget i det danske nyheder fra en tid til anden, samt når min nysgerrighed fik mig til at gå på eventyr på tværs af Wikipedia, hvor jeg kunne søge på alt fra fotosyntese til små folkeslag i Indien.

”Er I klar på et kop kaffe, når vi kommer hjem, eller er I ret trætte?” Astrids gråblå øjne var igen i bakspejlet, imens hun bremsede overfor det første lyskryds ind imod byen. Jeg bemærkede, hvor hårdt et greb hun havde på rattet. Men kunne vi bebrejde hende? Det var ikke om så forfærdelig mange år, at vi selv ville være på hendes alder, og jeg kunne i hvert fald ikke forstille mig selv som en, der skulle tage ansvar for 2 teenagere. Endda to teenagere, der måtte ligne nogen, der havde set aliens.

”Kaffe,” sagde Sydney, imens jeg endelig fik mine første ord over læberne.

”Sove.”

Jeg havde set mange former fra storbyer. Alt fra skyskrappere på den asiatiske østkyst til tætbefolkede Favelas i Sydamerika. Men at det her kunne kategoriseres som en storby, kom bag på mig, da vi passerede villaer i massevis delt imellem en helvedes masse lyskryds.

 Villaerne blev erstattet med masser af skov på den ene side af vejen, imens cykelister i stedet fangede min interesser. Godt nok havde jeg set folk i massevis på cykler, da vi for få år siden havde besøgt den colombianske hovedstad Bogotá, men det overraskede mig at se så fine biler på vejene, hvoraf folk alligevel tog cyklen trods gråvejr.

Jeg bemærkede først efter godt et minut, at jeg havde vendt mig i sædet med hænderne låst fast på bilruden, imens jeg betragtede skoven. Skoven blev for en kort stund erstattet med det, der måtte være Danmarks svar på høje huse.

Så kom havet.

Jeg havde set steder, der skulle kategoriseres i kategorien ’smuk’, og selvom at Århus ikke burde høre dertil, var der alligevel noget spændende og anderledes ved byen igennem bilruden. Jeg så en gruppe børn løbe op og ned af trapperne af en stor bygning ved havnen, andre i færd med skateboard på jorden forneden.

”Danmarks anden største by, for real?” spurgte Sydney og pustede til en tot hår, der ikke kunne samarbejde med resten af den mørkebrune manke.

”Jep, det er ret så charmerende ikke?” Astrid smilede og stoppede så for endnu et lyskryds.

Ingen af os svarede. Sydney havde fået sat begge iPhone-høretelefoner i ørerne og hørte et nummer så højt, at jeg kunne have sunget med, hvis jeg gad. Lyset blev grøn, og med en hidsig fod på speederen, så snart vi havde passeret politigården, var vi hurtigt videre.

”Velkommen til den pæneste del af Århus,” fortsatte Astrid, idet bygninger blev afløst med udsigten ud over vandet igen. Hvordan kunne der være strand midt inde i byen, uden at der var tale om hvide sandstrande og tusinde af turister?

Husene på den modsatte side af vejen lignede noget taget ud fra en amerikansk rigmandsfilm, og jeg undrede mig, hvor langt vi mon skulle fortsætte, før vi kom til det, Astrid kaldte ”hjem”.

”Har folk råd til at brug her?” spurgte jeg forsigtigt, smagte omhyggeligt på ethvert af ordene, før hele min sætning var blevet sagt.

”Det er meget forskelligt. De første heroppe omkring Marselisborg bruges ofte som kontor,” forklarede Astrid lystigt, som om jeg havde ramt et yndlingsemne. Bilen havde allerede givet mig en idé om, at Astrid værdsatte penge ret højt.

”Der er slottet for resten,” pointerede Astrid og satte farten ned, idet vi gled forbi et enormt parkareal. Slottet, som Astrid henviste til, kunne anses igennem de enorme træer, der var placeret ned til vejen, og selvom jeg havde så meget andet på min hjerne, fik jeg noteret, at det var en park, jeg skulle opleve en dag.

Jeg måtte til at acceptere, at Århus på et tidspunkt skulle være et hjem.

Grunden til at Astrid havde sænket farten skyldes ikke, at vi skulle se slottet, men at hun ville dreje ned i afkørslen 3 huse længere henne. Et stort, hvidt hus med panoramavinduer direkte ned imod havudsigten tårnede sig op over den lille bil, der nu holdt stille i indkørslen.

”Hold da kæft. Har du en rig mand?” Røg det ud af Sydney. Selvom at hun ikke havde snakket dansk i mange år, havde hun alligevel formået at samle så mange bandeord op i farten som muligt. Øretelefonerne var begge fjernet fra hendes ører.

”Rig mand? Må jeg være fri,” fnøs Astrid og trådte ud af bilen. Sydney og jeg blev siddende på bagsædet med det samme forvirrede ansigtsudtryk. Jeg havde forestillet mig mange forskellige ting. En lille lejlighed, et gammelt hus måske. Men dét her?

Det her skete kun på film. Det her skete ikke engang på film generelt. Kun på dårlige, forudsigelige film.

Det her skete ikke for mig af god grund. Den eneste rigdom jeg havde set var hoteller, når vi havde passeret dem på gåafstand. Mine forældre havde aldrig kendt til rigdom målt op i penge. De havde tjent akkurat nok til at kunne blive ved med at rykke sig rundt på de forskellige kontingenter til smålige beløb. Det her var ikke en realitet på nogen måde.

”Det her hus har været i familien i flere generationer. Det tilhører mig af arv,” fortsatte Astrid, da vi trådte ud af bilen.

Jeg åbnede munden på vidt gab.

Min far havde levet på en løgn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...