Aldrig for sent

One-shot;

Hun øjner en ny begyndelse. Den er bare ikke for hende selv.

//Blanding mellem valgmulighed 1 og 2 til konkurrencen; 'En ny begyndelse'.

2Likes
2Kommentarer
138Visninger
AA

1. Aldrig for sent

Egentlig har jeg aldrig rigtig været den populære pige i skolen. Jeg har altid været hende den stille henne i hjørnet. Hende der altid har sine lektier klar til tiden. Hende der er kendt for det store slidte tøj. Hende pigen som folk bare synes der er underlig.
Som lille var jeg overvægtig. Det har ikke ændret sig. Hvalpefedtet blev siddende og jeg blev buttet. Senere fandt min far et andet ord for det, men det gider jeg ikke sige højt. Det gør ondt når jeg siger det.
Med en flygtning lige op til sommerferien inden jeg skal begynde på gymnasium, øjner jeg en ny mulighed. Jeg øjner muligheden for at begynde på en ny. Nyt tøj, ny frisure, ny tilgang til tingende. Jeg starter det hele rigtig godt ud. Jeg begynder at løbe to gange i ugen. Det holder sådan cirka tre uger og så kommer jeg til skade. Pausen fra mit løben bliver en permanent pause. Ups. Stolte som mine forældre nu kan være for at jeg prøver, giver mig en tusse i hånden og siger meget sødt og kærlig; ”gå så ud og find dig noget pænt og behageligt.” Det bliver til to par bukser, tre nye billige t-shirts og et par nye sko. Med hele hundred og firs kroner tilbage, vælger jeg at spender dem på en fin tyk trøje i Bilka, samt en Fransk Hotdog.
Med lidt dårlig samvittighed, humper jeg hjem med poserne dinglende ned fra mine krykker. Den dårlige samvittighed går dog hurtigt over, da møder i skolen tre dage senere i mit nye tøj.
Klassen er flink og jeg får taget mig sammen til at sige sådan cirka de fire ord; ”mit navn er Katrine.” Ingen har sagt at det er den første dag jeg skal åbne fuldstændig op og begynde at ævle løs, vel?
I løbet af den første uge, snakker jeg med fem forskellige, hvoraf jeg finder ud af at jeg har intet tilfældes med nogen af dem. Jeg prøver på at være åben. Jeg er en pige fra landet, altid boet i et lille og tæt samfund og gået på skoler med færre end trehundred elever. Hvad skal jeg i en storby?
Med næsten to måneder af skoleåret gået, er jeg faldet tilbage i mine gamle vaner. Jeg snakker ikke rigtig, mit gamle tøj er langsomt begyndt at møve sin vej frem i mit skab og bøger siger mig stadig mere end mennesker.
Den første fest bliver afholdt og jeg vælger at tage til den. Måske møder jeg nogen der, som siger mig mere end dem fra min klasse?
Med håret sat (min mor legede lige hår-stylist), make-up’en lagt (igen, min mor) og en ny kjole foræret af far, er jeg klar. Jeg er overrasket over at mine forældre overhovedet vil lade mig gå i sådan en kjole. Den er sort? Intet problem. Åben ryg ned til lænden? Heller ikke et problem. Kort, så den knap nok dækker min røv, når jeg sidder ned? Åbenbart ikke et problem.
Det skal siges at mine forældre er medlem af IM og jeg har under hele min opvækst hørt bibelhistorier og bedt bordbøn. Hele mit freaking liv. Jeg er overrasket over at de overhovedet lader mig tage til fest. Det kunne jo ske at jeg fandt en dreng. Dem kan man kysse med!
”Pas nu på dig selv og lad være med at komme til skade.”
Med de ord, sætter min far mig af ved forsamlingshuset, hvor festen afholdes.
Sådan cirka minus tre sekunder efter jeg er ankommet, fortryder jeg at jeg er taget af sted. Det er min første fest og folk er fulde. Festen begyndte for en halv time siden.
Jeg hører en knække sig og jeg skynder mig straks væk, inden min egen aftensmad kommer retur. Jeg køber en sodavand i baren og smiler undskyldende da jeg vælter ind i en.
”Undskyld.”
Han er sød. Høj og tynd. Mørk, kort hår. Dejlige mørke øjne. Helt ude for min rækkevidde.
Det ender med at jeg bruger over to timer på at snakke med ham, en ny facebook ven og et telefonnummer der adskiller mine forældres telefonnumre på min kontaktliste. Derefter tager jeg hjem.

Ugen efter festen er jeg faldet ind i mine gamle vaner igen. Vejret bliver koldere, jeg bliver mere og mere distanceret og jeg afviser alle invitationer til at tage til fest. En fra min klasse af, fester nok for både mig, mine forældre, klassen og ham selv. Han er sådan cirka fuld otte ud af syv dage i ugen, men han fungerer alligevel og har kun 4 % fravær på årsbasis. Det er altså lidt, når man ser på hvor tit han er fuld og møder enten fuld eller bagstiv op.
Nå, nok om det.
Jeg bruger min fritid på at læse, lave lektier eller tage med mine forældre til IM-møder. Ikke fordi jeg passer ind, men jeg har kendt IM hele midt liv. Det, og så er det også en mulighed for at udvide min meget smalle sociale horisont. Ham fra festen snakker jeg ikke med. Dem fra klassen af snakker jeg heller ikke med. Jeg har min familie og dem jeg møder til de ugentlige møder til IM. Der er kage til IM, så jeg klager egentlig ikke. Jeg ved godt at jeg ikke burde spise kagen. Min fars blik siger det hele. Han mener at jeg er for stor. Det er jeg sikkert også, men jeg lever kun denne ene gang. Jeg vil gerne behandle mig selv som en prinsesse og min krop som et tempel. Desuden, så går jeg altid en tur dagen efter IM-møderne sammen med far, når vi tager vores ugentlige tur i skoven med naboens hund.
Nytår kommer hurtigt nærmere. Vejret er alt fra gråt og vådt til varme med plads til bare arme. Nogle dage skinner solen, andre dage magter jeg ikke at stå op, grundet det mørke og triste vejr. Snak lige om vinterdepression.
Med året der snart går på held, begynder flere at snakke om nytårsforsæt. Nogle tapper ned på smøgerne nu, så de er helt røgfrie til det nye år, andre vil gerne tabe sig og nogle vil forsøge at huske at tjekke efter toiletpapir, inden de sætter sig på toilettet.
Psst, det der med nytårsforsæt eller bare at starte på ny, det duer jeg ikke til. Det testede jeg, da jeg flyttede.
Okay, et simpel nytårsforsæt for mig selv; prøv at blive lidt mere social. Det kan jo være at jeg snakker med ham fra min første fest af!
Nytårsaften kommer. Jeg bruger det meste af dagen på at ligge make-up og sætte hår. Min mor hun vil gerne, men 1; hun har for travlt til at gøre klar til i aften og 2; hun skal ikke pille mere ved mig, angående make-up og hår.
Jeg glatter mit hår, laver en sideskilling og ligger det over venstre skulder. Så kan man se min tatovering bag øret. Det er et kors, hvor halvdelen er et hjerte. Tegnede den selv og gav den til tatovøren som lavede den på mig. Det gjorde ondt. Det gjorde rigtig ondt! Men jeg er glad for den.
Nå, med mit hår der sidder som det skal, en fin og let make-up lagt er jeg egentlig klar. Jeg mangler bare lige tøjet og at spise og så er jeg klar til fest.
Til festen er det hele sådan set egentlig lidt kedeligt. Jeg ankom klokken 21.34 og har siden siddet og drukket sodavand i baren, som er blevet skiftet ud løbende fordi folk hælder noget i det. Det er bartenderen som sørger for at skifte min sodavand ud, hvis der er blevet hældet noget i det. Bartenderen er ham fra min klasse af, som er fuld de der otte ud af syv dage i ugen. Klokken er nu 23.08 og han er hammer stiv, men godt selskab. Han hedder for resten Bastian og har en trøje hvorpå der står ’Dagli’ Beruset’ i stedet for ’Dagli’ Brugsen’. Trøjen er nu meget passende til ham.
Med en smøg i hånden og en bag øret, spørger Bastian om jeg vil med ud og have lidt frisk luft. Med frisk luft, så mener Bastian frisk luft gennem et filter med skadelige stoffer.
Vi sætter os ned og sidder ligeså stille. Vi kigger lidt på det fyrværkeri som folk er begyndt at skyde af og det giver et lille sæt i mig hver gang der lyder et højt brag i nærheden.
”Såååå,” siger Bastian og smider smøgen som han har røget. ”Nogle nytårsforsæt?”
”Næh,” svarer jeg og trækker på skulderne. ”Ikke rigtig. Hvad med dig?”
”Heller ikke her. Kan ikke lige finde på nogle.”
Jeg nikker og vi sidder i stilhed igen.
Jeg kigger på Bastian, da jeg hører lyden af en øl blive knappet op. Jeg ser hen og forventer at se Bastian, men i stedet for ser jeg en der hedder Jakob. Bastian med det kønne brune hår, varme brune øjne og det charmerende smil, er skiftet ud med Jakob. Jakob med den rødmossede hud, det fedtede vilde leverpostejsfarvede hår, indsunken og livløse øjne og et par læber der ikke har smilet de sidste mange år.
”Jeg har et nytårsforsæt,” fortæller jeg langsomt, ”til dig.”
Jeg ser Bastian kigge over på mig, men billedet af Jakob sidder stadig fast i min nethinde. Bastian skifter mellem at være ham selv og Jakob. Hvordan huden, håret, øjne og læberne langsomt transformere sig til enten den ene eller den anden. Bastian bliver til Jakob, Jakob til Bastian og så forfra igen.
Jeg ryster hovedet og blinker med øjnene.
Det går op for mig, at jeg har brugt lang tid på at stirre på Bastian.
”Hva’ så? Hvad er det?”
”At du skal skrue din drikken ned til kun et par gange i ugen,” fortæller jeg.
”Hvorfor?”
”Fordi jeg kun ser Jakob i dig i dette øjeblik og jeg vil ikke have at du skal ende ud som Jakob.”
Bastian kigger underligt på mig og stiller sin øl fra sig.
”Fortæl videre.”
Langsomt begynder jeg at fortælle.
”Tja… Jakob var en jeg kendte, da jeg var lille. Han arbejdede for os, da vi boede på gården, det første sted vi boede. Jeg var cirka fem da vi flyttede derfra.”
Jeg tager en dyb indånding og holder luften i fire sekunders tid, inden jeg puster ud. Jeg lukker kort mine øjne og ryster hovedet af det skrækkelige minde.
”Jakob var rigtig sød. Jeg brugte næsten hver eneste dag med ham. Problemet var bare lidt at han drak. Han drak lidt for meget. Begge hans forældre drak. De var alkoholikere. Det var Jakob også. Det blev han i hvert fald. Sommetider hentede mine forældre ham på politigården. Han kom nogle gange op i slagsmål inde i byen eller også fordi han havde kørt fuld rundt i vores traktor inde i byen. Mine forældre hentede ham et par gange inden han fik kørekortet. Der kørte han rundt i vores traktor inde i byen med en promille på 0,9. Det var ret voldsomt. Han lovede flere gange at han ville stoppe med at drikke i hverdagen, men det skete aldrig. Der var flere gange hvor min far var nød til at tømme traktoren for øldåser inden han satte sig ind. Han kunne ganske enkel ikke komme til for øl-dåser. Nogle gange lugtede Jakob også langt væk af øl når han hentede mig og vi skulle ud og køre i traktoren, men det var ikke noget problem for mine forældre at sende mig med ham. Han var en god dreng og han ville mig det bedste. Han drak bare lidt for meget.”
Jeg holder en pause, lukker mine øjne i og tørrer mine kinder med bagsiden af min hånd. Jeg ved ikke lige hvornår de blev våde. Jeg snøfter lige kort og hiver en lommelet frem og tørrer min næse.
”Hvad så?” spørger Bastian. Øllen har han glemt. Den er væltet og fliserne er våde af øllen.
”Jakob tog kørekort. Han drak stadig. Han begyndte at drikke mere og mere. En aften bliver han taget. Han mister kørekortet, ikke engang to måneder efter han har erhvervet sig det. Han får taget kørekortet igen, men han drikker stadig. Vi flyttede. Da jeg er ni år gammel møder vi Jakob til dyrskue. Han ligner en på halvtreds. Tynd, dog med ølvom, sunkne og livløse øjne og nedslået. Han har en øl og en smøg i den ene hånd, en flaske vodka i den anden hånd. Det er sidste gang jeg ser ham. Jakob skal hjem. Han kører selv. Mine forældre prøver på at stoppe mig, men de kommer sent. Den dag i dag sidder billedet stadig tydeligt i min erindring. Jakob kører af sted i en bil som ikke lever op til sikkerhedskravene. Mine forældre ringer til politiet, men det hele sker så hurtig.”
Jeg tager en dyb indånding og lukker mine øjne i. Jeg åbner dem ikke, da jeg begynder at berette om de sidste få sekunder af Jakobs liv.
”Det er sidste gang jeg ser Jakob. Jakob kører galt. Han når lige at komme ud fra parkeringspladsen. Han drejer ikke. Jeg ved ikke hvorfor han ikke drejer, men han drejer i hvert fald ikke. Med mere end 50 kilometer i timen, buldrer Jakob lige ind i et træ på samme tid han bliver påkørt fra siden af en lastbil. Mine forældre får fat på en ambulance, men det er for sent. Jakob bliver erklæret død på stedet. Han havde en promille på over 2.5. Han besvimede i bilen, fik vi af vide. Han mærkede ikke noget. Heller ikke da han fløj ud gennem vinduet. Til hans begravelse kom der ikke rigtig nogen. Der kom mig og mine forældre, samt to andre. Begge hans forældre var døde af druk og stoffer.”
Jeg gyser da det alt for tydelige billede af Jakob der bliver kastet ud gennem vinduet dukker frem. Lyden da Jakob lander på asfalten og det hele bare siger ’klask’. Jeg er ved at kaste op, da jeg husker hvordan Jakob bare lå fuldstændig livløs på asfalten, slemt forslået og uden håb for liv.
Jeg mærker en hånd blive lagt om mig og jeg åbner øjnene og ser Bastian kigge på mig. Han klemmer min skulder.
”Mit nytårsforsæt skal vare at ligge alkoholen på hylden i hverdagen. Kun at drikke til fester. Og kun minimalt. For din og min skyld.”
Jeg smiler og hvisker et svagt tak, inden jeg læner mig længere ind til Bastian. Han kysser mig på panden.
”Det er aldrig for sent,” hvisker han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...