Criminal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2017
  • Status: Igang
Lily er vokset op i trygge rammer hos hendes bedsteforældre, uden nogen kendskab til hendes biologiske forældre. Historien gik altid på at de begge døde, da hun var spæd - og så blev der ikke snakket mere om det. Men da hun en dag hjælper sin mormor med at rydde op i en masse gamle sager, støder hun tilfældigvis på en gammel dagbog tilhørende en pige ved navn Nora. Følg Lily, når hun træder ind i et ukendt univers der var hverdag for hendes mor for 17 år siden.

28Likes
24Kommentarer
7388Visninger
AA

3. chapter two: downtown

 

N O R A

He lies, he bluffs, he's unreliable

 

9. december 2014

Kære dagbog

Lena havde inviteret mig med i byen, hvilket ikke passede mine forældre særlig godt. Det var downtown og brød de sig selvfølgelig ikke om. Jeg måtte konstant minde dem om at jeg var 21 år gammel, og sagtens kunne passe på mig selv. De glemte ofte, at jeg ikke var en lille pige mere, men rent faktisk voksen og i stand til at tage beslutninger selv.

”Skat, jeg synes altså ikke at det er en god ide,” informerede min mor mig, for 3 gang indenfor de sidste 10 minutter. Jeg sukkede tungt og vendte mig mod hende.

”Der sker ikke noget mor, bare rolig,” sagde jeg og klemte hendes hånd. ”Du kender Lena, og jeg kommer heller ikke sent hjem, det lover jeg.”

Hun trak mig blot ind til et kram uden at sige noget, og lod mig derefter gå. Jeg havde bestilt en taxa til at køre mig, da det stadig var koldt om aftenen, og jeg ikke ligefrem foretrak at spadsere tværs igennem byen hver eneste dag.

Jeg mødtes med Lena foran den klub hun havde valgt, og den så om muligt endnu mere skummel ud end den sidste hun slæbte mig med ind på. ”Hvad er det dog for et sted?” spurgte jeg, nok mere forarget end forundret.

Hun grinte bare af mit ansigtsudtryk og linkede sin arm med min. ”Nu ikke så sippet, Nora. Har det universitet gjort dig lige så sippet som dine forældre?”

Jeg rullede øjne af hende. Det var snart et halvt år siden jeg kom hjem fra college, men Lena mente stadig at jeg trængte til at komme tilbage til den virkelige verden. Lena og jeg mødtes i starten af high school, og var fra start af nat og dag. Men forskelligheden mellem os var intet mindre end uundværligt - Lena holdt mig nede på jorden og redede mig fra at blive en tro kopi af min mor.

Da vi var 17, nød jeg at komme hos hende, fordi alting var så afslappet i hendes hjem. Mens presset fra mine forældre lå tungt på mine skuldre i senior year, var hun mit tilflugtssted næsten hver eneste dag.

 ”Jeg er aldeles ikke sippet!” protesterede jeg, og efterlignede med vilje min mors overlegne accent. Lena bukkede sig forover af bar latter og rystede på hovedet. ”Du er syg, Nora. Du trænger virkelig til at løsne op.” fastslog hun og trak mig med mod indgangen.

Det var ikke et særlig overfyldt sted, hvilket passede mig helt fint. Der var tilpas med mennesker, og mulighed for at komme til at sidde ned.

Lena startede ud med at bestille drinks, som jeg drak af uden at stille spørgsmålstegn. Jeg var ikke den store fan af alkohol, nok mest fordi jeg aldrig havde haft tid til at gå til fester og drikke mig fuld med mine venner. I stedet blev tiden brugt på studier og diverse lektier.

Pludselig brummede min mobil i baglommen. Lena var travlt optaget af at snakke med en af bartenderne, hvilket nok var mere flirt end almindelig snak. Jeg rystede på hovedet og fiskede mobilen op.

Louis: Hvad laver Nora Ashton dog her?

Jeg lavede store øjne og kiggede forvirret rundt. Jeg havde faktisk ikke troet at jeg skulle have mere kontakt med Louis, efter den nat da jeg var på vej hjem fra Lena.

Mit blik stoppede, da det stødte på nogle blå øjne. Han sad ved et af bordene sammen med de andre fra den aften. Da han fik min opmærksomhed, gled et smil over hans læber, mens en let rødmen steg op i mine kinder. Hvor var det typisk.

”Jorden kalder Nora,” Lena knipsede foran mit ansigt, hvilket gav mig et mindre chok. Jeg så på hende med et blik der sagde ’hvad?’, mens hun grinte. ”Hvis du kan rive dig ud af din trance, så foreslår jeg at vi skal danse.” hun var allerede nede fra sin stol og havde grebet fat om mit håndled.

Jeg så flygtigt i retningen af Louis, der var i færd med at tænde en cigaret. Hans øjne stadig hvilede på mig, mens jeg lod Lena føre mig ud midt på gulvet, hvor en masse mennesker allerede havde travlt med at bevæge sig i takt til musikken.

Jeg dansede halvhjertet med Lena i et par minutter, indtil hun blev fejet væk fra mig af en høj lyshåret fyr. Det var tydeligvis en hun kendte, for begejstringen lyste op i hendes øjne så snart hun fik øje på ham.

Jeg rystede på hovedet og bevægede mig tilbage mod baren. ”Jeg havde bestemt ikke regnet med at se dig her,” lød en stemme pludselig bag mig. I én bevægelse drejede jeg mig rundt i stolen og var ansigt til ansigt med Louis.

Han smilede flabet, med armene over kors og hovedet på skrå. Jeg forstod ikke helt hans fascination med mig og bed mig lettere akavet i læben. Hvad skulle jeg svare? Jeg kendte ham knapt nok, og alligevel stod han nu her og indledte endnu en samtale med mig.

Da jeg ikke sagde noget, rystede han grinene på hovedet og kom et skridt tættere på. ”Det er tilladt at snakke til folk af en lavere klasse end dig,” kommenterede han med et løftet øjebryn.

”Så sippet er jeg alligevel ikke,” svarede jeg og kunne mærke varmen stige op i mine kinder endnu en gang. Jeg undgik bevidst hans blik og købte en drink, uden rigtig at tænke over det. En trang til at få noget alkohol i blodet steg pludselig op i mig, og om det var på grund af Louis eller ej, vidste jeg ikke.

Ud af øjenkrogen, kunne jeg se at han betragtede mig nøje mens jeg tog den første tår af mit glas. ”Sig mig, Nora,” begyndte han, og satte sig på stolen ved siden af min. ”Gør jeg dig nervøs?”

Hans spørgsmål ramte selvfølgelig plet, og jeg kunne ikke skjule mit paniske blik. Det gik op for mig, så snart smilet på hans ansigt kun blev bredere.

”Nej, jeg er bare ikke vant til de her omgivelser,” jeg trak på skuldrene og vidste godt at det var en dårlig redning.

”Ah ja,” sagde han, og tændte igen en cigaret. ”Du foretrækker sikkert en gallamiddag i det centrale London fremfor det her.”

Hans toneleje var provokerende, og jeg vidste at han bare prøvede at få reaktioner ud af mig.

”Hvis du allerede ved så meget om hvordan jeg er, og hvad jeg gerne vil, hvorfor er du her så stadigvæk?” udfordrede jeg, og lænede mig ubevidst hen mod ham.

Han tog et sug af sin cigaret, mens hans intense øjne fangede mine. ”Jeg kender din familie, og jeg ved at du ikke er ligesom dem. Hvad ville du ellers lave her? Downtown; det er slet ikke i nærheden af at være godt nok til en Ashton,”

Det gav et underligt sug i maven, da han nævnte min familie. Selvfølgelig vidste jeg at mine forældre afskyede de fleste fra den skumle del af byen, men det skulle ikke undre mig hvis min far havde haft mellemværender med nogle af dem.

 Louis’ navn blev pludselig kaldt gentagene gange, hvilket fik ham til at udstøde et irriteret suk. ”Det var hyggeligt at sludre med dig Nora, men nu bliver jeg desværre nødt til at smutte.” han kærtegnede blidt min kind, mens han skoddede sin cigaret i askebægeret, og forsvandt derefter ud i menneskemængden.

Jeg sad helt målløs tilbage, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik før min mobil endnu engang brummede. Jeg fik hurtigt fumlet den frem, og sukkede halvirriteret over Lenas besked.

Lena: Jeg blev nødt til at smutte, Darren inviterede mig med hjem.

Og det var grunden til at jeg ikke gik i byen med Lena. Jeg vidste hvordan hun kunne være, når hun blev trængende nok. Men i stedet for at surmule yderligere over det, bundede jeg hvad der var tilbage i mit glas og samlede mit lange hår i en løs hestehale. Jeg kunne ligeså godt have det lidt sjovt.

”Hvad fanden, er det Nora Ashton jeg spotter?” lød en behagelig, velkendt stemme i mine ører. Jeg blev hurtigt mødt med de venlige grønne øjne, tilhørende Jeremy Lockhart. Min nabo og trofaste barndomsven.

”Hvad siger farmand til at lille Nora er taget Downtown?” grinte han og gav mig et kram.

”Du skulle nødig snakke! Ved dine forældre godt at du har bevæget dig udenfor jeres ejendom?” gav jeg igen.

”Hvad de gamle ikke ved, har de ikke ondt af,” konstaterede han og slog sig ned i stolen ved siden af min. ”Nå, men skal vi have en øl?”

*

Jeg vidste ikke hvad klokken var. Jeg vidste ikke hvor Jeremy var. Jeg vidste ikke hvor meget jeg havde drukket. Men jeg vidste at jeg havde drukket alt, alt for meget.

Et eller andet sted, inde bagerst i min hjerne, fortalte jeg mig selv, at jeg burde skaffe en taxa og komme hjem så hurtigt som muligt. Men det var som om at den tanke ikke kunne trænge helt igennem, for min krop lyttede i hvert fald ikke.

Jeg var endt udenfor, uden rigtig at vide hvorfor. Jeg havde været sammen med Jeremy og nogle af hans venner, som gentagene gange havde hældt på mig. Jeg mistede hurtigt overblikket over hvor meget jeg fik at drikke, så snart den ene drink overtog den næste.

”Jamen er det ikke Tomlinsons lille ven?”

Jeg så op og kunne svagt genkende stemmen og skikkelsen foran mig. Mit første instinkt var at flygte, men jeg fik ikke engang taget et skridt, før Jim havde fat om mine overarme og pressede mig tilbage mod mure.

”Jeg blev ikke færdig med dig sidst, synes du ikke vi skal have lidt sjov?” han lage hovedet på skrå og flashede et klamt smil. Jeg kunne mærke kvalmen, da hans ene hånd lagde sig på min hofte.

”Lad mig være,” mumlede jeg og prøvede svagt på at skubbe ham væk. Men han var meget højere end mig, og i hvert fald dobbelt så stærk.

”Shh, nu ikke så modvillig,” grinte han og tog begge mine håndled i en hånd, og låste dem over mit hoved. Hans frie hånd bevægede sig under min trøje, og jeg gispede da hans kolde fingre kom i kontakt med min hud.

Desperat prøvede jeg at komme fri, men alkohollen havde taget alle mine kræfter og det hjalp ingenting. Mit syn var slørret og jeg kunne mærke at det hele snurrede rundt. Hvorfor havde jeg også drukket mig fuld?

Et hulk undslap mine læber da hans hånd bevægede sig længere ned, og hans læber angreb min hals.

Hvad der skete efterfølgende, står som en tåge for mig. Det hele føltes så uvirkeligt og jeg opfattede alting i halvt tempo, hvilket ikke gjorde det meget bedre. Jims greb om mig forsvandt med ét, og jeg gled langs muren ned på den kolde asfalt. Jeg hvilede ryggen mod muren og prøvede at åbne mine øjne, men alting snurrede fortsat rundt. Råb var det eneste jeg kunne høre, mens jeg forvirret tog mig til hovedet.

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men pludselig var der en der blidt ruskede i mig og prøvede at få mine øjne op. ”Nora, kan du høre mig?”

Jeg tvang mine øjne op og prøvede at bekæmpe svimmelheden. Prøvede at fokusere. Det eneste mine øjne nåede at registrere inden de lukkede i igen, og jeg måtte give efter for trætheden, var et par blå øjne.

 

Love, Nora

 

 

L I L Y

Forundret over de første mange sider, lukkede jeg for første gang dagbogen i flere timer. Mit hoved var allerede ét stort rod. Jeg var allerede sikker på at jeg havde fundet min mors dagbog, og havde sådan lyst til at spørge mormor. Men fordi hun altid havde været så afvisende omkring mine forældre, var jeg bange for at hun kunne finde på at tage dagbogen fra mig.

Jeg kastede et hurtigt blik på uret, og klokken var faretruende langt over midnat. Jeg burde nok sove, jeg gik trodsalt i skole, og mormor ville stille spørgsmålstegn hvis jeg var alt for træt ved morgenmaden.

Jeg lagde dagbogen ned i skuffen igen og slukkede lyset. Jeg havde en underlig følelse af tilfredshed da jeg lagde mig til at sove. Måske var det fordi der endelig var blevet taget hul på et emne som altid var været en blank side i mit liv?

 

-

HEY VENNER

Så kom jeg alligevel med en ny movella, selvom det snart er flere år siden at jeg skrev noget seriøst herinde. Men hvad synes i? Er det noget i kunne være interesserede i at læse? Let me know xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...