Criminal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2017
  • Status: Igang
Lily er vokset op i trygge rammer hos hendes bedsteforældre, uden nogen kendskab til hendes biologiske forældre. Historien gik altid på at de begge døde, da hun var spæd - og så blev der ikke snakket mere om det. Men da hun en dag hjælper sin mormor med at rydde op i en masse gamle sager, støder hun tilfældigvis på en gammel dagbog tilhørende en pige ved navn Nora. Følg Lily, når hun træder ind i et ukendt univers der var hverdag for hendes mor for 17 år siden.

28Likes
24Kommentarer
7588Visninger
AA

7. chapter six: temper

N O R A

 

And even I know this ain’t smart

31. december 2014

Kære dagbog

At lyve for mine forældre var aldrig en god ide, og det hændte nærmest aldrig godt. Men alligevel fandt jeg mig selv siddende i stuen og fylde min mor med den ene løgn efter den anden. Det var nytårsaftensdag, og jeg nægtede at sidde derhjemme, når de både havde inviteret familien Lockhart og Lynch. Af erfaring vidste jeg også at hverken Jeremy eller Diana ville gøre deres entré i vores hus, fordi de med hundrede procents sikkerhed, selv havde andre planer.

Jeg havde brugt meget tid med Diana af og til, og hvis der var en der hadede at bruge tid min sine forældre mere end mig, så var det hende. Det havde de meget hurtigt fundet ud af, og havde nærmest givet op på hende, og droppet at tvinge hende med til diverse arrangementer.

Så da Louis tilbød at vi tilbragte nytårsaften sammen på en klub downtown, som jeg ikke kendte navnet på, var jeg hurtig til at takke ja. Jeg havde brugt de sidste par dage på at samle mod nok til rent faktisk at gøre noget ved den situation jeg befandt mig i, med Louis. Det var lettere kompliceret, for jeg vidste ikke rigtig hvor jeg havde ham henne. Vi havde ikke snakket face to face siden han fandt mig og Harry på den cafe, den eftermiddag. Vi havde udvekslet uendelige af sms’er i løbet af de sidste par dage, hvilket dog mest bestod af hans flabede attitude, hvor jeg havde svært ved at følge med.

 ”Mor, du kender Harry. Det er lige før han er mere overbeskyttende end dig og far,” argumenterede jeg, og tilføjede et smil i slutningen af min sætning. Jeg vidste at Harry var den bedste måde at overtale dem på, både fordi de havde mødt ham utallige gange og vidste at vi var uadskillelige da vi gik på uni, og fordi de kendte hans forældre.

Selvfølgelig havde jeg fortalt ham om min geniale plan om at bruge ham som dække, hvilket han i første omgang var skeptisk omkring. Mets fordi mine forældre altid fandt ud af altting. Men da jeg lovede at jeg ville give kaffe, næste gang vi skulle ses, endte han med at sige ja til at dække over mig, hvis det skulle komme dertil. Hans svaghed for kaffe, gjorde ham svag i disse situationer, men det endte altid med at være til min fordel.

”Ja, det kan der vel ikke ske noget ved. Bare du passer på dig selv,” bad hun, og strøg mig blidt over håret. ”Hold dig til Harry, og gå for gudsskyld ikke med nogen anden hjem. Der er så mange forfærdelige mennesker i den her by, Nora.” sukkede hun, mens jeg nikkede lydigt.

”Vi skal være i hans lejlighed det meste af aftenen, mor. Vi skal bare lige ud og se om vi kan finde nogle bekendte efter midnat,” løj jeg legende let. Informationen så ud til at gøre hende mere rolig, og så vidste jeg at den var hjemme.

”Godt så. Smut du hellere op og gør dig klar - vi skal også til at have det sidste på plads. Jeg går ud og tjekker på din far i køkkenet, han må ikke være derude alene for længe ad gangen,” det sidste mumlede hun nok mest til sig selv, men det forhindrede mig ikke i at grine. Min far var håbløs i et køkken.

 Jeg brugte resten af eftermiddagen på at gøre mig klar og spise aftensmad, mens jeg af og til hørte min mor råbe noget af min far nedenunder. Da jeg omsider syntes at jeg så bare nogenlunde præsentabel ud, lød et dyt fra en bil udenfor.

Lettere panisk for at Louis syntes han skulle være smart og dukke op i egen fulde person, for at hente mig, så jeg ud af vinduet. Mine øjne blev mødt af en gul taxa, og jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet. Idioten havde bestilt en taxa til mig.

”Jeg smutter!” råbte jeg, da jeg havde stukket mine fødder i skoene og fået min denimjakke på. Jeg fik ikke noget svar, så jeg skyndte mig bare ud af døren, som smækkede bag mig.

Da jeg satte mig ind på bagsædet, fik jeg næsten et chok, da jeg så at Louis allerede sad og ventede på mig.

”Synes du selv det er smart at dukke op på min privatadresse?” spurgte jeg med hævede øjenbryn, da chaufføren forlod min adresse.

Han grinte bare af mig. ”Du skal lære at slappe lidt af Nora. Og desuden, så gemte jeg mig i den her flotte gule bil,” Hans svar fik mig blot til at himle med øjnene.

I stedet for at diskutere yderligere med ham, lod jeg den bare ligge der. Overskuddet til at tabe endnu en diskussion til Louis, var der ligesom bare ikke.

Klubben han havde valgt, var en anden end hvor jeg var sidste gang. Den så om muligt endnu mere skummel ud end den anden, og så langt væk fra Monroe som man nærmest kunne komme.

Da vi steg ud, lagde Louis mærke til min tøven og usikre blik, da jeg betragtede bygningen. Han lagde en beroligende hånd på min lænd og førte mig mod indgangen. Den sene december kulde ramte mine bare ben og jeg gøs kort. Pludselig var jeg meget ivrig efter at komme indenfor.

Uden problemer fik han os forbi de mange mennesker og bare ved hjælp af øjenkontakt med bounceren, lukket os ind på natklubben. Han måtte virkelig være vellidt heromkring, hvis det overhovedet var det rigtige ord at bruge om ham. Måske var han bare respekteret? Frygtet?

Louis guidede mig op mod baren og bestilte noget at drikke uden at spørge mig først. Ikke at det kom særlig meget bag på mig, og jeg havde meget hurtigt fundet ud af at han ikke var den store taler. Han var mere til intense blikke, som jeg så fint kaldte det.

 ”Tænk at vi alligevel løber i de samme kredse, er det ikke pudsigt?” sagde han pludseligt, mens jeg sad og sippede til min øl. Forvirret rynkede jeg panden. Hvad mente han med det?

”Af alle mennesker i den her forskruede by, så er du Harrys hemmelige veninde, som han aldrig har villet udtale sig nærmere om,” konstaterede han. ”Det er sjovt at min bedste barndomsven lige skulle finde sammen med ingen ringere end Nora Ashton fra Monroe Street,” han smilede, men jeg kunne ikke helt tyde ham.

Og hentydede han til at jeg var kærester med Harry? Han måtte virkelig have fejl i sine beregninger, for der var han altså gået helt skævt.

”Louis, jeg er ikke sammen med Harry.” svarede jeg kort, hvilket bare fik ham til at ryste på hovedet.

”Du skal ikke fortælle mig at I aldrig har fjollet rundt i de uendeligt mange år man nu går på uni?” han hævede spørgende øjenbrynene, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over hans nu seriøse ansigtsudtryk. Måske burde jeg bare fortælle ham hvordan landet egentlig lå, når det kom til Harry.

”Louis, Harry er til fyre,” skyndte jeg mig at sige, inden han kunne nå at fortsætte sin lange analyse af vores ikke-eksisterende kærlighedsforhold.

Det så ud til at lukke munden på ham. Han var stille i et par sekunder, før det hele endelig gik op for ham. Han lavede store øjne og lagde ansigtet i sine hænder.

”Ah, så var det derfor han altid faldt i staver i omklædningsrummet efter idræt.” sagde han så endelig, nok mest en note til sig selv. Jeg kunne ikke holde mit grin inde denne her gang og måtte stille min øl fra mig.

Louis begyndte hurtigt at grine med mig, og i flere sekunder sad vi bare og havde vores egen lille fest over en lille bagatel, som så var Harrys seksualitet.

”Tro mig, hvis Harry havde været til piger, havde vi allerede været gift nu. Ingen tvivl der,” fortalte jeg, og kunne godt høre hvor trist det egentlig var. Jeg var virkelig glad for at jeg ikke var blevet tvunget ind i et ægteskab endnu, men sandheden i mine ord, var virkelig skræmmende. Hvis Harry havde været til piger, havde mine forældre uden tvivl prøvet på at få os gift hurtigt - for Styles familien manglede bestemt heller ikke hverken penge eller ressourcer.

Jeg havde aldrig rigtig tænkt over det som sådan, og tanken skræmte mig faktisk en smule. Da jeg så op fra min øl, skulle Louis til at sige noget, men han blev afbrudt af en ny stemme.

”Noraaaa,” jeg kiggede mig hurtigt over skulderen og blev mødt med en halvfuld Jeremy. Han slyngede en arm over mine skuldre og kyssede mig på kinden. ”Tak for sidst. Skal vi gentage succesen i aften?” spurgte han med et dumt smil på læberne.

Jeg huskede tilbage på sidste fest, hvor han eller hans venner havde været så søde at putte noget i min drink. Og det havde jeg bestemt ikke lyst til denne gang.

”Jeremy helt ærligt, hvis I skal proppe noget i andres drinks for at more jer, så er jeg virkelig ikke den rigtige til det job. Jeg synes ikke det er sjovt og jeg har ikke det mindste lyst til at være i nærheden af dine venner igen, efter hvad der skete sidste gang. Hvis I synes jeres selskab skal være ligeså meget væk på stoffer som I selv er, kunne i det mindste få deres samtykke inden I putter noget i deres drinks uden de ved det,” sagde jeg, hvilket tydeligvis kom bag på ham.

Han måbede et kort øjeblik, inden han forvirret løftede øjenbrynene. ”Var der noget i din drink?”

”Ja, men du var nok lidt for fuld eller skæv til at bemærke det,” mumlede jeg og lagde armene over kors.

”Hey,” han lagde en hånd på min arm, og virkede pludselig ikke så fuld mere. ”Det er jeg ked af Nora, jeg ved du ikke er til sådan noget. Men du kender mig, det ved du godt jeg ikke kunne finde på. Jeg finder ud af hvem der skulle spille karl smart den aften,” og før jeg kunne nå at svare ham, var han væk igen.

”Var det pretty boy der, der sørgede for at du var helt væk sidste gang?” spurgte Louis, og gav mig et mindre chok. Jeg havde helt glemt at han var der.

”Hmm, jeg er ikke sikker,” jeg trak lidt på skuldrene og så på ham. ”Men det ligner ham ikke, vi har kendt hinanden så længe. Det var sikkert en af drengene, jeg kender dem fra uni og ved hvordan de er,” jeg bundede det sidste af min øl og hoppede ned fra barstolen.

Louis så på mig med hævede øjenbryn. ”Kom, jeg har lyst til at danse,” sagde jeg og greb fat om hans underarm, for at trække ham ned fra sin stol. Hvor min pludselige selvtillid og spontanitet kom fra, vidste jeg ikke, men det var trods alt nytårsaften, og jeg gad ikke sidde der og glo hele aftenen.

 At sige jeg havde det sjovt, var en underdrivelse. Og at jeg kun drak den ene øl, var også en løgn. Jeg havde en fest for at sige det mildt, og efter 3 drinks var jeg flyvende. Jeg lagde mærke til at Louis ikke drak hver gang han hentede en ny drink til mig, men det var ikke noget jeg tænkte videre over. Sidste gang havde han heller ikke været fuld.

Jeg dansede rundt i min egen verden og ventede på at Louis kom tilbage med endnu en drink, da jeg pludselig mærkede en stor hånd gribe fat om min numse. Forskrækket vendte jeg mig rundt og blev mødt med en høj, muskuløs mand, der så ud til at være meget ældre end mig.

”Hej smukke,” han greb fat om mine hofter og trak mig tættere på. Jeg strittede i mod og skubbede mod hans bryst, men det var fuldstændig unyttigt. Han flyttede sig ikke ud af stedet.

”Lad mig være!” prøvede jeg og skubbede til hans hænder, der vandrede henover min krop.

”Ikke så hurtigt, nu har vi det jo lige så sjovt,” Igen greb han fat om min numse og med den anden hånd på min lænd, trak han mig helt ind til sig. Den tunge lugt af alkohol ramte mine næseborer, mens jeg febrilsk prøvede af sno mig ud af hans greb om mig.

”Slip mig,” peb jeg ynkeligt, og havde nærmest givet op. Musikken var høj og lyset var dæmpet, så selvfølgelig var der ingen der hverken så eller hørte mig.

Lyden af glas der smadrede tæt på, fangede min opmærksomhed. Jeg så mig over skulderen og mine øjne blev mødt med synet af en meget vred Louis, der lige havde smidt glasset med alkohol fra sig.

Det gik så hurtigt at jeg nærmest ikke opfattede det. Louis fik uden problemet skubbet manden væk fra mig og placerede et knytnæve i ansigtet på ham. ”Lad. Hende. Være,” hvæste han og skubbede mig ind bag sig.

Manden rystede bare grinene på hovedet og var hurtig til at give Louis igen af sin egen medicin. Slagsmålet så ud til at tiltrække opmærksomhed, og før jeg vidste af det, dukkede der sikkerhedsvagter op over det hele.

Jeg kunne ikke andet end at se til, mens de skilte Louis fra manden. ”Vi bliver nødt til at bede dig om at forlade stedet, omgående,” hørte jeg en vagt sige til ham. Han løsrev sig aggressivt fra vagtens greb.

”Med glæde,” brummede han og tog min hånd, for at trække mig med mod udgangen.

”Hvad skulle det til for?!” spurgte jeg, da vi endelig var kommet ud på gaden. Jeg prøvede at få ham til at stoppe, men han fortsatte bare med at hive mig med ned ad gaden.

”Sådan nogle som ham skal lære at styre deres syge seksuelle lyster,” sagde han, tydeligvis meget oprevet. ”Han fortjente hvert eneste slag.”

Jeg fnøs og stoppede brat op, hvilket fik ham til at se på mig med et irriteret blik. Der var forholdsvis mørkt i den gade vi befandt os i, men jeg kunne stadigvæk se skaden der prydede hans ansigt. ”Hvorfor skulle du gøre sådan et stort nummer ud af det?” forlangte jeg at vide og lagde armene over kors.

Han trådte et skridt tættere på mig og tog blidt mit ansigt i sine hænder. Hans øjne var mørke, da de borede sig ind i mine. ”Fordi jeg så hvad der var ved at ske sidste gang. Hvad Jim havde gjort ved dig, hvis jeg ikke havde fundet jer,” sagde han langsomt og roligt, selvom hans hænder rystede.

Han hav hurtigt slip igen og greb i stedet min hånd. Jeg var målløs, og lod ham trække mig med ned ad gaden. Jeg havde ikke regnet med at han ville bringe det på bane, mest fordi jeg ikke huskede særlig meget af det selv. Det hele var som en tåge og jeg huskede svagt en situation med Jim, som Louis rigtig nok reddede mig ud af.

Stilheden hvilede over os mens vi gik det sidste stykke mod Louis’ lejlighed, ikke langt fra klubben.

Eftersom at jeg havde været i Louis’ lejlighed en enkelt gang før, følte jeg mig ikke helt fortabt, da han ledte mig ind ad døren. Jeg greb fat om hans hånd og trak ham med ud i køkkenet, hvor jeg tændte for det skarpe lys. Men jeg havde brug for at se hvor slem skaden var.

Han sagde ikke noget, men løsrev sig let fra mit greb og gik hen til fryseren for at finde en ispose. Jeg fandt et viskestykke og satte mig på køkkenbordet, mens jeg ventede på ham. Det blå mærke under hans øje og såret på hans overlæbe, stod tydeligt frem i lyset, da han igen stod foran mig. Jeg tog isposen fra hans hænder og begyndte at vikle visestykket rundt om den, mens hans kolde hænder lagde sig på mine bare lår. Det sendte kuldegysninger rundt i hele min krop.

Forsigtigt lagde jeg den indpakkede ispose mod hans ansigt, mens mine øjne fangede hans. Ingen af os sagde noget, og det eneste der kunne høres, var lyden af vores vejrtrækning.

Jeg løftede tøvende min frie hånd og lod mine fingre løbe langs kanten af hans overlæbe. Fyren havde heldigvis ikke gjort særlig meget skade, og det var kun et lille sår han havde på højre side.

Da jeg så op igen, havde Louis lukkede øjne, og hans holdning virkede mere afslappet, og langt fra så anspændt som han havde været tidligere. Så i stedet for at trække min hånd tilbage, lod i stedet mine fingre kærtegne hans kind og derefter hans kæbe.

Hans greb om mine lår blev strammere mens han blidt trak mig længere frem, indtil jeg sad på kanten af bordet. Hans øjne mødte endnu engang mine, men nu var vi endnu tættere på hinanden. Så tæt at jeg kunne mærke hans ånde på mine læber.

Louis tog isposen fra min hånd og lagde den tilbage på bordet, og lænede sig frem så hans pande hvilede mod min. Jeg vidste, at hvis jeg ville bakke ud, så gav han mig muligheden for at gøre det nu.

Men jeg trak mig ikke væk. Jeg lænede mig det sidste stykke frem, så mine læber rørte hans. Mine hænder gled langsomt op ad hans arme, over hans skuldre og lagde sig til sidst bag hans nakke. Han udviklede langsomt kysset, mens hans blidt skubbede mig det sidste stykke mod kanten, så jeg blev nødt til at vikle mine ben om hans liv for ikke at falde ned.

Pludselig havde han løftet mig op, hvilket fik mig til at udstøde et lille hvin mod hans læber. Han grinte lidt af mig, og lagde mig blidt på sengen, da vi kom ind i hans soveværelse.

Mine øjne fangede hans i et kort øjeblik, før han lænede sig ned og pressede sine læber mod min hals. Jeg gispede da det sendte kuldegysninger gennem min krop og begravede mine hænder i hans hår.

Hans læber vendte omsider tilbage til mine, og hans hånd kærtegnede igen mit lår. Jeg havde aldrig været så tæt på nogen før, og selvom det skræmte mig, så skreg alt indeni min krop på at jeg skulle fortsætte.

Jeg sagde ikke fra, da hans læber igen gik på opdagelse ned over min kæbe. Jeg sagde ikke fra, da han gav mig et sugemærke på halsen. Jeg sagde ikke fra, da hans hænder fandt vej op under min kjole, og ind under det tynde materiale af mine trusser. Jeg sagde ikke fra, da jeg lod hans fingre tilfredsstille mig og hans navn gang på gang forlod mine læber.

Jeg sagde ikke fra, og jeg fortrød det ikke.

Love, Nora

 

Long time no see, haha. Hey guys, sorry at det har taget mig en milliard år at uploade det her kapitel, men denne her gang er det også et langt kapitel, sammenlignet med hvad jeg normalt skriver i den her historie. Jeg håber i kan lide det og at de var ventetiden værd xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...