Criminal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2017
  • Status: Igang
Lily er vokset op i trygge rammer hos hendes bedsteforældre, uden nogen kendskab til hendes biologiske forældre. Historien gik altid på at de begge døde, da hun var spæd - og så blev der ikke snakket mere om det. Men da hun en dag hjælper sin mormor med at rydde op i en masse gamle sager, støder hun tilfældigvis på en gammel dagbog tilhørende en pige ved navn Nora. Følg Lily, når hun træder ind i et ukendt univers der var hverdag for hendes mor for 17 år siden.

28Likes
24Kommentarer
7126Visninger
AA

2. chapter one: louis

N O R A

 

He is a hustler; he's no good at all

He is a loser; he's a bum, bum, bum, bum

 

1. december 2014

Kære Dagbog

Jeg var ganske enkelt på vej hjem fra min venindes hus, da jeg stødte på en gruppe mænd midt på fortovet. Der var 5-6 stykker og mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Det var mørkt, og der var ingen andre i sigte end dem.

Deres blikke lå på mig, på trods af at jeg prøvede at gøre mig så usynlig som muligt. Jeg havde trukket min hætte op og gik og så ned i jorden. Men det så ikke ud til at hjælpe den mindste smule - de havde allerede set mig.

Jeg er praktisk talt færdig, fortalte jeg mig selv. Jeg kunne ikke komme udenom dem på nogen måde, medmindre jeg vendte om, men så ville jeg ikke vide hvordan jeg skulle komme rundt og hen til mit hus.

 Meget mod min vilje gik jeg i retningen af mændene men prøvede at holde mit blik i jorden, og kunne måske på den måde være heldig at komme forbi dem, uden de ville mig noget.

”Ey, smukke?” lød en stemme bag mig, som jeg ellers skulle til at ånde lettet op. Jeg troede jeg havde nået det forbi dem, uden at skulle i nogen form for kontakt med dem.

Jeg satte farten op og begyndte at gå videre. Jeg skulle bare væk.

Men langt nåede jeg ikke, før en hånd greb om min arm og fik trukket mig tilbage. Jeg peb ynkeligt under berøringen, fordi grebet om min arm var stramt og det gjorde rigtig ondt.

”Du ignorerer os vel ikke?” spurgte personen der havde fat i mig.

Jeg kunne ikke se hans ansigt, på grund af mørket og det gjorde mig usikker. Fordi jeg var bange for ham, rystede jeg let på hovedet til hans spørgsmål, i frygt for at han kunne finde på at gøre mig noget, hvis jeg fortsat ignorerede ham.

”Hey, lad hende gå, det er ikke det værd, Jim!” jeg drejede af nysgerrighed hovedet i den modsatte retning af, hvor de andre mænd var og fik øje på en ny skikkelse.

Jim, som manden der holdt mig fast tydeligvis hed, grinede bare hæst og trak mig tættere på sig. Allerhelst ville jeg vriste mig fri og løbe væk. Jeg havde virkelig ikke lyst til det her.

”Du vil bare have hende for dig selv, men det sker ikke Tomlinson.” grinede Jim hånligt og skoddede sin cigarret kun få centimeter fra mine støvler.

Jeg sank en klump.

”Hørte du ikke hvad jeg sagde? Lad hende nu gå, forhelvede.” hvæsede ’Tomlinson’, som nu var kommet helt tæt på. Han stod lige under lygtepælen og jeg kunne se ham tydeligere.

Hans hud var en bleg farve, som jeg gættede på skyldtes vinteren. Han havde en del piercinger; en i øjenbrynet, og en ring i hans læbe.

Selvom det normalt ikke var noget jeg brød mig om, må jeg indrømme at jeg fandt ham utrolig attraktiv. Men det var tydeligt at se på ham, at han ikke var good news. Det var han langt fra, det strålede nærmest ud af ham.

 Ja, du kan vel godt gætte at jeg var noget fascineret af ham, og tro mig, det var jeg. Han var så anderledes fra hvad jeg var vant til. Jeg var vokset op i det perfekte, hvor kun det bedste var godt nok og fejl kun blev begået én gang.

Og ja, han var jo langt fra det.

 ”Rolig mate, hvis det skal være på den måde.” Jim gav slip på mig, og jeg fik et mindre behageligt skub i ryggen af ham, så jeg med min dårlige balance og klodsede adfærd, snublede fremad.

Før jeg faldt til jorden, var der en der greb mig.

Jeg så overrasket op i et par blå øjne, der slet ikke stemmede overens med resten af udseendet. I hans øjne, bag den hårde attitude, kunne jeg let se at der gemte sig mere.

”Tak,” mumlede jeg lavt og smilede svagt til manden der lige havde reddet mig ud af, jeg ved ikke hvad.

”Det var så lidt,” sagde han og blottede sine perfekte hvide tænder. ”Louis,” præsentere han sig selv.

”Nora.” fortalte jeg og strøg noget hår væk fra mit ansigt.

”Et smukt navn til en smuk pige,” kommenterede han og smilede endnu en gang.

Jeg kunne ikke stoppe rødmen der bredte sig i mit ansigt. Jeg prøvede at undgå hans blik, men hans blå øjne fangede lynhurtigt mine igen.

”Og hvad laver Nora så ude på gaden på denne tid af natten, hvor hun meget nemt kan møde de forkerte folk?” spurgte han og rørte ved min kind, som brændte.

”På vej hjem,” sukkede jeg. ”Det plejer ikke at ske, jeg har gået denne her vej så mange gange på denne tid af døgnet,” forklarede jeg og trak lidt på skuldrene. Det var sandt nok, men det overraskede mig alligevel ikke at mændene dukkede op.

Det var i den ’beskidte’ del af byen vi befandt os i, hvis man kunne kalde det det. Det var i hvert fald en af de byer, hvor man tydeligt kunne se forskel på folk, og alle vidste at der var drug-dealere og narkomaner i den her del af byen.

Selvfølgelig var det ikke der jeg boede, og på trods af at jeg var voksen, havde mine forældre svært ved at lade mig besøge min veninde i den del af byen. Ja, jeg burde vel bare være flyttet i egen lejlighed, da jeg kom fra college, i stedet for at flytte hjem igen.

”Hvor langt har du hjem?” spurgte Louis, som netop havde tændt en cigaret. Af ren refleks trådte jeg et skridt tilbage og viftede hånden foran ansigtet for at undgå røgen.

”Jeg skal til Monroe Street,” fortalte jeg og bed mig i læben, da han undslap et grin.

”Aha, så du er en af dem,” kommenterede han. Jeg behøvede ikke at spørge for at vide hvad han mente.

Monroe Street lå ikke bare i den pænere del af byen, men det var simpelthen også den gade hvor alle husene nærmest var mini-slotte, og alle havde godt med penge. Og at kalde min familie velhavende var nok en underdrivelse, for alle vidste hvem mine forældre var.

Det var en af de mindste gader i byen - nok fordi husene fyldte så meget - og der var kun et par husstande, sammenlignet med andre, hvor der var mere end 15 huse.

”Det kan man godt sige,” sagde jeg og trak lidt på smilebåndet. For virkelig, i min familie var man stemplet som en af dem, af resten af byen.

”Så,” han tog endnu et sug af sin cigaret, inden han fortsatte. ”Er du en Lynch, Harrods, Rothchester, Ashton eller Lockhart?” spurgte han og lagde hovedet på skrå.

Jeg kunne ikke stoppe rødmen der skød op i mine kinder. Selvfølgelig vidste han også hvem mine forældre var.

”Ashton,” svarede jeg, og så hvordan et stort smil bredte sig på hans læber. Han skoddede sin cigaret på fortovet og trampede på den efterfølgende.

”Selveste arvingen til Ashton Industries,” grinede han og trådte et skridt tættere på mig. Jeg fnøs af hans ordvalg og rystede på hovedet. Jeg ville ikke beskrive mig selv som noget specielt, bare fordi jeg var mine forældres eneste barn og derfor eneste arving til familiefirmaet.

”Ingen ringere,” mumlede jeg og trak min jakke tættere om mig. ”Jeg må hellere se at komme hjemad,” tilføjede jeg hurtigt, da jeg så hvad klokken var. Armbåndsure var noget jeg holdt meget af.

”Ikke så hurtigt,” han greb blidt fat om mit håndled, hvilket fik mig til at se op i hans blå øjne. Med mine 163 cm. var han selvfølgelig højere end mig.

Før jeg kunne nå at spørge ham, hvad han ville, havde han allerede rakt ud og fik uden problemer min mobil op ad min baglomme. Jeg gispede over den lette berøring, men det så ikke ud til at påvirkede ham, mens han tastede på min mobil.

”Så,” han rakte min mobil tilbage med et smil, samtidig med at en sms-tone lød. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da det gik op for mig at han havde puttet sit nummer i min mobil og oveni købet sms’et sig selv.

”Lusket,” kommenterede jeg og puttede min mobil tilbage i lommen.

”Sådan er jeg,” indrømmede han og fandt en ny cigarret frem. ”Jeg regner med at høre fra dig - ellers så hører du fra mig,” sagde han mystisk, og blinkede til mig.

”O-okay,” svarede jeg og gik et par skridt baglæns, stadig med hans øjne hvilende på mig. Ude af gadelampens lys, vendte jeg mig om og begyndte med hastige skridt og tusind tanker, at gå det sidste stykke hjem.

Love, Nora

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...