Criminal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2017
  • Status: Igang
Lily er vokset op i trygge rammer hos hendes bedsteforældre, uden nogen kendskab til hendes biologiske forældre. Historien gik altid på at de begge døde, da hun var spæd - og så blev der ikke snakket mere om det. Men da hun en dag hjælper sin mormor med at rydde op i en masse gamle sager, støder hun tilfældigvis på en gammel dagbog tilhørende en pige ved navn Nora. Følg Lily, når hun træder ind i et ukendt univers der var hverdag for hendes mor for 17 år siden.

28Likes
24Kommentarer
7162Visninger
AA

5. chapter four: your best

 

N O R A

 

I know you told me I should stay away

I know you said he's just a dog astray

 

20. december 2014

Kære dagbog

Efter røveriet i banken gik min far nærmest i selvsving. Min mor havde fået mig hjem så snart det begyndte at vrimle med politi og mennesker ude foran, ikke at jeg havde lagt mærke til det alligevel.

Jeg var i et stadie af chok, mens min hjerne prøvede at sætte alle puslespilsbrikkerne sammen. Jeg vidste at Louis var dårligt nyt, det havde været indlysende lige fra starten. Dog havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet at han var kriminel i den forstand.

Han havde røvet den bank min mor arbejdede i. Lige overfor min fars firma. Nogle af de mest sikre bygninger i byen, og de havde alligevel formået at komme af sted uden problemer. Ingen anede hvem der havde sat ben i banken den eftermiddag, men alle snakkede om det.

Medierne var sendte ikke andet.

”Det var dem. Jeg ved det var dem.” hørte jeg min far sige, mens han prøvede at holde sin temperament under kontrol. Vi havde dårlig sat os til bord til aftensmaden, før han begyndte igen.

Det var efterhånden et par dage siden det skete, men han kunne ikke lade det ligge. Han blev naturligvis mere afslappet, jo flere dage der gik. Jeg havde haft udgangsforbud de første to dage, da han ’ikke turde tage nogle chancer’. Jeg havde ikke turdet gå i mod hans beslutning, da det nok bare havde gjort alting værre.

”Nu synes jeg du skal tage det roligt. Der er endnu ingen beviser og der er ikke noget vi kan gøre,” prøvede mor, men det hjalp ingenting.

”Jeg siger dig Lillian, om det så bliver det sidste jeg gør, så skal jeg nok få fat på Louis Tomlinson.” jeg skulle virkelig anstrenge mig for ikke at spytte alt min mad ud over hele min tallerken.

Vidste de hvem han var?

Mor sukkede og tog en tår af sin vin.

”Selvfølgelig er det ham! Han har stadig ondt i røven over dengang jeg sørgede for at han fik sin fortjente tid i spjældet,” konkluderede han, mest for sig selv, og rystede på hovedet.

”Hvorfor kom han i spjældet?” røg det ud af mig, før jeg nåede at tænke mig om.

Begge mine forældre så på undrende på mig, som om det først lige gik op for dem, at jeg rent faktisk var til stede i lokalet.

”Han skulle rende og spille smart, overskride fartgrænserne på Monroe; bevidst provokere. Jeg har slet ikke tal på hvad han har lavet af svineri, han er en skændsel for den her by!” fortsatte min far, og kørte hurtigt sig selv op igen.

”Du skal holde dig langt væk fra ham, Nora. Hører du?” skyndte han sig at tilføje med et alvorligt blik.

”Nora kender ham slet ikke, James. Gør du vel, skat?”

Jeg bed mig nervøst i læben, da min mors store øjne så på mig. Det var tydeligt at de ikke havde nogen som helst anelse om hvad der egentlig var sket indenfor den sidste måned. ”Altså, jeg har da mødt ham et par gange,” mumlede jeg stille og så hurtigt ned. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde min kæft, eller i det mindste blive god til at lyve? Det havde været meget bedre i den her situation.

”Åh gud,” sukkede min mor og tog sit let til hovedet. ”Det er derfor jeg ikke vil have a du tager ned downtown. Det er ikke er trygt miljø.” fastslog hun og så træt på mig.

”Men han-”

”Nej Nora. Jeg kender ham udmærket godt og lige meget hvor sød og charmerende han har virket, så er han alt andet end det. Du oplevede selv hvad der skete i banken. Han ville ikke have sparet dit liv,” afbrød far og så strengt på mig.

”Hvad har I tænkt jer at gøre? I kan ikke holde mig inden døre resten af mit liv, og til jeres information, så er jeg altså 21 år gammel,” vrissede jeg og lagde armene over kors.

”Bare hold dig til den her del af byen, jeg vil ikke have at du tager derned igen. Det kan ende galt.” fastslog han, hvilket fik mig til at sukke. Der blev ikke sagt mere i den sag og samtalen blev hurtigt ledt videre til noget andet.

 

***

 

”Nora, vil du ikke hente mælk?” spurgte mor, mens hun var travlt optaget af at vurdere hvilket brød vi skulle have med hjem. Med et suk gik jeg ned mod køleafdelingen og fandt to liter mælk.

Mor havde selv forslået at jeg skulle med ud at handle, og fordi jeg ikke ligefrem havde noget bedre at tage mig til, havde jeg takket ja til tilbuddet. Desuden havde jeg ikke været udenfor siden jeg kom hjem fra banken den dag. Hvis man altså ikke tæller baghaven med.

”Nu handler hun også ind, hvad bliver det næste?” lød en genkendelig stemme pludselig bag mig, ret tæt på. Jeg vendte mig hurtigt om og stod ansigt til ansigt med Louis der havde et smørret smil på læberne.

”Ø-øhh,” fik jeg fremstammet, mens han bare lo af mit ansigt, der sikkert havde den mærkeligste grimasse. ”Jeg tror ikke det her er nogen god ide,” mumlede jeg og prøvede at træde forbi ham, men han rykkede blot et skridt i samme retning, så hans højde igen tårnede sig over mig.

”Kom nu Nora, hold op med at være så up-tight,” drillede han, men denne her gang kunne jeg ikke rigtig se det morsomme i det.

”Up-tight?” jeg rystede på hovedet, og besluttede mig for bare at lade den gå. ”Jeg synes du skal lade mig være fremover, jeg tror ikke at det er nogen god ide at vi ses,” mumlede jeg og så hvordan hans smil forsvandt.

”Så fordi farmand siger at Louis Tomlinson er en slem fyr, så beslutter du dig for at blive på Monroe for at undgå flere problemer?” spurgte han flabet, hvilket tændte en gnist af vrede indeni mig. Havde han virkelig ingen situationsfornemmelse?

”Det her har ingenting med mine forældre eller min status at gøre. Problemet et udelukkende at du sætter en pistol for mit hoved, fordi du vidste at min mor stod bagved den skrank!” vrissede jeg og prøvede igen, men uden held, at komme forbi.

Han greb blidt fat om min hage og fik mig til at se ham i øjnene.

”Du ved ligeså godt som jeg at jeg aldrig ville have trykket på den aftrækker,” begyndte han og fastholdt mit blik. ”For så ved vi godt hvor jeg havde siddet nu. Tror du ærligt selv at jeg ville være sluppet af sted med skyde en uskyldig pige, under et forsøg på at røve en bank, i midten af London?” han gav slip på mit ansigt, men trådte ikke væk fra mig.

Jeg ville have givet ham et svar. Men min mors tilstedeværelse, som jeg havde glemt alt om, blev pludselig meget tydelig.

”Vil du så øjeblikkeligt træde væk fra min datter!” lød hendes stemme i samme øjeblik, som jeg skulle til at åbne munden for at svare ham. Hun fjernede afstanden mellem os, ved at træde ind foran Louis og skubbe mit et par skridt tilbage.

”Kan du ikke finde nogle andre at spilde din tid på? Jeg er så træt af at du altid skal skabe problemer alle steder,” vrissede hun med løftet pegefinger. Louis fik ikke mulighed for at svare hende igen, før hun havde taget fat i mit ærme og hevet mig med videre, ned mod kassen.

Jeg så mig en enkelt gang over skulderen og fik øjenkontakt med Louis, som gav mig et lille vink og et tilhørende smil. Hvor var han dog flabet.

 ”Hørte du ikke hvad vi sagde til dig i går?” spurgte min mor lavmælt, da vi var i gang med at lægge varerne på båndet.

Jeg nikkede uden at sige noget og uden at få øjenkontakt med hende. Jeg blev hurtigt så træt af deres konstante behov for at være overbeskyttende. De behandlede mig stadig som en på 14, på trods af at det altså var 7 år siden.

De forstod ikke at jeg godt kunne stå på egne ben; godt kunne klare problemer og håndtere situationer selv. De skulle altid blande sig, eller fortælle mig hvad der var bedst at gøre.

”Han er farlig, Nora. Og det ved du også godt,” sagde hun da vi stod foran vores bil, på parkeringspladsen. ”Vi vil dig kun et bedste,” lovede kun og kyssede mig i panden.

Mit bedste; selvfølgelig.

For det vidste de jo alt om hvad var. 

Love Nora


***

Hey guys! 
Jeg er så glad for at se at I er glade for historien - det varmer virkelig! Jeg var så usikker på at komme tilbage igen, fordi jeg var været inaktiv i så lang tid og føler samtidig at Movellas har ændret sig rigtig meget. Men jeg er positivt overrasket og glad for jeres søde kommentarer. Jeg har desværre ikke fået svaret på dem endnu, men jeg læser altid kommentarerne og sætter rigtig stor pris på dem!

Nå, men hvad synes i så om kapitel 4?
Let me knoooow

Love stinne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...