Criminal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2017
  • Status: Igang
Lily er vokset op i trygge rammer hos hendes bedsteforældre, uden nogen kendskab til hendes biologiske forældre. Historien gik altid på at de begge døde, da hun var spæd - og så blev der ikke snakket mere om det. Men da hun en dag hjælper sin mormor med at rydde op i en masse gamle sager, støder hun tilfældigvis på en gammel dagbog tilhørende en pige ved navn Nora. Følg Lily, når hun træder ind i et ukendt univers der var hverdag for hendes mor for 17 år siden.

28Likes
24Kommentarer
7524Visninger
AA

6. chapter five: harry


N O R A

 

He is a bad boy with a tainted heart

28. December 2014

Kære dagbog…

“Næste gang stemmer jeg for at det er mig der får lov at vælge stedet,” vrissede jeg i telefonen, mens jeg med meget besvær prøvede at skubbe mig forbi mængden af mennesker der absolut skulle færdes på gaden i dette øjeblik.

Harrys dybe latter kunne høres i den anden ende, inden han svarede. ”Du kender jo ikke nogle ordentlige cafeer, Nora. Og dem du så kender er altid overrendt med mennesker,” argumenterede han i samme øjeblik som jeg åbnede døren indtil den lille cafe han havde valgt.

Mine øjne spottede ham straks. Han sad i hjørnet ved et lille tomandsbord, med telefonen op til øret, mens han grinede smørret.

”Nu skal du ikke have det for sjovt, vel?” sagde jeg mens jeg gik hen mod ham. Han havde stadig ikke opdaget mig og kunne derfor fortsat observere ham.

”Hvordan kunne du dog tro at jeg finder det her sjovt?” lød hans seriøse stemme, mens hans ansigt afslørede at han skulle gøre meget for ikke at grine.

”Hvor er du dårlig til at lyve, Harry,” sukkede jeg, da jeg stod lige ved siden af ham. Han fik tydeligvis et chok og tabte telefonen ned på bordet, han hvilede sine albuer på. Jeg kunne ikke lade være med at grine af ham.

”Du må ikke forskrække mig på den måde,” han rejste sig og trak mig ind til et kram. ”Du ved hvor hurtigt jeg bliver forskrækket,” mumlede han mod min skulder. Men jeg kunne mærke at han alligevel havde et smil på sine læber.

”Det skal jeg huske til en anden gang,” lovede jeg, da vi satte os ned. Han gav mig et taknemmeligt blik, selvom jeg vidste at han kun lavede sjov.

”Jeg tog mig den frihed at bestille for dig fordi du var så sen på den.” sagde han i samme øjeblik som et servitrice satte en bakke på bordet. Han smilede uskyldigt til mig mens han placerede en kop kakao og en muffin foran mig, for derefter at tage sin egen kop - der sikkert var fyldt med te, I’m positive - og muffin.

”Utålmodig som aldrig før,” mumlede jeg lavt og rystede på hovedet af ham.

”Hey, nu synes jeg vi skal være gode venner. Jeg har ikke taget tid ud af min kalender for at skænes med dig.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine over måden han sagde det på. Mest af alt lød han som en af de travle, snobbede piger fra college, som vi plejede at observere hver dag. Til tider så savnede jeg vores tider på college, hvor jeg fik lov at nyde Harrys selskab hver dag.

Vi havde begge været en slags outisdere da vi startede. Jeg var kun 17 da jeg startede, fordi mine forældre absolut skulle sende mig et år for tidligt i skole. Harry var 21, fordi han havde brugt de første år efter high school på at arbejde og rejse.

Automatisk fandt vi hinanden den første aften, der blev holdt stor fest for at byde velkommen til alle nye elever. Siden den dag, havde vi været uadskillelige og brugt vores 4 år på college i hinandens selskab.

 ”Easy there, jeg skal nok være sød,” grinte jeg og løftede hænderne i overgivelse. Han flashede mig et stort smil og tog en bid af sin muffin. Til tider var han mere pige end jeg selv var.

Min telefon bippede og brummede, hvilket til hele bordet til at vibrere. Jeg tog den op med et suk, mens jeg kunne mærke Harrys nysgerrige blik på mig.

Louis: Jeg savner at se på dit yndige ansigt. Hvornår er du færdig med at være sur over vores lille encounter i banken?

Jeg stirrede måbende på skærmen. Hvordan havde han samvittighed til at skrive sådan? Som om han ikke havde mit liv i sine hænder den eftermiddag. Var alting en leg for ham?

”Nora, du ligner en der har fået en virkelig bitchy kommentar fra Britt, der boede på den anden side af gangen,” sagde Harry, mens jeg sad og stirrede målløst på min telefon.

Jeg blev hurtigt revet ud af min trance og så op på Harry, der dog fortsat smilede til mig, på trods af hans kommentar. På college boede der en pige overfor, der altid havde et sygt behov for at kommentere på alt jeg foretog mig. Og tit endte jeg bare med at stirre på hende med åben mund, fordi jeg ikke kunne fatte hvad hun rent faktisk havde sagt til mig.

”Var det virkelig nødvendigt at blande hende ind i det her? Jeg havde lige sådan en god dag,” mumlede jeg og lagde telefonen tilbage på bordet, uden at svare på Louis’ flabede sms.

”Sorry, jeg har bare ikke set dig se så chokeret ud, siden dengang hun havde behov for at starte rygtet om at vi havde haft så højlydt sex at hun ikke havde lukket et øje hele natten,” han nåede dårligt at fuldføre sætningen før vi begge brød ud i høj latter, hvilket fik et par andre gæster til at vende deres opmærksomhed mod os.

”Åh nej, du må ikke minde mig om det!” grinte jeg og lagde hovedet tilbage. Det var uden tvivl det sjoveste rygte der nogensinde var gået rundt om mig på college.

”Jeg tror aldrig hun opfattede hvordan ingen troede på hende,” undrede Harry sig, mens jeg prøvede at lade være med at grine videre.

”Hvad opfattede hun i det hele taget?” jeg løftede spørgende et øjenbryn.

”Touche,” mumlede han og tog igen en bid af min muffin. ”Men helt ærligt, hvad fik dig til at se så målløs ud?” og straks blev han halvseriøs igen. Endnu et tegn på at han var mere pige end jeg var - han kunne uden tvivl gå fra det ene humør til det andet på 0,5.

”Jeg mødte en for et stykke tid siden, han er så flabet og arrogant, og elsker at provokere. Og så har han en eller anden idé om at det er sjovt at søge min opmærksomhed gang på gang,” sukkede jeg og kørte en hånd gennem mit hår.

”Det skader ikke at tage en chance en gang i mellem Nora. Kan du ikke lide hans opmærksomhed? Eller er det dine forældre der ikke han lide hans opmærksomhed?” spurgte han, hvilket fik mig til at bide i min underlæbe. Harry kunne altid læse mig, til tider var det lidt irriterende.

”Jeg ved det ikke, han forvirrer mig,” jeg undgik hans blik og besluttede i stedet for at begyndte på min kakao. Mens jeg diskret kiggede væk fra ham, kunne jeg dog stadig mærke at hans grønne øjne hvilede på mig.

”Jamen er det ikke søde, lille Nora?” lød en alt for velkendt stemme pludselig til venstre for mig. Jeg så med store øjne op på Louis der stod mindre end en meter fra mig, med hænderne begravet i lommerne på hans læderjakke. Sig mig, var det ikke vinter sidst jeg tjekkede årstiden?

”Louis, hvad laver du her?” spurgte jeg dumt.

”Må man ikke købe kaffe nu til dags?” han nikkede i retningen af skranken hvor en af hans venner var i gang med at bestille. Jeg genkendte ham med et samme som Jim, som jeg ikke ligefrem havde den bedste historie med.

Louis kunne tydeligvis mærke min ubehag. ”Bare rolig, han gør dig ikke noget,” lovede han, hvilket bare fik mig til at fnyse. Yeah right, hvis jeg nogensinde mødte ham igen, vidste jeg godt hvor det ville ende.

”Nå, er vi på en lille date? Hvem er den heldig-” han kiggede hen på Harry og gik straks i stå.

”Harry?-” ”Louis?-” sagde de i munden på hinanden, hvilket gjorde mig forvirret. Sig nu ikke at de kendte hinanden?

”Harry forfanden, længe siden,” sagde Louis begejstret og var hurtigt til at give Harry et stort kram, der tydeligt blev gengældt fra Harrys side.

”Det siger du ikke,” grinte han og rystede let på hovedet. ”Kender du Nora?” skyndte han sig derefter at spørge, hvilket fik Louis’ smil til at vokse.

”Ja, vi ses af og til, ikke?” han blinkede flirtende, hvilket fik mig til at vende øjne. ”Hvad er din undskyldning, Curly?”

”Vi gik på college sammen,” forklarede Harry og Louis nikkede forstående.

”Louis, kommer du?” kaldte Jim, som allerede stod ved udgangen. Louis så kort hen på sin ven, inden han meddelte os at han blev nødt til at gå. Han havde allerede vendt ryggen til os, og var begyndt at gå væk, da han så sig over skulderen. ”Du må gerne svare på min besked næste gang,” han blinkede endnu engang inden han forlod cafeen med Jim.

Jeg kneb øjnene sammen. Nu ville der ikke gå andet end få sekunder før Harry ville lægge to og to sammen, og regne ud at det var Louis jeg havde snakket om tidligere.

”Så Louis er din mystiske fyr?” jeg så op på Harry der sad med korslagte arme og et drillende smil på læberne. Here we go again.

”Ehm, ja,” endnu engang bed jeg mig i læben. ”Men Haz, hvordan kender du ham?” spurgte jeg, og prøvede ihærdigt at fjerne opmærksomheden fra mig.

”Tjo, vi var naboer i lang tid,” begyndte han og trak på skuldrende.

”Louis boede på Jackson Street?” undrede jeg mig og kunne nærmest ikke tro mine egne ører.

”Hans forældre bor der stadig. Men da dimitterede fra high school, kom han ud i en masse snavs. Han var ikke vild med at hans mor og stedfar havde ideer om hvad han skulle være, og hvordan han skulle leve sit liv.” forklarede Harry, mens han rynkede panden.

”Har I altid kendt hinanden?” spurgte jeg forsigtigt. Harry så op og gav mig et lille smil.

”Lige så længe jeg kan huske. Det var først da han blev fri fra skolen at han forsvandt og vi mistede kontakten. Han havde et slags ungdomsoprør, var inde at sidde i et stykke tid, fordi han fik rodet sig ud i en masse dumme ting. Efterfølgende nægtede han at flytte tilbage til Jackson og slog sig ned downtown i stedet for,”

Jeg var helt opslugt og fascineret af Harrys historie. Jeg kunne stadig ikke fatte at de kendte hinanden, og ikke nok med det, de havde kendt hinanden altid. Hvorfor havde jeg så aldrig hørt om Louis før? Hvis både Harry, som jeg havde kendt i mere end 4 år, og mine forældre kendte ham?

”Jeg snakker aldrig om Louis, fordi alle uptown ved hvem han er, og ingen er særlig begejstrede for ham,” uddybede han og bed sig i læben.

”Inklusiv mine forældre,” tilføjede jeg og lænede mig tilbage i min stol. Harry så overasket på mig. ”De kan ikke klare synet af ham - specielt ikke efter han røvede banken for et par uger siden,” forklarede jeg, hvilket fik ham til at spærre øjnene op.

”Så det var ham?”

Jeg nikkede. Jeg undlod dog at fortælle om episoden med pistolen der var rettet mod min tinding

”Jeg fortæller dig ikke hvad du skal gøre, Nora,” startede Harry ud og tog min hånd der lå på bordet. ”Men du skal være forsigtig - nogle af dem han associerer sig med, er ikke mennesker du har lyst til at møde,”

”Er det derfor I ikke ses særlig tit?” spurgte jeg, og fik bare et lille nik fra ham.

”Mig og Louis er to helt forskellige steder i livet, og ja, det er rart at ses med ham af og til. Men det bliver aldrig det samme som det var da vi var børn,” fortalte han med en trist undertone. Jeg gav min bedste ven et lille smil og klemte hans hånd i min.

 

 

 Da jeg lå i min seng den aften og stirrede på sms’en fra Louis, følte jeg pludselig et skud af selvtillid. Hvis Louis kunne være flabet, kunne det vel ikke skade at give lidt igen.

Nora: Vores lille encounter i banken er helt glemt.

Love, Nora


-----
Hey babes, så fik vi introduceret en ny karakter til historien, yay
Jeg er på studietur hele næste uge, så der går nok lidt tid før jeg får opdateret igen, I'm sorry. Men hvad siger I indtilvidere? Jeg vil elske at høre jeres meninger!

 

Og her er et lille cuteness billede af Harry og Nora, hihi


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...