skal - skal ikke

Jeg får ofte at vide, at jeg fortjener bedre. En flødeskumsfyr, for at være mere præcis. Jeg har bare altid fået kvalme af for meget flødeskum.

4Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

2. skal - skal ikke

 

BANG. Velkommen til teenageårene, jeg håber du nyder dit ophold - eller ikke.

 

Sådan lød det, da jeg fik smasket virkeligheden lige i ansigtet for et par måneder siden. Det er sådan, jeg har altid været den romantiske, der er nede på jorden, som ser skønheden i efterårsbladende og snakker om, hvordan jeg elsker duften af vanilje og kirsebær om sommeren, men et sted på halvejen af mit teenageliv mødte jeg en modpart, som ellers aldrig havde strejfet mig en tanke. En dreng. Han er ikke bare en flødeskumsfyr med søde forældre og et godt gennemsnit, som jeg ellers før har haft meget større interesse i. Måske var det dét møde der gjorde, at verden lige pludselig vendte sig med 180 grader. Helt specifikt var det nok den aften, hvor jeg endnu engang skulle støde ind i drengen med de mørke øjne og det skæve smil, og jeg har kun haft mit hoved et sted siden. Eller tusind steder, men hele tiden i den samme retning.

Mine forældre, mine venner, ja selv guderne må vide, at han ikke er den rigtige for mig, og det værste er, at de har ret. Jeg husker tydeligt, da han sneg en cigaret op af lommen, og jeg med opspilede øjne betragtede ham indhalere giften, lade den fylde hans lunger. Hans lokkende ord, alle de gange han sneg en hånd rundt om livet på mig, hvor at tvivlen væltede op i mig. Et blik der svømmer, og læber vædet med væske fra de himmelfarvede shots han så ofte bunder. Hvorfor bliver jeg ved med at søge noget, som ikke kan give mig den bedste fremtid? Nogen, som bare er ude på at have det sjovt, og gang på gang bare vælger mig som et offer?
Måske er det fordi at vi mennesker søger det, vi ikke helt kan få. Vi søger en slags spænding i livet, en slags modpol til vores hverdag og den vi er.

Jeg får ofte at vide, at jeg skal klare mig godt i skolen. Jeg får at vide, hvordan det er bedst at se ud, og hvordan det er bedst at man lever sit liv.
Måske er jeg en rebel. Måske vil jeg gøre præcis det modsatte af, hvad folk forventer at jeg gør, for gud hvor kan livet egentlig blive kedeligt. Livet er en stor rutine, og jeg blev godt og grundigt fanget i den, i takt med at årene tikkede opad fra de 13.
Kører vi ikke bare i ring? Stå op, tag tøj på, spis noget skyr med mysli (det er jo sundere en coco pops, og man skal jo helst ikke tage på), gå i skole, få en karakter over 4, smil, tag hjem, smil igen. Hvis vi skal tage det i et endnu større perspektiv, er hele vores liv så ikke godt og grundigt bestemt på forhånd? Der er i hvert fald en ramme som vores nærmeste vil have os til at holde os indenfor. Find dig en flødeskumsfyr, få dig en god uddannelse, få dig et job, bliv lykkeligt gift med flødeskumsfyren, få dig nogle børn med æblekinder. Skal jeg fortsætte?

Så faktisk vil jeg kalde denne mystiske fyr for en lettelse. Lettelse? Tænker folk sikkert. Det giver jo ingen mening.
Gør det virkelig ikke? Mangler kloden ikke mennesker som ham, som bare tager den med ro? En person som gør noget, fordi han synes det er sjovt, ikke fordi folk siger, at han skal eller ikke skal. Sådan ser jeg ham i hvert fald, selvom de fleste ser en dreng der er helt ude, hvor han ikke kan bunde. Måske er han i virkeligheden den eneste af os, som faktisk har fundet fast grund under fødderne.

Hvis jeg spørger ham ”hvorfor?”, siger han altid ”hvorfor ikke?”. Hvis jeg beder om en uddybning siger han ”fordi at jeg har lyst”. Er det utroligt flabet, og det nemmeste der lige falder ham ind, eller er han i virkeligheden bare et geni?
Jeg kan ikke gennemskue det, lige meget hvor mange gange jeg, trods indre protest, finder ham igen.  Han har en pointe som igen og igen vender tilbage til mig, når mine typiske overvejelser over alt og intet kommer op. Burde jeg virkelig gøre det her? Kommer jeg til at fortryde det, hvis jeg lader være? Eller omvendt hvis jeg så gør det? Så kommer tanken op: jeg har lyst. Efterhånden har jeg også erfaret mig, at det er når man er spontan og følger sit hjerte, at man føler sig i live.

Vi kører rundt på glatte veje med vores nussede biler og falske smil. Sandt at du har udført en slags skæbne, udfyldt en slags skabelon, men er du glad? Tror du at det juletræ du klippede sidste år, har det bedst, når den ser ud som alle de andre? Eller ville den meget hellere være lavet ud fra din fantasi og have været helt sin egen? Det handler om at finde sig selv i den her verden, hvem du vil være og hvor du vil hen. Ikke hvem folk forventer og ønsker du skal være.

Men måske er jeg bare endnu en bieffekt af ungdommen. En af dem som bedsteforældre ryster på hovedet af, fordi man lader en nyforelskelse tage så voldsomt over. ”Hun er jo blevet hjernevasket!”, ville de sige med rystende hoveder. Er jeg dum at lade mig tro på ham?
Måske er det en slags forbandelse, for jeg er den eneste der kan se godheden i hans brune øjne, den eneste der kan se at læberne formes perfekt når han smiler, og at hans hænder er varme og kærlige. Jeg er den eneste der ved, at hans krop ikke er fyldt med røg, men med historier og mysterier, og jeg er den eneste der ved, at hans mund ikke smager af tobak, men sødt af kirsebærtyggegummi og nelliker.

Jeg er delt op i to, måske i hjerte og hjerne, måske bare skåret over på midten, for jeg vil ikke sige, at denne proces er noget nært smertefri. En rose har aldrig været så rød, og har samtidig aldrig haft så skarpe torne, og i sidste endte kan det hele ske at være en drøm der aldrig nogensinde havde en mulighed for at blomstre op.
Som sagt er han uforudsigelig. Alting er midlertidigt, sagde han engang. Det samme er ham og jeg, vi er midlertidige, men det er livet vel også. En dag skal vi alle sammen dø, så hvorfor ikke leve, som om, i dag er det eneste vi har?

Fordi der er et i morgen. Det er i hvert fald det man altid satser på, og i morgen skal man måske til jobsamtale eller til eksamen, og om 2 år vil ungdommen bare være et stærkt minde om, hvordan man fuckede sine karakterer op. Det er i hvert fald noget af det, jeg frygter. Jeg frygter for min fremtid som en hver anden, for jeg tror ærligt det ligger til os mennesker, og folk der går imod den strøm er en ekstraordinær ting. En dragende ting.
Vi ser rigeligt med eksempler i samfundet på, at folk finder interesse i det, som de ikke helt må og burde. Utroskab, hvor den ene part bliver draget af noget andet. Den eneste jeg er utro mod er dog mig selv og mine værdier.

Er jeg i virkeligheden bare blind? Er vi unge piger bare alt for godtroende? Måske ser vi udenom sandheden, fordi vi til gengæld får den kærlighed vi søger. Omsorgsfulde ord og berøringer, fordi vi er usikre på os selv. Det må i virkeligheden virke som barnemad for drenge i dag. Pigers ben ryster af usikkerhed, og utroligt mange drenge ved lige præcis hvordan man spiller den perfekte krykke. Måske er det det der gør hans cigaret næsten usynlig, og hans ufølsomme kommentarer nemmere at overse. Jeg får ofte at vide, at jeg fortjener bedre. En flødeskumsfyr, for at være mere præcis. Jeg har bare altid fået kvalme af for meget flødeskum.

Jeg har længe brugt ordet ”tilfældighed” om mine sammenstød med ham, men jeg hungrer efter mere, og søger ham ubevidst. Fred i sindet, at grine afslappet og at være sammen uden forpligtelser. Uden forpligtelser. Det er en sjældenhed, for alting har sine konsekvenser. Også i denne situation og for mig selv, for jeg har et eller andet sted hele tiden vidst, at jeg er noget midlertidigt for ham, mens at den romantiske side af mig - som jeg har forsøgt at undertrykke - er begyndt at holde af ham. Bør jeg stoppe nu? Flygtige ting er farlige at binde sig til, mere vedvarende ting er nemmere at forholde sig til. Skal det hele være så sort mod hvidt?

Ja. Nej. Indtil videre har jeg været et stort spørgsmålstegn.

 

”Vil du have et sug af cigaretten?”

 

”Jeg har savnet dig.”

 

”Ses vi igen snart?”

 

JEG VED DET IKKE.

 

Den ene dag vil han bare være venner. Han ser mig ikke på andre måder, siger han. Den næste dag siger han, at han elsker mig, og kysser mig på munden. Nogle gange vil jeg ud og leve, andre gange er jeg bare en bieffekt, der burde læse en bog og få noget faglighed med i bagagen i stedet. Det er en følelsesmæssig karrusel, afvisninger, dilemmaer, det rette valg og kærlighedserklæringer flyder sammen til et rungende spørgsmål.

Hvad har jeg lyst til?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...