End of chapter

Denne historie handler om, at afslutte et kapitel, som har fyldt en del siden, jeg var 14 år. Min eks seksuelt misbrugte mig, og nu står jeg åbent frem og fortæller om konsekvenserne ved dette, og om hvordan hele forløbet var, fra da jeg så ham første gang, og så til den dag i dag, hvor vi ikke ses mere, men hvor jeg prøver at lægge låg på det hele.

Historien er opbygget som breve til min eks. Hvert kapitel er et brev, jeg skriver til min eks.

7Likes
5Kommentarer
450Visninger
AA

4. Kapitel 3

Kære du,

Har du nogle ide om, hvor skidt jeg havde det? Hvor forvirret jeg var? Min læge konstaterede, at jeg havde psykosomatiske smerter. Som er psykiske smerter, der bliver så voldsomme, at de udvikler sig til fysiske smerter. Jeg var dybt ulykkelig, men jeg kunne aldrig nogensinde have fundet på at gå fra dig. Du var nærmest mit et og alt. Jeg fik enorme mavekramper, efter jeg lærte dig at kende. Jeg forstod det ikke. Det var som de værste menstruationssmerter bare hele tiden. Jeg vidste det ikke kunne være det, for jeg havde helt stoppet med at få menstruation. Min læge fortalte mig senere, at dette var helt normalt, mine psykiske smerter havde gjort, at min krop var gået i stå. Jeg fik sindssygt meget fravær, jeg var bare så heldig med, at jeg gik i folkeskolen, så fravær havde ikke den store betydning på dette tidspunkt. jeg var på hospitalet hver anden dag i 3 måneder på grund af dig. Mine smerter var så store, at læger, forældre, lærer og venner mente det var nødvendigt. Jeg blev undersøgt hele tiden. Blev testet for blindtarmsbetændelse ved hårde tryk på maven, dette var ikke just behageligt, du havde jo givet mig blåmærker der. Det var ikke blindtarmsbetændelse. De testede mig for nyresten, så jeg følte mig som en fed gravid kvinde, når jeg skulle lægge der og have foretaget en ultralydsskanning af min mave. De testede mig for mavesår. Jeg kom i fuldnarkose, og derefter blev der stukket et kamera ned gennem halsen på mig. Da jeg vågnede igen havde jeg det så dårligt, at jeg ikke spiste i 4 dage. Da de efter 3 måneder stadig intet kunne finde opgav de og konstaterede, at det måtte være psykosomatiske smerter. Dette gjorde slet ikke mit liv bedre, tværtimod. Nu var alle efter mig. ”Fortæl det nu”, ”Hvad er der galt”, og jeg måtte hver gang svare, at min krop ikke lige var på min side, og derfor vidste jeg ikke, hvad dælen der var galt. Jeg nævnte bare, at jeg ikke var herre over det.

                      Første gang hvor nogle virkelig fik på fornemmelsen, at den var helt gal med mig, var i Randers. Jeg havde næsten lige lært min papmor at kende, og da hun selv har været udsat for vold (godt nok for 20 år siden, og ’kun’ vold ikke seksuelt misbrug), så kendte hun lidt til alle disse ’tegn’ som jeg var begyndt at udvise. Det med at jeg bare trak mig helt væk. Jeg gemte mig i det største tøj man kunne få. Jeg lukkede mig inde i mig selv. Jeg blev simpelthen mit eget fængsel på grund af dig. Jeg var som sagt i Randers, her hadede jeg at være, fordi du boede her. Jeg skulle op og se min papmors lejlighed sammen med min far, men da han blev kaldt til hastemøde om aftenen, var hende og jeg alene. Vi snakkede og sådan lidt, efter lidt tid brød jeg fuldstændig sammen. Den dag i dag, kan jeg slet ikke huske hvorfor, men jeg brød sammen. Hun holdt om mig, vi sagde ingenting, jeg græd bare. Da jeg i dag nævnte episoden for hende, fortalte hun mig, at hun lige efter gik til min far, for at fortælle ham, at noget var grueligt galt. Hun kunne mærke det på mig med det samme. Den gråd var ikke fordi jeg havde en dårlig dag fuld af hormoner, den gråd kom kun af intens psykisk smerte, og det var det, jeg gik igennem. Intens psykisk smerte.

Jeg har altid skjult mine følelser, og det ved du godt. En ting jeg dog aldrig skjuler, er mine følelser for mine søskende. De er mit et og alt. Dette er den eneste grund til, at jeg ikke endte i selvmord eller direkte selvskade. Det skal du vide! Jeg gjorde dog selvskade bare på en anden måde. Jeg gik tit en tur hen til den lokale skov. Her slog jeg på alle de træer, jeg kunne komme i nærheden af, hvilket jo ofte resulterede i et forstuvet håndled. I de måneder havde jeg altid forbinding om enten det ene eller det andet håndled, for et af dem var altid forstuvet.

Det hele eskalerede en dag, og jeg endte med at fortælle det. Vi var til noget familie tamtam, hvor vi skulle sove til dagen efter. Det var en lun forårsdag, og jeg sidder på terrassen sammen med min papmor og min fars fætter. Han kigger på mig (min fars fætter) og siger ”Du ligner ikke en, som er okay. Har du brug for hjælp”. Her brød jeg igen fuldkommen sammen. Min papmor sagde ingenting, hun krammede mig bare, og min fars fætter undskyldte og trak sig derefter tilbage. Da vi om aftenen lå i hver vores telt, kunne jeg ikke sove. Jeg lå vågen hele den nat. Morgenen efter skrev jeg en sms til min papmor.

”Han slog mig. Han seksuelt misbrugte mig”

Ikke andet end dette. Intet andet end disse to sætninger skulle til, før min papmor vidste præcist hvad der var sket. Efter dette gik det hele meget stærkt. Jeg blev trukket ind på et værelse, og fik at vide, at jeg skulle blive siddende der, mens der blev ringet til politiet. Så sad jeg der, det føles som timer, og jeg følte mig magtesløs og forvirret. Hele min familie vidste lige nu, at der blev ringet til politiet, fordi du havde udsat mig for vold og misbrug. Det føles ydmygende men nødvendigt. Vi kørte hurtigt hjem efter samtalen med politiet. Jeg skulle op og snakke med dem næste dag. Jeg gad ikke, men alle vidste, at det var en nødvendighed. Du skulle straffes, var min eneste tanke. DU skulle vide, at DU gjorde mig ulykkelig.

Venlig Hilsen, din

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...