End of chapter

Denne historie handler om, at afslutte et kapitel, som har fyldt en del siden, jeg var 14 år. Min eks seksuelt misbrugte mig, og nu står jeg åbent frem og fortæller om konsekvenserne ved dette, og om hvordan hele forløbet var, fra da jeg så ham første gang, og så til den dag i dag, hvor vi ikke ses mere, men hvor jeg prøver at lægge låg på det hele.

Historien er opbygget som breve til min eks. Hvert kapitel er et brev, jeg skriver til min eks.

7Likes
5Kommentarer
389Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kære du,

Jeg kan stadig huske, hvordan du gjorde mig fysisk ondt. Det startede mildt. 3. gang vi sås, skulle vi sove sammen på vores sofa. Jeg havde ingen bh på, men jeg havde da en t-shirt på. Du tog mig på brysterne. Du klemte dem så voldsomt, at jeg havde blå mærker et par dage efter.

Den første gang, hvor du mistede dit temperament, og virkelig gjorde mig ondt, startede med en gåtur. Vi satte os på bænken i mørket. Du bad mig røre ved din pik, men jeg ville ikke. Jeg var kun 14, og jeg havde regnet med, at vi skulle kysse og sådan, før vi overhovedet overvejede dette. Men du gik lige til sagen. Hvilket jeg ofte kunne lide dig for, men ikke på dette punkt. Kan du huske, hvad du gjorde, da jeg sagde dig i mod? Du slog mig. Eller du slog mig ikke engang, du tæskede mig. Jeg havde blå mærker på hele min overkrop lang tid efter. Jeg var slet ikke sur på dig. Jeg var ikke engang skuffet. For jeg kunne jo bare have accepteret, at jeg skulle røre ved dig. Det var jo min skyld, du gjorde, som du gjorde. Det hele var min skyld, og jeg prøvede virkelig, at overbevise mig selv om, at dette ikke var en grænse for mig, men ganske normalt i en alder af 14 år.

Den anden gang du gjorde det, var vi atter engang i denne lille park, som efterhånden var mit yndlingssted, fordi jeg var sammen med dig, men også mit hades sted, fordi jeg var alene med dig. Vi gik en tur igennem skovdelen af parken, vi snakkede og hyggede os, og jeg havde det rigtig godt i dit nærvær. Jeg var dog også nervøs, for var sidste gang en one-time-ting eller kunne du finde på at gøre det igen… og du gjorde det igen. Du fik mig væltet omkuld, og satte dig ovenpå mig. Jeg kunne intet gøre. Selvom du var 6 måneder yngre end mig, og en del lavere end mig, så var du også dobbelt så stærk, så jeg var hjælpeløs. Du tvang min hånd ned i dine bukser. Du ’roste’ mig ved at kalde mig skat hele tiden.
”Åh du er så fræk, når du er hjælpeløs skat”
”Se hvor du nyder det skat”
Det var et nederlag for mig, at jeg ikke nød det. Jeg kunne ikke forstå min egen krop. Det var vel normalt dette? Efter flere timer (sådan føles det, selvom det sikkert blot varede få minutter), så fik jeg kæmpet min hånd til mig. Du blev så sur, som jeg aldrig har set et menneske før. Du blev rød i ansigtet. Du gik amok på mig. Jeg fik så hårde slag, at jeg i dag har et kraveben med en krumning på, fordi du formåede at bøje knoglen. Min brystkasse blev nærmest helt blå, mine lår fik store gule/blå/gule/røde mærker. Min krop lignede en regnbue, men absolut ikke på den gode måde. Mens jeg sidder og skriver dette brev til dig, så triller tårerne ned af mine kinder, for jeg kan huske hvert slag. Hver en berøring og hver et slag står helt klart i min hukommelse. Smerten. Forvirringen. Fortvivlelsen. Jeg tog i mod slagene. Jeg lå og tog i mod dem. Jeg gjorde ikke den mindste modstand, for dette var jo min egen skyld. Jeg havde afvist dig. Jeg var skyld i dette. Jeg skulle aldrig have været så unormal.

Husker du gangen hjemme ved dig? Gangen hvor vi var alene for første gang? Helt alene i over et døgn. Jeg havde glædet mig som et lille barn til juleaften, men det blev mit mareridt.
Det startede hyggeligt nok, vi hentede pizza, men allerede da vi kom hjem igen, prøvede du at ydmyge mig. Der var et lille vindue, som alle kunne se, jeg slet ikke kunne komme ind af, men du prøvede at overbevise mig om, at jeg skulle gøre forsøget, fordi du havde glemt nøglen til døren. Dette var en løgn, du ville bare se mig blive klemt i det vindue. Jeg følte mig så ydmyget, men jeg tilgav dig.
Da vi skulle sove, skulle vi dele seng. Dette ønskede jeg virkelig ikke, men der var intet at gøre. Vi lagde os ned, men du lagde dig ovenpå mig, og prøvede at trække mine trusser ned. Jeg gjorde modstand, dette resulterede selvfølgelig i slag. Du blev ved med at lave ’bolle-bevægelser’ mens du fortsat prøvede at trække mine trusser ned. Jeg græd. Du var bare ekstrem ligeglad. Til sidst opgav du dog. Det var jeg så glad for, men jeg sov ikke den nat i frygt for, hvad der kunne ske, hvis jeg faldt i søvn. Jeg lå vågen, og jeg talte minutterne til, at jeg kunne tillade mig at stå op. Kl. 6 skyndte jeg mig ud af sengen, og ind på toilettet, jeg ville have fat i min far. Jeg ville hjem med det samme, jeg kunne simpelthen ikke vente til din far kom hjem. Da jeg ville til at ringe, kom du ud på toilettet til mig, og spurgte mig om, hvad fanden jeg havde gang i. Jeg skyndte mig at pakke min telefon væk, og derefter ind i seng igen. Du rørte mig ikke, heldigvis, men det ændrede ikke på, at jeg så gerne ville hjem. Jeg ville væk fra dette mareridt.
Da din far endelig kom hjem, ville han have en lur inden han kørte mig til toget. Jeg var ved at dø indeni. Jeg kunne slet ikke klare tanken om, at jeg skulle være ved dig yderligere 2-3 timer. Jeg havde brug for at komme hjem. Jeg havde brug for at komme væk fra dig. Mit fængsel var ikke inde bag murer, men i nærheden af dig. Du forstod bare ikke hvor ondt det gjorde, eller også var du bare fuldkommen ligeglad.
Da jeg endelig kom på toget brød jeg sammen. En ældre kvinde kom hen til mig og gav mig sit lommetørklæde. Jeg sagde intet, det gjorde hun heller ikke, hun lod mig bare græde i de 45 minutter togturen varede. Jeg kom hjem, og jeg brød fuldstændig sammen i armene på min mor, men jeg sagde ingenting. Hun spurgte, og jeg prøvede at undgå konflikten, men til sidst svarede jeg bare ”jeg har menstruationssmerter, og jeg sov rigtig dårlig i nat”, og det var forklaring nok for hende.
Da jeg kiggede mig selv i spejlet, var alt på mig stort set farvet i farverne blå, rød, gul og grøn. Jeg havde de vildste slag over hele kroppen. Jeg skammede mig, men jeg kunne intet gøre. Du havde magten, og du havde jo ret i, at det var mig som var forkert, det var da ganske normalt, at gøre som vi gjorde, eller hvad?

Dette var sidste gang, du fik lov at røre mig seksuelt. Men det var ikke sidste gang, du gav mig tæsk.

Venlig hilsen, din 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...