Morgenbrød

Morten var en mand. En tilfreds mand. Han beklagede sig ikke over noget, men ligeså vel var han ikke specielt begejstret for meget. Livet var stilfærdigt og nemt indtil den dag hans kone på tragisk vis døde af kræft, og livet tog en drejning. Måske var det alligevel på tide at komme ud med sine aggressioner.

0Likes
0Kommentarer
20Visninger

1. Morgenbrød

 

Morten var en mand. En tilfreds mand. Han beklagede sig ikke over noget, men ligeså vel var han ikke specielt begejstret for meget. Han var bare helt rolig. Hver dag gik han sin daglige tur rundt om søen. Nogle gange plaskede der ænder rundt i søen, og så gav han dem et stykke af sit rundstykke, som han altid havde med sig. Tit og ofte mødte han andre mennesker, der var ude at gå tur, og tit og ofte havde de deres hunde med. Så hilste han på ejeren med et lille nik, og klappede hunden.

“Sikke en dejlig pels,” sagde han altid med et høfligt smil.

Bagefter tog han hjem, drak sin kaffe og læste dagens avis. Død, krig, mord. Ja, ja, det tog Morten sig ikke af. Det var jo, hvad det var.

Alt dét var ren rutine. Han havde gjort det samme hver morgen i mange år, og det havde været dejligt, lige indtil hans kone døde. Hun var død af kræft, og det havde ikke givet andet end ballade. Nu skulle han gå hver morgen mutters alene. Men Morten var som sagt ikke typen til at beklage sig, så rutinerne fortsatte, som de altid havde gjort.

Da hans kone levede, sagde hun altid til ham, at han ikke skulle være så ligeglad med tingene. Det var okay at være begejstret, men det var også helt okay at have sine dårlige dage. Morten var skeptisk, men han tog rådet til sig. I fællesskab, med en hel del pressen på fra konen, havde de bestilt en tid hos en psykoterapeut. Morten skulle snakke med en professionel. Ventelisten var lang, så han blev skrevet på 3 måneder frem. Mens han gik og ventede, blev konens sygdom værre. Og lige pludselig var hun død. Bare sådan. Der havde været så meget at tænke på med begravelsen og alt det, der hører med, at han helt havde glemt sin tid hos psykoterapeuten. Derfor kom det også bag på ham, da han en dag fik en mail, om at hans aftale var i orden. Og så måtte han afsted.

 

Morten bankede to gange på den lidt for røde dør, og ud kom en halvbuttet kvinde med brune slidte lokker helt ned til jorden. Det var ihvertfald langt.

“Nå, Morten, skal vi se på det?” Spurgte hun, mens hun trak ham ind i entréen. Han smed skoene og luntede efter hende ind i stuen. To lænestole stod placeret overfor hinanden.

“Drikker du kaffe, Morten?” Jo, det gjorde han skam.

Så sad de foran hinanden. Hun studerede hans ansigt, mens hun gentagende gange hviskede hans navn. Det var lidt foruroligende, syntes Morten.

“Morten,” sagde hun. “Vi kan ikke have, at du går og er mellemfornøjet. Morten, det skal vi have gjort noget ved.” Han nikkede til hende, mens han tænkte på, at det var lidt skræmmende, hvor mange gange hun sagde hans navn.

De snakkede frem og tilbage, og pludselig var der gået en time.  

“For pokker, Morten, så er tiden da vist gået,” sagde hun efterfulgt af et så voldsomt og højt grin, at det gjorde ondt i Mortens ører.

 

På vej hjem tænkte han på, hvad de havde snakket om. De var blevet enige om, at han skulle komme ud med nogle aggressioner. Det ville han gøre i morgen. Og morgen blev det. Han tog sit rundstykke i hånden og begyndte sin gåtur. Han havde spekuleret på, hvordan han skulle komme ud med sine aggressioner. Damen mente, at han skulle slå på en pude eller råbe så højt han kunne. Ja, der var mange muligheder. Hans dybe tanker blev afbrudt af ændernes plasken. Han shh’ede på dem, men de ville ikke holde op. Han gik hen til kanten, og råbte lidt højere, at de skulle klappe i. Men nej, sådan skulle det ikke være. Han fik overbalance, og det resulterede i, at han faldt i vandet. Han kunne mærke vandet trænge igennem hans nye lakerede sko. Ænderne larmede stadig, men de skulle ikke komme her og trodse Morten, som havde passet og plejet dem i årevis. Han traskede ud til ænderne, for nu kunne det være nok. Så tog han en rask beslutning, og kvalte dem en efter en. Hver gang de pippede, blev hans tag om deres hals hårdere. Han klemte og klemte, indtil der kom en dejlig ro. Kun den dejlige efterårsvind kunne høres. Så gik han roligt op af vandet og hen ad stien. Længere henne ad stien gik der en mand med sin hund.

“Sikke en dejlig pels,” mumlede han til sig selv, og så gik han videre, mens han tænkte over livet. det var nu meget godt alligevel.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...