tusindfryd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2017
  • Opdateret: 21 jan. 2017
  • Status: Færdig
Vaner er med til at skabe struktur, de ødelægger også det hele. Kan du bryde cirklen?

8Likes
4Kommentarer
322Visninger
AA

1. D Å R L I G E V A N E R

Hun kalder mig en dårlig vane, men jeg lader altid døren stå åben, når hun er ude i byen. Den står aldrig på klem, altid vidt åben. Jeg er mere bange for at hun aldrig går igennem døren igen, end at jeg bliver røvet, ingen andre sætter fod herinde.

 

Når vi ligger stille i sengen bagefter, deler en smøg, lader som om lagnerne ikke er beskidte, falder hendes hoved mod min skulder, og jeg trækker ikke vejret indtil jeg brænder mig på gløden. Asken lægger sig på mit bryst og trænger igennem huden. Jeg tror mit hjerte er sort nu.

”Er du aldrig bange?”

Hun trykker sig tættere mod mig, fingerspidser iskolde mod min arm.

”Nej, aldrig. Jeg har en kniv i skuffen ved siden af. Skar min fars næse af, jeg kan klare mig selv.”

Hun græder og jeg smiler, gløden er gået ud, og mine fingrer danner blister.

 

 

En dag kommer hun ind ad døren i dagslys. Hun banker på, det giver genlyd i stuen. Jeg slipper strygebrættet og åbner døren.

”Har du savnet mig?”

Jeg smækker døren i og går ud på altanen. Naboen er allerede irriteret over at jeg stopper mine cigaretskod med i hendes blomster, men hun har en lille hund, så hun siger ingenting. Jeg hader tusindfryde. Jeg har ikke tusind år i mit liv, tusinde chancer, tusinde øjne eller liv. Hvorfor skal hun så ha’ det?

Hun står stadig ude ved døren og banker. Jeg tror hun græder. Jeg ringer efter Kamilla og håber hun kan komme hurtigst muligt. Jeg har brug for at fristed. Et liv uden for dette.

 

 

”Du er en dårlig vane. Jeg kommer altid når du kalder. Du gør mig så våd. Inderligt”.

Jeg sletter hendes nummer fra min telefon. Måske burde jeg flytte? Et sted uden piger der ikke kan forstå afstand giver lyst, eller tusindfryde med skader i kæberne.

”Hvis bare du var nem at forlade ville det gøre mit liv nemmere”

Det spænder i brystet. Asken har spredt sig.

”Er du sikker på det? At det er mig der er problemet? Måske er du bare et dårligt menneske”.

Jeg sutter på skoddet. Hun sætter sig op med ryggen vendt mod mig.

”Lad vær med at kalde mig igen. Jeg sletter dig fra min telefon”.

Jeg vender øjne og smider skoddet ned på gulvet. Der ligger en mindre bunke nede på gulvet, den vokser fra hver gang jeg har en anden i sengen.

”Hvor er du skide barnlig!”

Hun vender sig vredt mod mig. Hendes øjne slår gnister, så jeg brænder mig værre end gløden. Det sveder under huden, end ikke tårer kan køle dette raseri ned.

”Du skal ikke sige mere til mig. Min psykolog siger jeg aldrig skal snakke med dig mere. Du ødelægger mig. Jeg har fået astma på grund af dig. Jeg vil aldrig hele fra dine dårlige vaner.”

Hun tager sit tøj, smækker døren så spejlet falder ned og askebægrene rasler. Jeg tænder en ny cigaret. Værelset har gule skjolder på væggene. Jeg har prøvet at male det over med rødt, men nu bløder det bare i stedet. Overboen lader altid vandet løbe over i badeværelset, så loftet er ved at sprænges. En gang til, så svømmer jeg ud af vinduet. Han siger at cigaretrøgen siver op mellem gulvbrædderne i stuen. Jeg står altid i sofaen og puster røgen op når jeg ved at han er hjemme. Man kan altid høre hans slæbende trin, jeg venter kun på at han æder pistolen.

 

 

Telefonen er stille i mange uger efter. Hun gjorde det virkelig, skar mig af med knive og sakse, stjålet fra mit eget køkken. Jeg mangler dem når jeg laver mad. Tusindfrydene var døde, de hang ud over kanten, så jeg hægtede dem af og lod dem falde ned i gården. Jorden der spredte sig mellem fliserne, de visne rødder, de gule blade, de lå der. Krympende i smerte. Naboen kom ud, skreg og bankede på den tynde rude der adskilte os. Jeg lod den gå i stykker. Det er snart tid til at flytte.

 

 

”Du er meget stille. Er du okay?”

Hun lægger en hånd på min skulder. Langsomt kryber den ind i mit korte hår. Jeg klippede det med en gammel, rusten skraber.

”Du er blevet rigtig tynd. Spiser du?”

Kan ikke lave mad mere, døren der rammer mig altid på vej ud af ejendommen, væggene græder på mine vegne. Hun har en cigaret i munden.

”Vil du ikke nok brænde med den der?”

Jeg peger på hendes mund. Hun tager cigaretten ud af sin malede mund. Der er rød læbestift i små halvmåner på filtret.

”Jeg har ikke lyst til at gøre dig fortræd.”

Hun lyver. Hun ville elske at gøre det. Jeg har siddet på hendes trappe i snart 4 dage, hun skal give mig mere tid. Jeg har brug for tusinde nætter mere, lad mig svælge i disse dårlige vaner.

”Please?”

Hun tøver, men presser cigaretten mod min hånd. Hun holder min hånd med sin. Den føles varmere end gløden der slukkes mod min hud.

”Sådan?”

Jeg nikker og kysser hende. Den røde læbestift tværes ud over mit ansigt og hun hiver mig indenfor. Jeg har tusinde dage til at bryde denne vane.

”Vil du hjælpe mig?”

Hun nikker og jeg kærtegner hendes krop. Hun er så fyldig, rund og skinnende. Lige ud af pakken, klar til at sutte på. Jeg indånder hendes lugt, den er forkert. Jeg begraver mig i hende, tusinde gange før hun beder mig om at stoppe.

”Måske burde du vende det til noget positivt? Et nyt liv?”

Jeg knuger mig ind til hende, hun smed alle mine cigaretter ud og lader mig ikke finde hendes. Kun når hun kysser mig, kan jeg vende tilbage, tusinde gange i minuttet, det rammer lige i hjertet.

”Du kunne måske få nogle planter herind? Her mangler lidt … grønt? I hvert fald nogle personlige ting ville pynte i lejligheden”.

Jeg lader som om jeg sover. Hun er varm mod min mund.

”Måske nogle tusindfryde?”

Det er mig der falder mod brostene nu. Cigaretskodderne sad stadig i, da potterne faldt i afgrunden. De var som små orme, kravlende over den blødende muld, over kroppen.

”Nej, jeg kan kun li’ solsikker”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...