Antropomorf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2017
  • Opdateret: 21 jan. 2017
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
100Visninger

1. Flugt

Nia svang sig klodset ud af vinduet og begyndte usikkert at balancere langs den høje mur. Det var svært. Meget sværere end hun havde troet det ville være. Hun var nødt til at stå på tær på det tynde udhæng og trykke sig helt ind til muren for ikke at falde ned. Den isnende nattevind snoede sig omkring hende og truede hvert øjeblik med at hive hende med sig ned i dybet. Hun kunne høre den grine ondskabsfuldt i trækronerne under sig.

Stiv af skræk krabbede hun sig forsigtigt de første par skridt sidelæns langs muren. Langsomt, ganske langsomt, uden at – hendes fod smuttede pludseligt, og med et ubehageligt sug i maven mærkede hun sig selv få overbalance. Uden at tænke kiggede hun ned. En fejl, indså hun, da en dyb og ukontrollerbar rædsel overmandede hende.

Hendes hænder famlede febrilsk efter noget at holde fast i. De skrabede mod muren og fangede i et forfærdeligt øjeblik ikke andet end tom luft og glatte mursten. Så lukkede hendes fingre sig om et tyndt udhæng magen til det hun balancerede på, og hun genvandt balancen. Med hamrende hjerte klamrede hun sig ind mod den kolde mur. Under hende, svimlende langt nede, kunne hun alt for tydeligt se gårdspladsens hårde brosten.

Nia lukkede øjnene. Forbandede nattesyn. Med sammenbidte tænder tvang hun svimmelheden til at forsvinde, tvang sine hænder til at holde op med at ryste, og fokuserede i stedet på det hun var i færd med. Det var hårdt arbejde at snige sig hen ad muren. Hvert lille museskridt kunne koste hende livet, hvis hun ikke passede på – en forbudt tanke, det krævede hele hendes koncentration at lade være med at tænke. Hun holdt vejret og trykkede sig ind til muren, mens hun fortsatte med langsomt og rædselsslagent at bevægede sig langs den tynde kant. Mod vinduet. Vinduet var alt hvad hun turde kigge på, alt hvad hun turde tænke på. Højre fod, venstre fod, små, forsigtige skridt. Alle hendes muskler var spændt, og hendes tæer og fingre værkede smertefuldt af overanstrengelse, men hun turde ikke at bevæge sig hurtigere. Hun turde ikke engang at kigge ned, for hun vidste, at synet af gårdspladsen langt under hende ville få hende til at miste balancen af svimmelhed.

Men samtidig, under det hele, under den dybe rædsel, under de værkende muskler, var der noget, der holdt hende i gang. Noget, der nægtede at lade hende give op. En del af hende, der var fast besluttet på at leve.

Det var den del, som havde fået hende til at snige sig ind på kontoret på den skæbnesvangre dag, da Leonora havde glemt at låse døren. Den del, der havde givet hende mod til at gå på opdagelse blandt de mange papirer, det, der havde fået hende til at finde mappen.

En del af hende, der var stærkere end rædslen.

Med en sidste kraftanstrengelse nåede hun tæt nok på vinduet til at kunne gribe fast i karmen, og hive sig resten af vejen ind. Øjeblikket efter tumlede hun ind ad vinduet og landede med et brag på et koldt stengulv. Hun satte sig fortumlet op og kiggede sig årvågent omkring i nattemørket. Havde Leonora hørt hende? Hun lyttede med tilbageholdt åndedræt, men kunne ikke høre andet end vindens susen. Øm, og rystende af overanstrengelse, kom hun på benene. Hun var nær ved at glide i et af de mange løse papirer, der dækkede det meste af gulvet. Udover nattemørket havde rummet ikke ændret sig siden sidst, hun havde været herinde. Skrivebordet flød stadig med rodede papirbunker, bogreolerne var stadig proppede med støvede leksikoner og i den halvåbne skuffe lå… Nia gispede. Hvor var den sorte mappe? Hun scannede hurtigt lokalet, nærmest glad for sit katteagtige nattesyn, men kunne ikke få øje på mappen. Havde Leonora taget den? En kuldegysning løb ned ad ryggen på hende ved tanken. Hvis Leonora vidste at Nia havde fundet mappen, hvis hun på en eller anden måde havde fundet ud af at Nia havde læst… Nia snurrede rundt og stirrede på den låste dør. Der havde været en lyd. Fjernt og ganske svagt, men den havde været der: En knirken, som af nogen, der stod ud af sengen. Nærmere bestemt, konkluderede Nia, som af en 48-årig kvindelig professor, der stod ud af sengen fordi hun havde hørt et mistænkeligt bump inde fra sit kontor. Leonora. Nia mærkede panikken klemme sig på i halsen. Hun måtte ud nu. Hun kunne allerede høre Leonoras fodtrin på gangen, de nærmede sig med alarmerende hast. Du kan stadig nå det, tænkte den fornuftige del af Nias hjerne. Hun er stadig langt nok væk til at du kan nå at slippe ud. Det var rigtigt nok, indså Nia, hun kunne bare svinge sig ud af vinduet og balancere tilbage til sit værelse af samme vej, som hun var kommet. Leonora ville aldrig opdage, at hun havde været væk. Ville aldrig vide at Nia havde været inde i det forbudte kontor. Men hvad så med mappen? Fodtrinene var næsten nået helt hen til døren nu. Nia greb fat i vindueskarmen, klar til at klatre ud, mens hun lod blikket feje over lokalet en sidste gang. Og så så hun den endelig: Der, halvt skjult bag en bogstabel, næsten lige foran døren, lå en gammel, sort mappe. Nia stivnede. Den var for langt væk til at hun kunne læse inskriptionen på forsiden, men hun vidste allerede hvad der stod. Genetic Manipulation: the Near-human Intelligent Anthropomorph Experiment. Hun kunne høre Leonora fumle med nøglerne til døren, hun havde max et par sekunder at løbe på. Der var ikke tid til at evaluere eventuelle konsekvenser. Nia sprang ned på gulvet igen og fløj gennem rummet med kurs mod mappen. Og var lige ved at skrige, da hun faldt så lang hun var. Hendes fod var gledet i et af papirerne på gulvet. Med et højt dump, landede hun på maven på det hårde stengulv. Hun mærkede luften blive slået ud af lungerne, og nåede gispende kun lige at komme på benene igen før døren gik op. I døråbningen, omgivet af skarpt lys, stod en mørk skikkelse med korsoverlagte arme. En bred lysstribe faldt ind i rummet og oplyste Nias rædselsslagne ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...