TRISTAN

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2017
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Hvorvidt dette er fiktion eller fakta, er jeg lidt i tvivl om.. // Jeg er bange for alt det, jeg ikke kan kontrollere

8Likes
12Kommentarer
620Visninger

1. TRISTAN

Han trådte over det voksende hegn af tangdynger. Undgik kun lige i sidste øjeblik at lade foden betræde det våde pløre. Men i forsøget på at tage skridtet over den næste, tillod bølgerne sig at knuge om hans fod, og fylde skoen til renden. Den kolde væske hev knoglerne med ud gennem hullerne, og efterlod en smal stribe i sandet. Langsomt tog han skoen af. 
  "Hey Triste," stemmen i hans hoved gav ekko inde bag kraniet. 
  "Det er Tristan," han skar tænder, og spyttede ordene ud gennem de halvt lukkede læber, "og lad mig så være," 
  "Det hele skal nok blive godt.. Hvis du træder ud i vandet, ja, så skal det hele nok blive godt," stemmen hvislede, og syntes at true hans kranie med at sprække. 
  "Hvad fanden hjælper det dig med?" denne gang var det kun en svag kvækken, der forlod hans store læber. 
  "Er det ikke ligemeget?" stemmen i hovedet hævede sig, "gør det nu bare!" 
Modvilligt lod han sine sko fyldes med vand, da den næste bølge passerede. Det sved under strømperene. Føltes næsten som om fødderne råbte efter hjælp. Hans hjerte pumpede svagt under huden. Alligevel syntes dunkene næsten at kunne høres, i de få øjeblikkes stilhed, hvor bølgerne havde trukket sig tilbage. 
  "Godt, gå så mod molen derovre," 
Tristans blik rettedes automatisk mod en grå betonmole, et par hundrede meter hvorfra han befandt sig. Hjertet bankede nu så hårdt mod ribbenene, at det truede med at hoppe ud. Han kunne ikke lade være at rette sin næste tanke mod stemmen. Hvad vil du det for? 
  "Det får du at se, Triste," svaret kom ikke lige med det samme, men angsten var allerede begyndt at kravle i store mængder op under huden. Inderst inde, vidste han jo godt, hvad den ville.
  "Gå nu, Triste," det lød næsten som om, stemmen smilede, "du ved, hvad der sker, hvis du ikke gør det,"
Han protesterede kort. Indvendigt. Det kan jeg da ikke, gentog han utallige gange. Tænkt på alle de andre. 
  "Hold kæft, og gå!" 

Selvom Tristan kun stod yderligere få sekunder og betragtede, hvordan de hidsige bølger omringede molen, var det nok til at stemmen hævede sig. Gå! Tordnede den. Gå, gå, gå! 
Øjeblikkeligt, næsten panisk, flyttede han fødderne. Benene føltes tunge, som han slæbte dem gennem sandet. 
  "En.." det var tydeligt nu: stemmen smilede, "to.." 
Så hold dog op, kunne han ikke lade være at tænke. Alligevel satte han farten op. Otte sekunder endnu. Han havde otte sekunder. Sandet smuldrede under de bare tæer, da han begyndte at løbe. Seks sekunder. Skoene dinglede fra hans højre hånd. Fem. Den ene sko faldt til jorden. Tre. Angsten kravlede op langs rygsøjlen. Hurry, Tristan, hurry! To. Et par skridt tilbage og skoen var atter placeret mellem fingrene. 
  "9," stemmen var triumferende.
Et sekund! En skarp sten skar gennem storetåen, og han åndede lettet ud.
  "10!" 
  "Jeg nåede det, jeg nåede det!" jublede han, mens han lettet tog sig til brystet.
Skummet fra de brusende bølgerne, omkransede molen i et hvidt tæppe. 
  "Der var du heldig," hvislede stemmen. 
Det var jeg vel, kunne Tristan ikke lade være at tænke. 

Molens ru beton skar ham under fødderne, som han bevægede sig ud mod bølgernes sprøjten. En enkelt måge fløj forskrækket ud mod horisonten, da Tristan passerede pælen, den sad på. Fuglens skingre skræppen, blev hængene i luften flere minutter. Derefter fulgte stilhed. Stilhed, der varede en evighed. Kun bølgernes brøl skar gennem luften. Den luft, der nærmest sitrede, når Tristan trak den ind gennem lungerne. Selv stemmen besluttede sig for at forsvinde. For en stund, selvfølgelig. 

Så skreg han. Nærmest brølede. Brølede sådan ét af de der brøl, der kom helt nede fra brystkassen, og buldrede ud gennem munden som torden. Han knyttede hænderne langs siden, før han arrigt tyrede skoene ud mod havet. Den ene sko trillede mod molens kant. Vippede lidt, men faldt så i med et sagte plob. Den anden lå på hovedet, et sted under bølgeskummet. Tristan gemte ansigtet i hænderne. 

  "Hey," det var stemmen, "det skal nok gå," 
  "Gå væk," 
  "Slap af, jeg er her bare," nu ikke bare smilede stemmen, nu lo den højlydt.  
Han lod blikket passere en sky over ham. Den synes efterhånden at have fået et gråligt skær. 
  "Ja, hvis det var det eneste du var," sukkede Tristan, og satte sig på hug. 
Han lod en finger røre betonet. Frossent, men ikke glat, konstaterede han. Kulden smøg sig som slanger omkring fingeren, fortsatte op ad armen og ind under huden. 
  "Hvad har du egentlig tænkt dig?" måtte han spørge. 
  "Er det ikke ligegyldigt?" 
Irriteret slog Tristan hånden i jorden. Nej! Skreg han indvendigt. Hvad er din pointe? 
Stemmen trak lidt på det. Havde ikke i sinde at svare de første ti sekunder, mindst. 
  "Det betyder ikke noget," var dens svar derefter, "nej, lad være at samle den op!" råbte den så febrilsk, idet Tristan rakte ud efter en vildfaren sten på molen. Øjeblikkeligt trak han hånden til sig. 
  "Hvorfor ikke?" spurgte han alligevel. Men han kendte svaret. Der var ikke noget. 

Tristan trak vejret indad. Fem lange sekunder. Pustede ud. Otte korte sekunder. Gentog det fire gange. Så fire yderligere. Forpustet lod han ryggen synke mod jorden. 
  "Jeg gider ikke mere," mumlede han.
Intet svar. 
  "Jeg gider ikke mere," sagde han. Denne gang lidt højere. 
Intet svar. 
Så gentog han sig selv endnu engang. Jeg gider ikke mere. 
  "En gang mere, så har du fire," opfordrede stemmen. 
Han sukkede, men gjorde som den sagde.
  "Jeg gider ikke mere," 
Heller ikke her fik han svar. 
  "Jeg gider ikke mere!" brølede han ud i bølgerne, men stemmen blev overdøvet af en vanddynge, der fossede op over molens kant. Fem gange var okay.

Solen havde netop gjort sin entré, og kastede et mat skær ud over stranden. En blid brise fik Tristans krøller til at hvirvle. Irriteret tog han fat i en lok, og førte den tilbage bag øret. Det føltes som om hjertet var sunket ned i maven, og nu lå og skvulpede et sted dernede. Bare det var bølgerne der havde gjort det, kunne han ikke lade være at tænke. Skvulpet. 
  "Hey," endnu engang var det stemmen. 
  "Vil du ikke nok gå væk," hans stemme knækkede, "for min skyld," 
Egentlig havde han forventet et: 'jeg gør ikke noget for din skyld', men istedet sagde den: 
  "Det kan jeg ikke," den lød ikke beklagende. Nærmere triumferende. 
  "Jo du kan," protesterede Tristan, "du er en del af mig, der ikke burde være her,"
  "Nej, der tager du fejl." 

I samme øjeblik bristede noget under huden. Tristan tog sig til maven, og knækkede yderligere sammen. Hvor han før sad på hug, lå han nu i en lettere forvrænget stilling. Molen rev i huden, men han forsøgte at være ligeglad. Han havde lyst til at skrige. Skrige til stemmen, at det for helvede da var den, der tog fejl! Men han vidste, at det var den, der havde ret. Alligevel havde han trodsigt svaret 'nej!'. 
  "Jo," stemmen lo, "det gør du," 
  "Så forklar mig, hvad du mener," Tristan lod blikket passere sin sko, der kom til syne, i samme øjeblik som en ny bølge skyllede ind over det grå beton. Skoen forsvandt endnu engang i skum. 
Der var stille lidt. 
  "Rejs dig op," sagde den så.
Tristan tøvede. Blikket fangede skoen, der nu vippede i vinden. 
  "Rejs dig op!" gentog den. Stemmen var dominerende, og fik hans hoved til at dunke. 
Krampagtigt fjernede han hånden fra maven, der øjeblikkeligt skreg af smerte. Sulten gnavede under huden. Hvor længe var det i grunden, siden han havde fået mad? 
  "Rejs dig, så går smerten væk," det lød som om, stemmen frydede sig. 
  "Fortæl mig, hvad du mener," forsøgte han. Vandet rislede ud gennem hullerne på skoen. 
  "Rejs dig, og jeg fortæller dig det," hvislede den. 
Tristan gjorde som den befalede. Benene føltes tunge, som han langsomt fik foden placeret på molen. 
  "En," stemmen begyndte igen, "to," 
Nej lad være, tænkte Tristan. Jeg er på vej. Og det var han. Snart stod han fuldt oprejst, med håret flagrende i blæsten. Skoen trillede mod molens kant, da vandet trak sig tilbage. Solen forsvandt bag en sky. 
  "Godt, gå så mod bølgerne," stemmen sitrede kort. 
Men hans mave trak sig sammen, og benene knækkede igen. 
  "Forsvind," hvislede Tristan. Hans stemme var pludselig hård.  
  "Det kan jeg ikke. Det har jeg jo sagt," den lod til at more sig. 
  "Forsvind!" brølede han, da han rejste sig. Denne her gang knækkede han ikke. 
Skoen blev begravet i endnu et vandskyld. Et sted inde bag kraniet, var der nogen, der lo. Stemmen. Den gentog sine ord. Det kan jeg ikke, det bliver du nødt til at forstå. 
Da Tristan for tredje gang skreg 'forsvind', lød det endelig: 
  "Jeg er dig, Triste," kort pause, "gå så."

En bølge druknede skoen. Den kom aldrig til syne igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...