Et liv i frygt

Katie, hendes søster Ella og hendes bedste ven, Alex, er nogle af de få resterende mennesker tilbage midt i en zombie apokalypse.
Skriv gerne hvad du synes, da det kan være med til at afgøre, om jeg skriver videre.

0Likes
0Kommentarer
92Visninger

1. Et liv i frygt

Ingen vidste, hvordan det startede. På samme måde, som der var ingen der vidste, hvornår det ville slutte. Hvis det altså sluttede. Der var heller ingen der vidste, hvor det havde startet henne. Nogle gættede på Spanien. Andre sagde Kina. Jeg mente dog ikke, det var vigtigt. Hvordan kunne det hjælpe på situationen? Det var ikke, fordi vi havde tid til at forberede os. Det skete bare. En morgen vågnede jeg, og var heldig, at jeg overhovedet vågnede. Gaden var øde, og i det fjerne kunne deres skrig høres.

Ella kiggede på mig. Stirrede. Shit. Jeg må være faldet i spåner igen. Det skete tit, at jeg fangede mig selv i en dagdrøm. “Katie!”, udbrød hun. “Katie! Jeg tror der er noget galt!” Jeg hoppede modvilligt op. Som en refleks. “Hvad er der? Er der sket noget med Alex? Er der nogle af dem her?” Jeg var bange. Det var nu heller ikke så usædvanligt efter det jeg havde været igennem. Jeg vågnede stadig midt om natten, to år efter deres død. Jeg troede aldrig, jeg ville glemme, hvordan jeg havde fundet deres lig. Smurt ind i blod. Jeg ville bestemt aldrig glemme, hvordan de begge hoppede op. Helt kolde i ansigtet. Som om, de var døde, men dog stadig meget i live.

“Slap nu af! Jeg ville bare sige, at vi vist snart er løbet tør for mad.” Jeg pustede ud, uden at have vidst, at jeg havde holdt vejret. Det var naturligt for mig at reagere på denne måde. Jeg ventede altid det værste.

“Nå. Så må vi vel nok hellere skaffe noget mere.” Jeg lød tydeligt irriteret. Mere end jeg faktisk var. “Men nu du siger det, så har jeg faktisk ikke set Alex her for nyligt. Ved du hvor han er?”

“Nej”

Mit svar var kort og koldt. Jeg så mig omkring og lagde mærke til, at Alex ikke var nogle steder. Sidst jeg så ham var i morges. Jeg prøvede at få mig selv til at slappe lidt af. Vores hytte var tilstrækkeligt stort til os alle, og han kunne sagtens være inde i en af de andre rum. Eller han kunne være gået udenfor. Bare tanken fik mig til at skælve. Tanken om, at han ville lide den samme skæbne, som mine forældre og resten af verden. Jeg var ikke længere sikker på, om der var andre mennesker. Vi havde i hvert fald aldrig mødt nogen.

Det gik koldt ned af ryggen på mig, da jeg hørte et skrig. Det var ikke et menneskeskrig. Det var monstrenes skrig. Ella havde også hørt det, og hendes øjne var blevet store af rædsel.

Så hørtes en banken på døren, og flere stemmer råbte i munden på hinanden.

“Alex!” råbte hun og sprang hen mod trapperne.

“Hvad laver du?” råbte jeg efter hende. Vi var jo ikke engang sikre på at det var Alex.

“Det er menneskerr” kom det fra hende, og så var hun ude af syne, fast besluttet på at åbne døren for dem, der bankede på nedenunder. Men selvom det lød meget som menneskestemmer, kunne det sagtens være en af monstrenes. Det var ikke fordi, vi ikke var blevet narret på denne måde før. Derfor samlede jeg min pistol op og løb efter hende. Tænk hvis det var monstrene. Hun kunne ikke kæmpe. Hun var kun 13.

Som vi kom tættere på døren, kunne vi høre stemmerne tydeligere. Jeg kunne nu høre noget af, hvad de råbte.

“Åbn nu op!”

“Skynd jer! De kommer nærmere!”

Og så var der en velkendt stemme.

“Kom nu for helvede!” Alex’ stemme var fyldt med panik og rædsel.

Jeg nåede Ella i forkøbet og åbnede døren for dem. De løb alle ind og smækkede døren efter sig. Alex var helt rød i hovedet, sikkert af at løbe så meget. Med ham kom to piger og en mand ind. Pigerne så ud til at være søstre, måske endda tvillinger. De var begge blonde, og havde brune øjne. De så ud til at være på alder med Ella. Manden var midaldrende. Han havde gråt hår og blå øjne.

“Jeg troede… jeg… de var lige…” en af pigerne prøvede at sige noget, men hendes hulk gjorde det umuligt at høre det meste af det.

“Katie! Hvad skete der? Hvorfor tog det så lang tid at åbne døren?” Alex havde endelig fået pusten.

“Alex! Vi vidste ikke hvor du var!” Mit hjerte var ved at få en normal rytme igen.

Jeg vendte mig om mod pigerne og manden.

“Hej. Mit navn er Katie” startede jeg, men blev afbrudt af en ubehagelig, velkendt lyd.

Lyden af et menneske der har mistet tungen, men som alligevel prøver at snakke med en anden person. Lyden af en person som havde mistet sin arm og led. Lyden af zombierne. Men i stedet for én zombie, som enhver af os let kunne klare, selv Ella, lød det som om der var en krig uden våben i gang udenfor. Jeg vendte mig tilbage mod Alex.

“Hvad fanden foregår der?” spurgte jeg, selvom jeg allerede vidste det.

Jeg ventede ikke på et svar. I stedet løb jeg op af trappen og hen til vinduet. Og ganske rigtigt, en hel hær af dem var ved at omringe huset. De var langsomme. De fleste af dem manglede nogle lemmer, så de var ikke ligefrem i stand til at løbe. Det var kun de helt nye der kunne det. Dem, som lige var blevet forvandlet. Efter et par dage kunne de halte, og efter nok tid rådnede de helt op. Stoppede med at eksistere.

“Shit!” Jeg havde været så optaget af zombie-hæren, at jeg ikke havde lagt mærke til, at Alex var dukket op ved siden af mig.

“Hvad skal vi nu gøre?” Ella havde panik i stemmen.

“Hvad kan vi gøre? Andet end at smutte før de når herover. De er stadig ret langt væk, så jeg vil sige vi har omkring 5 minutter til at samle forsyninger sammen. Kun det vigtigste.”

Ikke et sekund var gået, og alle var allerede i gang med at finde det mest nødvendige at tage med. Selv de fremmede. Jeg gik hen til bagdøren, den eneste dør vi kunne smutte ud af uden at tiltrække for meget opmærksomhed. Da Alex som den sidste var ude, løb jeg også selv ud.

“Vi skal den her vej.” sagde jeg og pegede.

Jeg så mig tilbage og så, at Ella havde tårer trillende ned af hendes kinder. Så blev hendes ansigt blegt. Hun kiggede ikke på mig. Hun kiggede bag mig. Jeg vendte mig om, og en zombie var lige foran mig.

Den rakte ud efter mig, og før jeg nåede at flytte mig, havde den allerede fået fat på mig. Væltet mig. Den åbnede munden, og jeg vidste, at disse var mine sidste øjeblikke. Jeg ville i hvert fald ikke se det. Jeg lukkede øjnene. Ventede på biddet. Men det kom aldrig. Jeg hørte et skrig og åbnede øjnene. Ella. Hun var hoppet lige imellem zombien og mig. Blod overalt. Ellas blod. Jeg begyndte at skrige. For første gang siden vi mistede vores forældre begyndte jeg at græde. Al den tid prøvede jeg at være stærk for Ellas skyld. Nu var der ikke nogen at være stærk for længere. Jeg rejste mig hurtigt op. Tog min pistol. Sigtede efter hovedet. Trykkede på aftrækkeren.

Zombien faldt ned. Helt død. Jeg faldt ned på græsset ved siden af det, der engang havde været Ella. Hulkede bare.

“Katie” Alex’ stemme var skrøbelig. Jeg kiggede op på ham. Han var rød i ansigtet. Prøvede at holde sine tårer inde.

“Vi må videre. De kan være her hvert øjeblik.” Jeg vidste han havde ret. Skuddet havde været ret højt. Det var umuligt for dem ikke at have hørt det. Ella havde ofret sit liv, så jeg kunne leve. Jeg rejste mig op, selvom en del af mig havde lyst til at blive liggende ved siden af Ella.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...