Husk mig når jeg dør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2017
  • Opdateret: 20 jan. 2017
  • Status: Færdig
• HUSK MIG NÅR JEG DØR • er historien om den 17-årige og livsglade Annabel, der bliver diagnostiseret med en uhelbredelig sygdom. Seks måneder er alt lægerne giver hende, og disse seks måneder bliver en turbulent rutsjebane af følelser, uretfærdighed, accept og venskab. ♦ Deltager i 'Det svære farvel'-konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
644Visninger
AA

2. Min sidste sommer skal være min bedste

 

• NYORIENTERINGSFASEN •
MIN SIDSTE SOMMER SKAL VÆRE MIN BEDSTE


Den dybe vejrtrækning, inden vi begynder, kommer fra Emily. Hun er mere nervøs end jeg er, det synes jeg er ret sjovt, derfor kommer jeg til at fnise for mig selv.

"Hvad er der?" spørger hun med et løftet bryn og en bekymrer mine, hun er blevet så alvorlig på det sidste, så voksen og aldrig smilende. Jeg på den anden side griner hele tiden - det er næsten absurd, for burde det egentlig ikke være omvendt?

"Ikke noget," mumler jeg imellem fnisene, "Er vi klar?"

Hun løfter det håndholdte videokamera op og lukker sideklappen op med et lille klik: "1, 2, 3... og vi filmer."

Min fnisen høre op, og jeg ranker mig smilende op i sengen. Mit hår hænger løst ned over min ene skulder, og jeg har en sund farve i ansigtet. Min øjne er harme og fulde af liv. Det er vigtigt for mig, mit udseende, at jeg ser sund ud. Det er vigtig for mig, for sådan bliver jeg nok ikke ved med at se ud.

"Hej!" begynder jeg entusiastisk med en lille håndbevægelse, "Jeg hedder Annabel. Jeg er 17 år gammel, og jeg har lige fået sommerferie! Endelig!"

Emily ruller øjne af mig bag kameraet, og jeg kan ikke lade være med at grine. Jeg er fjollet, det ved jeg godt. Jeg kan bare ikke holde ud at det hele skal være så trist og gråt. Ikke nu, ikke min sidste sommer.

Alligevel må jeg jo sige det, det hele videoen handler om, og jeg indleder det med et alvorligt suk: "Jeg er uhelbredelig syg," men så breder et stort smil sig: "Selvom jeg slet ikke ser sådan ud! Jeg er frisk, jeg er glad og jeg kan gøre lige, hvad jeg vil!"

"I hvert fald i de næste tre måneder. Det er den tidsramme lægerne har givet mig," forklare jeg i et pædagogisk tonefald, "Jeg lider af en sjælden blodsygdom, den er faktisk så sjælden, at jeg er det eneste levende eksempel ... lige nu altid," igen er det svært at holde smilet tilbage fordi det hele er så absurd, "Derfor har jeg besluttet mig for - sammen med min familie, mine venner og mine læger - at filme mine sidste måneder, så andre der skulle være så uheldige at få denne lorte sygdom- undskyld mit sprog, ved hvordan der er og bli-"

Tårerne strømmer ned ad Emilys kinder, og hun ryster så meget, at det må ligne et jordskælv på videoen. Hendes snøft kommer også til at blive ganske højlydte så tæt på mikrofonen, men det er lige meget.

"Ej, undskyld. Det er altså ikke med vilje. Skal vi nu tage det hele om igen?" hulker hun og de røde øjne søger trøst i mine.

"Det er okay, Emily," siger jeg varmt og slynger armene kærligt rundt om hende, imens tager jeg kameraet og rotere det hundredfirs grader så det filmer os begge to: "Der her er Emily, min allerbedste veninde, og hun har sagt ja til at hjælpe mig med at filme."

Emily tørrer forlegent tårerne bort, mens hun skæver mod kameraet, så jeg beslutter at give hende lidt privatliv og tager kameraet med mig over i min del af sengen: "Men nogle gange er det være lige så hårdt at være pårørende til en der skal dø, som der er at være den der skal dø."

Emily bryder fuldstændig sammen, og jeg stopper optagelsen helt. Det var ikke meningen, jeg ville gøre hende ked af det, jeg ville bare komplimentere hende for at have sagt ja, for altid at være der for mig.

"Hvad skal jeg gøre, når du er væk!" hulker hun utrøsteligt ind i min skulder, da jeg omfavner hende på ny, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare hende. Hun finder jo på noget. Livet går altid videre - også selvom nogen dør. Folk dør jo hele tiden, og jeg skal jo dø før eller siden.

"Du husker mig," siger jeg endeligt, og nu kan jeg ikke holde den glade facade oppe mere, nu strømmer tårerne også ned ad mine kinder, "Du husker mig. Du ser på billeder os. Fra skolen, fra ferier og videoerne," jeg peger ned på kameraet, "Du fortæller dine børn om mig, om alle de åndssvage ting vi har fundet på. Og du kan lige vove på ikke at besøge min grav i højtiderne! Jeg lover dig, jeg hjemsøger dig, hvis du glemmer det!"

Snot, grin og grød blander sig i hinanden mens vi sidder der på sengen på den første dag i min sidste sommerferie. Solen skinner, fuglene fløjter, vejret er varmt og lunt, og alt jeg tænker på er, at jeg håber, jeg får lov til at opleve første skoledag. Bare lige få dén dag med, inden jeg dør. Bare én dag mere sammen med Emily og mine forældre og mine venner og mine bedsteforældre. Bare én dag mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...