Husk mig når jeg dør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2017
  • Opdateret: 20 jan. 2017
  • Status: Færdig
• HUSK MIG NÅR JEG DØR • er historien om den 17-årige og livsglade Annabel, der bliver diagnostiseret med en uhelbredelig sygdom. Seks måneder er alt lægerne giver hende, og disse seks måneder bliver en turbulent rutsjebane af følelser, uretfærdighed, accept og venskab. ♦ Deltager i 'Det svære farvel'-konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
555Visninger
AA

3. Jeg vil udrette noget med mit liv

 

• REPARATIONSFASEN •
JEG VIL UDRETTE NOGET MED MIT LIV


Mors bekymrede øjne hviler tungt på mig henover middagsbordet: "Er det nu også en klog idé, Annabel?"

Hun bryder sig ikke om mit forslag, det gør far heller ikke, kan jeg se. Han siger ikke noget - endnu - han sidder bare og ser vældig misfornøjet ud.

"Jeg synes, det er en god idé," Jack knuger kærligt min hånd under bordet, og jeg sender ham et taknemligt smil. Jack kan jeg altid regne med. Han er den bror, jeg aldrig fik. Egentlig kalder vi hinanden for bror og søster, når vi præsentere os ude i offentligheden, hvilket vi teknisk set også har været, siden min onkel og tante kørte ud over en skrænt. Ved et uheld altså. Forældremyndigheden gik til Jacks nærmeste slægtninge: Mine forældre, og siden den dag, har vi været lige så irriterende overfor hinanden, som biologiske søskende.

"Men internettet er sådan et farligt sted," protesterer mor forsat, "Du ved ikke hvem der sidder og kigger med. Det kunne være alle og en hver-"

"Lige præcis mor!" afbryder jeg hende med en dramatisk armbevægelse, "Det er jo hele meningen med det! At alle og enhver kan søge på nettet og finde lidt hjælp."

"Jeg ville ønske, jeg kunne søge på nettet efter nogen, som har været det samme igennem som jeg skal. Jeg vil da gene vide, hvad der venter mig!"

"Men det kan du ikke, for du er den eneste der har det," konsternerer far tørt og afbryder både mig og får min mor til at lukke sin mund igen, selvom hun sikkert skullet til at sige mig imod igen.

"Det ved jeg far," siger jeg lige så tørt: "Der er derfor jeg gerne vil lave de videoer, så jeg kan hjælpe andre der i fremtiden skulle få samme diagnose."

Kan jeg skære det mere ud i pap for ham? Jeg tror det ikke, og han holder da også sin bøtte.

Det gør mor ikke: "Hvad siger doktor Hill til det?" selvfølgelig skal mor drage min læge ind i det! Må jeg overhovedet få lov til at slå en fis uden lov fra min læge? Jeg kan somme tider godt komme voldsomt i tvivl.

"Doktor Hill synes det er en fremragende idé, han siger jo selv, at der er alt for lidt materiale omkring det. En videodagbog ville være guld værd for kommende patienter," igen har Jack min ryg, og jeg er glad for, at jeg ikke står helt alene overfor mi familie.

Jeg ved godt, at de kun vi mig det aller bedste, og jeg ved, at de altid har været til en pylrede og overbeskyttende side... Men siden jeg fik min diagnose - min udløbsdato som Jack kalder det - var de gået fra små irriterende til hysteriske!

"Mor. Far," jeg sørger for at fange begge deres blikke og holder dem fast, mens jeg fortsætter, "Det vil betyde rigtig meget for mig at lave de videoer. Det kan være min måde at ..." jeg mangler ord, "At efterlade mig noget."

Tårerne presser sig på hos mor, vi har haft samtalen før: Jeg kommer aldrig til at gøre hende til mormor. Jeg kommer ikke til at efterlade en lille, nuttet DNA-pakke med mit navn skrevet på. Intet genetisk eftermæle. Jeg bliver heller aldrig færdig med en uddannelse, så jeg kan efterlade mig en bygning eller en statue eller bare en linje om god arbejdsmoral.

For alle andre end de tre mennesker rundt om bordet og mine nærmeste venner, vil ingen huske mig. Jeg vil ende som en støvet, gammel gravsten med et udvisket navn og en glemt historie. Det vil jeg ikke.

Det er underligt, hvordan vi mennesker er skruet sammen. Når nogen siger til os, der er noget vi ikke må, så få vi den største lyst til netop ar gøre dét. Sådan fik jeg det også, da lægen sagde, jeg kun havde seks måneder tilbage. Så ville jeg det hele: Have uddannelse, blive gift, få børn, købe hus. Alt det jeg aldrig ville komme til ville jeg have. Vigtigst af alt var dog - og er stadig - at min tilstedeværelse her på jorden ikke havde været meningsløs.

"Jeg vi udrette noget med mit liv," forsatter jeg med fornyet styrke, "Det af det jeg har tilbage. Jeg vil gøre en forskel for andre."

Mor og far ser på hinanden. Selv fars øjne er våde. Så nikker de: "Okay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...