Husk mig når jeg dør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2017
  • Opdateret: 20 jan. 2017
  • Status: Færdig
• HUSK MIG NÅR JEG DØR • er historien om den 17-årige og livsglade Annabel, der bliver diagnostiseret med en uhelbredelig sygdom. Seks måneder er alt lægerne giver hende, og disse seks måneder bliver en turbulent rutsjebane af følelser, uretfærdighed, accept og venskab. ♦ Deltager i 'Det svære farvel'-konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
522Visninger
AA

4. Hvorfor mig

 

• REAKTIONSFASEN •
HVORFOR MIG


Klasseværelset er tavst. Ingen siger noget. Ingen hvisker til hinanden eller sender sedler rundt. Der er bare helt stille. Hvad skal de sige?

“Undskyld du skal dø.”
“Jeg er ked af, du har sådan nogle lorte gener.”
“Øv, der er godt nok en sur nyhed så tæt på sommerferien.”
“Skal du så ikke med på studietur alligevel?”

De tænker det allesammen, den slags tanker, men de siger dem ikke højt. Det ville jeg ønske, de gjorde. Jeg ville ønske, at nogen bare sagde det, som det er. At de bare for en gangs skyld ville råbe det ud, så jeg kunne reagere på det! Blive vred! Blive frustreret! Føle noget! Bare et eller andet!

I stedet sidder de der og så på mig, som om jeg er zoologiskhaves nyeste, eksotiske dyr. En helt ny art de aldrig har set før, og da slet ikke gået i klasse med de sidste to år.

De tror, de hjælper mig ved ikke at sige noget, men det gør de ikke. At de ikke siger noget, får det til at føles som om der ikke er noget galt, at alt er som det plejer – men alt er ikke som det plejer! Det bliver det aldrig igen! Jeg skal dø, og jeg kan ikke gøre en forbandet skid ved det!

“Tusinde tak fordi du delte det med os, Annabel,” vores klasselærer bryder tavsheden, hun har våde øjne og en bævrende underlæbe, “og sikke en fin måde at fortælle os det på.”

Det. Det er ikke noget det. Det er mit liv, som bliver stjålet fra mig i dette øjeblik! Blodet koger i mig, bruser for mine øre og får tårerkanalerne til at true med at åbne sig. Hvordan kan der overhovedet være nogle tårer tilbage? Jeg har jo grædt som en besat i to uge! Hver dag. Hele tiden. Ved den mindste lejlighed der minder mig om, at verden er et dumt og uretfærdig sted.

Selv åndsvage Juliet sidder med våde øjne. Knuger sladre-Selenas hånd, som om det er dem, der har fået en dødsdom. Hvorfor kunne det ikke være dem? Hvorfor kunne det ikke være Juliet, der skulle dø? Hun er den ledeste jeg kender, mobber og selvglad, jeg kender flere, der ønsker hende væk – måske ikke ligefrem død – og borte. Så hvorfor kunne den lortesygdom ikke have ramt hende! Hun fortjener den modsat mig! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene at dø? Ingenting. Ingenting overhovedet!

“Så ta’ jer dog samme!” den kolde tone passer slet ikke til min stemme. Den kommer fra et fjernt sted, og jeg genkender den slet ikke. Jeg mærker kun blodet, mit syge og dumme og uretfærdige blod, bobler indeni mig så jeg tror, jeg skal eksploderer som en fejlagtig nytårsraket, “Det er ikke jer der skal dø, det er mig.”

Klasselæreren ved ikke hvordan hun skal reagere, klassen ved ikke hvordan hun skal reagere. Ingen ved hvordan de skal reagere… undtagen mig. For én gangs skyld i mit sygeforløb, ved jeg, hvordan jeg skal reagere: Jeg går. Jeg tager min taske, og jeg går. Skoledagen er ikke forbi – jeg er ligeglad. Klasselæreren råber efter mig – jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med det hele! – med sygdom, med død, med andre mennesker! Det hele er ligegyldigt!

“Annabel!” jeg ligger slet ikke mærke til, at jeg går forbi Emilys klasseværelse. Hun må have set mig, og nu kommer hun løbende efter mig ned ad gangen. Jeg gider hende ikke, jeg gider ikke nogen!

“Annabel, så stop dog!” hun griber fat i min arm og tvinger mig til at stoppe. Kan hun ikke bare gå tilbage til sin klasse! “Hvad skete der?”

Først vil jeg bare fortælle hende, at hun skal skubbe af, men så kommer der en stor lyst over mig. En kæmpe stor lyst til at fortælle hende alt. Hun ved jeg er syg – selvfølgelig gør Emily det, hun er min bedste veninde – men hun ved hvordan blodet koger, hvordan vreden altid trænger sig på. Men det fortæller jeg hende nu, jeg fortæller hende det hele: Om klassen, om Juliet, om hvor uretfærdigt det er, at jeg skal være den syge. Hvor uretfærdigt der er, at der ikke er nogen i hele verden jeg kan spørge om, hvad der venter mig! Hvorfor skulle jeg være den eneste i hele verden med denne lorte sygdom? Hvorfor er der ikke nogen andre? Hvad venter der mig? Er den lige som kræft? Kommer det til at gøre ondt? Kommer jeg til at ende mine dage på et hospital med slanger og maskiner?

“Jeg vil ikke dø,” græder jeg ind i hendes arme.

“Det ved jeg godt,” siger hun og aer mit hår, “Det skal du heller ikke lige nu. Lige nu er du frisk. Lige nu kan du gøre, hvad du har lyst til. Du kan endda solbade, hvis du har lyst. Helt uden solcream.”

“Får man så ikke hudkræft?” spørger jeg mens tårerne langsomt størkner på mine kinder.

“Det kan du jo være ligeglad med,” siger Emily med en ironisk stemme, “Du er jo dødsdømt alligevel.”

Det er absurd. Hvordan kan hun lave sjov med døden her? Nu? Men jeg jeg griner alligevel, jeg griner helt nede fra maven. Jeg griner, som jeg ikke har gjort i ugevis, og jeg holder hende tæt. Hvad skulle jeg gøre uden Emily?

“Du, Annabel?” spørger Emily, da jeg falder ned og kun mine røde øjne vidner om, at jeg har grædt, “Har du overvejret at føre en dagbog? Sådan en slags sorgterapi, og flip nu ikke ud, for det kan faktisk hjælp at få sine tanker ud!”

Jeg flipper ikke ud på hende, for det er faktisk en god idé. Måske vil det rent faktisk hjælp at skrive om det … eller tale om det?

“Som en videodagbog?” spørger jeg mens tankerne farer rundt i hovedet på mig.

“Ja…” tøver hun, “Vil du da ligge det på YouTube?”

“Hvorfor ikke?” mine øjne stråler, jeg er måske ikke så død, som jeg tror. Jeg kan måske stadig nå at udrette noget med mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...