Titanias Nøgle

Titania lever alene med sin mor i et lille forladt hus ved en vej, hvor ingen nogensinde kommer. Livet er godt for både hende og hendes mor indtil den onde og mørke Franzisca dukker op og kidnapper Titanias mor. Nu er det op til Titania og hendes hjælper den hvide ridder at frelse hendes mor fra Franziscas krøller.

0Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

1. I Nattens Mørke

Duggen lagde sig tungt. Titania sad oppe i det store hængetræ og lyttede til græshoppernes godnat sang. Hun sad og pillede ved sin halskæde. Den havde form som en nøgle. En lille grå nøgle med et snørklet skæfte. Akantusblade svøbe sig omkring runde cirkuler der kører ud og ind mellem hinanden. Titania vende nøglen mellem fingrene og knep højre øje i så hun kunne se solens sidste stråler gennem skæftet. Pludselig hørte hun sin mor kalde – Titania kom nu ind. Mørket er farligt.

Titania sukkede. Hun sprang ned fra træet og løb tilbage mod det lille bindingsværkshus. Hængetræet stod på ved vejen der gik forbi deres hus. Vejen var altid meget stille. Herude kom der aldrig nogen derfor var hendes mors frygt grinagtig. De to havde ikke set et andet menneske i mere end to år. Det havde været en mand på en hvid hest. 

 

Titania bremsede op før hun kunne ses fra huset. Hun rettede sig op med et sæt og stirrede ned af vejen med øjne på stilke. Hun havde hørt noget. Hun viste ikke hvad, men noget havde hun hørt. En ugle tyede. Titania rystede på hovedet. Hun var sikkert bare træt. Hendes fantasi var altid ude af kontrol. Det sagde hendes mor i vært fald. Hun vendte sig om igen og skulle til at løbe videre. Da ramte en kold vind hendes nakke og en stemme hviskede silkeblødt, med et træk på alle vokalerne. ”Titania!”. Titania snurrede rundt. Vejen lå stadig øde hen, men denne gang viste Titania der var nogen derude. Hun stirrede rundt. Selvom hun ikke kunne se noget vendte hun og drejede sig for ikke at overse noget som helst. Hun stirrede ned af vejen, op i træerne og ud over marken på den anden side af træerne, men der var ikke et øje at se. Alligevel følte Titania det som om nogen holdt øje med hende.

- Titania, hvor i himlens navn bliver du af?

Det gav et sæt i hende. Hendes mors høje og skarpe stemme skar gennem nattens stilhed. Titania vendte sig rundt og løb alt, hvad hun kunne tilbage til huset. Hendes mor stod i døren.

- Hvad kigger du efter? Spurgte hun.

- Ikke noget mor! Sagde Titania og løb ind i varmen.

Moren løftede et øjenbryn.

- Jeg har aldrig set dig stirre så intens på ingenting.

- Jeg troede jeg hørte nogen sige mit navn.

Et øjeblik så det ud som om moren blev chokkeret over denne udtalelse, men så rystede hun på hovedet.

- Din fantasi er lidt for livlig, min pige.  

Titania skar en grimasse af sin mor. Hun smed sine træsko i gangen og skiftede til sine sivsko. Derefter løb hun op af trappen til loftet. Der havde hun sit værelse. Det var småt med en seng, en stol, hvor hun smed sine våde skinbukser og i hjørnet af loftet var der en bunke med uorganiseret papirer. Titania begyndte at tørre sig med en kun lidt beskidt skinbluse. Derefter trak hun sine sidste rene skinbukser på igen.

- Titania kom ned. Jeg har lavet varm hyldebærsaft.

Titania smilede. Hendes mor viste altid hvad hun havde lyst til på en kold aften. Hun sprang nærmest ned af trappe og ud i køkkenet. Der tog kruset, satte det til læberne og drak. Hun spildte dog en del af drikken fordi varmen overraskede hende. Det brændte hendes læber og tunge. Hun var dog hurtig nok til springe tilbage så hun undgik at grise sin sidste rene skinbluse til. Moren lo bare af hende.

- Pas du hellere på. Jeg har lige taget det af ovnen. Tak moren. Det ville hav været rart at vide, sagde Titania irriteret.

Moren lo igen. Hun klappede Titania på hovedet. Titania smilede, stillede kruset fra sig og slyngede armene om sin mor. Moren kærtegnede hendes hår. 

- Tænk, i morgen fylder min lille pige 13, sagde moren.

Titania begravede sit hoved i morens mave. Efter alt uhygge udenfor var det rart at føle trykheden herinde.  

- Men nu må du også i seng, sagde moren.

Langsomt gav Titania slip. Hun var egentlig ikke træt, men det var mørkt og der var ikke meget mere arbejde de kunne lave uden lys. Moren kyssede Titania på panden. Titania løb op til sit loft og lagde sig under sin varme uld dyne. Hun tog sin halskøde af og lagde den under puden. Den nat drømte Titania om den stemme hun havde hørt ude på vejen. Den kaldte hendes navn. Titania prøvede at finde ud af hvor den kom fra, men stemmen blev ved med at skifte retning.

Titania vågnede med et sæt badet i sved. Hun satte sig op i sengen. Hun stak en hånd ind under puden og tog sin halskæde på. Hun sprang ud af sengen og træk i sine skinbusker. Hun havde brug for noget vand oven på den drøm. Derfor gik hun nedeunder. Hun gik ned i køkkenet, fandt sit trækrus og stak kruset ned i spanden med regnvand, de havde hentet ind den forrige morgen. Vandet var stadig koldt og det hjalp hende til at tage det roligt, men hun var stadig lidt rystet og igen havde hun den følelse at nogen holdt øje med hende. Titania rystede på hovedet og gik mod hendes mors soveværelset. Hun ville lige sig ind til hende. Det havde hun ikke gjort i 4 år, men hun var faktisk lidt bange. Hun viste ikke hvorfor, men hun var bange. Værelset var mørkt. Titania gik hen til sengen. Hun kaldte med en meget lille stemme.

- Mor, må jeg sove her?

Titania følte sig frem. Hun syntes det var mærkeligt at hendes mor lå så langt ude på kanten. Hun kunne næsten ikke nå, da hun fik overbalance og faldt hen over sengen. Det var først der hun opdagede at hendes mor ikke lå i sengen. Hendes mor var væk. Titania løftede sig fra sengen. Hun kaldte med både overraskelse og skræk i stemmen.

- Mor, hvor er du?

Der kom intet svar. Titania løb uden for huset. Det var iskoldt.

- Mor, råbte hun igen.

Men der kom ikke noget svar. Moren pist væk. Titania så sig om på vejen. Hun begyndte at ryste af kulde, men hun blev stående.

- Moar!

Stadigvæk intet svar. Til sidst kunne Titania ikke klare kulden og løb ind i huset. Hun smækkede døren og satte sig på køkkengulvet. Hun havde stadig sit trækrus i hænderne og nu knugede hun det tæt ind til sig. Hun følte sig meget lille selvom hun nu var 13 år. Imens hun sad udkæmpede hendes hjerne en umulig krig. På den ene side var den rationelle del af hendes hjerne der sagde at hendes mor sikkert bare var gået sig en lille tur og ville komme hjem hvert øjeblik. På den anden side kæmpede hendes fantasi en blodig kamp for at overbevise hende om at der var noget alvorligt galt. Hun skabte billeder af hendes mor, der blev angrebet i sengen af ansigtsløse skabninger og trykket ud af huset til en ukendt location. For første gang i hendes 13 år i denne verden forbandede hun sin fantasi langt ned i helvede. Titania stillede omsider trækruset fra sig og slyngede armene om sine ben. Hun lod sin næse vilje på sine arme imens hun lod blikket vandre. De stoppede ved døren ind til morens soveværelse. Der lå noget på gulvet. Titania rejste sig og gik derhen. Det var en lap papir. Hun samlede det op og begyndte at læse det:

                             ”Kære Titania

                             Søg ikke længere

                              Din kære er her hos mig

                             I Mulleskoven inden 3 dage

                             Vil jorden tagen hende fra os for evigt

                             Franzisca”

Titanias hænder rystede. Hun vidste udemærkede, hvem Franzisca var. Franzisca var det onde riges hersker, men det eksisterede mille vis herfra. Titania havde aldrig mødt eller set Franzisca, men hun optræde ofte i nogle af Titanias heltehistorier.  Hun var altid skurken. En meget skræmmende skurk, der vendte tilbage for at jage Titania i hendes egne drømme, men selv ikke der havde hun nogensinde forstillet sig at Franzisca ville dukke op i hendes eget hjem. Titania rystede nu over hele kroppen. Hendes ben svigtede hende og hun faldt ned på gulvet. Der rullede hun sig sammen til en kugle og græd. Hun følte en blanding af ekstrem frygt og magtesløshed. Hendes mor var væk og hun var oppe imod Franzisca. Der var ingen chance for at hun ville overleve dette. Håbløsheden havde taget livtag om hendes hals og hun kunne næsten ikke trække vejret.

Hun viste ikke, hvor lang tid hun lå der på gulvet, men efter et stykke tid, rejste hun sig i siddende stilling. Hun lænede ryggen mod væggen og lod en hånd glide gennem sit hår. Hendes hoved var på en gang fyldt med tanker og samtidig hel blank. Hun kunne ikke tænke klart. I stedet foldede hun papirlappen ud og læste igen hvad der stod. Hun læste den tre gange før hendes hjerne stoppede med at prøve at forstå ordrene. Hendes øjne blev ved med at stirre på bukstaverne. De var meget snørklede og skrevet med en pen. Ikke de kulstykker som hun selv skrev med. En lille del af hendes hjerne kunne ikke lade være med at tænke på, at Franzisca måtte havde skrevet dette brev hjemme i hendes mørke rige før hun angreb, men hvorfor var hun overhovedet her? Hvad ville hun med Titania? Hvad ville der sket med hendes mor? Titanias tanker stod pludselig stille. Hendes øjne stoppede ved den næstsidste sætning. ”Mor!”. Hendes mor var en fange af Franzisca. Hvis ikke hun gjorde noget ville hendes mor død. Det var nærmest som om der gik ild i Titania og hun sprang op fra gulvet. Hun styrtede ud af køkkenet og tog trappen i to trin. Der træk hun sin varmeste trøje frem og tog den på. Hun stoppede begge fødder i et par sokker hendes mor havde strikket til hende den forrige vinter og til sidst bandt hun sin sorte forærede kappe over skuldrene. Mulleskoven lå et stykke herfra. Det kunne være hun ende med at sove ude. Da hun var klædt nok på løb hun ned i køkkenet of fandt olielampen og tændte den. Det var stadig mørkt udenfor. Med lampen i hånden gik hun mod døren. Der stillede hun sine sivsko fra sig og hoppede i sine træsko. Så stod hun endelig i døråbningen.     

- Jeg kommer nu mor. Jeg kommer nu, sagde hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...