Titanias Nøgle

Titania lever alene med sin mor i et lille forladt hus ved en vej, hvor ingen nogensinde kommer. Livet er godt for både hende og hendes mor indtil den onde og mørke Franzisca dukker op og kidnapper Titanias mor. Nu er det op til Titania og hendes hjælper den hvide ridder at frelse hendes mor fra Franziscas krøller.

0Likes
0Kommentarer
190Visninger
AA

3. Farvel

Titania gik gennem skoven i mørket. Hun havde ingen ide om hvor i Mulleskoven hun kunne finde Franzisca, men hun var fast besluttet på at blive ved indtil hun signede. Franzisca havde kun givet hende tre dage og når den tredje dag var borte ville hendes mor død. Titania følte en klo gribe fast om hendes hjerte og klemme til. Titania rystede følelsen af sig. Hun holdt fast ved tanken om, at hun måtte videre. Ikke noget med at tabe håbet. Hun måtte videre. Ridderne nikkede samtykkende.

De fortsatte gennem skoven. Titania så sig omkring. Hendes nøgle oplyste hver en krog af skoven så hun havde ingen problemer med at se. Problemet var der intet var at se. Skoven var stille og lå helt øde hen. Det var mærkeligt. Ikke bare fordi Franzisca var ingen steder at finde, men også fordi at Mulleskoven burde være fyldt med onde væsner fra Franziscas rige. Det gav ikke nogen mening. Titania fortsatte. Hun følte det som om hun allerede havde vandret gennem skoven i tre år i stedet for… hvor lang tid havde hun været herinde? Man mistede sans for tid når alle træer lignede hinanden og månen ikke længere kunne ses gennem trækronerne. Titania kunne mærke fortvivlelsen krybe ind på sig igen. Hun vendte sig mod ridderen. Han prikkede til hendes bryst med sit sværd. Staks så hun på situationen med nye øjne. Hun havde gået rundt herinde i snart 5 timer. Hun havde ikke spist siden hun forlod den forrige skov. Hun kunne være gået lige gennem skoven eller hun kunne være gået i ring. Hun havde ingen ide om hvor Franzisca var henne, men hun måtte finde hende. Titania mærkede at fortvivlelsen forvandlede sig til vrede, irritation og frustration. Hun vende sig bort fra ridderen og gik midt ind i den lysning de var kommet til. Hun løftede hovedet op mod den mørke, mørke himmel og skreg – Franzisca! Nu har du bare at komme herud. Jeg gider ikke vandre i denne her skov længere! Jeg vil have min mor og det er nu!

Hun hørte noget ovre i busken. En kvinde trådte frem. Titania fik et chok. Kvinden var klædt i sorte klæder. Hendes hud var hvid som sne. Hendes øjne var sorte med en rød nuance. Hendes hår var sort som ibenholdt. Hun var slank med en smal talje og fintformede hofter. Hun var i det hele taget langt smukker end Titania havde forstillet sig en ond dronning. Hun smilede venligt til Titania, men Titania sendte hende et dødbringende blik. Ridderne red op på hendes side og nøglen om hendes hals oplyste alt i milles omkreds. Hun var ikke længere bange. Hun havde en mission og nu skulle den gøres til ende.

Godaften mit stakkels barn

Hendes stemme var bløder end silke og magen til den Titania havde hørt i sin drøm. Titania var klar til angreb, men Franzisca tog det meget roligt.

 Hvor er min mor? Hun er her og der og alle vegne. Jeg vil se hende lige nu Og hvad vil du gøre hvis du ser hende? Så vil jeg tage hende med hjem og så vil vi leve i fred.

Franzisca sukkede og hang med hovedet.

Jeg forsøgte. Husk på det lille barn. Jeg forsøgte.

Pludselig forsvandt Franzisca ind i skyggerne. Skyggerne der var dukket op ud af ingenting selvom Titanias nøgle lyste alting op som en enorm stjerne. Titania stirrede rundt. Så råbte hun igen.

Franzisca du bryder dit løfte. Jeg er her i Mulleskoven. Der er ikke gået tre dage. Der er kun gået to. Jeg kræver at du udleverer min mor.

Der kom ikke noget svar. Ridderen bøjede sin hen over hestens hals og så ned på Titania. Titania stirrede rundt.  Pludselig kunne der høres et højt bravo. Himlen over hende ændre farve og blev helt rød. En stormvind blæste gennem træerne. Den væltede næsten Titania omkuld. Hun strakte begge arme op foran sig som om hun troede hun kunne stoppe vinden. Hun blev ved med at trække vejret i et desperat forsøg på at få luft. Så skrålede stormen med en buldrende dyb stemme.

Hvor vover du at give mig ordre lille barn! Jeg, Franzisca, dronning over alt ondskab, der destruerer godhed og venlighed i denne verden. Jeg, der kontrollere himlen, jorden, vinden og jordens omdrejning på samme tid. Jeg, der kunne destruere dig med kun en lillefingre. Hvor vover du at give ordre!

Stormen slog benene væk under Titania. Hun landede med hovedet først på jorden. Hendes ansigt gjorde ondt. Stormen brølede over hende, men ikke som en storm normalt ville gøre. Det var som om stormen havde hænder og de hænder havde klør. Kløerne rev i hendes tøj, flænsede det i stykker til de ikke var andet end en las. De træk i hendes hår så hårdt at stormen ville rive hovedet af ved rodden. Hendes skrig druknede i stormens brølen. Den gjorde det også umuligt for Titania at trække vejret. Det var som om hendes lunger slog knude på sig selv. Hun kunne ikke få luft og hun træk desperat vejret i håb om at løse knuden på sine lunger. Panikken var ved at gribe hende. Hun stak begge hænder i jorden og fandt til alt held en stærk rod hun kunne holde fast i. Med begge hænder om rodden træk Titania var den halvt rejste stilling vinden havde tvunget hende op i til at ligge fladt på maven med hovedet ned i jorden. Hun måtte bruge alle sine kræfter på at blive liggende så hun ikke fløj op igen. Titanias hoved var blankt. Al hendes tankekapacitet omhandlede kun to ting. Den ene var at holde fast i roden med livet som indsats og den anden tanke var følelsen af håbløshed og tab. Hun havde igen ingen ide om, hvordan hun kom ud af denne situation.

Franziscas stemme lød højt og tydeligt over stormen. Hun råbte op om Titanias uforskammethed og hendes ubetydelighed. Titania følte det som om hun skrumpede ind til ingenting. Hendes tanker blev tunge. Hun kunne knap nok tænke ordenligt. Igen fyldtes hun med denne følelse af håbløshed og fortvivlelse. Hun kunne næsten ikke holde håbet oppe til bare at holde fast om roden længere. Hvorfor gav hun ikke bare slip og lod sig virle med af stormen? Hun var alligevel så ubetydelig? Intet betød noget alligevel.

Så pludselig mærkede hun et brændende fornemmelse i brystet. Samtidig lettede stormen mod hendes ryg en smule. Af bare overraskelse løftede Titania hovedet. Hun vendte sig en smule rundt uden at give slip på roden. Der bag hende som en hvid skærm stod den hvide ridder, på hesten med hævet skjold og blokerede vinden. Titania blev øjeblik fyldt af ny styrke. Ridderen var der til at beskytte hende. Hun rettede sig op og opdagede at nøglen, som hun næsten havde glemt alt om, nu stod i flammer. Den satte næsten ild til hendes tøj. Titania huskede hvordan fortvivlelsen var flygtet fra hendes sind efter hun stirrede ind i lystet fra nøglen og gjorde det samme igen. Den hvide ridder tvang stormen tilbage med enorm styrke. Titania klemte den ene hånd omkring nøglen og råbte – HVOR ER MIN MOR!

Stormen begyndte at ryste. Det var et mærkeligt synd, men Titania havde andre ting at bekymre sig om. Hun løb op på siden af ridderen og holdt nøglen op foran sig. Med nøglens lys tvang de i fællesskab stormen tilbage. Til sidst holdt stormen inde og forvandles sig tilbage til Franzisca. Hun lå på jorden, stadig så smuk som nogensinde, men da hun løftede hovedet så Titania at hendes hud havde skiftet fra hvid til grå. Grå som himlen på en regnvejrsdag, grå som bunden af pejsen efter en særlig kold aften, grå som en visen plante. Hun var stadig smuk, men det var som om at det grå var en for stor kontrast til hendes skønhed. Det tog næsten noget væk fra hendes skønhed. det var stadig Franzisca, men så alligevel ikke. Hun så op på Titanias vrede ansigt. Titania prøvede at holde masken, men Franziscas forandrede udseende gjorde det svært.

Hvor er min mor?

Franzisca lod blikket falde. Titania bøjede sig ned og stak nøglen helt op i hendes ansigt.

Hvor er min MOR!

Franzisca så på nøglen og så op i Titanias øjne.

Du ved godt selv hvor din mor er barn. Ja hun er her i skoven. Du sagde hun var her. Nej, hun er ikke her. Selvfølgelig er hun her. Hvorfor skulle jeg ellers komme her? Din mor er ikke her Titania. Hold nu op og sig hvor hun er. Hun er her ikke. Lad nu hver med at lyve. Sig mig hvor hun er. Du ved godt selv hvor hun er. Hold nu op.

Titania skulle lige til at græde. Franzisca så ud som om hun ville lægge sine arme omkring Titania, men ridderen red op ved Titanias side. Det gav Titania styrke.

Hvis… hvis hun ikke er her, hvor er hun så? Du ved godt hvor hun er. Jeg er gør ej.

Franzisca så nu op på ridderen. Han pegede på hende med sit sværd. Han så ud som om han ville stikke det i hende, men holdt sig tilbage. Titania ønskede at han skulle holde sig tilbage, men der var en del af hende der sagde – Lad ham gøre det Titania.

Franzisca stirrede op på ridderen og sagde – Du hjælper hende ikke at du ved det.

Titania så fra ridderen til Franzisca. Ridderen hævede sit sværd.  

Hun kan ikke blive ved med at leve sådan her.

Ridderens hånd rystede en smule.

Hun må sættes fri.

Ridderen støttede sværdet i Franziscas hjerte med sådan en kraft at sværdet gik lige gennem hende og borede sig ned i jorden. Titania skreg. Ridderen rettede sig op igen og tørrede blod af sin hjelm. Titania faldt på knæ og greb fat i Franzisca. Hun spyttede blod ud af munden og var ved at falde sammen. Titania ruskede i Franzisca og prøvede at få Franzisca til at lytte til hende. Franzisca var helt slap. Kun hendes øjne havde liv i dem. De stirrede stift op på Titania. De så så sorgmodige ud. Titania skulle lige til at vende sig mod ridderen for at skælde ham ud, da hun mærkede en lille vind med sin kind. Franzisca havde rettet sig op og viskede nu i Titanias øre – Han er ikke din ven. Han distraherer dig fra sandheden. Du må og skal bryde fri Titania.

Hvilken sandhed? Spørg ham om din mor.

Franziscas øjne lukkes. Hun lå helt stille. Titanias mave vendte sig. Hun havde det som om hun var ved at blive syg. Så vente hun sig uendelig langsomt mod ridderen.

Hvor er min mor?

Ridderen sagde ikke noget. Han pegede bare med sit stadig bloddryppende sværd på vejen foran dem. Han ville tydeligvis have dem til at rejse hjem. Han ville sikkert også gerne videre. Han opgave var jo udført. Han skulle hjem til sit eget rige… Titania stoppede pludselig sine tanker. Hendes mor var her ikke. Hun måtte være her et sted. Hvis ridderen viste noget måtte han sige det. Ridderen satte sine hæle i hestens sider og begyndte at ride afsted. Titania løb efter ham. Hun råbte til ridderen op, men ridderen reagerede ikke engang en lille smule. Titania var efterhånden ved at blive godt desperat. Hun greb fat i hesten tøjler og trak i dem så hårdt at hesten drejede så brat at Ridderen mistede balancen og faldt af. Nu havde Titania Ridderen hvor hun ville havde ham. Hun stillede sig truende over ham. Han prøvede at komme op at stå, men Titania blev ved med at skubbe ham ned. Nu havde hun fået nok.

HVOR ER MIN MOR DIN SKIDERIK!

Ridderen så faktisk en smule bange ud. Så sukkede han og slog visieret op. Hans ansigt var underlidt bekendt. Som en person hun kendte, der forsvandt for mange år siden, men som hun stadig elskede. Ridderens øjne var sorgmodige og hans stemme var grådkvalt. Hans mørke stemme var slet ikke som den lyse bløde stemme hun havde digtet for ridderen. Hans ord var uforståelige i starten. Hun måtte bede ham om at gentage dem.

Din mor er død Titania.

Titania forstod ingenting.

Hun har været død i meget lang tid.

Titania satte sig ned med et bump. Hendes ben gav under for hendes vægt. Hun så op på Ridderen med fortabte og uforstående øjne. Hun kunne mærke at tårerne ikke var langt borte, men der var stadig for meget der var uklart.

Men… men… men hvis hun er… hvad var så pointen? Hvorfor skulle jeg komme her?

Ridderen så væk. Hans skinnede rystning virkede ikke længere særlig flot. Den var så ligegyldig. Han var i det hele taget ikke særlig imponerende længere. 

Titania din mor har været død i 10 år nu.

Titania kunne mærke hvordan verden omkring hende forsvandt.

Din mor døde i en ulykke for 10 år siden.

Verden blev helt sort. Jorden, himlen, træerne.

Jeg er virkelig ked af det, Titania.

Titania viste ikke hvad der var op og ned længere. Intet gav mening.

Men jeg var sammen med hende i forgårs. Hun lavede varm hyldebærsaft til mig. Hun glæde sig til min fødselsdag. Han krammede mig. Det var ikke din mor, Titania.

Titania så uforstående på Ridderen. Ridderen bed sig i læben, men fortsatte alligevel.

Titania, du kan ikke forstå dette. Du bliver nød til at låse op for sandheden.

Titania forstod ikke hvad han mente. Så pegede Ridderen hen på Franziscas døde krop. Hun kunne se, hvordan hans hånd rystede. Titania så hen på Franzisca. Så rejste hun sig meget forsigtigt og gik hen til liget. Først turer hun ikke rører ved liget. Hun så bare på det. Franziscas øjne var lukkede, så med lidt anstrengelse, kunne Titania bilde sig selv ind, at hun sov. Det var bare utrolig svært, eftersom kroppen var kold og visen. Titania måtte tvinge sig selv til at sætte sig ned på knæ. Hun søgte med øjnene efter en lås, men der var ingen. Så fangede Titania ud af øjenkrogen noget sort på Franziscas skulder. Hun bøjede sig ned for at undersøge det nærmere. Det var en sort plet, der havde form som et nøglehul. Titania så tilbage på Ridderen. Ridderen havde sit hoved i hænderne og hans skuldre rystede. Det virkede så underligt bekendt. Hun havde set nogen sidde på den måde før. En voksen mand, der græd som et spædbarn.

Titania vendte sig igen mod Franziscas lig. Hun viste ikke, hvad hun skulle gøre. Var pletten låsen? Hvis det var sandt, hvordan skulle det så hjælpe hende? Hun bed tænderne sammen og lukkede øjnene. Så følte hun sig frem på Franziscas døde hud. Huden var tør og kold. Titanias fingrespiser blev ved med at løfte sig fra Franziscas krop og hun måtte tvinge dem ned igen. Pludselig mærkede hun at hendes fandt en kant. En skrap kant, helt unormalt på en menneskekrop. Langsomt åbnede Titania det ene øje. Hun så ned på sine hænder. De var ved pletten. Pletten der havde form som et nøglehul. Det var bare ikke en plet. Det var et rigtigt nøglehul. Hård på indersiden og snørklet så kun en nøgle kunne passe derind. Titania log sin højre hånd glide op til hendes egen nøgle. Hun tog kæden af halsen, åbnede den og frigjorde nøglen. Den gamle grå nøgle med skæftet formet som akantusblade i snørklede mønster strålede stadig. Titania pressede læberne sammen. Hun kunne mærke at noget inde i hende råbte at hun skulle knække nøglen. Destruere den så den aldrig kunne bruges igen. Det skulle hun have gjort for lang tid siden. Titania rystede på hovedet. Igen kom den følelse af at alt dette var uhyggeligt velkendt. Hun måtte kende sandheden. Hun kunne ikke trække det ud længere. Hun satte nøglen i nøglehulet på Franziscas skulder. Den passede perfekt. Der skete intet.

Du skal dreje… Jeg ved det.

Hun viste ikke hvordan hun viste det, men hun drejede nøglen tre gange.

Nøglehulet eksploderede i lys. Et enormt bravo fik alle træerne til at bøje sig helt ned til jorden. Alle græsstrå hoppede en meter op af jorden og alle bladene skriftede farve tre gange før de alle sammenfaldt af træerne. Titania stirrede op og så at skoven var helt nøgen. Den var heller ikke så tæt som den havde været før. Ridderen var væk og det samme var Franziscas lig. Nøglen var også væk. Det eneste der var tilbage var Titania. Hun rejste sig op og gik tilbage af den vej hun var kommet. Ud af skoven og gennem den anden skov. Ud på vejen og så til højre. Hun så ikke til højre eller venstre. Hendes hjerne var ikke i gang med at omdanne alle skyggerne til monster. Faktisk var hendes hjerne for en gangs skyld helt blank. Da hun nåede til det lille hus hende og hendes familie engang havde boet i gik hun lige gennem huset og ud i baghaven. Der kunne hun se en stor hvid sten med frisk jord nedenfor. Titania bøjede sig ned ved siden af graven. På stenen stod der;

”Her viljer Opel

Elskede hustru

Kærlig mor

 Må du vilje i fred”

Titania sad med hænderne i skødet. Det hele var vendt tilbage til hende så pludseligt at det var svært at forstå at det havde taget så lang tid at glemme det hele. Titania havde boet her med sin far og sin mor siden hun var en lille pige. Da hun var blevet 13 år havde hendes forældre planlagt en stor fødselsdag for hende. Først fik hun gaver. Hun fik skintøj, flere blokke og sin første blyant, men det bedste var at hendes mor tog den grå nøgle hun altid bar om halsen og gav den til Titania. Han sagde at det snart ville være tid at oplærer hende i alt hvad moren havde lært. Derefter rejste hun og moren ned til landsbyen. Det var morens fødselsdagsgave til Titania. De havde gået rundt i byen, set alle de flotte bygninger, spist is, købt tøj og haft det så sjovt. De havde været der hele aften. Titanias far ville komme ned til dem om aften så de kunne spise fødselsdagsmiddag sammen. Han sagde han skulle jage alle de vilde snuskede alfer væk fra marken så de ikke ville ødelægge høsten, men i virkeligheden skulle han nok bare skræmme kragerne væk. Titanias mor og Titania gik nede ved vejen hvor de skulle mødes med faren. Moren havde gået med Titanias hånd i sin. Moren lovede Titania at når de kom hjem ville hun lave varm hyldebærsaft til Titania. Det var Titanias yndlings og hun nikkede voldsomt. Hendes mor gav hende et kærligt kram. Så kunne de se vognen, der havde far stående ovenpå, imens han vinkede. Vognen stoppede på den anden side af vejen. Titania, der havde savnet sin far, blev elevild da hun så ham. Hun gav slip på sin mors hånd og løb ud på gaden. Faren holdt øjeblikkelig op med at vinke. Han råbte til hende, at hun skulle gå tilbage, men Titania forstod ikke, hvad han mente. Så hørte hun et brav bagfra. Titania bremsede op. Bag sig kunne hun hører stemmer, der råbte og skreg. Så hørte hun sin far skrige. Uendelig langsomt vendte hun sig rundt. Hendes mors krop lå på vejen. Den lå på en mærkelig måde med armene i forkerte stillinger og benene i to forskellige retninger. Som en storm kom hendes far susende forbi hende. Han bøjede sig ind over sin kones døde krop. Han tog hende i sine arme og knugede hende ind til sig. Titania selv blev stående. Hendes krop ville ikke adlyde hende. Hendes hjerne ville ikke arbejde. Hun stod bare der imens verden omkring hende forsatte. Det var nærmest som om alting omkring hende kørte 10 gange hurtigere end normalt. Sådan fortsatte det indtil der kom nogen og kørte moren væk. Faren ville først ikke give slip på moren. Da han endelig gjorde det, krøllede han sig sammen og græd som en baby. Titania kunne stadig ikke bevæge sig.

Hun og faren blev senere fjernet for stedet. De blev kørt hjem hvor de begge sad i stuen i hinandens omfavnelse. Titania viste stadig ikke rigtig hvad der var sket. Det var som om begivenheden var så uforståelig at hende hjerne nægtede at proces den. Til begravelsen tog faren morens hånd og gjorde tegn til at Titania skulle gøre det samme. Titania kunne ikke røre ved sin mor. Hun sagde ikke et ord i mange dage efter. Til gengæld skrev hun en hel del. Hendes far prøvede at finde de ting hun skrev, men hun gemte dem væk på sit værelse. Titania begyndte at forsvinde væk. Det eneste der holdt hende og hendes far sammen var når faren ville fortælle hende historier. Han ville opdigte historier over middagsbordet og for første gang i lang tid ville Titania svarer ham. Hun ville endda le, hvis det var en sjov historie. Moren blev begravet i baghaven. Det var tradition i familien. Det hjalp dog også Titanias plan. Efter at der var gået tre besluttede faren at det var på tide at forlade huset. Titania nægtede. Faren og Titania havde et kæmpe skænderi. Under skænderiet begyndte nøglen pludselig at stråle. Titania lå grædende på gulvet og greb fat om nøglen. Hun råbte op imod himlen ”Jeg vil bare havde min mor tilbage”. Nøglens lys eksploderede og fik huset til at hoppe op fra jorden, vende sig rundt i luften og lande med taget nederst. Det var der dog ingen af beboerne der opdagede for der i døråbningen stod Opel/mor jo. Hun smilede og sagde – Skal vi ikke have noget varm hyldeblomstersaft.

Familien var lykkelig igen. Hvor længe havde de levet under den forbandelse. Titania havde ingen ide, men hun kunne se på sin kro at hun umuligt kunne være 13 år længere. Hun huskede nu hvordan hendes far havde været den sidste tid før han forlod hende. Han havde tigget hende om at ophæve forbandelsen. Titania havde nægtet. Hun ville bare havde at alting var som det pegede. Derfor prøvede hun at slette sin fars minder om hvordan tingene brude være. Han opdagede det dog og blev meget vred. Han sadlede en hest og red bort. Titania havde grædt meget i sin mors arme efter det. Derefter slettede hun sine egne minder om faren og om morens død. Hun havde levet i denne løgn lige siden.

Titania sad der længe og gennemgik alt hvad hun nu havde fået tilbage. Hun havde slettet lidt hver dag. Først hende far, derefter besværgelsen, så 13 års fødselsdagen, så morens ulykke, så begravelsen og til alle de skænderier hun nogensinde havde haft med sine forældre. Hun havde levet perfekt i den mest kedelige af alle hendes historier, der på samme tid var hendes allerbedste.

Men nu var det forbi. Titania kunne ikke græde. Hun havde ikke flere tårer tilbage. Langsomt kom hun op og stå. Hun børstede sine bukser fri for svans. Så lage hun en hånd på stenen og sagde – Farvel mor. Håber du har det godt hvor end du er og at du viljer i fred.

Så gik hun tilbage til huset. Gik direkte gennem stuen og køkkenet ud af døren. Ude på vejen kikkede hun sig rundt og så tilbage på huset. Hun sukkede og gned sine øjne. Så vendte hun sig rundt og tænkte – Den ene vej kan vel være lige så god som den anden. Så forlod hun huset for evigt og altid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...