Titanias Nøgle

Titania lever alene med sin mor i et lille forladt hus ved en vej, hvor ingen nogensinde kommer. Livet er godt for både hende og hendes mor indtil den onde og mørke Franzisca dukker op og kidnapper Titanias mor. Nu er det op til Titania og hendes hjælper den hvide ridder at frelse hendes mor fra Franziscas krøller.

0Likes
0Kommentarer
189Visninger
AA

2. Den Lange Vandring

Titania forlod huset tæt pakket ind i sin kappe. Det var koldt og mørkt, men lygten bragte en smule lys til vejen foran hende. Hun holdt lygten op foran hendes hoved. Hun begyndte at gå ned langs vejen. Titania havde kun få gange været væk fra huset. En gang var en vogn kommet forbi for at hente hende og hendes mor. De var kørt ind til en stor plads fuld af huse. Det var noget hendes mor kaldte en by. Hun havde fortalt Titania at det mørke rige havde hundrede vis af byer som denne her. Titania havde været meget fascineret. Hun havde skabt mange af disse byer i sine historier. Ofte kom heltene til byerne i den mørke rige og befriede indbyggerne fra Franziscas ondskab. Titania prøvede at danne en ny historie om en heltemodig kriger med hendes navn og hendes ansigt, der frelste et helt kongerige fra Franziscas ondskab, men det virkede ikke. Hun havde aldrig før haft problemer med at skabe historier. De fungerede som en god distrahering fra en kedelig og ensformig handling hun skulle udfører, men nu kunne de ikke distrahere hende. Det hele var alt for virkeligt og der var en stemme i hende baghoved der sagde at det var forkert. Hun skulle være klar og seriøs. Det kunne jo være at hun ville blive angrebet her på ukendt grund. Hendes mor var altid så bange for at lade Titania vandre for langt væk fra huset. Så Titanias øjne og øre var på stilke. Hvis nogen kom ud af mørket ville hun ikke blive overrasket.

Der kom ikke nogen i meget lang tid. Titania slappede ikke af, men blev med at gå. Hendes hjem var forsvundet ind i mørket for længe siden. Nu var der kun Titania og vejen foran hende. Og træerne. Og marken på den anden side af træerne. De fortsatte så langt øjet rakte. Titania slog med den anden hånd kappen om sig imens hun gik. Der var en kold vind, der fik hende til at ryste. Over hende var der en ugle der tude. Langt borte ude på marken syntes hun der var en skygge der bevægede sig, men det var for mørkt til at hun kunne være sikker. Titania blev ved med at bide frygten i sig. Hun inorrede den. Lod som om hun ikke var bange, selvom hendes hjerne arbejde på højtryk for at omdanne hver eneste skygge til et farligt monster. Titania blev endda overbevist om at Franzisca hende selv stod bag et af træerne, klar til at kaste sig over hende. Titania var så bange at hun blev stående foran træet i 10 minutter før hun turde gå frem og se at der var intet på den anden sidde af træet. Titania skældte sin egen hjerne ud over at spilde tid. Hun begyndte at gennemgå vejen til Mulleskoven for at distrahere sig selv. Først foregik det hele i hovedet på hende, men senere sang hun nærmest hele ruten.

Ned af vejen

            Først til højere og så til venstre

            Gennem skoven

             Drej en omgang og så til højere og så til venstre

Mulleskoven lå på grænsen mellem det mørke rige og hendes eget rige. Det havde fået sit navn fordi mørket fra det mørke rige dækkede hele skoven og osede nærmest ud mellem træerne. Ingen gik alt for langt ind i Mulleskoven. Det var faktisk derfor at der aldrig kom nogen til deres hus. Folk havde denne her underlige forestilling om, at hvis man boede for tæt på Mulleskoven, kunne man ende med at møde en frygtelig skæbne. Moren havde fortalt Titania at dette var grunden til at de var kørt ned til byen. Hun ville dog ikke gå i detaljer lige meget, hvor meget Titania tiggede. Titania havde kun været i byen en enkelt gang og hun ønskede ikke at rejse derned igen. Livet havde været så meget bedre i hende og hendes mors hus. Stille og roligt uden de store bekymringer. Titania savnede allerede det varme køkken og sin lune seng, men mest savnede hun sin mor, der krogede varme hyldebærsaft og smilede hver gang hun kom hjem. Titania savnede sin mor så meget, at det gjorde ondt. Det gjorde så ondt at Titania var mere fokuseret på den end vejen foran hende og hun var ligeved at gå for langt, men hun vendte tilbage til virkeligheden da svinget mod højre kom. Kort efter var hun ved svinget til venstre. For enden af den vej kunne hun se skoven. Ikke Mulleskoven, men skoven en flok mennesker plantede for at gemme Mulleskoven bagved. De brød sig ikke om at se på den hver dag. Titania vandre videre, men nu var hun ikke bare kold, men også træt i armene og fødderne. Titania havde brug for en pause, men hun blev ved med at gå. Hun ville nå til skoven før hun tog en pause. Hun havde ingen ide om, hvor langt hun havde gået. Solen var allerede ved at farve himlen rød med sine varme stråler. Titania var træt, men i det mindste var hun ikke nær så kold længere. Hun lyttede til sine fodtrin. Træskoene slog mod den hårde vej under hende. Hun prøvede at gå på en måde der dannede en melodi, men hun ende næsten med at falde over sine egne og gav derefter op. Da solen havde rejst sig over horisonten nåede Titania skoven. Der, ved skovens indgang stod hun og så sig om. Hun havde brug for en pause. Mere end det havde hun brug for søvn. Hun havde kæmpet mod søvnen på det sidste stykke, men nu kunne hun ikke mere. Frygten for hvad der ville ske med hendes mor havde holdt hende vågen indtil nu, men hun kunne virkelig ikke mere. Titania gabte og faldt halvt i søvn stående. Hun så rundt for et sted hvor hun kunne sove i ro og mag. Der var dog ikke rigtig noget sted så til sidst lag hun sig bare op af et af træerne. Hun stubbede og puffede for at ligge ordenligt, men hun lå elendigt. Hun prøvede at ligge kappen under sig som en form for underlag, men det var alt for koldt til at hun kunne sove uden tæppe. Til sidst lå hun bare og ventede på at trætheden overmandende hende totalt selvom hun lå på det afskyggelige underlag. Det skete efter hvad der føltes som timer. Titanias hoved nikkede og faldt ned på skulderen. Hun sov først uden at drømme, men senere krøb en skygge over hendes drømme. Hun så sin mor ligge på vejen. Hun lå helt stille i en pøl af sit eget blod. Titania prøvede at løbe op til hende, men det var som om at vejen blev længere og længere. Hun prøvede at råbe, men det var som om nogen havde slået en knude på hendes stemmebånd. Hun var hjælpeløs og nu var hendes arme og ben så uendelig tunge. Hun kunne intet gøre. Titania ville havde skreget hvis hun havde haft en stemme. Så så hun det. Skikkelsen der rejste sig over hendes mors krop. Det var Franzisca. Det var hun sikker på. Franziscas arme var lange som grene på et træ. De rakte ind over Titanias mors krop og greb kroppen med begge hænder.

- Du rør ikke min mor.

Det tog en kraftanstrengelse at få ordrene over læberne, men endelig fik Titania sagt det. Hun var ikke sikker på om Franzisca hørte hende, men så så hun Franzisca vende sig mod hende. Til Titanias overraskelse var hendes ansigt ikke ondskabsfuldt eller smilende. I stedet var det overrasket. Hun sænkede armene og lod morens kroppe falde hen over hendes skulder.

- Lille barn dog. Er det ikke på tide du vågne op.

Titania sprang nærmest op fra jorden. Hun var lys vågen og stirrede rundt. Solen stod højt på himlen og skoven omkring hende var helt stille. Titanias hjerte hamrede afsted. Hun havde svært ved at orientere sig. Hendes hoved var fyldt med billeder af hendes mor i Franziscas klør. Titania følte sig svimmel og famlede efter noget at holde sig oprejst. Hun greb fat i det nærmeste træ som hun lænede hele kroppen ind over. Hun bøjede sig ind over træet og tog nogle meget hurtige åndedragt. Et øjeblik skulle hun til at kaste op. Det næste øjeblik dunkede den vildelse hovedpine og derefter var det som om hendes hjerte var ved at briste. En uendelig sogn krøb ind over hende. Den gjorde hende syg. Den gjorde hende lam. Den fik hende til at glide ned på jorden og krybe sammen til en kugle. Hendes mor kunne allerede være død. Kunne hun overhovedet stole på Franziscas seddel?  Måske havde Franzisca allerede slået moren ihjel og begravet hende i deres baghave. Titanias øjne flød over. Store hulk dukkede op fra det sorte dyb hendes sind havde forvandlet sig til. Der sad hun imens solen varmede hendes trætte krop. Den fortsatte med at varme hende imens den bevægede sig hen over himlen. Titanias tårer havde stoppet for længest, men hun kunne ikke finde energi til at fortsætte. Hun lå bare på jorden og følte sig helt og aldeles hjælpeløs. Hendes hoved viste hele tiden billeder af hendes mors døde krop. De ville ikke forsvinde lige meget hvor meget hun anstrengte sig for at tænke på noget andet. Hendes mave skreg på føde, men Titania kunne ikke tage sig sammen til at rejse sig.

Sådan lå hun i meget lang tid. Hun ville sikkert stadig ligge der hvis ikke noget var sket. Noget der ikke burde være sket, men skete alligevel. Titania rullede om på den anden side for at se ind i træets bark. Da hun rullede rundt kom hun til at vikle sin halskæde for stramt rundt om halsen, hvilket gjorde at hun næsten blev kvalt. Titania viklede halskæde løs og rev den af sin hals. Hun skulle lige til at ligge den på jorden bag sig da hun opdagede noget mærkeligt ved halskæden. Den lyste. Nøglen i midten af kæden lyste et blåt skær. Dens stråler voksede og lyset blev efterhånden så skarpt at Titania måtte lukke øjnene. Hun havde igen ide om hvordan det var muligt. Hendes nøgle var bare en gammel grå metalnøgle der ikke passede til nogen lås. Hvordan kunne den pludselig lyse midt i det hele? Titania holdt nøglen op foran øjnene og prøvede at åbne dem igen. Da hun stirrede direkte ind i lyset var det som om at hendes sind blev vasket med sæbe. Det var en underlig følelse. En følelse der måske kunne sammenlignes med at komme hjem fra krig og blive krammet og elsket af sin familie og venner. Man er lykkelig over at se sin familie igen og for et øjeblik er alle de grusomme ting man har set skubbet tilbage i baghovedet. De eksistere dog stadig der og man frygter at det ikke vil tage lang tid før de overtager ens sind igen. Sådan havde Titania det. Hun rejste sig op fra jorden imens hun blev ved med at se på lyset. Hun fortsatte med at se på nøglen. Lyset blev ved med at stråle stærkere og stærkere. Titania opdagede til sin overraskelse at det ikke gjorde ondt i hendes øjne længere. Hun blev ved med at gå. Hun viste ikke hvorhen. Lige nu eksisterede kun nøglens lys for hende. Imens hun gik begyndte tanker hun havde været ud af stand til at tænke før hen at dukke op i hendes hoved. Tanker som ”Hun kunne ikke være sikker på noget” og ”det var lige meget om Franzisca kunne stoles på eller ej. Der var en 50 % chance for at hendes mor stadig var i live og det var nok for hende”. Titania kunne mærke styrken vende tilbage i hende. Det var som om en hvid ridder havde bekæmpet alle de grusomme tanker der lå i hendes baghoved. Nu holdt han dem tilbage med alt sin magt. Titania smilede. Hun måtte videre. Hun var ikke længere lænket fast til fortvivlelsen. Den hvide ridder havde knækket de kæder og hjælp hende videre. Hun forstillede sig den hvide ridder i den skinnede rustning på sin hvide hest. I går havde hun ikke været i stand til at distrahere sig selv med eventyr og fantasier, men her i eftermiddagsolen gik det bedre. Der var ikke nær så mange skygger der kunne forvandles til Franzisca. Nu travede hesten ved siden af med ridderen siddende i sadlen. Da Titania ikke kunne holde sulten ude længere råde ridderen hende til at spise den mad hun havde taget med. Selv ville han ikke havde noget. Titania begyndte at digte en historie, der skulle være ridderens fortid.

”Han havde drømt om at være en stor kriger lige siden han var dreng. Som dreng havde han levet i en lille landsby, hvor livet var kort og barsk. Ridderen levede i en lille gård, der mindede om Titanias egen gård, med begge sine forældre. Den lille familie havde ofte ikke ret meget mad og måtte sulte. Ridderen var dog ikke kun den eneste søn, men også familiens optimisme. Han kæmpede en evig kamp for at holde humøret oppe. Han blev sat på sin livs opgave under en særlig hård vinter, der krævede mange af landsbyens indbygger livet. Ridderen var nød til ikke bare at holde humøret oppe hos sine forældre, men også hele resten af landsbyen. Han gjorde dette ved hver morgen at tænde op i pejsen, lave tre fakler som han tænde, klæde sig varmt og derefter styrte ud i gaderne imens hans sang sange om foråret. Nogle af børnene løb efter ham, men de fleste blev inden døre. De fulgte ham dog fra vinduerne. Til sidst kom ridderen til toppen af en bakke hvor han tændte et stort bål som varmede alle dem der var fulgt med ham. Selv om det stormede og blæste folk, dyr og huse væk blev ridderen ved med at gå op til den bakke og tænde sit bål. Han var urokkelig og det gjorde indtryk på mange af landsbyboerne. Hver dag fulgte flere og flere med ham op på bakken og de hjalp hinanden med at tænde bålet. Det gav håb tilbage til landsbyen og de begyndte og gøre deres arbejde igen selvom de stadig frøs og sultede. Da vinteren var forbi, kom et følge til landsbyen. Det var kongen ham selv, der ønskede at vide hvem der havde tændt bålet på toppen af bakken. Ridderen gik frem og fortalte at det var ham. Kongen takkede ham mange gange og fortalte at det bål var blevet set fra nær og fjern og det havde tændt et håb hos mange fortvivlede sjæle. Kongen ønskede at slå drengen til ridder af håbet selv. Ridderen takkede og fulgte med kongen. Nu bekæmper han fortvivlelse og håbløshed med ild og sværd”.

Titania fortalte denne historie til ridderen. Han smilede. Det måtte betyde at han kunne lide historien. Titania var ikke helt tilfreds med den, men det kunne jo være hun kom på noget bedre senere. Ridderen sagde at det var han sikker på. De var gået videre imens Titania havde fortalt ridderens historie. De gik videre gennem skoven. Titania blev ved med at tale. Hun fortalte den ene historie efter den anden, lykkelig over at havde så godt et publikum som ridderen. Til forskel fra hendes mor, lyttede ridderen. Han rystede ikke på hovedet af hende, eller sagde at hendes fantasi løb løbsk med hende. Ridderen talte meget sjældent. Han red ved siden af hende i stilhed. Sådan fortsatte de i en lang uendelighed. Solen blev ved med at synke på deres anden dag. Efterhånden som skyggerne blev længere blev Titania også mere urolig. Hun skulle ud af denne skov før det blev mørkt. Hun ville ikke kunne finde rundt herinde. Ridderen smilede bare ned til hende og pegede på hendes nøgle der hang omkring hendes hals. Den lyste stadig. Lyset var meget stærkere end det havde været tidligere på dagen og det blev kun stærkere og stærkere. Titania forstod det stadigvæk ikke, men når hun løftede nøglen op foran øjnene jog lyset alle hendes frygt på flugt. Titania tog kæden nøglen hang i og bandt den fast til sin lampe. Så tændte hun lampen og med det ekstra lys var det nærmest som at holde en fakkel. Ridderen smilede. De fortsatte gennem skoven. De nåede lige nøjagtigt ud af skoven før solen forsvandt. Titanias nøgle strålede nu endnu klare end olielampen så Titania slukkede lampen og stillede den ved skovens udkant. Derpå drejede hun en omgang.

Denne del havde altid forvirret hende som barn da hun første gang hørte om Mulleskoven. Når hun var kommet så langt, ville hun så ikke være i stand til at se Mulleskoven herfra. Hvad var pointen med at dreje en omgang? Svaret på dette spørgsmål kom til hende da hun lidt efter stoppede sin sving om og så sig forvirret om. Hun kunne stadig se skoven hun var kommet ud af, men alting så anderledes ud. Verden drejede rundt. Den forvirrede hende. Hun virrede med hovedet og prøvede at få verden til at stå stille, men det gjorde bare at verden snurrede endnu mere rundt. Forvirret og tumelumsk vaklede Titania ned af vejen. Hun huskede først til venstre og så til højre. Da hun kom til den første korsvej overvejede hun om hun skulle til venstre eller højre. Det var ret så svært at orientere sig. ikke fordi solen var væk for nøglen var nu nærmest sit eget bål, men mere fordi verden blev ved med at bølge. Før ville den ikke stå stille nu snurrede den både rundt og kørte op og ned samtidig. Titania havde det som om hun skulle til at blive køresyg. Hun valgte at gå til venstre. Efter et kort stykke tid kom der endnu en vej der gik til højre. Titania gik ned af den vej og gik direkte ind i et træ.

Titania faldt baglænds for foden af træet. Da hun åbnede øjnene igen stod verden endelig stille. Hendes nøgles lys lyste nu så kraftigt solen selv. Den oplyste de første træer i Mulleskoven. Titania var fremme. Nu skulle hun bare finde Franzisca og hendes mor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...