De gyldne ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2017
  • Opdateret: 18 jan. 2017
  • Status: Færdig
Da den 16 årige teenager kører død i hendes liv hjemme i Danmark, bliver hun sendt til NewYork for at bo sammen med Gudmordatter. Hendes liv ændres, hendes stil ændres, og nye venner fylder hendes liv. De gyldne forbliver dog de gyldne ord, og de følger hende hele vejen.

Jeg har valgt mulighed 3. Citatet.

1Likes
1Kommentarer
556Visninger
AA

2. Til den kommende storbypige

 

 

Det er en måned siden jeg sad som den sølle eksistens i min sofa, med stikkende ben, lugtende ånde, usselt hår og dyne. Nu er dynen pakket væk, håret er redt, benene barberet og ånden klaret med en helvedes masse tandpasta og mundskyl. Kufferten er pakket og jeg er på plads i flyet. Sæde 25A. Det er et vinduessæde. Det er fantastisk. Jeg ser tilbage på lille Danmark. Jeg ser frem til det store æble. Big Apple. New Yorks skyskrabere, Central Park, Uendelige cafeer, Broadway, Kriminelle. Det bliver lækkert. Jeg flytter til New York på ubestemt tid. Faktisk er jeg blevet sendt til New York på ubestemt tid. Mine forældre har valgt at sende mig afsted. De slikkede på et postmærke, klaskede det i panden af mig, og sendte mig afsted som en anden pakke. Sammen med min hjernevrider, min lærer og min gudmor fik de arrangeret hele min fremtid helt uden mig. Nej, der var ingen der tænkte på at spørge selve hovedpersonen, om det var i orden at hun blev sendt til New York. Afsted kom jeg. Jeg skulle have det fedeste liv. Jeg skulle være en rigtig storbypige. Totalt urban. Jeg skulle bo hos min gudmors datter. Jeg havde ikke set hende siden min dåb aka 14 år inden. Hun boede i den fedeste Newyorker lejlighed. Den var helt som man så dem på film, med en brandstige lige foran vinduet, bare murstensvægge, gamle bøger og genbrugsmøbler. Jeg glædede mig. Jeg skulle starte på highschool. Det blev spændende. Jeg var så klar.

”Vær venlig at spænde sikkerhedsselerne. Vi lander om tredive minutter.” Det var piloten der snakkede i højtalerne.

Jeg spændte selen og lænede hovedet tilbage. Jeg forestillede mig mit nye liv. Smilet bredte sig på mine læber, men stoppede hurtigt, da en stikkende fornemmelse lammede begge mine ører og startede en pibe lyd. Jeg rodede i min taske og fandt et stykke tyggegummi. Det virkede ikke. Jeg klemte i stedet min næse og pustede ud.

Jeg ventede utålmodigt ved bagagebåndet. En skinger lyd fyldte lokalet i takt med en kæmpe blinkende, rød lampe. En stålport lukkede for åbningen til bagagebåndet, og skærmen over båndet fyldtes med de grimmeste ord: ”Ikke mere bagage på båndet.”

Mit gåpåmod forsvandt et øjeblik. Jeg løftede opgivende min håndbagage fra gulvet og placerede den meget tunge taske på min meget trætte skulder. Jeg traskede med knap så hastige skridt hen mod stedet med de sure lufthavnsdamer, hvor man brokker sig over sin manglende bagage, og det var præcis hvad jeg gjorde: Brokkede mig over min manglende bagage. Min manglende toilettaske, mine manglende sko, mit manglende tøj, alle mine dyrebare (sandsynligvis købt på udsalg) ejendele. Jeg færdiggjorde mit brok med den røvsyge og meget arbejdstrætte lufthavnsdame bag disken. Jeg løftede min stadig meget tunge håndbagage og gik ud af lufthavnen. Jeg trådte ud i alle skiltene og flagene udenfor lufthavnens døre. Skilte med navne på personer og firmaer overalt. Taxachauffører og tilfældige folk. Jeg kiggede rundt. Der stod hun. Min gudmors datter. Wow. Det lyder langt ude. Men der stod hun altså, med et kæmpe skilt med sætningen: ”Til den kommende storbypige.”

Jeg begyndte at grine. Pigen havde humor. Mit gåpåmod fik det bedre igen. Jeg bevægede mig med ydmyge skridt hen mod hende. Hun så meget begejstret ud, og da jeg nåede helt hen til hende, udbrød hun: ”Hej. Hvor er det godt at se dig. Vi skal nok få det hyggeligt.” Hun tog min taske satte den på gulvet og gav mig et kæmpe knus. Jeg frøs fast og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Efter lange tredive sekunder gav hun endelig slip og jeg smilede fjoget og udbrød med et akavet grynt.

”Lad mig tage din taske,” sagde hun med et kæmpe smil, tog tasken og begyndte at gå, inden jeg overhovedet fik sagt, at jeg godt kunne tage den selv. Jeg stod forvirret tilbage og kiggede på, at hun lige så stille forsvandt ud i mængden. Det gik op hende, at hun manglede hendes kommende storbypige, så hun gik et par skridt tilbage og vinkede mig med. Jeg løb hen til hende, og vi var på vej. Der stod hendes bil. En gammel rusten bil, men rusten gjorde ikke så meget, for bilen var rødbrun i forvejen. Sæderne var grønne med brune blomster. Der hang en duftfrisker i frontruden med granduft. Det var en utrolig vammel lugt. Sådan sødlig og stærk med et twist af bræk. Da hun satte nøglen i og drejede rundt startede bilen ikke, men brummede og hoppede, så hun tog nøglen ud, satte den i igen, tog nøglen ud og satte den i igen, og så drejede hun den for anden gang. Så. På magisk vis startede den rustede skrotbunke af en bil.  Jeg kiggede smilende på hende, mens vi tøffede afsted i den meget hoppende rustbunke. Efter en meget spændingsfuld køretur gennem New York gader, hvor vi blev dyttet af mindst hundrede gange og dyttede mindst ligeså mange gange, bandede løs i bilen, råbte af folk der gik ud foran, og var ved at køre en andefamilie ned, nåede vi til parkeringen, som var præcis ligeså interessant. Folk var meget voldsomme i storbyen, men stemningen var fed og energien for vild. Der var gang i den overalt og stadig en vis ro. Allerede i løbet af min første time i New York vidste jeg, at jeg ville få det fedt.

”Så det der er dit værelse,” sagde hun og pegede mod en dør for enden af det store rum, vi stod i, som var stue, køkken og soveværelse i et. Soveværelset var markeret med gardiner, som delte stuen op, så det ene hjørne dannede et rum til seng, kommode og tæppe. Hun plaprede løs, mens hun pegede: ”Den blå dør ved siden af din dør er badeværelset. Køleskabet er fyldt, så spis løs. Sofaen er elendig, så tag et par puder med, inden du prøver på, at ligge dig til rette.”

Jeg gik ind på værelset og satte mig på sengen. Jeg kiggede rundt og smilte, og så begyndte jeg at pakke min håndbagage ud. Bogen fik plads på natbordet. DVD’en fik plads i skabet. Min computer satte jeg på skrivebordet. Pung, mobil og læbepomaden proppede jeg i håndtasken. Det var mine ankomne ejendele delt ud på værelset, resten var på eventyr i alverdens lufthavne. Ingen vidste i hvilken kulinarisk by mine jeans ville ende. Jeg ville sætte mig på sengen igen, men gudmordatter afbrød mig, ved at banke på døren til værelset.

”Hey. Såe har du pakket lidt ud?” spurgte hun med et smil.

”Ja, de sager jeg har,” svarede jeg med et grin og forsatte: ”Jeg tænker, at jeg kigger lidt rundt i området og shopper i dag.”

”Det lyder som en god ide.” Gudmorsdatters telefon ringede, så hun skyndte sig at afslutte sin sætning, mens hun pegede på sin telefon: ”Jeg skal også på arbejde nu. Det er min chef i røret. Vi ses. Hyg dig.”

Hun kyssede mig på panden og gik med hastige og målrettede skridt mod hoveddøren, mens hun diskuterede med hendes chef i telefonen.

Jeg gik ud i det store rum. På køleskabet hang en seddel, hvor der stod: ”Hyg dig i dag. Vi ses i aften kl. 18” Nøgle til lejligheden er under krukken udenfor døren. Der er 1000 kr. til shopping under brødristeren. Knus.”

Jeg var sulten, så jeg åbnede køleskabet. Jeg begyndte at grine. Køleskabet indeholdt absolutingenting, eller jo. Det rummede en hel flaske mælk. Jeg huskede tydeligt, at hun havde sagt bare en halv time tidligere, da vi ankom, at køleskabet altid var fyldt, men nej. Jeg grinede længe. Ikke kun fordi der kun var en sølle mælk, men fordi der var en seddel på mælken, hvor gudmordatter havde skrevet: ”På eget ansvar. Kan ikke huske hvornår jeg købte den.”

Jeg lukkede køleskabet, gik direkte hen til brødristeren og tog de 1000 kroner, gik ud af døren, løftede krukken og tog nøglen. Jeg tænkte kort: ”Hvad var der med gudmordatter og det at gemme ting under andre ting?”

Jeg gik ind i lejligheden igen og kiggede rundt. Jeg fik øje på en vase i vinduet. Jeg løftede den, men der var ingenting. Jeg så en bunke bøger, men der var ingenting. Så så jeg en buddha figur. Jeg løftede den og bingo. Der lå noget. Jeg skyndte mig at sætte figuren ned igen. Kondomer.

New Yorks gader var vilde. De gule taxaer kørte overalt. Folk dyttede hele tiden og fortovene var fyldt op med mennesker, som løb af sted, som havde de mordere efter sig. Atmosfæren var dejlig. Der var butikker over det hele, og hvor der ikke var butikker var der cafeer. Mit første besøg gik til en café, hvor jeg købte en ’coffee to go’. Bagefter købte jeg et par hippe solbriller. Tøjet klarede jeg nemt. Jeg fandt de flotteste mom-jeans og en v-halset strik, hvor jeg selvfølgelig købte en blondetop at have indenunder. Sko købte jeg i den største skobutik, jeg nogensinde havde set. Et par høje støvler i det lækreste brune læder. Jeg fandt det nærmeste toilet og skiftede til mit nye tøj. Jeg havde fået mit første outfit, og kunne mærke at min drømmestil gennem mange år endelig var på vej til lille mig. Med mit nye tøj på kunne jeg rigtig gå på opdagelse i min nye hverdag.

Jeg fandt hurtigt mit stamsted. Den hyggeligste café jeg nogensinde havde sat min fod i. Væggene var murstensvægge som i gudmordatters lejlighed, men den ene af væggene var dækket af gråt blomstertapet. Hele caféen var delt op i små hyggekroge. Ikke mange af møblerne var ens, men passede alligevel sammen. Nogle steder var der høje borde med vidt forskellige barstole. Andre steder var der lænestole, nogle store, nogle små, nogle runde og nogle firkantede. Bordene var alt fra gamle bildele til fine glasborde eller paller. Jeg satte mig, bestilte en stor Caffe Latte og satte mig til rette i en af de store lænestole. Jeg rodede i min taske og fandt min bog frem. Det var femte gang jeg læste den. Jeg elskede den. De gyldne ord prydede siderne. ”Things change. And friends leave. Life doesn't stop for anybody.” Præcis de ord havde givet mig styrke og mod. Blod på tanden. For fint nok. Jeg var blevet sendt afsted til New York af alle andre end mig selv, men jeg havde taget udfordringerne med hejst pande. Takket være de gyldne ord. Det ene ord slugte det næste, og tiden fløj afsted. Pludselig havde jeg siddet på caféen i to timer. Jeg var næsten færdig med bogen og besluttede mig for at tage hjem til lejligheden igen. Klokken var blevet halv seks, og inden jeg nåede ind i trappeopgangen, var den lille viser smuttet forbi sekstallet. Jeg løb op af trapperne, lagde nøglen tilbage under krukken ude foran døren og forsatte ind i lejligheden.

”Halløj,” råbte jeg, da jeg smed taske og pose på spisebordet.

Der duftede skønt af indisk mad i hele lejligheden. Jeg kiggede rundt. Gudmordatter var ikke i køkkenet, så jeg kiggede bag de ophængte gardiner, som jeg stadig lige skulle overbevise mig selv, var et soveværelse. Der sad hun, i fuld gang med at skrive på sin computer. Hun havde et vigtigt job, eller ikke som sådan vigtigt, men det var stressende og meget tidkrævende. Hun var journalist på New York Times. Et af verdens mest præstigefyldte aviser. Hun var chef over mange af de ansatte, men havde stadig en chef over sig, som bestemte mere. Han var en nar. Det syntes jeg i hvert fald. Hun ville ikke indrømme det, men hun tænkte det samme som mig.

”Hejsa. Jeg har købt indisk mad. Det står på komfuret,” sagde hun og pegede mod køkkenet.

Jeg bevægede mig hen mod køkkenet. Jeg kunne høre computeren klappe i og hastige skridt indhente mig bagfra.

”Fedt outfit du har fået købt dig. Har du haft en god dag?” spurgte hun.

Jeg drejede rundt i mit outfit og flashede mit nye look. Det var et stolt øjeblik. Gudmordatter fjollede med og lod hendes hænder forme en firkant, som hun holdt foran ansigtet, og begyndte hun at knipse, som var hun paparazzi der tog billeder af modellen mig. Jeg var lykkelig. Vi grinede.

Efter lang tid svarede jeg: ”Jeg har haft en fantastisk dag.”

Vi satte os og spiste den indiske mad. Jeg fortalte om mit nye stamsted med de mange forskellige møbler og den fabelagtige kaffe. Jeg fortalte om mit liv hjemme i Danmark. Hun fortalte om hendes arbejde. Hun fortalte om hendes venner. Vi snakkede løs og ligeså stille samlede vores fremtid sig, som en bagende varm, nybelagt asfaltvej foran os på en varm solskinsdag. Vi havde opstartet vores liv sammen. Mit liv i storbyen og hendes liv med en tokkenog som mig.

Dagen gik mod sin ende. Mit hoved var bombet efter de mange nye indtryk, og min krop var smadret efter den lange flyvetur, efterfulgt af den lange gåtur i New Yorks gader. Jeg var totalt jetlacked, og sidst på aftenen smadrede det ind i mig som en knytnæve i en boksepude. Energien i byen havde skjult jetlaggen tidligere på dagen, men lejlighedens ro satte gang i den igen. Efter et døgns rejse med dårlige flysæder, vammel fly mad, skrigene unger, savlende gamlinge, svedlugt, bræk og tung håndbagage, var jeg klar til en god nats søvn. Jeg lagde mig til rette i sengen. Mine ben var gennembankede og ømme. Jeg lå og kiggede lidt op i loftet, før jeg tog min telefon fra natbordet og begyndte at skrive en besked hjem: ’Hej derhjemme…’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...