De gyldne ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2017
  • Opdateret: 18 jan. 2017
  • Status: Færdig
Da den 16 årige teenager kører død i hendes liv hjemme i Danmark, bliver hun sendt til NewYork for at bo sammen med Gudmordatter. Hendes liv ændres, hendes stil ændres, og nye venner fylder hendes liv. De gyldne forbliver dog de gyldne ord, og de følger hende hele vejen.

Jeg har valgt mulighed 3. Citatet.

1Likes
1Kommentarer
692Visninger
AA

3. Men ja, jeg er ny

 

 

Seks dage efter min ankomst, og første møde med gudmordatter, kom selveste dagen. Jeg stod foran spejlet på værelset og rettede skjorten og slipset. Nederdelen kunne ikke rettes, den var bare grim. Selvom. Jeg må indrømme, at det kunne have været værre. Nederdelen var blå- og hvidternet med et strejf af brun. Skjorten var helt hvid med et logo på brystet og slipset var mørkeblåt. Jeg havde også fået udleveret en blå jakke, som jeg kunne tage på, når der var koldt og et par bukser, til når jeg ikke følte for nederdelen. Det var første gang jeg stod med hele sættet på. Jeg betragtede mig selv grundigt i spejlet. Min krop rystede en smule og mit hjerte bankede helt voldsomt. Min pande var direkte svedig og mine hænder svagt fugtige. Jeg var klar til high school. Jeg mødte en dag senere end resten af skolen. Det gjorde alle de nye. Gudmordatter havde fulgt mig hen til skolens indgang, men derfra måtte jeg klare den selv. Jeg bevægede mig indenfor og gik langsomt langs med hovedgangen. Jeg kiggede overalt. På væggene, i glasmontrerne med årsbøgerne og pokalerne og på gulvets mønstre. Jeg nærmede mig langsomt rektors kontor, mens jeg til snusede mig den amerikanske skoles atmosfære. Der var døren pludselig. Skiltet hang lige for næsen af mig. ”Rektor,” stod der med store bokstaver. Jeg sank et par gange og bankede så på.

”Kom ind,” sagde en meget alvorlig stemme.

Jeg åbnede forsigtigt døren, trådte ind og lukkede den bag mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre eller sige, så jeg samlede bare hænderne bag på ryggen og kiggede på rektor, som et forsøg på at være høflig og vise respekt.

”Frk. Larsen,” sagde han.

Jeg vidste ikke kom det var en konstatering eller et spørgsmål. Jeg overvejede det lidt og svarede så: ”Ja.”

Rektor bad mig om at sidde ned, bød mig velkommen og forklarede hvordan skolen fungerede og hvad skolen ikke tolererede. Han gjorde meget ud af at fortælle præstigefyldt skolen var. Han var en utrolig tør mand. Han havde ikke den mindste smule humor. Han gav mig nogle bøger og et kort, så jeg kunne finde mine klasser og mit skab. Skolen havde fire etager med de smukkeste detaljer. Min første klasse var matematik. Efter jeg havde afleveret mine ting ved mit skab, satte jeg kurs mod klasselokalet. Jeg bankede forsigtigt på døren og trådte ind.

”Frk. Larsen,” sagde læreren og kiggede på mig. Nu havde jeg forstået det. Man skulle svare ja, når de sagde ens navn, så det var hvad jeg gjorde.

”Du kan sætte dig ned ved siden af Alissa,” sagde han og vendte sig mod tavlen, hvor der stod den længste formel, jeg nogensinde havde set.”

Jeg lagde mine bøger på bordet og satte mig ved siden af Alissa. Bordene og stolene hang sammen. Det var sådan nogle bordbænke - helt som man så dem på amerikanske film.

”Hej. Jeg hedder Alissa. Godt at møde mig. Skal jeg vise dig rundt bagefter?” Hun virkede rigtig sød.

Vi småsnakkede lidt, men læreren begyndte at brumme og så holdt vi op. Vi forsatte efter timen. Der var frikvarter, så vi gik en tur på skolen inden frokost. Der var en times fri, så der var massere af tid til at spise. Hun viste mig svømmehallen, baseballbanen, fodboldbanen, tennisbanerne, løbebanerne, hallen, koncertsalen, musikrummet, biblioteket, fitnesscentret og mange flere fede steder. Til sidst gik vi i kantinen. Jeg var stadig overrasket over, hvor mange ting der var samlet på en skole. Alene sportsfaciliteterne var flere på en skole, end der var i min by i Danmark. Jeg havde forestillet mig at skolemaden ville være fed og ulækker, men det var den langt fra. Selvfølgelig var der den klamme mad, men de havde også sund og lækker mad. Der var alverdens frugt, en masse brød og de lækreste salater.

Dagen fløj afsted. Efter dagens undervisning var slut og klokken ringede ud Jeg tog min taske fra skabet og kiggede rundt på skolen. Cheerleaderne var i fuld gang med at træne udenfor. Jeg satte mig kort på tilskuerpladserne og kiggede på, mens de kastede hinanden op i luften, lavede vejrmøller og heppede løs. De så ud til at hygge sig, men jeg vidste med mig selv, at det ikke var det jeg ville. De virkede alle sammen utrolig snobbede og selvcentrerede. De savlede alle sammen over de lækre drenge fra fodbold- og basketboldholdene. Jeg greb min taske og skyndte mig videre rundt på skolen. Basketballspillerne løb svedige rundt i deres tanktops inde i hallen. Fodboldspillerne var ikke i gang med at spille endnu, og jeg kunne høre deres kampråb i omklædningsrummet. Jeg stod kort og lyttede til dem skråle, men gik hurtigt videre. Jeg var et stykke fra døren til omklædningen, da alle fyrene kom løbende ud. De kom direkte mod mig. De skulle ud af døren, og den var lige ved mig. En af de begyndte at pifte af mig, hvilket fik dem alle til at pifte af mig. Diverse navne og kommentarer væltede frem.

”Hey baby!”

”Hvad så lækre?”

”Sexy.”

De fleste af dem satsede på et knald, men havde allerede glemt det to minutter efter og løb direkte ud på banen. Andre af dem slap tanken og lysterne, efter jeg sendte dem mit ”Ligner jeg en cheerleader, som er dum nok til at knalde dig?” blik. Da de alle sammen var løbet ud af døren, gik videre, men jeg nåede ikke forbi døren, inden endnu en fodboldspiller kom styrtende og løb direkte ind i mig. Jeg væltede ned i jorden og slog hovedet i gulvet. Han væltede også og landede oven på mig. Han kiggede mig i øjnene og skyndte sig så, at flytte sig. Han rejste sig op og kiggede forvirret rundt. Jeg lå stadig på gulvet og ømmede mig, og tog mig til mit noget færdige hoved. Han rakte hånden frem og hjalp mig op.

”I det mindste er du en gentleman, efter du vælter piger i gulvet,” jokede jeg.

Han begyndte at grine og tog sig til hovedet, som om han var flov, hvilket han også burde være.

”Så, er du ny her på skolen? Jeg har ikke set dig før,” spurgte han, nu lidt mindre genert, men han lød stadig ikke som en nar, hvilket jeg havde regnet med han var, eftersom han var fodboldspiller.

”Year right. Det er sikkert det du siger til alle piger du vælter,” svarede jeg og gik videre, men synes det virkede for dumt, så jeg vendte mig om og tilføjede: ”Men ja, jeg er ny.”

Jeg var virkelig tilfreds med mit svar. Jeg gik selvsikkert ned langs gang, og inden jeg nåede at dreje om hjørnet, råbte han: ”Er du altid så mystisk?”

Jeg kiggede ikke tilbage, men grinede for mig selv og gik endnu mere selvsikkert videre.

Jeg gik mod udgangen og var næsten ude, da jeg fik øje på en kæmpe tavle på væggen. Den var fyldt med plakater og tilmeldingsblanketter, fotoer og beskeder fra rektor. Der hang den: SEDLEN. Papiret med overskriften: ”Årets skolemusical er klar til auditions”. De skulle allerede afholdes dagen efter. Jeg skrev mig på listen for en rolle og tog en manuskript seddel bag på. Det var den monolog, som jeg skulle fremføre til min audition. Jeg glædede mig allerede. Jeg havde en masse øvelse foran mig, så jeg gik hjemad.

Jeg skulle selvfølgelig forbi mit stamsted, som meget belejligt lå på vejen hjem. Jeg købte den største latte de havde på menuen, plus den klammeste doughnut de lavede. Jeg shoppede lidt. Jeans, trøjer, sko, bøger. Jeg fandt den mindste lille frisør, med de sødeste mennesker, hvor jeg fik studset lokkerne, så jeg lignede en rigtig Newyorker chick. Så gik jeg forbi supermarkedet og fyldte kurven med alle de snacks og usunde ting, som jeg kunne finde. Da jeg gik ud af butikken kiggede jeg på klokken. Ups, siger jeg bare, for der gik det op for mig, hvad klokken var blevet. Jeg havde ikke tænkt så langt som til, at det ville tage tid, at besøge mindst tyve butikker, få et haircut og handle ind. Det gjorde det. Det tog tre timer. Jeg fik fri klokken tre. Gik fra skolen klokken fire. Opdagede klokken, da den var syv.

”Shit,” råbte jeg og prøvede på at løbe hjem, men det endte med en form for andegang, som ikke engang er en and værdig. Jeg kom hjem og jeg løb ind ad døren, for at finde du af, at gudmordater ikke var hjemme endnu. Jeg smed mig på sofaen og begyndte at øve mit manuskript.

”Pssst, Er du død? Du ved godt at det ikke står i manus, ikke?” Det var gudmordatter der hviskede i mit øre.

Jeg var faldet i søvn på sofaen efter et par timer med at øve på manuskriptet. Gudmor var kommet hjem, og havde lagt sig på sofaen sammen med mig. Hun kildede mig under hagen og prikkede mig i siden. Præcis som en irriterende storesøster. Efter det minut jeg ankom i lufthavnen havde vi et særligt bånd. På en uge var det særlige bånd blevet til et søskendeforhold, men gudmordatter havde også en snert af mor over sig. Jeg havde allerede lært hvilke knapper jeg skulle trykke på, for at irritere hende til grænsen, men jeg vidste også hvordan jeg skulle smile ,for at få hende til at blive bløde, søde gudmordatter igen.  

”Jeg er sulten,” sagde gudmordatter og rejste sig.

”Mad. Mad. Mad. Mad. Mad,” begyndte jeg at råbe.

Gudmordatter rev sin jakke ned fra stumtjeneren og råbte: ”Jakke.” Jeg forstod ingenting, inden hun rev min jakke ned og kastede den i hovedet på mig.

”Av,” råbte jeg og tog den på. Inden jeg nåede at kigge mig omkring, var gudmordatter ude af døren, nede af trappen og ude af opgangen. Jeg løb efter hende ned af trappen, men løb op igen, for at låse døren. Jeg løftede krukken, men nøglen lå der ikke. Jeg løb forvirret ned i igen og gik ud af døren. Der stod hun, gudmordatter. Med nøglen i hånden og grinede.

”Du låser,” sagde hun og blinkede.

”Og du er en idiot,” svarede jeg og løb ovenpå for at låse.

”Elsker også dig,” råbte hun nede fra gaden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...