The Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2017
  • Status: Igang
Derbriserne og Kihuniaerne har længe været ærkefjender, men der har hersket fred i mellem dem, i næsten 50 år.
Det ændres brat, da Alyssa, fra Kihuniaerne, bliver kidnappet af en hun holder af - som er fra Derbriserne.
Der bliver rusket op i en gammel krig, som mange troede var for længst glemt - men magtfulde mennesker udnytter dette gamle had.
Alyssa bliver kastet ud i en kamp mellem liv og død, venskaber, kærlighed, had og religion.
Kan hun skabe fred igen? Eller er alt fordømt?

1Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

2. Kapitel 2

Kapitel 2

Kane

Kane slog Alyssa bevidstløs. Han nåede lige at gribe hende før hun faldt. "Alyssa..." Kane havde det forfærdeligt.

"Hvorfor gør du det her imod mig, du åh så store Derbris?" spurgte Kane ud i luften, op til sin Gud. Han tog Alyssa i sin favn, og bar hende ud. Han piftede efter hans hest. Alyssa's flotte hvide hest kom også løbende og vrinskede en hilsen. Hun kunne genkende Kane. Han fandt et tov, og bandt Alyssa's hest til hans egen, derefter satte han Alyssa op på hans hest, og satte sig op bag hende. Han tog et godt tag i tøjlerne, og satte i galop. 

 

Alyssa

Jeg vågnede op til lyden af hestehove der ramte jorden, og bevægelsen af en hest. Derefter mærkede jeg et hjerteslag, ikke mit eget. Jeg satte mig brat op. Jeg huskede alt - Kane, Mariella, kampen. Jeg vendte hovedet om, og så lige ind i skulderne på Kane. "Lad mig gå Kane!" jeg prøvede at slippe væk - men han havde bundet min hænder sammen og jeg sad praktisk talt på skødet af ham. Jeg prøvede at se op på hans ansigt, så jeg kunne se hvad han følte, men han trak mig bare tilbage, og gav mig et kram. "Jeg er nødt til det her, Alyssa, stol på mig," hans stemme skælvede. "Hvorfor Kane?" jeg spurgte i et hårdt tonefald - selvom jeg var lige ved at græde. Han sagde intet. 

Efter nogle timers hårdt ridning, stoppede vi ved en å. Her var der masser af dyreliv, men ingen mennesker i nærheden. Der var træer, med fugle som sang, blomster i alle farver og å'en gik lige ned igennem det hele, og gjorde alt frodigt og fugtigt. Kane hoppede ned, og træk mig ned. Han løsenede lidt på mine bunde hænder. Jeg så min chance, og prøvede ihærdigt at få dem op. "Det nytter ikke noget - selv hvis du prøver at bruge dine kræfter. Vi fik en præst fra rådet, til at binde rebet med hellige løfter og urter," sagde han, næsten helt koldt. Næsten. Jeg vidste han ikke var ude efter at skade mig, så det måtte være noget med hans råd - Rådet for Derbris.

Kane stak en vandflaske i hænderne på mig. "Drik, du får brug for det," var det eneste han sagde. Jeg drak, velvidende at det ville jeg helt sikkert. Så snart jeg fik chancen, ville jeg stikke af, og reportere det her til Rådet for Kihuna. Kane satte sig op på hesten igen, og træk mig med. Vi satte afsted igen. 

 

Jeg måtte have døset hen, for da jeg åbnede øjnene igen, var det aften. Vi var standset udenfor en stor port. Det her var indgangen til Kane's by - hovedstaden for Derbriserne - Neeva. Kane stod af, og træk os hen til vagten. "Hej Eric, kan du åbne porten? Jeg er kommet hjem fra missionen, sådan som jeg lovede Benjamin," Kane sagde det følelsesløs. "Eric!" udbrød jeg, da jeg genkendte navnet.

Eric var en af Kane's venner, som sidenhen var blevet en af mine venner. Jeg mødte Kane og Eric, dengang vi var lille. Min mor og far, som begge var Vogtere, var blevet sendt afsted for at advare om et muligt angreb på Neeva. De havde taget Mariella og mig med dem, og da vi kom, havde Kane's forældre tilbudt at Mariella og jeg, kunne være hos dem. Kane og Eric var nysgerrige, og kom hurtigt hen og ville snakke og lege. Det endte med at hvis vi var i området, så ville vi smutte en tur forbi, eller omvendt - hvis de var området, så ville de smutte en tur forbi os. 

Eric svarede ikke, han kiggede koldt på mig. Kane kiggede medfølende på mig. Jeg bed i min læbe og kiggede væk. Noget føltes helt galt her. Jeg huskede Neeva som en livlig by, hvor alle var velkommen. 

 

Mariella

Mariella kiggede ud af vinduet. "Angelina, jeg er nødt til at finde min søster. Jeg ved Kane tog hende," Mariella kiggede på Angelina. Angelina sukkede. "Jeg advare dig - Kihuna og hendes søstre har vist sig i min drøm. Det bliver en farlig rejse, meget farlig. Men jeg ved du har ret, det er din skæbne. Må Kihuna våge over dig, må ilden være din guide i mørket, må jorden være fast grund under dine fødder, må vandet spejle dit mod, og luften våge over dig," Angelina havde rejst sig, og gik hen til Mariella. Hun lagde hænderene på Mariella's skuldre. "Mit barn, lov mig du bringer Alyssa uskadt hjem, og pas på." Angelina så alvorligt på Mariella. "Ja selvfølgelig," sagde Mariella med tåre i øjnene. Hun gav Angelina et kram. "Vi ses snart, og pas på dig selv," sagde Mariella, og gik ud mod sin skæbne. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...