The Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2017
  • Status: Igang
Derbriserne og Kihuniaerne har længe været ærkefjender, men der har hersket fred i mellem dem, i næsten 50 år.
Det ændres brat, da Alyssa, fra Kihuniaerne, bliver kidnappet af en hun holder af - som er fra Derbriserne.
Der bliver rusket op i en gammel krig, som mange troede var for længst glemt - men magtfulde mennesker udnytter dette gamle had.
Alyssa bliver kastet ud i en kamp mellem liv og død, venskaber, kærlighed, had og religion.
Kan hun skabe fred igen? Eller er alt fordømt?

1Likes
0Kommentarer
148Visninger
AA

1. Kapitel 1

Forord

Dette er min første historie på movellas, så jeg undskylder på forhånd for alle de fejl, der sikkert kommer til at blive. 

For det andet vil jeg også forklare en lille smule omkring dette univers som jeg har skabt. 

Alyssa og Mariella er søstre, og kommer fra religionen Kihunia, som tror på den smukke gudinde Kihuna. De ældste familier, som stammer fra Kihuna og hendes søstre; Fora, Meena, Lyta, og Iva, har alle fået kræfter, som er blevet videregivet fra generation til generation. 

Der er 5 slags kræfter: Ild, jord, vand og luft. Den sidste er ånden, som stammer fra selveste Kihuna - kun få udvalgte får denne kraft. 

Kane og Eric er begge fra en anden religion - Derbriserne, som tror på den frygtindgydende gud Derbris. Han er en kriger gud - som er ligeså gammel som Kihuna. Han har ikke givet nogen specielle kræfter videre til sine troende - dog har han givet dem et speciale indenfor kamp - alt slags kamp. 

Der har været krig disse to religioner - men nu hersker der fred. 

Der findes andre religioner - men da mine to hovedkarakter kommer fra disse to, vil jeg fokusere på disse to religioner.

De Urgamle Væsner: Farlige væsner, som er over 1000 år gamle. De tager gerne unge, og udsætter dem for et rent helvede. Dem som overlever bliver til en af deres. Dem som ikke gør, bliver deres dødlige slaver. Lederne af De Urgamle Væsner vil have hævn over deres nederlag, da Kihuniaerne og Derbriserne slog sig sammen, for over 400 år siden. De Urgamle Væsner er mere eller mindre blevet glemt, dog findes de stadig i legenderne og myterne.

 

*ADVARSEL: Jeg har sat denne aldersgrænse til gul, men det kan være jeg sætter den op til rød, da jeg har planlagt et par scener med vold, og der kommer noget stødende sprogbrug. Jeg undskylder for dette*

 

 

Kapitel 1 

Alyssa

Jeg drømte. Jeg drømte om ånden, gudinden, om elementerne. Hvad prøvede gudinden at fortælle mig?

Jeg vågnede med et sæt. Badet i sved. Jeg kiggede hurtigt omkring mig, i mit lille værelse. Min søster sov stadig dybt over i den anden seng. Jeg gik over til vinduet, og kiggede over mod stalden. Jeg sukkede, Mariella ville blive skide sur på mig, hvis jeg gik ud om natten. Det var en farlig tid. Der var gået rygter om, at De Urgamle Væsner var kommet tilbage.

Jeg gik i seng igen, jeg tænkte stadig på drømmen. Det hele var mærkeligt, den gav ingen mening. Hvad prøvede hun at fortælle mig? Det spørgsmål dukkede igen op i mit hoved.

 

Kane

Kane gik frem og tilbage. "Så jeg er nødt til at gøre det?" spurgte han, hans far, Bastian. "Hvis du vil redde hende, så ja," svarede Bastian. "Men det giver ingen mening. Hvad vil rådet med en Kihunia? Hvad vil der ske med hende? Hvorfor lige Alyssa eller Mariella?" spurgte Kane, vred og forvirret over dette spørgsmål. Han så de to piger for sig; Mariella  med sit lange brune hår, smukke hjerteformet hoved, brusende pinke læber. Også var der Alyssa... Hendes blonde hår, der løb ned af hendes ryg, hendes ocean blå øjne, og hendes smil, som lyste alt op. Bastian svarede; "Jeg ved hvad du føler for hende, og derfor er det nødt til at være hende. Jeg tror ikke rådet vil skade hende, bare udnytte hende. For din egen skyld, gør dig hård, gør dit hjerte til sten." Kane kiggede på sin far, som om han kunne have dræbt ham på stedet. "Jeg har brug for luft," var det eneste Kane kunne sige.

 

Alyssa

Næste dag, tænkte jeg stadig på den drøm. "Hører du efter eller hvad?" spurgte Mariella mig lige pludselig, med den der irriterende storesøster stemme. "Hvad?" svarede jeg irriteret. Godt nok var hun min storesøster, min hun kunne være så irriterende nogle gange. "Rådet for Kihuna har indkaldt alle syd grænsernes vogter, til et beskyttelse ritual, og det er altså vigtigt vi kommer. Ritualet skal hjælpe os med at beskytte befolkningen." Mariella og jeg, var nogle af de få Vogtere der var tilbage her i syden. Vi skulle sørge for at beskytte befolkningen, men der blev mindre og mindre brug for os - altså medmindre De Urgamle Væsner var kommet tilbage. "Jeg ved det, jeg skal nok være klar," sagde jeg gnavent. Gud hvor kunne jeg godt bruge noget søvn.

Da jeg gik ind i stalden, havde jeg nær fået et chok. "Kane! Jeg vidste ikke du ville komme i dag!" jeg løb over til ham, men da jeg så hans ansigt udtryk, så stoppede jeg. Hans kønne ansigt, var forvredet i et smertelig ansigtsudtryk, hans hånd kørte igennem hans skinnede sorte hår, og hans øjne var fyldt med sorg. Hvad var der sket med den altid så jokende, og glade Kane? "Kane? Er der noget galt? Hvad er der sket?" jeg spurgte forsigtigt. "Jeg... er nødt til det her," Kane sagde det langsomt, som om det pinte ham. Det var i det øjeblik, jeg så at han havde en kost i hånden. Jeg nåede lige præcis at undvige hans slag. "Kane, hvad sker der?!" råbte jeg. "Alyssa? Er der noget galt?" Mariella kom i det samme øjeblik ind i stalden. "Marie, bliv væk! Kane er ikke sig selv!" jeg råbte til hende, men det var forsent - Kane havde slået hende i hovedet, gjort hende bevidstløs. "Dit svin!" jeg prøvede desperat at finde noget jeg kunne forsvare mig selv med. Jeg kiggede hen mod min elskede hest. Hvis jeg kunne komme forbi ham, kunne jeg trække Mariella op. Jeg prøvede at distrahere ham med mine kræfter. Jeg havde vind-kræfterne, så det var let nok. Jeg fik fat en spand, og fik den til at lande oven på hans hoved. "Tag den dit svin," sagde jeg, og hoppede op på min hest, travede mod Marielle. Jeg fik hende op, lige da Kane kom løbende mod os. "Spade," sagde jeg, imens jeg gallopperede mod den nærmeste Vogter. 

Jeg satte Mariella af over hos Angelina. Angelina var en lidt ældre Vogter, men hun holdt sig godt. Hun lignede en engel, med sit næsten hvide hår, hendes guddommelige smil, og hendes lyseblå øjne. Hun kom løbende ud i gården. "Hvad sker der?" spurgte hun bekymrende. "Jeg forklar senere," svarede jeg, og satte i galop igen. 

Kane ventede på mig i gården. Han sank da han så mig. "Jeg er nødt til det her Alyssa, undskyld," sagde han stille, og gik til angreb. Jeg løb hen til huset, og nåede lige at smække døren i hans hoved. "Hvorfor? Hvorfor gør du det her?" spurgte jeg fortvivlet. Han svarede ikke. Jeg løb hen og tog mit sværd. Han kom brasende ind. "Alyssa..." han havde tåre i øjnene. Jeg stivnede. Kunne jeg virkelig slås imod min aller bedste ven? Vi havde kendt hinanden siden vi var helt små. Ja, vi havde forskellige religioner - men det gjorde ikke noget. Han var en af de få, som forstod min pligt. Det at ikke kunne få et helt normalt liv, eller at man var nødt til at være væk hjemmefra i uger. 

Kane så sin mulighed, og slog til. Alt blev sort for mine øjne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...