Farvel

En novelle om tabet af sin mor.

1Likes
3Kommentarer
65Visninger

1. Farvel

Jeg satte høretelefonerne på mit hovede, og skruede op for musikken. Bassen pumpede gennem mine øregange og jeg fik lidt ondt i ørene, men jeg var ligeglad. Intet kunne gøre mere ondt end det her. En mand i hvid kittel kom ud fra stuen og sagde noget til mig, men jeg kunne ikke høre ham. Jeg ville ikke høre ham. Manden satte sig på hug og tog forsigtigt høretelefonerne af mig. "Ary, din mor vil gerne tale med dig" sagde han i en blid tone. "Det er nok ved at være sidste chance". Jeg kiggede ned, og kunne se tårene danne miniature prikker på hospitals gulvet. Jeg vidste ikke engang at jeg græd, men jeg ville ønske at jeg bare kunne tage høretelefonerne på igen og forsvinde ind i musikken. Den hårde bas virkede trøstende, og ordene som jeg kendte så godt gav mig en følelse af kontrol. Jeg rejste mig fra stolen og  tog et skridt mod døren. Mine ben føltes usikre og jeg kunne mærke kvalmen trænge sig på. Lægen åbnede døren for mig og jeg gik ind på stuen.

Hun lå på sengen og jeg fik en klump i halsen. Hun så så skrøbelig ud og jeg kunne mærke mit hjerte briste. Jeg måtte ikke græde nu. For Mors skyld. "Mor, det er mig Ary" sagde jeg med rystende stemme. Jeg sank og prøvede igen. "Hvordan har du det?". Mor bevægede læberne, men der kom ingen lyd. Hun smilede svagt og jeg måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Selv i hendes tilstand forsøgte hun at berolige mig. Jeg kunne se hendes journal hænge for enden af sengen, der stod "Kræft stadie IV" og jeg sank igen i et håbløst forsøg på ikke at begynde at græde. Det her var ikke fair. Jeg var kun 14 år gammel, min far var skredet da jeg blev født, og nu havde verden så bestemt at jeg også skulle fratages min mor. Min mor. Min mor som nynnede når hun var glad uden at vide det. Min mor som grinte så højt at alle kunne høre det, og min mor som altid var der når jeg havde brug for hende. Min mor, som kunne gøre mig så rasende og min mor som kunne gøre alt bedre. Hvordan skulle jeg klare mig uden hende? Jeg havde intet svar. Jeg kiggede igen hen på Mor, hun havde lukket øjnene og jeg satte mig på stolen ved sengen. Jeg lagde forsigtigt hånden på hendes og blev forskrækket over hvor kold den var. Jeg følte for et øjeblik som hun lå der og sov, at jeg havde en lille smule kontrol. Og så var den væk.

Maskinen lavede en lang skinger bip lyd og mit hjerte føltes som om det stoppede. 

Jeg rejste mig med et sæt og råbte "MOR!" Døren gik op og lægerne styrtede ind i stuen. De havde en hjertestarter med og var allerede igang med at lade den op. Tårerne begyndte at strømme ned af mit ansigt og jeg kunne mærke arme om mig som trak mig væk fra min mors livløse krop. Alt forsvandt omkring mig. Jeg græd og kæmpede mod de fremmede arme. Jeg råbte til min mor "NEJ! MOR! DU MÅ IKKE EFTERLADE MIG". Tankerne fløj rundt i hoved på mig. Jeg ville aldrig høre min mors stemme igen, jeg ville aldrig se hendes smil og jeg ville aldrig mere få chancen for at kramme hende. Jeg var ved at blive kvalt i tårer og snot, men jeg kunne ikke tro på det. Jeg ville ikke tro på det. En mand i hvidt tøj satte mig på en stol. Han sagde noget til mig, men jeg kunne ikke høre det. Min puls dundrede i mine ører og mine øjne var slørede af tåre. Og da gik det op for mig. Jeg var nu helt alene og, "jeg fik aldrig sagt farvel" mumlede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...