Kosmos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2017
  • Opdateret: 7 aug. 2017
  • Status: Igang
Når alting bliver for meget. Glasset er fyldt og render nu over. På vej ud i det ukendte, uden at kende noget til hvad der kommer til at ske. Det eneste man stræber efter er forandringen. Når forandringerne kommer, følger udfordringerne lige i hælene. Derfor sidder jeg nu i et tog uden at ane hvorhen jeg vil.

0Likes
2Kommentarer
556Visninger
AA

3. S-togs tanker

Toget suser lydløst igennem landskabet. Regnen slår hårdt imod ruderne. Den vil sikkert også gerne ind i varmen. Der sidder få andre i toget. I vognen bagved mig sidder en flok unge og fester. Jeg føler på gulvet under mig, du ved bare for en sikkerheds skyld, så ved jeg nemlig, at jeg stadigvæk er her. Jeg kigger igen på min mobil. De er ikke engang kommet hjem endnu. Ingen beskeder fra hverken mor eller far.

Ud af øjenkrogen kan jeg se DSB manden nærme sig. Han går langsomt ned igennem togvognene og tjekker alles billetter.

                      -Intet undslipper togkontrollørens skarpe blik

Hvisker jeg lavt for mig selv. Jeg gjorde det dog ikke lavt nok og kan derfor høre en pige på vej ned igennem toget fnise. Hun går videre hen imod de andre, som fester. Hun hører sikkert til der. Hun har brunt hår med bølger og en kort rød kjole på. Jeg nåede ikke at se hendes ansigt. Jeg følger hende med øjnene. Rigtig nok stopper hun, hvor de andre fester. Der er mange unge. De minder mig om, dem som jeg går i klasse med. Flotte mennesker der drikker sig sanseløse. Fylder sig selv med gift fra flasker. Imens de spyer giften videre i deres løgne, som de luller sig selv og hinanden i søvn med.

                      - Næste stop Københavns hovedbanegård

Damen i mikrofonen lyder enormt tvær. Dog ville jeg nok lyde på samme måde, hvis jeg skulle være speaker i et S-tog kl 1 om natten.

Jeg blander mig med mængden af de andre som festede i kupéen ved siden af. DSB kontrolløren nåede mig ikke. Første levende mand til at undgå DSB kontrollørens falkeblik. Thot Dyhr vil stå indgraveret i guld, på den trofæ jeg får overakt. Chefen for DSB klapper mig på skuldrene, i mens han står bag ved mig og fremviser sin store tandrække. Paparazzoen blitzer mig i øjnene med deres kameraer. Jeg kniber øjnene mere sammen og nyder min storhed. 

Der er næsten tomt på hovedbanegården. Nogle af lysene i loftet blinker. I de mørke kroge kan man se, røde prikker danse omkring. Røgen ligger sig tungt over den aldrig stille station. Rulletrapperne er gået i stå og på vej op af trapperne, ser jeg dem, som hører til i de skumle hjørner. Deres grimme ansigter i grimasser. De har sikkert engang været smukke, men et hårdt liv har ødelagt dem. Og selvom politikkerne og hele overklasse folket siger, at det er deres misbrug, så tror jeg ikke på dem. For hvad ved de om det? 

Jeg ved allerede hvilket tog jeg vil tage. Jeg går målfast besluttet hen på perronen og stiller mig foran toget. Motoren er slukket, og det føles som at stå overfor, en tiger der sover. Jeg går stille hen i mod den. Lister nærmest. Den mindste lyd vil irritere kattens øre, og det vil få fatale konsekvenser for mig. Jeg kigger mig omkring og siger stille tak og farvel til de tabte sjæle. For nu er min tur endelig. Katten brøler op og æder mig i en mundfuld. Jeg bliver suget ind i mørket. Og kattens store gab slutter sig om mig. Mit hjerte hamrer afsted i brystet på mig... Eller gør det?? Jeg klynger mig fat i hvad jeg kan gribe. Men der er intet at gribe sig fat i.

Jeg føler mig igen som en lille dreng i skolegården. Det er første skoledag, og ingen kender nogen som helst! Eller jeg kender ingen som helst... Alle går og klynger sig til en person, en lejekammerat eller ven. Men jeg kom for sent, fordi far ikke drak morgen kaffen hurtig nok, og nu har jeg ingen. Her i gården er det kun, de større børn der leger. Jeg kan ikke finde vej tilbage til børnehaveklassen. Alle de andre nåede at gå, før jeg kunne få sko på. Jeg bliver ved med at snurrre rundt om mine egne fødder. Her er jo slet ikke nogen, jeg kan være sammen med! Jeg falder på knæene og skynder mig så at løbe videre. Jeg sætter mig selv på en træstub ude ved sandkassen. Jeg kan se de andre børn lege, men de kan ikke se mig. Her er jeg helt alene, så på den måde var min første sammenstød men ensomheden heller ikke så slem.

                      - Skal vi lege?

 Spørger han mig

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...