Balstyriske Børn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2017
  • Opdateret: 5 feb. 2017
  • Status: Igang
Guisela blev indlagt sidste vinter efter et udbrud af ukontrollerede tanker, der tog fysisk overhånd. Hun fik ingen uddybende diagnose, udover at være skør i knolden. Stormnatten efter forsvandt Guisela fra psykiatrisk afdeling. Lillesøsteren, Summer, står nu pludseligt et år efter med alle Guiselas største hemmeligheder. Hendes eneste mål bliver nu, at finde sin søster.

6Likes
6Kommentarer
498Visninger

1. Udbruddet

Jeg var lige kommet hjem fra en veninde, da jeg mærkede at noget var galt.

I stuen sad mor og hulkede med fars arme trøstende rundt om hende, selvom at man tydeligt kunne se i hans forvirrende fjæs, at han var lige så bange, som hun var.

 

Man kunne høre Guiselas skrig og prustende vejrtrækninger oppe fra hendes værelse i hele huset.

“Hun er et monster”, skreg mors grødede stemme til mig, “et monster” skreg hun, og brød så igen sammen, med ansigtet ned mod hænderne.

Far kiggede alvorligt på mig: “Summer, gå op og se til hende”.

 

Jeg tog forsigtige skridt op ad trapperne. Men da mine tæer forsigtigt rørte træet på et trappetrin halvvejs oppe, gav det en knirkelyd, der genlød sig i hele huset. Alle stemmerne stoppede, og hele min krop krummede sig.

I ti akavede sekunder, kunne jeg ikke andet end bare at stå der.

Jeg måtte fortsætte. Stille på tæer gik jeg videre op, mens mit hjerte bankede for fulde drøn.

 

“Guisela?” spurgte jeg, men min stemme knækkede. Hun sad på gulvet i en skrædderstilling. Hun var iført en stor grå hættetrøje, med hætten langt nede over hovedet.

Jeg kunne se på hendes vejrtrækninger i brystet, at hun græd.

“Summer, jeg kan ikke klare mere nu”, pivede hendes grædende, lyse stemme.”

Jeg satte mig på knæ ned til hende, og tog hætten af hendes hoved.

Hendes helt hvide, skulder korte hår kom til syne.

Hun så op på mine øjne. Blidt tørrede jeg tårerne væk fra hendes ansigt men ydersiden af mine hænder.

 

“Summer?” spurgte hun, og kiggede alvorligt på mig med sine spejlblanke øjne.

“Ja” fremtvang jeg min grødede stemme til at svare.

“Gør mig den tjeneste, at få mor, far og dig ud fra huset. Jeg skal gøre, hvad der må gøres.”

 

Jeg turde ikke sige hende imod, selvom jeg ingen anelse havde om, hvad dette kunne bære på. 

Godt nok ligner hun ikke resten af familien, men hun har mine øjne. Min eneste søskende. Min storesøster.

 

Efter det gik jeg nedenunder, og fik overtalt mor og far til at gå en tur ned til stranden.

 

Hele turen var fuld af triste vibrationer, som skar dybt ind i vores sjæle.

Mor og far vidste ikke særlig meget om Guisela. Nok var det deres førstefødte datter, men hun havde altid været fjern for dem, og havde klaret sig selv. Jeg var den eneste der kom igennnem til hende. Og så alligevel ikke. Hun havde hemmeligheder.

 

Da vi kom tilbage til huset, stod det i røg. Men ikke sådan en ildebrands røg. Mere sådan en slags røg, som tryllekunstnere kaster, inden at de forsvinder.

 

Vi løb forfærdet ind i huset.

I al tågen så vi flænsede gardiner, splintrede vaser, smadrede ruder, væltede møbler.

Mens at mor og far vrælede som gale, og kæmpede som gale, for at slippe af med røgen, løb jeg op efter Guisela.

 

Hun lå kraftesløs på gulvet.

“Guisela!” råbte jeg først, men da jeg intet svar fik, råbte jeg på mor og far.

 

De fik ringet til lægen, som bragte hende mod hospitalet.

 

Derefter blev hun sendt til psykiatrisk afdeling.

Der fik hun et rum, eller rettere: en børnevenlig fængselscelle, der skulle stoppe hende fra at gøre skade på sig selv eller andre.

Lægerne sagde, at de skulle beholde hende på afdelingen noget tid, før at de kunne vurdere, om hvornår hun var klar til at komme hjem.

 

Mor og far fik lov til ét møde med hende dagen efter.

Jeg så det hele igennem nogle vinduer, man ikke kunne se ud gennem indefra.

Der var et bord med fire stole.

Mor og far blev ført ind og tog to af dem. Den tredje stol tog en psykolog, som skulle notere ned i hendes notesblok.

Mine øjne, som var fulde af tårer, var stift rettet mod døren, der langsomt blev åbnet.

 

Guisela kom ind. Hendes hvide, skulder korte hår var pjusket, og hun var iført en lyseblå poset kjole. Bag hende gik nogle vagter.

Lydløst stillede hun sig hen til stolen og knugede hænderne fast til ryglænet.

Så blev alt tavs.

Og inden at nogle nåede at sige noget, skreg hun: “DET KLÆDER MIG I SPÆNDETRØJE”, og gik amok.

Vagterne greb ind, og tog fat i en arm hver, mens at hun sparkede til alle sider med benene.

 

Den vinternat var der storm.

Den vinternat flygtede hun.

 

✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜✜

 

Far trak langsomt sømmene ud. Til sidst fik vi løsnet brædderne, som hang tværs over døren. Langsomt åbnede jeg døren uden at træde derind. Synet af hendes værelse skræmte mig.

Det var præcist et år siden, at jeg sidst havde været derinde.

Mor og far havde besluttet, at alle erindringer om hende skulle lukkes af. Simpelthen. Om aftenen efter mødet på afdelingen, sømmede de brædder over hendes dør, og smed alle minder ud om hende. Det var alt lige fra billeder til stofdyr.

De ryddede op, og lod som om at intet var hændt. Det eneste sted de ikke nærmede sig var hendes værelse.

  

Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har fået så mange krammere og kys af min familie.

Og jeg tror aldrig at det har gjort så ondt før at få krammere og kys.

Det stikker stadig helt ind i hjertet, når de siger at de elsker mig, fordi at jeg ved, at de forgæves vil prøve at sætte fokus på mig i stedet for Guisela.

 

Jeg var blevet lovet, at præcis året efter, skulle vi lukke op til hendes værelse igen. Lukke op til hendes verden, hjerte og tanke kammer. Dagen var kommet.

 

Jeg stod stadig i døråbningen og stirrede ind.

Hendes dyne var flænset ud i tusindvis af stykker som nu lå spredt på gulvet. Selve hendes seng var brækket over på midten. Skabet åbent, med tøj rodet ud over dyne resterne.

Det så tusind gange værre ud, end hvad resten af huset havde lignet.

 

Jeg var tøvende, men endte med at gå ind. Jen græd ikke mere af at tænke på hende, satte mig bare midt i rodet, præcis på den plads hun havde siddet sidste år.

Hvis hun havde været her i dag, havde hun været seksten.

Hvis hun havde været her i dag, havde hun været med til at fejre min femten års fødselsdag for to uger siden.

Hvis hun havde været her i…

“Huh?”. Mine tanker flyttede sig til min tå. Der var noget koldt.

Så hurtigt som muligt samlede jeg det op, for at nærstudére.

En flad sten på størrelse med en hånd cirka. Den lå koldt i mine hænder, men noget i mig kunne ikke, få mig til at lægge den fra mig. En masse tal var indgraveret i den.

 

Jeg hentede min computer, for at tjekke om det måske var en slags form for nummer til en webside, eller en bog, eller noget lignende. Lige nu kunne mine tanker finde på hvad som helst.


Det var koordinater ned til stranden. Mere nøjagtigt: For enden af badebroen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...