En person kan ændre alt på et split sekund

Emily er på cheerleaderholdet i gymnasiet, og har det godt med sine veninder. Dog er der Stephanie, den stride og selvoptagede holdleder, som Emily har det lidt stramt med. Emily har ikke tid til kærlighed i hendes liv lige nu, og hun prioriterer skolen rigtig højt. Men pludselig dukker drengen, Justin op som starter på fodboldholdet, og hele hendes verden bliver vendt på hovedet.
Dette er deres historie. (Justin er ikke kendt)

29Likes
27Kommentarer
9643Visninger
AA

7. Klamt flirteri

 

*Emilys synsvinkel*

 

Efter timen hvor mig og Justin havde fundet sammen som makkere, havde jeg en utrolig god følelse indeni. En følelse som jeg aldrig havde haft før. Jeg var helt vildt og ualmindeligt glad, hvilket Laura og Amanda i den grad også bemærkede. Justin fik mig virkelig til at føle mig som den dejligste pige i verden. Han var så fandens skøn, og det irriterede mig grænseløst, for jeg havde så meget lyst til at snakke med ham, men det ville taktisk virkelig ikke være et klogt træk. Stephanie havde sendt mig et sygt djævelsk blik i timen, og jeg lagde da også mærke til, at Justin flygtigt fulgte med i, hvad der skete mellem hende og mig. Egentlig ville jeg ikke have, at han skulle tro, at mig og hende ikke lige havde det allerbedste forhold, for så ville der bare opstå forfærdelig mange misforståelser og så videre.. Men jeg fornemmede, at han bare virkelig var et godt menneske, og jeg følte allerede, at jeg kendte ham efter bare 2 dage. Det var utroligt, og jeg kunne overhovedet ikke få ham ud af hovedet. Bare måden han kiggede på mig på, og måden han var i stand til at holde øjenkontakten i længere end den "sædvanlige" tid var helt fantastisk, og viste rigtig meget om ham, og hvordan han var.

Nu havde vi matematik, og jeg havde taget mig selv i at kigge på ham flere gange i løbet af timen. Han havde da også kigget på mig, for jeg mødte ofte hans blik, idet jeg vendte mig om mod ham. Han smilede charmerende, og jeg drejede straks hovedet, for ikke at rødme alt for meget. Og sådan fortsatte det. 

Klokken ringede ud og vi havde frikvarter. Jeg tog min computer og mit penalhus i hånden, hvorefter jeg gik ned til tavlen for at skrive de lektier ned, vi havde for til i morgen. Jeg mærkede to hænder i min ryg, og vendte mig med liiidt for mange forventninger om Justin der stod bag mig, men til min "skuffelse" var det bare mine to veninder. Jeg smilede, hvorefter jeg hurtigt skrev resten af lektierne ned på min computer. 

"Vi skal vist lige snakke sammen, os tre?", spurgte Amanda med et smørret smil, da jeg var færdig. Jeg kiggede mærkeligt og uforstående skiftevis på dem begge to. Jeg smilede svagt, og derefter tog de min computer og mit penalhus ud af armen på mig, lagde det tilbage over på mit bord, og tog hver en hånd af mine. De trak mig afsted ud af klassen og ud på gangen, hvor der var fyldt af elever, som altid. Jeg var rigtig forvirret, men fulgte alligevel med, for jeg var alt for nysgerrig til at stritte imod. De trak mig derefter videre ind på pigetoilettet, og låste døren efter dem.

"Spyt så ud, din lille score-chick?", sagde Laura drillende og med et ventende blik i øjnene. Jeg rynkede lettere i panden, og sagde ikke noget, hvorefter jeg løftede armene op for at signalere, at jeg ingen idé havde om, hvad de fablede om.

"Ja, da nok mellem dig og Justin?", tilføjede Amanda så, og kiggede med himmelvendte øjne over på Laura, som grinede til mig.

"Hvad mener I med, hvad der sker mellem os?", spurgte jeg, og var nu indforstået med hvad de prøvede at få ud af mig. Jeg vidste, at de havde regnet den ud, men jeg prøvede at køre den så langt ud som muligt, hvor jeg bare benægtede.

"Tror du ikke at vi har lagt mærke til de blikke, der bliver sendt mellem ham og dig? Det er jo tydeligt, søtte. Lad nu være med at spille dum.", sagde Amanda fnisende, og daskede mig let på overarmen, for at få mig til at sige noget. Laura nikkede, for at erkende sig enig. Selvfølgelig havde jeg ikke tænkt mig det. 

"Altså, hvis der er nogen der sender blikke, så er det da Stephanie. Hun er helt skudt i ham..", jeg kiggede ned i gulvet, mens jeg stod lænende op af døren til toilettet. De virkede lidt opgivende, for de sukkede tungt, men grinede bagefter.

"Hør, vi kender dig, Emi. Selvfølgelig kan vi fornemme, at der er noget mellem dig og ham. Du er så glad, det kan da umuligt være andre end ham?", sagde Laura, og rullede smilende med øjnene. Jeg indåndede svagt, men udåndede igen tungt. Normalt fortalte jeg dem ALT, hvad jeg kunne komme til, men lige her holdte jeg mig lidt tilbage. Jeg kendte ham jo slet ikke endnu, og jeg havde ikke lyst til at sige, at jeg var "vild" med ham, for det var vel lige tidligt nok overhovedet at tage stilling til, om jeg var.

"Piger? Jeg kender ham slet ikke endnu? Bare fordi at vi arbejder sammen i opgaven, er det jo ikke ens betydning med, at jeg er vild med ham eller noget, okay?", sagde jeg faktisk lidt irriteret, og det havde jeg egentlig slet ikke lyst til at lyde som, men jeg tror bare at det gik mig på, at de skulle vide alt, hvad jeg gik og tænkte. Hvis jeg ville sige noget, skulle jeg nok selv sige det?

"Gosh, okay, lad os sige det..", sagde Amanda og rynkede i panden. Laura og hende kiggede på hinanden, hvorefter de smilede og rystede let på hovedet. 

"Kan vi gå ud igen, jeg vil helst gerne nå at lave lidt lektier inden næste time?", sagde jeg så for at afbryde tavsheden, og fordi at jeg faktisk gerne ville ud og lave lidt lektier. Og måske også fordi jeg gerne ville se Justin, hehe..

De rejste sig begge fra toiletbrættet hvor Amanda havde siddet sammenbøjet med benene over kors, og fra vindueskarmen hvor Laura havde siddet. I det jeg låste døren op, holdte Amanda pludseligt fast i min hånd. Vores ansigter vi tæt på hinanden, og hun kiggede mig ret dybt ind i øjnene.

"Men han er fucking lækker, right?", spurgte hun med et skævt smil, og rynkede i panden. Jeg stod i et par sekunder uden af svare.

"Han er ikke grim.", sagde jeg så med et smørret smil, og gik ud af døren. De kunne ingenting få ud af mig, i hvert fald ikke endnu.

 

*Justins synsvinkel*

 

"Hvad siger du så til det?", spurgte William endeligt. Drengene havde opfordret mig til at gå til prøve på fodboldholdet, fordi jeg havde fortalt, at jeg havde spillet meget, da jeg boede i Århus. De mente stærkt, at de godt kunne bruge en spiller som mig på holdet, også selvom de ikke anede hvordan jeg spillede. Jeg synes det var lidt komisk, men jeg ville selv sige, at jeg var rimelig god til fodbold, og min teknik var helt i orden, og jeg havde da også overvejet, om jeg skulle gå til prøve, for jeg syntes fodbold var ret nice. Godt nok havde jeg ikke rigtig tænkt videre over det, men nu hvor de spurgte, kunne det da godt tages op igen, om det kunne være noget. 

"Tjah, jeg kunne vel godt prøve. Hvornår er der prøve?", spurgte jeg, og de blev tilsyneladende alle meget glade for mit svar.

"Det er faktisk allerede i morgen.", svarede Jonas hurtigt. Argh, det var fandme sent meldt ud, syntes jeg. Jeg var lidt i tvivl nu, for i morgen skulle jeg faktisk også til jobsamtale i Fakta, så der skulle jeg helst udstråle overskud, og det var måske så ikke så smart, hvis jeg skulle køres træt i fodbold lige inden. Men alligevel ville jeg nødigt skuffe drengene, så jeg var næsten nødt til at tage til prøven, selvom det nok var rimelig dumt, og mine forældre ville da nok heller ikke syntes, at det var en særlig god idé, men fuck nu det.

"Jeg kan vist godt lige få presset det ind.", sagde jeg smilende og kiggede rundt på dem, i den kreds vi stod i ude foran klassen.

"Skide godt!", sagde William, "Og hey - tak fordi at du fik mig og Stephanie sammen i opgaven. Det er jeg squ glad for, du.", sagde han lidt lavere, så dem rundt om kredsen ikke hørte det. Han virkede stadig rigtig stolt over det.

"Velbekomme, sku' det være en anden gang.", sagde jeg, og sendte et lille nik til drengene for at vise, at jeg nok skulle hjælpe dem, hvis de en dag havde brug for det. De grinede, "Du en skat.", sagde de drillende og grinede. Jeg grinede også.

Bag Tobias skimtede jeg pludseligt Emily komme gående efterfulgt af Amanda og Laura, hed de vist. Hun havde hele tiden kigget på mig i matematik timen, så et eller andet måtte hun da have opdaget i mig. Men alligevel holdte hun sig lidt tilbage, måske var hun bare usikker på sig selv..? Jeg fulgte hendes bevægelser - hendes hofter, hele vejen ind i klassen, indtil jeg ikke kunne se hende mere. Derefter valgte jeg at spørge drengene lidt ind til pigerne.

"Hvaaa, drenge. Hvordan står det så til med pigerne i klassen? Altså, udover Stephanie. Hende har jeg vist hørt nok om.", spurgte jeg, hvorefter jeg sendte et hentydende blik over til William, som smilede skævt. Han var squ en flink dreng, jeg kunne bare ikke se, hvad han helt præcist så i hende, men det var nu ligemeget. Den kunne vi tage en anden dag.

"Jo, altså. Cheerleader-pigerne er jo de populæreste i klassen, for ikke at sige på skolen. Det er jo dem, vi alle kigger på danse, og de har ret meget magt, eller hvad man kan sige her på skolen. Men Camilla og Trine er nok de populæreste piger i klassen, udover Stephanie.", svarede William. På en måde irriterede det mig, at pigerne skulle vurderes udfra deres popularitet, for jeg er sikker på at de alle sammen er rigtig søde, også selvom de måske ikke er de populæreste. Og det kan squ godt være, at jeg lød som noget af en flødefyr, men sådan havde jeg det altså. Og ser man på Emily - hun er nok i den højere ende i forhold til popularitet, men er stadig nok ikke en af de populæreste, og hun er da skide sød, af hvad jeg er nået frem til.

"Hvad med Emily? Er hun sød nok eller hvordan?", kunne jeg simpelhent ikke lade være med at spørge om. De var tavse et lille stykke tid, 10 sekunder eller sådan noget, og det var ret akavet. Hvorfor kunne de ikke svare med det samme? Pludselig blev jeg meget forvirret.

"Tjoh, altså.. Hun er vel sød nok og det, men hun er måske ikke lige de bedste veninder med Stephanie, du ved. De to kan godt komme op og strides nogengange.", svarede Tobias så endeligt. 

"Komme op og strides?", spurgte jeg lidt ivrigt, for jeg synes det lød mærkeligt. Men det undrede mig squ ikke, altså, med Stephanie. Hun kunne helt sikkert opføre sig som en rigtig strid bitch sommetider. Men det kunne jeg jo ikke rigtig udtale mig om, endnu. Det var bare sådan mit indtryk var af hende.

"Ja, altså..", sagde han så, hvor der igen gik et par sekunder, hvor det lignede, at han prøvede at finde på passende svar, og de sekunder gjorde mig pisse utålmodig og ret irriteret. 

"Der kan godt opstå nogle små bitchfights mellem dem til tider. Du ved, bare sådan noget pige-fnider. Jeg tror ikke nogen af os er så meget inde i alt det, der sker mellem pigerne. Det er ret svært at skulle følge med i det.", sagde han, og virkede ret tilfreds med sit svar. 

Egentlig tænkte jeg ikke, det var fair overfor Emily. Ja, jeg kendte hende jo ikke, men jeg havde utrolig svært ved at forestille mig, at hun kunne finde på at indlede til et skænderi. Hun virkede så sød og fredelig, og som en, der aldrig kunne sige noget ondt til nogen. Godt nok havde hun været lidt kold overfor mig i morges, men hun prøvede vel bare at spille kostbar. Der er i hvert fald mange piger, der kører den taktik, men det kunne jeg faktisk godt lide. Jeg kunne godt lide, at man skulle kæmpe for hende.

"Nåh da.. Det squ ogs' åndssvagt, alt det tøse pis. Det tror jeg aldrig, jeg kommer til at fatte.", sagde jeg så lettere koldt. Med et kom Stephanie til syne i døren, og jeg var vist den eneste der havde opdaget hende, for de andre drenge begyndte at tale om et eller andet random. Jeg kiggede på hende, og hun fokuserede kun på mig, hvilket fik mig til at føle mig mærkeligt tilpas, for så begyndte hun at blinke med det ene øje. Hun smilede lumsk, og trak derefter sin hånd halvt op og vinkede let til mig, ved at bevæge fingrene frem og tilbage. 

Hvis det var hendes måde at score mig på, var det fandme dårligt forsøgt, for måden hun blinkede, smilede og vinkede på, på samme tid, virkede bare utrolig sært og akavet. Jeg prøvede på ikke at give hende for meget opmærksomhed, ved at forsøge at følge med i drengenes samtale, men mit blik vendte hele tiden tilbage til hende, fordi jeg fornemmede, at hun blev ved med at kigge på mig. Jeg var fuldkommen lamslået i denne situation, for alt føltes bare sindssyg mærkeligt, akavet og ja, generelt bare utroligt nervepirrende, fordi hun kiggede på mig på den måde.

I det samme, jeg sendte hende et meget svagt og let smil, for måske at få hende til at forstå, at det var nok nu, kom Emily gående ud af klassen. For helvede ogs'.. Hun stoppede umiddelbart op, og kiggede med kold mine på mig, hvorefter hun kiggede på Stephanie, som stadig stod og flirtede med mig. Stephanie opdagede hende, og sendte hende et klamt, lille smil med hovedet på skrå, og vendte tilbage til mig, hvorefter Emily kiggede på mig igen, og begyndte at gå. Hun gik med hidsige skridt mod sit skab, hvor hun tog en blå mappe frem, og lukkede skabet igen med et bang. Hun vendte sig om så kraftigt, at hendes hestehale svingede en omgang på hendes hovede, og gik igen ind i klassen uden overhovedet at kigge på mig. 

Jeg tog mig til hovedet, hvorefter jeg slog det let med en flad hånd, og gik også ind i klassen. Stephanie blev ret skuffet, da hun opdagede, at det ikke var hende, men Emily jeg skulle ind efter. Jeg gik direkte over til hendes bord, hvor hun havde sat sig og åbnet mappen, med en prikket blyant i hånden. Hun kiggede flygtigt op på mig, uden at løfte hovedet. Jeg stillede mig foran bordet, og lænede mig ind over det.

"Hey, det er altså ikke, som du tror. Jeg magter hende virkelig ikke, det håber jeg, du ved, ikk'?", spurgte jeg bestemt, for at få hende til at forstå mit budskab. Hun kiggede stadig fast på mig, og fjernede ikke sit blik. 

"Du må squ gerne flirte med hende, Justin. Det skal jeg ikke stå i vejen for.", svarede hun lavt uden en eneste trækning i ansigtet. Derefter sænkede hun øjnene, og begyndte at skrive i hendes mappe. 

Jeg udåndede tungt, hvorefter jeg langsomt gik om bag hendes stol, og satte mig på den tomme plads ved siden af hende. Hun kiggede ikke på mig, men prøvede at virke dybt fokuseret i sine lektier, selvom jeg godt kunne mærke, at hun skulede lidt til siden, for at se hvad jeg nu ville. 

Egentlig gjorde jeg ingenting, men satte bare albuerne ned i bordet, og kigge hvad hun skrev ned. Hun skrev ingenting, og havde heller ikke skrevet noget. Jeg grinede meget lavt, men højt nok til at hun kunne høre det, for hun fnisede også selv.

Og så ringede klokken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...