En person kan ændre alt på et split sekund

Emily er på cheerleaderholdet i gymnasiet, og har det godt med sine veninder. Dog er der Stephanie, den stride og selvoptagede holdleder, som Emily har det lidt stramt med. Emily har ikke tid til kærlighed i hendes liv lige nu, og hun prioriterer skolen rigtig højt. Men pludselig dukker drengen, Justin op som starter på fodboldholdet, og hele hendes verden bliver vendt på hovedet.
Dette er deres historie. (Justin er ikke kendt)

29Likes
27Kommentarer
9639Visninger
AA

5. En facade?

 

*Justins synsvinkel*

 

"Hej Emily!", sagde jeg, mens jeg løb i hælende på hende. I første omgang vendte hun sig ikke om men sænkede bare farten lidt.

"Ehh, hej!", sagde hun, imens hun stadig gik. Jeg gik bag hende, men luntede let op på siden af hende, så vi kunne snakke. Jeg havde sådan lyst til at snakke med hende.

"Går det så godt?", spurgte jeg lidt nervøst. Det føltes som om, at hun var optaget af noget andet, selvom hun ikke gjorde andet end af gå. Men jeg var ikke typen der gav op, så selvfølgelig skulle jeg have hendes opmærksom.

"Tjah, det går vel fint nok. Der er mange lektier og sådan, så jeg tager det bare stille og roligt.". Det virkede nu ikke som om, hun tog det stille og roligt, med den fart hun havde. Den lille pige kunne satme bevæge de ben hurtigt, jeg kunne knap nok følge med.

Jeg lavede et lille grin, mens jeg smilede stort for at få hende til at se på mig. Men det virkede ikke så godt, for med det samme hun kiggede var hendes blik igen væk fra mig. Hun gik med hænderne i lommerne, og hætten på hendes hoodie var halvt trukket op over hovedet, det lignede, at hun frøs. 

Imens hun gik, studerede jeg nøje hendes ansigt. Hun havde nemlig sat håret op i en hestehale, hvilket var en fordel for mig, så hun ikke så nemt kunne skjule sit ansigt, ligesom hun gjorde i går hver gang, jeg kiggede på hende. 

Gud, hvor var hun smuk. Næsten smukkere end hun var her i går. Jeg havde en smule svært ved at indrømme det, men hun var rent faktisk smukkere end Natasja, og hun var fandme også lækker. Men der var bare et eller andet ved Emily, som Natasja ikke havde. Noget, som fik mig til at få sommerfugle i maven. Og det mærkeligste var, at jeg ikke engang kendte hende endnu. Sådan, overhovedet ikke. Men hold kæft mand, jeg var helt vild med hende allerede. Dog var det bare synd, at hun havde den her attitude på. Hun opførte sig slet ikke sådan i går, da vi hilste på hinanden. Men jeg havde på fornemmelsen at det bare var en facade, for jeg kunne på ingen måde forestille mig, at det var sådan, hun rigtig var. Hun skulle vist bare snakkes i gang.

"Husker du den opgave, vi fik for i går, hvor man skal arbejde i par..?", spurgte jeg hende hentydende med et smil på læben. Jeg søgte efter øjenkontakt, men den blev desværre ikke gengældt. 

"Ja, det gør jeg?", sagde hun koldt, mens hun bare stirrede ud i luften og snøftede som om, at hun var forkølet for ligesom at aflede den akavede stemning.

"Jeg tænkte på om vi skull..."

"Jeg har fundet en makker, bare lige.", afbrød hun, inden jeg fik sagt sætningen færdig. Jeg havde svært ved at tro på det, for det virkede ikke til i går, at nogen havde fundet en at arbejde sammen med endnu. Men det måtte hun selv om. 

Jeg kiggede ned i jorden, og gik med raske skridt for at følge med hende. Det var som skæbnen, da jeg opdagede at hun havde Puma Suede på. Det var sådan, mine fave sko lige for tiden. Jeg var overbevist om, at der var en eller anden underjordisk forbindelse mellem os, selvom jeg aldrig i mit liv havde troet, at jeg skulle tænke sådan. Men det var squ meget pudsigt, alt sammen. 

Lige pludselig, da jeg i et stykke tid at kigget på hendes sko, og fantaseret om hvad underjordisk egentlig betød, var der en hånd der tog fat i min arm. Jeg blev helt vildt forskrækket, fordi jeg jo bare gik i mine egne tanker, men da jeg så, at det var en af drengene, prøvede jeg bare at være cool. Jeg ville jo helst gerne være en del af den drengegruppe der var i klassen. Jeg var i den lidt lavere ende i forhold til højde, og havde nogle gange oplevet at blive udstødt fra gruppen, da vi boede i Århus, kun begrund af min højde. Men det gad jeg nu ikke at tænke på. Dem her virkede meget flinke. De var der alle sammen, altså drengegruppen, så de måtte have fulgtes i skole. Jeg smilede stort.

"Hva' så, nye, lækre dreng i klassen?", sprugte en af dem, og rakte hånden ud for at lave det der drenge håndtegn man gør, når man jo er dreng. 

"Ja, der bliver snakket om dig blandt de andre på skolen. Også 3.g'erne. Det er squ noget, du skal være stolt af, min ven.", sagde den største af dem, William hed han vist. Han var en af de populæreste i klassen, havde Stephanie selvfølgelig fortalt mig i går. Jeg var godt nok ikke så skarp til alle de navne endnu, men det havde jeg nu aldrig rigtig været. Men jeg blev da ordenligt forbløffet da de nævnte, at folk snakkede om mig. Det kunne vel kun være et godt tegn?

"Well, that's just how it is to be me!", sagde jeg drillende med et smil på læben, mens jeg trak på skuldrene. De grinede. En af de bedste ting jeg vidste var, når folk grinede af mine jokes. 

"Nåeh, har du ellers fået snakket med nogle af pigerne? Hvad synes du?", spurgte en af dem, som om de bare alle ventede på at få svar på det. De stod i hvert fald alle sammen og ventede ivrigt efter det. 

"Hmm, jae, jeg fik da hilst på alle pigerne i klassen.. Og Stephanie fik da også vist mig rundt i byen efter skole.", sagde jeg. De kiggede alle sammen rundt på hinanden som om, at det var noget stort at hun havde vist mig rundt, hvilket jeg godt kunne skrive under på, at det i hvert fald ikke var. 

"Uhh, din lille scoretrold. Var hun ikke røv dejlig?", sagde Tobias, og gav mig en let lammer i siden og smilede smørret. "Jeg bliver squ stadig overrasket hver gang jeg ser de kasser hun har, hold nu kæft man.", tilføjede Jonas, mens det lignede at han stod og fantaserede om det. De andre nikkede til en slags svar.

"Tjo, hun var da flink nok!", sagde jeg lidt tøvende, og det var tydeligt at de blev chokerede, nærmest forargede.

"What?! Hvordan kan du dog sige det? Det må da nok være første gang, jeg har hørt nogle sige de om hende, med så lav begejstring.", sagde William og gjorde så der kom en dyb rynke i panden på ham. Jeg slap et lille grin.

"Hun er squ bare ikke lige min type. Men hun er da lækker, det kan jeg squ ikke løbe fra!", sagde jeg med et blink i øjet og undlod at fortælle om Emily, selvom jeg inderligt havde lyst. Jeg forstod virkelig ikke hvad de så i Stephanie, men her i starten måtte jeg hellere være med på den her Stephanie-bølge, det var vist smartest.

Derefter ringede klokken og vi begyndte at gå op mod skolen. Emily var ude af syne, mon hun havde set at jeg var væk? Hun virkede ærlig talt ikke så interesseret i mig, meeeen, mon ikke at jeg kunne chamere mig lidt ind på hende? 

I det samme vi gik ind ad døren, kom Stephanie luntende lige imod os. "Heeeey drenge, hvad sååå?", sagde hun med langtrukne ord. Jeg hadede når folk snakkede sådan. Jeg gik bagerst i gruppen, så hun gav dem alle sammen et kram, og gav til sidst mig et ekstra hårdt kram, så jeg knap nok kunne få vejret. Hun havde hele fjæset smurt ind i makeup. Jeg var virkelig ikke til alt for overdrevet makeup, men det hun havde på, hold nu kæft, hun havde squ hele matas i fjæset! Jeg var ikke ekspert i alt det, men falske øjenvipper, rød læbestift og masser af det der bruncreme havde hun i hvert fald på. Det var virkelig ikke pænt..!

Drengene var dog helt skudte i hende. Jeg kunne fornemme, hvor hele vilde de var indeni, men de prøvede tydeligvis på at skjule det, hvilket ikke gik super godt. Stephanie bemærkede det sikkert, men hun nød det nok bare. 

"Jeg holder fest i weekenden, og jeg tænkte på om du kunne tænke dig at komme?" spurgte hun mig. Hun gik squ lige til kødet. Hun kiggede mig dybt ind i øjnene, med det der blik, hvor man bare ikke kan sige nej. Og jeg så det da også klart som en mulighed, for det kunne jo være at Emily også var inviteret og havde tænkt sig at komme. Det gik jeg i hvert fald stærkt ud fra. 

"Ehm, er hele klassen inviterede, eller..?", spurgte jeg igen med et let smil. Jeg skulle være helt sikker.

"Alle på årgangen er inviterede.", sagde hun og trådte et lille skridt tættere på mig, så vi nu stod meget tæt.

"Jamen, jeg vil da med glæde komme!", sagde jeg muntert, mens jeg trådte et skridt tilbage igen. Hun smilede stort, og bemærkede vist ikke, at jeg ikke var særlig begejstret.

"Ej, hvor godt, Justin!", sagde hun og krammede mig endnu en gang, "Vi ses lige om lidt inde i klassen?", spurgte hun så, hun holdte stadig let omkring min ryg og kiggede mig underligt dybt ind i øjnene. Hun opførte sig som om vi var sammen, altså et par. Wtf..

"Jep.", sagde jeg lettere koldt, og gik over til drengene. De var helt væk over den situation mellem os, og stod bare og gloede på mig. Jeg spærrede øjnene op for at vise, at jeg synes hun var latterlig, hvilket jeg jo egentlig gjorde.

"Lad os gå!", sagde jeg og gik forrest hen mod klassen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...