En person kan ændre alt på et split sekund

Emily er på cheerleaderholdet i gymnasiet, og har det godt med sine veninder. Dog er der Stephanie, den stride og selvoptagede holdleder, som Emily har det lidt stramt med. Emily har ikke tid til kærlighed i hendes liv lige nu, og hun prioriterer skolen rigtig højt. Men pludselig dukker drengen, Justin op som starter på fodboldholdet, og hele hendes verden bliver vendt på hovedet.
Dette er deres historie. (Justin er ikke kendt)

28Likes
27Kommentarer
9196Visninger
AA

6. "Emily og Justin."

 

*Emilys synsvinkel*

 

Jeg sad på min faste plads inde i klassen og havde taget høretelefoner i ørene, da hele drengegruppen kom gående meget selvsikre og efter min mening en smule arrogante, ind i klassen. Jeg kunne ikke lade være med at kigge, selvom jeg virkelig ikke havde lyst til at give dem den mindste opmærksomhed. De så så magtfulde ud, som de kom gående der. Med lille, søde Justin forrest. Hold kæft det så sjovt ud. Jeg tog mig selv i at smile, og jeg troede desværre, at han lod mærke til det, for han smilede i hvert fald igen og blinkede charmerende med det ene øje, hvorefter jeg lod som om at jeg ikke havde set det, for jeg kiggede med det samme ned i min sølv iPhone 6 igen. Jeg mærkede at jeg rødmede, men så smart som jeg nu var, havde jeg jo hestehale, så jeg kunne ikke rigtig skjule mit ansigt med noget, så jeg puttede bare mit ansigt ned i mit store halstørklæde, så han forhåbentligt ikke lod mærke til det.

Da de nærmede sig mit bord, blev jeg noget overvældet over alt den deodorant, parfume, voks og whatever de ellers havde på, som på én gang susede lige ind i mit ansigt. De drenge lærte squ aldrig grænsen med de produkter, haha.. 

I hvert fald skænkede Justin ikke mig et eneste blik, da han gik forbi. Han var rimelig kold, men uden at virke sur. Han gik bare forbi mig. På en måde blev jeg lidt fornærmet, hvilket jeg egentlig ikke havde lyst til, for det var jo meningen med hele min plan. Dog blev jeg alligevel ret skuffet, og det kunne jeg simpelhent ikke glemme.

Igen tog jeg mig selv i at følge ham hele vejen ned til hans plads, hvor han trak stolen ud med et enkelt, hårdt ryk og satte sig med et lille bump ned og kiggede derefter til siden for at få Stephanies opmærksomhed, selvom han allerede i forvejen havde den. Det sidste jeg så, inden jeg igen havde blikket på mobilen var, at hun grinte og fjantede med det samme, han så på hende, sjovt nok.

Da Henrik, vores klasselærer trådte ind i klassen med den sædvanelige neongrønne kop i hånden og alle hans sygeligt mange papirer under højre arm, tog jeg høretelefonerne ud af ørene, for at kunne høre om hvilken dejlig dag det var i dag, og at vi alle stadig var levende, så vi hellere måtte være ekstra taknemmelige. Det var ligesom den daglige morgenrutine i min klasse. Sådan havde det været lige siden allerførste dag i 1.g.

Første time i dag skulle gå på, at vi skulle finde os en makker til den opgave, vi havde fået for. Justin havde jo spurgt i morges, om vi skulle arbejde sammen, hvor jeg så havde sagt, at jeg havde fundet en makker. Dummere kunne jeg vel ikke blive? Selvfølgelig havde jeg ikke fundet en makker endnu, men alligevel sagde jeg det, for ikke at skulle komme til at arbejde sammen med ham, for det ville ikke være en særlig god start i min lagte "plan".

Problemet var bare, at Laura og Amanda sad ved siden af hinanden, så de var altid hurtige til at finde sammen i sådan noget, hvorimod jeg ikke rigtig lige havde særlig nemt ved altid at finde en makker. Skide fedt..

Jeg kiggede rundt i klassen for at udse mig en, der ville være god. Mange havde allerede fundet sammen, og jeg spottede i første øjekast ikke en uden, lige indtil mine øjne gled forbi Justin længere bagved mig, som stirrede direkte på mig. Da vi fik øjenkontakt, smilede han, lagde hovedet på skrå og løftede let øjenbrynene, for at signalere om vi skulle være sammen, igen. Jeg bed mig selv blidt i læben, hvor jeg hurtigt kiggede om der var andre ledige, hvilket der ikke var, og kiggede igen på ham. Vi havde nok øjenkontakt i 10 sekunder eller sådan noget (hvor jeg havde lang tid til at bemærke hvor utroligt smukke, brune øjne han havde), hvor han til sidst blev lidt utålmodig, så jeg gav et lille nik fra mig, for jeg kunne ingenting få sagt med den larm, der var derinde.

Han smilede over hele ansigtet, og gav tegn til at jeg skulle komme over, ved at vifte hånden mod sig. Jeg sukkede let, så han ikke bemærkede det, og rejste mig fra stolen. Jeg tog min MacBook, min bog og mit slidte læderpenalhus, hvorefter jeg vendte mig mod ham og mødte hans ventende blik. Han rykkede lidt til siden for at gøre plads til mig, så jeg kunne sidde ved siden af ham. Jeg stoppede lettere op og kiggede på den tomme plads, hvorefter jeg kiggede på ham, og smilede venligt. Derefter gik jeg videre, gik om bag ham, og satte mig på pladsen, og lagde mine ting på bordet.

"Dav!", sagde han og vendte hovedet mod mig, kunne jeg se ud af øjenkrogen. Vi sad ret tæt, så jeg rykkede en smule til siden, for at nogen ikke skulle tro noget.

"Hey!", sagde jeg uden at kigge på ham, og åbnede bare min computer, og tastede min kode ind. 

"Jeg er squ ked af, at jeg pludselig forsvandt der ude i skolegården.. Jeg skulle mødes med drengene.", sagde han med en dæmpet og lidt ærgerlig stemme. Han kiggede stadig på mig.

"Tænk ikke på det, jeg skulle alligevel også videre.", røg det ud af mig uden at tænke over, hvad jeg egentlig sagde. Hvad fanden snakkede jeg om? Jeg skulle videre? Shit, jeg var så dum..

"Du skulle videre?", sagde han og rynkede lidt forvirret i panden efterfulgt af et lille, lavt grin. Jeg rettede mig op i stolen, og udstødte et meget lavt host, for i mellemtiden at finde på et svar igen. 

"Jah, altså..", sagde jeg tøvende, "Jeg skulle videre, du ved, over til mine veninder jo?", sagde jeg mega akavet som svar, og jeg mærkede at jeg rødmede helt vildt, for mit ansigt blussede pludseligt op. Han kiggede bare på mig, hvorefter han grinte. Jeg kiggede igen.

Hold kæft hvor var han sygt lækker. Det var totalt overdrevet. Han havde en cap på, som bare klædte ham mega godt, og altså, woooow, gid at han kunne blive min en dag. Jeg følte mig nærmest hellig, som jeg sad der ved siden af et så smukt menneske. Han havde så blide og venlige øjne, og hans smil.. Jeg smeltede fuldstændig indeni hver gang, jeg så på ham. Men jeg forsøgte at skjule det, for han og for den skyld de andre skulle helst ikke opdage, at jeg havde et reeet godt øje til ham. Nogengange ville jeg ønske, at man bare kunne have lov til, at kunne lide den man ville, uden at andre skulle bestemme over en. Det kunne være så fandens frustrerende nogengange..

 

*Justins synsvinkel*

 

Ugh, hun var så sød, når hun rødmede. Jeg havde fået hende "lokket" til at være sammen med mig, selvom hun havde sagt tidligere, at hun havde fundet en makker. Det synes jeg var lidt mærkeligt, men det gad jeg squ ærlig talt ikke bekymre mig om nu. Nu skulle vi arbejde sammen om opgaven, og det var egentlig bare det, jeg ville fokusere på.

Stephanie havde med det samme timen begyndte spurgt, om vi skulle arbejde sammen, men jeg havde sagt at jeg vist troede, at William ville elske, hvis hun spurgte om de skulle være makkere. Og det var jo ikke en gang løgn. - Han var helt skudt i hende, og så ville jeg da ikke stå i vejen for de to. Og jeg havde i det hele taget ikke lyst til at arbejde med hende, for så ville jeg da aldrig kunne få lov til at arbejde sammen med andre i de fremtidige opgaver. Jeg kunne mærke, at hun ikke var en, man sådan bare lige slap af med, med det samme. Så jeg prøvede at holde afstand, så lang tid jeg nu kunne, fra hende. Plus at jeg utroligt gerne ville arbejde med Emily, så det var jo bare perfekt, at hun manglede en.

Jeg kunne slet ikke få øjnene fra hende. Og nu skulle vi arbejde sammen i et godt stykke tid, så det kunne ikke blive bedre. Jeg kunne bare ikke læse hende. Kunne hun lide mig eller ej? Jeg vidste, at vi havde kendt hinanden i like, 1 dag, så man kunne vel ikke en gang bruge ordet "kendte". Men hun måtte vel have kunnet danne sig et indtryk af mig, og det var der, hvor jeg ikke lige vidste, hvor jeg havde hende. Men mon ikke det skulle komme, i takt med at vi jo nu skulle tilbringe tid sammen med opgaven?

Inden vi nåede at få snakket ordenligt, og komme i gang med opgaven, kom Henrik ind i klassen. Jeg syntes rigtig godt om ham, i forhold til de lærere der var i Århus. Han havde en vildt fed personlighed, og var meget anderledes. Mine gamle lærere var slet ikke så muntre, og prøvede på ingen måde at komme ind til eleverne og have det sjovt med dem på samme måde som her, i hvert fald havde jeg fået det indtryk dem her. De gamle var bare pisse kedelige.

"Så, kære elever, nu skulle I helst alle sammen have fundet en at arbejde sammen med? Har jeg ret?", spurgte han, men hoppede lynhurtigt videre, "Skide godt! Så skal jeg nemlig have skrevet parrene ned, så jeg kan huske, hvem der er sammen med hvem. Vil gruppen til højre starte med at sige deres navne?", spurgte han, mens han kiggede ned på hans gule papirblok og med en blyant klar i hånden. 

"Ja, William og Stephanie.", hørte jeg så William sige stolt ved bordet ved siden af mig, så jeg vendte mig om til siden. Jeg fik øjenkontakt med ham og sendte en tommel op, for at signalere "godt arbejde!". Han rettede ryggen, smilede og virkede endnu mere stolt.

"Yup, næste?", sagde Henrik. Derefter nævnte de øvrige deres navne, der i blandt Emilys veninder, gik jeg i hvert fald ud fra. De var sammen i par, så det var nok derfor at Emily ikke havde fundet nogle, da jeg spurgte anden gang. 

"Hvad med jer dernede bagved?", Henrik kiggede hen på Emily og jeg, så jeg tøvede ikke et eneste sekund.

"Emily og Justin.", sagde jeg, og med ét vendte alle blikke mod os. Stephanie lænede sig ind over hendes bord, for at få øje på os. Emily sad med foldede hænder og kiggede også på hende, hvorefter jeg hurtigt kiggede på Stephanie igen, og bemærkede et ret bitchy blik blive sendt over til Emily. Men lige så hurtigt som jeg havde opdaget det, ændrede hendes ansigtsudtryk sig fuldstændigt, og var pludseligt meget glad, lidt for glad, og smilende. 

Hvad fanden foregik der lige der? Var hun efter Emily eller hvad? Jeg havde aldrig rigtig været god til at se pigers små, intime bitchfights, men lige her kunne jeg da hurtigt fornemme, at der sad noget i klemme. Og jeg kunne da sagtens forestille mig, at Stephanie ville have noget imod, hvis andre fik mere opmærksomhed end hun selv gjorde.

Oh fuck, jeg håbede da godt nok ikke, at jeg havde startet noget nu. Det magtede jeg virkelig ikke..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...