Teens

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2017
  • Opdateret: 18 mar. 2017
  • Status: Færdig
17-årige Maya bliver igen tvunget til at starte sit liv forfra, da hendes far har fået nyt arbejde i den anden ende af landet og de må flytte. Hvad sker der, når Maya møder skolens største player Alex? Og lykkedes det Alex at klare sig bare nogenlunde med hans udfordringer på hjemmefronten?
Læs med ;)


27Likes
15Kommentarer
10281Visninger
AA

8. 8. After Party.

Alex's synsvinkel

Lørdag, 03.21

Enten var folk skredet ellers lå de døde rundt omkring. Hovedsagen var, at festen var godt død og det samme var jeg. Jeg ville normalt bare have overnattet hos Aaron, men jeg var ikke lige i humør. Jeg var trist, sur og træt af det hele, men det var muligvis fordi, når jeg havde været høj og haft det totalt fedt, blev jeg skide deprimeret bagefter, indtil jeg fik det normalt igen. Jeg var stadig godt fuld, men det forhindrede mig ikke i at gå ud og gå en tur.

Skide drugs, de var helt fantastiske i øjeblikket og gjorde, at jeg slap for alle hverdagens bekymringer om dit og dat, men problemet var, at når det aftog, bekymrede jeg mig 10 gange så meget om alt.

Jeg trak hætten fra min hættetrøje over hovedet. Jeg var virkelig rastløs. Jeg nægtede at gå hjem, der ventede sikkert tæv derhjemme. Jeg kunne selvfølgelig gå forbi mor, men så blev jeg bare alt for følsom, og jeg hadede følelser. De var ikke til at finde ud af, og det var altid dem der var i vejen. Det fungerede meget bedre med engangstøserne uden følelser. De var lidt ligesom engangstallerkner. Man bruger den også skiller man sig af med dem.

Jeg drejede ind i en baggård. Jeg vidste, at hvis man kravlede op på skraldespandene kunne man komme op på taget, og det passede mig fint lige nu, bare lige slå tankerne fra, selvom de egentligt ikke havde været tilstede overhovedet hele dagen, men stadig.

En ekstrem smerte bredte sig i mit baghoved, og jeg var nær faldet forover. Jeg vendte mig hurtigt rundt for at se, hvad det var, men med det samme fik jeg et slag over næsen, så blodet piblede frem. Jeg tog mig til næsen og kiggede rasende på Oscars og hans blodige hånd. Oscar havde endda været så venlig at tage to venner med, så var han jo også sikker på, at jeg ikke kunne gøre modstand. William og Christian greb mig i hver sin sin arm og trak mig hen, så jeg stod op af muren. Jeg hev, sled, sparkede og vred min krop for at komme fri, men det resulterede bare i, at jeg blev skubbet hårdt ind i muren, så jeg mistede pusten fuldstændigt. Mit baghoved hamrede ind i væggen, og jeg var efterhånden sikker på, at der var hul deromme.

Oscar tørrede roligt mit blod på hans hånd af i et lommetørklæde.

"Ad, fattig mands blod." Jeg prøvede igen, at komme frem for at få ram på ham, men blev igen smækket tilbage i muren, så smerten skød frem i kroppen.

"Nå Alex, vi skal lige aftale 3 små ting, okay?" Jeg svarede ham ikke, men stod bare og mærkede hvordan vreden brusede rundt i kroppen på mig. Jeg kiggede desperat rundt efter en udvej og så en sort skikkelse længere væk, det lignede en pige, hvilket var grunden til jeg ikke ville råbe på hjælp. Jeg ville ikke være skyld i at andre fik tæv på grund af mig, desuden havde jeg altid klaret mig selv, så det gjorde jeg også nu. Jeg havde ikke brug for folks hjælp. Oscar trådte helt hen til mig og jeg nikkede ham en skalle inden han nåede at gøre noget, han trådte arrigt tilbage og tog sig til hovedet.

"Fra nu af laver jeg reglerne, og du lytter." Hvæsede han og kiggede arrogant ned på mig. Oscar trådte igen frem og satte et hårdt slag ind i ribbenene på mig, så jeg bukkede forover uden rigtigt at kunne få vejret. Få sekunder efter fik jeg endnu en i baghovedet.

"Den første var fordi du kyssede på Aria."

Jeg sad på mine knæ på jorden, og følte mig som en der skulle have hugget hovedet af, fordi man havde gjort noget forfærdeligt.

"Aria holder ikke en skid af dig, hun holder af status." Hvæsede jeg og fik et slag over nakken.

"Den var for at afbryde, og den forrige for ikke at kende din plads på holdet." Oscar satte sig på hug og kiggede på mig med et frastødt blik.

"Og den næste du får, er fordi du skal lære at opfører dig pænt. Piger som Maya og Aria, fortjener ikke fattige rapkæftede gadekryds, Alex. Forstå det nu, du er ikke god nok, det kan selv din fordrukne far se." Oscar rejste sig op og skulle til at sætte endnu et slag ind, men jeg afbrød ham.

"Du ved ikke en skid om mig eller min far." Jeg var hæs og min krop rystede af vrede, smerte og udmattelse, desuden var min mund fuld af blod og jeg gik udfra, at det var, fordi han havde flækket min læbe. Mit hoved dunkede voldsomt og overdøvede næsten Oscars grin, han stod bare og grinede af mig. Han skubbede mig ned på jorden og jeg nægtede at vise svaghedstegn, men da det første spark ramte mig, krympede jeg mig bare sammen og gav op. Jeg var træt, havde forfærdeligt ondt og ekstremt meget kvalme. Der gik ikke længe før, de skiftes til at stå og sparke på mig, det føltes som evigheder før de stoppede, men jeg tror ikke der gik mere end et minuts tid, fordi jeg var sikker på, jeg havde hørt en stemme råbe af dem, men alt var bare blevet sort, og jeg var gået ud som et lys.

"Alex? Vågn nu op, Alex." Maya sad bøjet over mig og klappede mig på kinderne. Jeg frøs helt ekstremt og rystede over det hele. Jeg nåede kun lige at trille om på siden inden jeg brækkede aftenens mange genstande op.

"Alex for pokker, det var da vidst heldigt, at jeg holdte øje med jer." Jeg mumlede bare lidt uden rigtigt, at være klar over hvad jeg sagde. Maya strøg mig over panden, og en tryghedsfølelse overmandede mig pludseligt. De var væk, og jeg var i gode hænder.

"Jeg bor ikke særlig langt væk herfra" mumlede jeg til hende med lukkede øjne. Det hjalp at holde øjnene lukket, så det hele ikke snurrede rundt. Hun tog min hånd og jeg prøvede forsigtigt at sætte mig op af muren, det lykkedes også lige, men jeg var virkelig dårlig. Jeg følte bare at jeg var nødt til at tage mig sammen, jeg brød mig meget lidt om, at Maya så mig sådan her.

"Vi kan altså sagtens sidde lidt her, hvis du er for dårlig til at gå." Hendes stemme var blid og bekymret, men jeg rystede forsigtigt på hovedet, og kæmpede mig rystende op på benene.

"Det okay" kvækkede jeg hæst, men det var alt andet end okay. Jeg var kun lige kommet helt op, inden jeg måtte bøje mig forover for at brække noget mere op. Maya lagde armene om mig, da jeg var færdig og vi begyndte langsomt at gå. Alt gjorde modbydeligt ondt, jeg kunne ikke få vejret ned i den nederste del af mine lunger, fordi mine ribben føltes som den rene tortur, når jeg trak vejret.

Endelig, efter hvad der føltes som evigheder, kom vi til mit hus. Jeg vendte mig langsomt mod Maya og hostede lidt.

"Tak for hjælpen, du må godt gå nu." Jeg ville overhovedet ikke have, at Maya mødte min far. Hvad ville hun så ikke tro om mig? Det var kun Aaron og Cath, der havde set ham og det var jeg ikke ligefrem stolt af. Maya kiggede på mig, som om jeg var totalt skudt i hovedet.

"Alex, du kan knap gå, jeg følger dig altså ind også skal jeg nok gå." Hun kiggede bedende på mig, og jeg ville forfærdeligt gerne have, at hun blev hos mig, men min far. Jeg stod i hvad der føltes som alt for længe og havde en indre diskussion med mig selv. Jeg var virkelig splittet.

"Alex?" Afbrød hun mig og mine tanker, og jeg endte bare med at nikke. Hun lagde armene om mig, og vi gik stille indenfor. Huset stank af sprut og her trængte virkelig til at blive gjort rent. Vi gik gennem stuen, og til min store lettelse sov min far i sin lænestol. Maya hjalp mig op ovenpå, ind på mit værelse og til sidst lod jeg mig bare falde ned i min seng og lukkede mine øjne. Jeg var virkelig udmattet.

"Jamen, så går jeg." Maya gav min hånd et lille klem og slap den, men jeg tog fat i hendes og kvækkede.

"Vil du ikke nok blive hos mig?" Jeg var træt, bange, øm og udmattet, og min far ville nok ikke komme og passe på mig. Jeg følte mig som en lille 7-årig dreng igen, da jeg spurgte hende, men hun lagde sig bare ned hos mig, og jeg faldt i søvn med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...