Teens

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2017
  • Opdateret: 18 mar. 2017
  • Status: Færdig
17-årige Maya bliver igen tvunget til at starte sit liv forfra, da hendes far har fået nyt arbejde i den anden ende af landet og de må flytte. Hvad sker der, når Maya møder skolens største player Alex? Og lykkedes det Alex at klare sig bare nogenlunde med hans udfordringer på hjemmefronten?
Læs med ;)


27Likes
15Kommentarer
10272Visninger
AA

6. 6. Man of the match.

Alex's synsvinkel

Fredag,12.51

Vi havde teoretisk fysik, dobbelt time, og minutterne sneglede sig afsted. Jeg havde virkelig ikke tid til fysik, og desuden var mine tanker alle andre steder end på elektroner, neutroner og protoner. Jeg skulle være klar til kamp i aften, jeg skulle blive kampens spiller og få en kanon god start på sæsonen, og på den måde blive den nye anfører. Jeg skulle have Aria som kæreste, hvilket jeg troede blev nemmere end forventet efter episoden i kantinen i onsdags, hvor hun bare kom hen og kyssede mig.

"Og Mr. Howard, kan du så fortælle mig, hvad oktet-reglen er?" Jeg blev på under et halvt sekund revet ud af min verden og tilbage til fysik timen. Jeg kiggede op på vores lærer, der faktisk var mere kedelig at se på end selve faget fysik. Et flot øhm var det eneste, jeg præsterede at svare, hvilket fik Mr. Tape til at vandre hele vejen gennem lokalet og ned foran mit bord. Jeg lænede mig afslappet tilbage i stolen, og lod min fod hvile på det modsatte lår, mens jeg tog hånderne om i nakken. Jeg kiggede op på ham med et flabet blik, og de fleste fornemmede vidst, at der var et lille drama under opsejling. I min verden fandtes der intet bedre end at ydmyge en lærer, og det var hvad jeg havde tænkt mig. Lærere følte sig altid så højt hævede over elever, men i virkeligheden var det jo eleverne, der styrede slagets gang. Mr. Tape stod længe og kiggede ned på mig med hans arrogante overlegne blik, inden han åbnede sin tørre mund og sagde;

"Det da godt du har dit udseende, for du har virkelig ikke andet end det, og når du bliver ældre forsvinder det også." Det var som om, klassen stoppede med at trække vejret. Alle vidste jeg var en tikkende bombe, og når som helst kunne flippe ud, men ikke i dag, jeg kiggede blot op på ham med et flabet smil.

"Jeg tror skam på det med alderen" Jeg blinkede kækt, gav ham elevator blikket og fortsatte,

"Men i det mindste sidder jeg ikke hjemme fredag efter fredag og forbereder mig til den kommende uge med umulige unge mennesker, der alligevel ikke lytter, og er panisk angst for, at min kone har en affære med en anden mand, fordi faget jeg arbejder i har gjort mig så grå, kedelig og gammel, at jeg ikke længere kan få ham op at stå og præstere i soveværelset." Det blev mig, der sprang bomben og fik det hele til at ligge øde hen bagefter. Der var en klam stilhed over klassen, men jeg havde også altid haft et talent for, at ramme folks mest ømme punkter uden at vide jeg gjorde det, men jeg havde helt sikket ramt noget. Jeg smilede til Mr. Tape og rejste mig, tog min taske og forlod klassen uden at se mig tilbage.

Cath blev den der løb efter mig og tog fat i min skulder for at stoppe mig. Hun stillede sig ind foran mig, så jeg ikke kunne gå videre og kiggede på mig, som var jeg et fremmed væsen fra en anden planet.

"Hvad fanden skete der lige der?"

"Det var bare sandheden" svarede jeg kort og trak på skuldrene. Jeg trippede lidt uroligt på stedet, jeg gad ikke være her mere, men jeg ville heller ikke hjem, fordi Mr. Tape skrev sikkert til min far, også havde det været 2 advarsler på en uge og det betød endnu hårdere straf.

"Han er fuldstændig ude af den, Alex! Han sidder bare bag sit skrivebord og stirrer tomt ud i luften" Cath slog ud med armene og kiggede anklagende på mig.

"Det jo ligesom ikke mit problem, og hvis det er så slemt må han jo skrive hjem, så jeg kan få en rigtig straf, og nu må du have mig undskyldt." Jeg puffede til hende og gik forbi, hun stod bare og kiggede efter mig. Hun vidste godt min far tævede mig, fordi i længden kunne det godt blive svært at skjule sine mærker, hvis han havde haft perioder, hvor han slog meget.

Fredag, 17.48

Jeg havde brugt det meste af dagen på bare at flakke rundt i byen, og nu var jeg næsten tilbage på skolen. Træneren havde bedt os møde kl.18.00, så vi kunne nå at klæde om, snakke taktik, varme op og være klar til kampstart kl.19.00. Jeg gik gennem skolens kælder og videre ind i omklædningen, hvor Aaron mødte mig med et stort grin.

"Fed fysik time i dag!" Jeg grinede og gav ham et klap på skulderen.

"Jeg er bare god, mester" han rystede på hovedet af mig og grinede. Jeg smed min taske i mit skab og fandt min blå spiller dragt med det lille løvehoved på venstre bryst, og begyndte at klæde om. Jeg havde forbedret mig meget på det sidste, så jeg håbede, at jeg på et tidspunkt kunne tage Oscar's plads som quarterback.

-Piiiiiiiiift!

Den skingre fløjte lød og vi stillede os op på række, som var vi i militæret. Træneren stillede sig foran os og gik i gang med sin tale.

"Drenge, vi har fandme fortjent at vinde i år. Vi har været udsat for et helt års ydmygelse fra ørnene, og i år skal løverne sejre! Vi skal have håneretten, de skal vide hvem vi er, de skal huske os!" Stor jubel, og kampklare brøl lød i omklædningsrummet og træneren gav ordre til opvarmning. Jeg forlod omklædningen med Aaron og lagde mærke til at Maya stod udenfor, jeg ville have sagt hej, men da hun fik øje på mig, vendte hun bare ryggen til og gik hen til Oscar. Hun vidste sguda at jeg hadede ham, som om hun bare kunne komme og fucke rundt mellem os! Jeg rystede irriteret på hovedet og trådte ud i den friske luft. Aria kom løbende over til mig i hendes lille lækre cheerleader dragt, og jeg blev straks i bedre humør.

"Jeg hepper på dig" hun sendte mig et flirtende smil og løb tilbage til hendes veninder. Aaron puffede til mig med et grin, og jeg undrede mig lidt. Det hele var vent på hovedet i løbet af en enkelt skole uge, ikke at det var en dårlig ting.

Dommeren piftede, og alle gjorde sig klar til kamp. Tilskuererne brølede, cheerleaderne heppede, maskotten dansede og vi var i vores positioner. Startfløjtet lød også var vi i gang.

Fredag, 20.57

Kampen var på sit højeste, og vi var bagud med 4 point. Vi kunne stadig nå det, vi skulle bare lave en touchdown, men det var ikke rigtigt lykkedes endnu, de andre var for gode, men det var det, der skulle til. Jeg havde spillet en forrygende kamp, og noget sagde mig, at jeg kunne gøre det. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på sit højeste og Oscar satte spillet i gang, samtidig med jeg satte i løb frem ad på banen. Bolden svævede i en perfekt kurve og landede lige ned i grebet på mig. Jeg sprintede fremad banen, mens skolen ventede i en pinefuld stilhed. Jeg løb som døden var i hælene på mig, hvilket den i princippet var, da jeg havde tre kæmpe drenge lige efter mig. Jeg var klart den hurtigste på holdet, og det viste jeg tydeligt nu. Stregen kom tættere på, og jeg sprang over den og tyrede bolden ned i jorden. Vi havde vundet og det var takket være mig. Der gik ikke mere end 3 sekunder før tilskuerne brød ud i en bølge af jubel brøl, jeg blev overfaldet af mine holdkammerater og cheerleaderne råbte mit navn. Det her var en af de få gange, hvor jeg følte mig fuldstændig accepteret af alt og alle, jeg følte det var lige meget, at jeg ingen mor havde, at min far drak. Jeg følte, at det eneste folk dømte mig på var min præsentation, og det elskede jeg.

Vi stod i en jubelscene på græsset, da en rungende stemme overdøvede alle. Manden med mikrofonen talte og alle lyttede til, hvad han sagde;

"Stort tillykke til løverne med deres spændende præsentation, og må de få en god sæson fremover. Rigtig godt kæmpet af ørnene, men nu til dagens man of the match. Publikum har talt og aftenens man of the match er uden tvivl... ALEXANDER HOWARD." Jeg blev virkelig overrasket, men på ingen tid blev jeg dobbelt så glad, som jeg havde været før, det her var nok en af de bedste aftener nogensinde. Jeg fik håndtryk, klap på ryggen og ikke mindst en hel masse tillykke og godt spillet replikker. Jeg nød hver en del af det, og jeg elskede at være centrum for folk og alligevel af alle de mennesker, der fejrede mig, så kiggede jeg over på Oscar, der bare stod og så på, at jeg tog hans spotlight, hans titel. Det var ham, der plejede at være man of the match og aftenens stjerne. Jeg vendte tilbage til folkene omkring mig, Cath sprang på ryggen af mig, Aria gav mig et kindkys og skulle sikre sig, at jeg kom til festen i aften, men Maya kom ikke hen til mig og sagde noget. Jeg troede da, jeg havde reddet den, selvom hun ikke havde fået det bedste første hånds indtryk af mig, men vi havde da haft det sjovt. Jeg rystede på hovedet af mig selv, fuck Maya, jeg kunne få alle, og jeg mente alle, for jeg havde næsten Aria og når man havde hende, havde man alle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...