Teens

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2017
  • Opdateret: 18 mar. 2017
  • Status: Færdig
17-årige Maya bliver igen tvunget til at starte sit liv forfra, da hendes far har fået nyt arbejde i den anden ende af landet og de må flytte. Hvad sker der, når Maya møder skolens største player Alex? Og lykkedes det Alex at klare sig bare nogenlunde med hans udfordringer på hjemmefronten?
Læs med ;)


27Likes
15Kommentarer
10399Visninger
AA

12. 12. Fuck

Alex's synsvinkel

Torsdag 11.47

Jeg havde været så fucking vred, ligesindet Oscar havde banket mig. Min krop var blå, gul og øm. Mit liv sejlede bare for tiden, jeg havde ikke styr på en skid og jeg orkede virkelig ikke noget, specielt ikke skolen. Jeg havde ikke været i skole siden mandag, tanken om bare at skulle se Ethan igen, gjorde mig vred.

Min mørkeblå store hættetrøje var efterhånden både slidt, gammel og forvasket, men den var seriøst Gud. Den var helt vildt blød og behagelig, og for mig havde den lidt samme effekt, som en skildpadde og dens skjold. Det var også derfor, jeg havde valgt at iføre mig den, da jeg gik rundt inde i parken. Jeg vidste godt, at risikoen for, jeg mødte nogle, jeg kendte var stor, men jeg havde trængt til frisk luft.

Min mobil brummede højlydt nede fra lommen, da jeg gik forbi det store springvand i parken. Jeg satte mig på kanten af springvandet og låste min mobil op;

Aaron: Hey B. Galla imorgen, kommer du?

Mig: Er det sådan noget jakkesæts halløj?

Aaron: Jep ;)

Mig: Har jo ikke et?

Aaron: Skaf et?

Mig: Ok. Ses :))

Galla. Jeg håbede inderligt, der var alkohol. Lige nu var det virkelig tiltrængt at komme helt ud, hvor alle problemer bare forsvandt. Jeg trængte virkelig til bare at komme væk. Væk fra Maya. Væk fra far. Væk fra Ethan. Væk fra Oscar. Væk fra alle problemerne.

Jeg satte mig på en bænk i parken, mens jeg overvejede hvordan jeg skulle få et jakkesæt. Min far havde helt sikkert et, så den eneste mulighed jeg havde var vel at snuppe et. Det var alligevel ikke første gang, jeg var nødsaget til at stjæle.e det var sket mange gange før, og jeg havde aldrig den mindste smule samvittighed. Alle havde jo deres egne måder at overleve på.

14.37

Det var midt på eftermiddagen og storcenteret var ved at være godt fyldt. Nogle ville mene, at butikstyveri var dumt ved højlys dag, men jeg mente, det var nemmere, fordi man kunne skjule sig blandt alle andre. Jeg sørgede for hele tiden at være sp naturligt inde i folkemængden som muligt, mens jeg nysgerrigt kiggede mig omkring for at finde en butik. Til sidst smuttede jeg roligt ind i den første og bedste butik. Butikken var fyldt med alle slags klassiske former for tøj til mænd. Der var sko, skjorter, habit jakker, bukser, jakkesæt, slips og meget mere. Nogle ting hang på bøjler på væggene, mens andre lå foldede på hylder eller borde midt i butikken. Jeg kiggede mig omkring for at få det bedste overblik over butikken, og fik hurtigt øje på overvågningaskameraene som helt sikkert allerede havde fået øje på mig, så tyveriet måtte i princippet slet ikke finde stedet, hvilket ville sige, at ekspedienten ikke måtte fatte mistanke. Jeg gik lidt rundt og kiggede på forskellige sæt og fandt så et blåt, som de ikke havde i min størrelse. Ekspedienten kom gående ned til mig, og jeg gjorde mig klar til at snupper det grå der hang lige ved siden af.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Ekspedienten kiggede smilende på mig og jeg nikkede og rakte hende det blå jakkesæt.

"Ja, jeg ville lige hører om du ikke har det her i en medium?" Hun tog imod jakkesættet og kiggede kort på det inden hun smilede.

"Jeg går lige ud og kigger på lageret, et øjeblik." Jeg nikkede smilende og ventede på, hun gik. Da hun var ude bagved rev jeg det grå jakkesæt ned fra dets bøjle og skyndte mig at proppe det ned i min rygsæk, så det helt sikkert ville blive krøllet, men det var ikke mit problem. Til mit held var butikken tom, hvilket også var derfor jeg havde valgt den i starten. Jeg skyndte mig hen til et af bordene og stoppede en hvid skjorte ned i tasken. Til sidst løb jeg nærmest hen til slipsene, men nåede kun lige at stoppede det i lommen inden hun kom op. Et kort øjeblik fik jeg voldsom hjerte banken i frygt for, hun havde set mig i aktion. Jeg pillede endnu et blåt slips ned fra hylden og vendte mig om mod hende.

"Tror du ikke det vil passe fint til?" Spurgte jeg og kiggede på hende med et smil.

"Tag det med, så kan vi altid finde et andet, hvis det er." Hendes stemme var venlig og rar og hun smilede til mig. Jeg fulgte efter hende hen til prøverummene og tog imod det jakkesæt, hun lige havde hentet.

"Mens du lige klæder om, går jeg lige hen og finder en butterfly, som vi også kan prøve, hvis det kunne friste?" Jeg nikkede og trak forhænget for, straks åbnede jeg min taske og pillede alarmerende af alt tøjet med et lille trick, jeg havde lært af en ven. Jeg stoppede slipset fra min lomme ned i tasken og lynede i den igen. Jeg følte mig sikker, nu skulle jeg bare ud igen og det var den nemmeste del, næsten ligeså nemt som at komme ind.

Jeg skiftede til det andet jakkesæt og bandt slipset og slog forhænget til side. Ekspedienten kom hen og slog ud med armene.

"Gud, hvor det klæder dig godt!" Hun smilede stort og rettede lidt på det hist og her. Jeg stod og beundrede mig selv i spejlet og måtte indrømme, at jeg så ret godt ud.

Da jeg havde fået mit eget tøj på, svang jeg rygsækken over skulderen og tog det andet jakkesæt i hånden og gik ud og lagde det på disken.

"Jeg tror desværre, det må blive en anden gang, men mange tak for din tid." Hun tog imod sættet, og jeg vendte mig om for at gå. Jeg var så tæt på, at det var lykkedes.

"Hvad med det du har i tasken, unge mand?" Hendes venlige stemme var blevet skarp.

Pis.

Jeg gav hende et køligt blik.

"Hvad er det dog du beskylder mig for? Det finder jeg mig ikke i." Jeg fortsatte med at gå ud af butikkens, mens hun råbte efter mig og endte med at tilkalde vagterne. Da jeg kom ud fra butikken, trak jeg straks min hætte over hovedet og satte i en spurt gennem centeret. Jeg havde ikke særlig langtid før vagterne kom, og lige nu var det vigtigste, at jeg ikke gik i panik. Jeg skulle fokusere på at finde en vej ud, det var sikkert nemmest gennem parkeringskælderen, så det blev det. Folk gloede mærkeligt på mig, men jeg var ligeglad, jeg skulle bare ud. Da var det, jeg kunne hører den første vagt. Jeg øgede mit tempo, så meget som min krop nu kunne holde til. Problemet var at selvom jeg var i god form, fordi jeg trænede fodbold, så havde jeg stadig ondt efter Oscar.

Rygsækken hoppede rundt på min ryg, og jeg anede ikke, hvor mange vagter der var efter mig. Jeg havde vel stjålet for ret meget. Jeg styrtede ned af rulletrapperne og videre ud i parkeringshuset, hvor jeg løb ind mellem en hel masse biler. Jeg løb sågar over en bil og videre hen mod udgangen, som jeg endelig kunne se..

Bum.

Jeg blev fældet, så jeg væltede og smadrede skulder og hoved ned i jorden. Jeg kunne mærke, hvordan min skulder og hofte var blevet flænset, samt hvordan blodet ugen pillede frem fra sårene i mit hoved. Inden jeg vidste af det, blev jeg vendt om på maven og en tung mand satte sig på min ryg og gav mig håndjern på.

Jeg var blevet fanget.

Fuck.

Pis.

Jeg er dødsdømt.

R.I.P Alex 1999-2016.

16.20

Jeg sad på en bænk op af en væg på et lille kontor. Mine håndled kløede, men håndjern var heldigvis blevet taget igen sammen med min rygsæk og mobil. Hvad fuck skulle jeg gøre? Jeg skulle have nogle til at hente mig, og jeg kunne jo ikke sende min far. Det skulle helt sikkert heller ikke være Ethan. Jeg havde prøvet at ringe til Aaron, men selvfølgelig tog han den ikke. Jeg var fucking fanget hos venter vagten. Fuck, jeg var et fjols. Jeg ødelagde virkelig bare alt for mig selv f.eks kunne jeg faktisk vildt godt lide Maya, men fordi jeg var så skide bange for følelser, skulle jeg selvfølgelig fucke det helt op.

Jeg lænede opgivende mit hoved op mod væggen, jeg kunne selvfølgelig prøve at skrive til Maya, men jeg vidste ikke om det kunne lade sig gøre, men okay det var forsøget værd.

"Sir?" Vagten kiggede hen på mig med et utålmodigt blik.

"Må jeg skrive til en, der måske kan hente mig, nu når min far ikke kan." Vagten kørte træt sine hænder op til ansigtet og vurdere så, at jeg nok havde siddet her i for langtid.

"Okay, men det skal være en myndig, der henter dig." Jeg nikkede og tog imod min mobil, da han kom med dem. Jeg åbnede mine kontakter og scrollede ned til M.

Mig: Ved godt, jeg har været et KÆMPE fjols, men har seriøst brug for din hjælp? <3

Jeg slukkede min telefon igen og satte mig til at vente. Ventetiden var ulidelig, ikke mindst fordi det var hende, der måske kunne få mig ud, men også fordi jeg skulle finde ud af, om hun kunne tilgive mig. Endelig svarede hun.

Maya: Troede du kunne klare dig selv?

Mig: Kan ikke. Har brug for dig?

Maya: Stop dig selv, Alex. Skriv til en anden.

Mig: Sidder i centerets arrest, kan ikke komme ud og tror ikke min far kommer og henter mig ;)

Maya: Hvad fuck har du lavet?

Mig: Kom nu bare og hent mig, forklare på vejen?

Maya: ...

Mig: Maya, undskyld. Jeg har været et fjols, men jeg kan godt lide dig <3

Maya: Styr dig, du leger med mig. Får min far til at hente dig..

17.01

Maya's far var virkelig langsom, og jeg tror også center vagten var ved at blive ret irriteret.

- Bank bank!

"Kom ind." Brummede vagten. Jeg kiggede forventningsfuldt over mod døren og ind kom Mayas far. Jeg har aldrig i mit liv været så glad og flov på samme tid. Vagten og Hr. Müller talte kort sammen, og til sidst fulgtes jeg med Hr. Müller ned til hans bil, hvor jeg blev sat ind på bagsædet.

"Tak" sagde jeg højt, men han svarede mig ikke. Jeg tror ikke, han brød sig om mig, men okay det var første gang, vi mødte hinanden og han havde lige hente mig fra arresten. Stilheden lå som en tung dyne over bilen, og det var voldsomt akavet, så jeg var ham evigt taknemmelig, da vi kom hen til deres store hvide hus.

Vi fulgtes ind og Maya stod i døren og ventede på mig sammen med hendes mor. Jeg stillede pænt skoene, rygsækken lå stadig hos vagterne, men jeg var ligeglad.

"Tak" jeg kiggede over på fru. Müller og hun smilede til mig. Maya vendte øjne af mig og trak mig med op på hendes værelse.

"Hvad fuck har du lavet?" Hun så både vred, såret og ked ud af det på samme tid, men måske var det fordi sidst vi sås, havde jeg såret hende ret meget.

"Maya, hør lige" startede jeg, og hun skulle til at stoppe mig i min forsvarstale, men jeg afbrød hende og fortsatte.

"Jeg har været et kæmpe fjols over for alle, det fortryder jeg virkelig. Jeg er bare virkelig dårlig til at finde rundt i hvad jeg tænker og føler, fordi jeg bryder mig ikke om følelser. Tænk nu hvis vi blev kærester, og du så bare skred, så ville jeg være alene igen? Jeg er så dum, Maya, virkelig undskyld." Hun kiggede længe på mig, mens hun stod og overvejede, hvad hun skulle sige til mig.

"Alex, jeg blev virkelig såret flere gange, kan man overhovedet stole på dig?"

"Ja! Jeg lover dig, jeg ikke gør noget dumt igen. Maya, jeg er vild med dig." Jeg havde næsten afbrudt hende. Jeg gik tættere på hende og tog hendes hånd, som hun hurtigt trak tilbage.

"Maya, undskyld.." Hun kiggede op på mig og jeg kiggede bedene ned på hende. Det virkede lidt til, at hun endelig gav op og jeg lagde mine arme omkring hende og trak hende ind i et kram. Sådan stod vi længe og bare holdte om hinanden inden jeg trak hovedet lidt tilbage at finde hendes dejlige læber og trække hende ind i et kys.

Praktisk info: Hej skønne mennesker, der læser med! Jeg tager på skiferie imorgen (11.02) alt for tidligt på dagen og kommer først hjem søndag (19.02). Så der kommer nok lige til at gå en god uges tid inden, der kommer nye kapitler op, men indtil da må i have en skøn ferie!

- Mrs. Willy

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...